Vores by er ikke Sankt Petersborg. Den har ikke denne bys storslåede skønhed og dramatiske historie, og dog er den en stor og smuk by. Det måtte jeg sande, da jeg kom hjem efter fem år i Vesten. Den har smukke gader og herskabelige huse og palæer fra storhedstiden og en naturskøn omegn. Men da jeg flyttede - flygtede må man vel kalde det, skønt jeg egentlig ikke blev forfulgt - var byen døende. Grå lejekaserner var skudt op over alt - selvfølgelig bygget i den bedste mening, for at skaffe husly til de mange der strømmede fra landet ind til byen, men slum var det helt fra det blev bygget. Det var gråt og støvet, som hele den daglige tilværelse, ikke til at holde ud for et ungt menneske med fremdrift. Nu, da jeg kom tilbage, virkede den frisk, vital og farverig. Sikke en forvandling!
   Jeg fik hurtigt arbejde på et offentligt kontor. En onkel sørgede for at få mig ind. - Nepotismen er da ikke helt død. Arbejdet er ikke spændende, flere af de overordnede er de samme som før systemskiftet, og de kører efter de gamle stive retningslinjer. Men det er et levebrød, og jeg har da også fået en udmærket lille lejlighed. Og kommer jeg ud i gaderne bliver jeg glad. Livet er lyst, fuldt af optimisme og håb.
   -

[Boris]
   På gaden traf jeg Boris, som jeg kendte flygtigt hjemme fra landsbyen, som vi begge oprindelig er kommet fra. Han blev åbenbart glad for at se mig, skønt vi egentlig aldrig har været venner. Han er tre år ældre end jeg, så da jeg nu er femogtyve, må han være otte og tyve. Han optrådte meget selvsikkert, og landsbypræget er helt gået af ham. Det samme kan næppe siges om mig, trods al min omflakken.
   Vi gik ind på en café for at få noget at spise. Under måltidet udspurgte han mig om mit liv i udlandet, og det syntes virkelig at interessere ham, skønt det dog ikke er noget særligt. Han fortalte ikke meget om sig selv, bare at han havde startet sit eget firma, og at han måske kunne tilbyde mig et job, hvis jeg var interesseret. Det forvirrede mig noget, jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne ikke have noget imod ham, faktisk er han en charmerende mand, og dog følte jeg et indre forbehold.
   Vi blev betjent af en køn, ung opvarter, som Boris udfoldede sin charme overfor, og som han fik til at smile, og han sendte et langt blik, da den unge mand vendte ryggen til. Jeg spurgte da, om det blik havde noget med Boris' egen profession at gøre, og han svarede uden videre ja og smilte bredt.
   Vi aftalte at mødes igen dagen efter.
   -

[Huset]
   Boris inviterede mig ud for at se hvor han boede og arbejdede. Vi tog en taxi til udkanten af byen eller faktisk til lidt udenfor. Det var et naturskønt område ved floden, hvor byens rigmænd tidligere havde haft deres villaer og landsteder, men som nu var industrikvarter. Villaerne var overtaget og ombyggede af forskellige firmaer, og ind imellem var der bygget store grimme pakhuse og værksteder.
   Vi standsede ud for en stor, hvid villa. Den havde nok tidligere ligget tilbagetrukket med en have foran, men nu var der anlagt en vej, som den lå lige ud til. Huset var i to etager og vist ikke meget forskelligt fra, hvad det havde været i dets storhedstid. En bred trappe førte op til den dobbelte hoveddør.
   Jeg var imponeret og vendte mig mod Boris. "Er dette dit hus?"
   Han trak på skulderen med et lille smil, og sagde: "Huset tilhører firmaet Solblink."
   Det slog mig, at det banale navn passede dårligt til det fornemme hus, men som om han havde læst mine tanker tilføjede han: "Det var hvad huset oprindelig hed ifølge de gamle papirer."
   Vi gik op ad trappen og kom ind i en stor hall med mange døre og i højre side en smukt svunget trappe der førte op til øverste etage. Derefter kom vi ind i den store stue, som var husets centrale. Jeg blev overvældet af lyset som strømmede os i møde. Stuen var smukt møbleret i den gamle stil, men selv jeg, der ikke er ekspert i noget som helst, kunne se, at det var billige kopimøbler. Det mest betagende og faktisk det eneste ægte i rummet, var udsigten. Hele den ene væg var vinduer og glasdøre, der vendte ud mod en stor terrasse med et par løver hvilende på muren på begge sider videre til den parklignende have, der skrånede ned mod floden. - Vi gik et øjeblik ud på terrassen, og jeg stod lidt og lod stedets skønhed strømme ned over mig.
   Jeg havde naturligvis fra begyndelsen en anelse om, hvad Boris' firma beskæftigede sig med. Det fik jeg nu bekræftet, da der alle steder var films- og fotoudstyr, og der var få værelser der ikke havde en stor seng, og der var flere veludstyrede badeværelser.
   Vi gik ovenpå, hvor Boris havde sin egen lejlighed, som bare bestod af to værelser og et lille køkken. Han lavede kaffe og vi satte os i et par stole ved vinduet, hvorfra der var en smuk udsigt over haven og floden.
   "Der er stille i huset i dag," sagde han. "Det er sjældent, her plejer at være ret livligt. Men nogle arbejder andre steder, og nogle holder fri."
   Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at han studerede mig, og jeg lod ham gøre det og var ellers passiv og ventede på hans udspil.
   Endelig sagde han: "Jeg har brug for en assistent til at styre det her, og til at tage vare på alt, når jeg ikke er her."
   Jeg indvendte, at jeg ikke havde den mindste forstand på at lave film og heller ikke på at bestyre et firma.
   Han svarede: "At lave film skal du ikke bekymre dig om. Det klarer fotograferne og drengene selv, og det øvrige kommer efterhånden. Det vigtigste er, at assistenten er et menneske jeg kan have tillid til."
   Jeg endte med at slå til, selvom jeg nok havde fornemmelsen af, at hoppe ud på meget dybt vand.
   Da jeg skulle gå, og vi kom ned i hallen igen, mødte vi en ung fyr, der netop kom ind. Han hilste og Boris præsenterede os for hinanden.
   "Det er Jakov, sagde han. "Han er husets sjæl."
   Jakov lo og sagde: "Jeg var i nærheden, og har tænkt mig at overnatte her."
   "Det er i orden," sagde Boris. "Du finder selv ud af at indrette dig."
   -

[Jakov]
   Boris tilbød mig et værelse i huset, men jeg foretrak at beholde min lejlighed i byen. Det var ikke svært at sige mit arbejde op, selvom min onkel blev lidt sur, især da jeg var noget tåget om, hvad jeg nu skulle i gang med. Så en uges tid senere tog jeg igen ud til huset.
   Sidst havde det været tomt og stille, men nu var der et myldrende liv. Jakov kom mig venligt i møde og præsenterede mig for de andre i gruppen, som dog ikke tog sig meget af min ankomst. I det hele taget blev Jakov en stor hjælp for mig, især den første tid ville jeg næppe være kommet helskindet igennem uden hans hjælp.
   Jeg spurgte Boris, hvorfor i alverden han havde ansat mig, når han havde en sådan kapacitet i huset.
   "Tror du da ikke jeg har spurgt ham?" svarede han. "Jeg har spurgt ham gang på gang, men han vil ikke."
   Jeg stykkede efterhånden Jakovs historie sammen. Som så mange andre drenge havde han begyndt sin karriere som Boris' elsker. Det var stormende forelskelse fra begge sider, men for Boris' vedkommende blegnede forelskelsen snart, eller rettere sagt, den fandt nye objekter. Verden er jo fuld af dejlige drenge, og Boris havde sin charme, så de let faldt for ham. Jakov sørgede en stund, men accepterede så situationen og blev hængende i huset, og gjorde sig efterhånden uundværlig der. Det var ganske bogstaveligt, at han var husets sjæl. Men han havde jo brændt sig grundigt på Boris, og selvom han ikke bar nag, så ville han ikke forpligte sig over for ham. Han havde i øvrigt arbejde som socialarbejder i kommunen.
   - - -

[Drengene]
   Huset og aktiviteterne dér var ganske anderledes end jeg havde forestillet mig. Ja, jeg ved såmænd ikke hvad jeg havde forestillet mig. Måske at det var en slags bordel. Men det virkede snarere som en velfungerende ungdomsklub. Dog en ungdomsklub med temmelig usædvanlige aktiviteter.
   Der var også de sædvanlige aktiviteter, forskellige spil og den slags, og den dag jeg ankom og blev introduceret var vejret strålende, og dørene ud til terrassen stod vidåbne og de unge boltrede sig der og i haven og nogle badede i floden. Huset havde tre faste fotografer som tog billeder, tilsyneladende tilfældigt, men med sikre øjne for, hvad der ville gøre sig fotografisk og for et interesseret publikum, der havde sans for unge mænds charme og skønhed.
   Det siger sig selv, at atmosfæren i denne "ungdomsklub" var temmelig seksualiseret, oven i købet seksualiseret i én retning. Og dog havde de fleste af drengene, nåja, faktisk dem alle sammen, et liv uden for huset. Forskellige slags liv, som jeg for de flestes vedkommende intet vidste om, liv med familie, venner, skole, arbejde - og hvad ved jeg. Men når de gik op ad husets brede trappe og over dørtærskelen blev de forskelligartede liv ladt ude og de indgik i husets enkønnede organisme.
   I pornoens verden er det nok mændene der styrer, men det er pigerne og kvinderne alt drejer sig om - rimeligt nok, da det er der de flestes interesse ligger. Den mandlige skønhed, og mændenes seksualitet er ikke i høj kurs. Det er den så hos et mindretal - af mænd, vel at mærke - som ikke er så lille endda. Vi levede i hvert fald godt af at betjene dette mindretal, at forsyne dem med smukke billeder og inspirerende film.
   Husets tre fotografer kaldtes Nil, Nal og Nol. Det var naturligvis forkortelser eller afledninger af deres virkelige navne, men i huset var det altså det de hed. De var alle meget dygtige. Boris havde altid næse for at ansætte de rigtige folk.
   -

[Nil]
   Nil var en høj, mager mand i trediverne. Han var altid klædt i hvidt og lignede mest en streng skolelærer. Men drengene havde tillid til ham. Dette kunne jo siges om alle de tre, uden tilliden ville de slet ikke kunne fungere, men man tænkte særlig over det med ham, for han lavede undere med drengene. Hans billeder og film var kunst på et højt plan. Det er ikke kun i pornoverdenen at mandskroppen ikke er særlig værdsat. Den er det heller ikke i den almindelige kunstverden. Går du på kunstudstillinger, kan du se mange nøgne kvinder, men yderst få mænd. Men Nil udstillede sine nøgenstudier af mænd og fik anerkendelse for dem.
   Der er meget vulgært i pornoindustrien, og vi producerede da vores del af dette, men der bliver faktisk også lavet en del som har kunstnerisk værdi. Og Nil satte sine mål højt. I de mange småfilm han lavede forsøgte han altid at sætte det seksuelle ind i en meningsfuld sammenhæng. Han lavede en række portrætter af drengene. Selv de med mindre heldigt udseende forstod han at lokke skønhed eller karakter ud af.
   Det blev efterhånden mig der skulle modtage de drenge der meldte sig, introducere dem eller eventuelt afvise dem der ikke egnede sig. Det var et hverv jeg ikke var glad for. En dag blev jeg virkelig forskrækket. Fyren der meldte sig var uhyggeligt mager. Om det skyldtes anoreksi eller anden sygdom, ved jeg ikke, men han så ud som om han var døden nær. Et stort mørkt, krøllet hår bruste om hans ligblege ansigt, og et par store, sorte øjne så intenst på mig. Jeg tilkaldte Nil, som tog fyren ind i et kammer, tog et par billeder af ham og bad ham komme igen næste dag. Derefter indkaldte jeg de andre fotografer, Jakov og et par mere, og der var enighed om, at det ikke gik an at bruge ham. Det ville være for makabert. Fyren var tydeligvis syg. Nil havde ikke blandet sig, men nu sagde han højlydt "Nej!" - Der blev noget forvirring, for det var ikke det at filme fyren han sagde nej til, men til vores beslutning.
   "Tænk jer om, og se på drengen," sagde han. "Han har tydeligvis for ret kort tid siden været meget smuk, og tænk så på de nederlag han har lidt i det sidste, og måske står han lige over for det endelige nederlag. Skal vi så give ham endnu en nederlag med en afvisning?"
   Så han lavede en stor serie med den unge mand, og derefter så vi ham ikke mere, men jeg ved, at Nil holdt forbindelsen med ham. - Jeg blev rystet da jeg så de billeder. De var groteske, makabre - og uendeligt smukke. - Nogle få af billederne blev udsendt i vores sædvanlige distribution, og vi fik både forargede og begejstrede reaktioner. Mange var betagede af billedernes sære skønhed.
   Langt senere afholdt Nil en stor udstilling af sine billeder i en kunstforening inde i byen. Billederne af den nøgne, magre dreng med det store brusende hår og de stærke, vilde øjne vakte stærke reaktioner. De var sat i kontrast til billederne af en anden dreng af lys, blid, nærmest engleagtig skønhed, og virkningen var voldsom.
   Jeg hilste naturligvis på Nil og overrakte ham min flaske og en blomsterbuket. Derefter blev jeg opmærksom på den unge mand han netop havde stået og talt med. Det var ham. Jeg hilste på ham. Han var stadig mager og hans øjne lige brændende, men hans kinder var noget rundere, og han var i det hele taget ikke så kantet.
   -

[Nal]
   Nal var en lille rund mand, som hoppede omkring som en bold og var alle steder på en gang. Drengene lo ad ham, men respekterede ham alligevel, for han lavede gode, effektive film, om end de nok ikke var de store kunstværker. Han var god til at finde på små historier, som så mundede ud i de sexscener der var filmenes egentlige formål. Nogle af dem var meget banale og vulgære, og dog havde de fleste en ægthed der hævede dem over den almindelige pornografi. Han kunne få drengene til at lege, og han kunne vække lyster hos dem, som de måske ikke selv anede, at de havde. Han sagde: "Sex er jo almindeligvis banalt, alle gør det jo, og sommetider kan det være sublimt. Jeg er nok mest til det banale."
   Han sagde også: "Disse drenge er ikke skuespillere, de kan ikke spille skuespil. Man mærker det særligt, hvis man vil have dem til at sige replikker. Selvom man lægger ordene og udtrykket tæt op til hvordan de ellers taler, så bliver det alligevel kunstigt. Sex derimod ligger naturligt for dem. Kan man få dem til at føle sig trygge udfolder de sig, og så kommer der overraskende resultater ud af det, også selvom de bare gør, hvad de plejer at gøre. Det er så min opgave at skabe denne tryghed."
   Han var professionel og han forlangte, at de han arbejdede med skulle være professionelle. Under en filmoptagelse hvor der var flere medvirkende kunne den ene af drengene ikke fungere optimalt. Han kunne simpelthen ikke få den op at stå. Han måtte da tilstå, at han lige havde fået en ny pigekæreste, og at de var gået hårdt til den forrige nat. De andre medvirkende bebrejdede han heftigt, at han ikke havde udvist mere selvdisciplin. Nal behøvede ikke at sige noget. Han ændrede lidt i scenegangen, og så gik det alligevel.
   Jeg vidste at Nal var gift, og en dag mødte jeg ham inde i byen, hvor han var sammen med sin kone, som lignede ham selv, og to yndige småpiger. Han foreslog, at vi gik ind et sted og drak en kop kaffe sammen. Jeg var lidt forlegen og vidste ikke rigtigt hvad vi kunne tale om, når konen nu var der, men han snakkede løs om nye filmprojekter og om genvordigheder med nogle af drengene, og konen kom med små bemærkninger ind imellem. Der var intet hemmeligt, han var bare professionel og gik levende op i sit arbejde, og konen støttede ham.
   -

[Nol]
   Nol var vist egentlig en ulykkelig mand. Hans udseende var uheldigt. Han var klodset af kropsbygning, lang og ranglet og hans hoved var hesteagtigt, næsen stor og den smule hår han havde, var af en farve som vissent græs. Han forelskede sig heftigt af nogle af sine aktører, men undertrykte det, hvilket igen gjorde, at han var svingende i humør og sindstilstand. Og dog var han ganske blid, og drengene tog ham som han nu var.
   Han havde engang haft en ambition om at lave rigtige spillefilm, men havde ikke haft held med sig i den branche. Men han lavede flere pornofilm i fuld spillefilmslængde, og de var slet ikke dårlige efter min mening. Hans fantasi fejlede intet og drengene ydede deres bedste for ham. Jeg tror nok de drillede ham lidt med deres nøgenhed og seksuelle præstationer, men hans længselsfulde blikke fik dem nok også til at yde deres bedste. Hvad er mere stimulerende for en præstation, hvad den så end er, end den uforbeholdne beundring? Man kan sige, at hans film blev frembragt af hans lidenskaber og længsler, men de blev udformet af hans klare forstand og ambitionen om at skabe kunst.
   Sine lange film optog han ikke kun i huset, men han tog med sine folk ud på landet. En gang jeg var med dem lejede han sig ind på en bondegård og optog i lader og i marken. Bondemanden og hans kone fattede vist aldrig hvad der foregik, men glædede sig over de flinke unge mænd som villigt tog del i gårdens arbejde. - Han kunne også optage scener inde i byen med tilfældige borgere som ufrivillige statister, og så klippe dem sammen med scener optaget i huset.
   Disse lange film var nok noget prætentiøse. Selve genren krævede, at handlingen med jævne mellemrum blev afbrudt af heftige samlejer. Disse scener kunne hver for sig være udmærkede, men filmisk og dramatisk blev de noget monotone.
   Nogle var dog også vellykkede. En deling soldater drager gennem et landskab - smukke naturscenerier hvor vi også bliver præsenteret for de enkelte soldater og for deres skrappe sergent. Om aftenen tager de ind på en stor gård, hvor de fordeler sig i de forskellige værelser for at overnatte. En af dem lider af hjemve og sætter sig til at skrive brev til vennen derhjemme. Her får vi nogle bachflash til den hjemlige kæreste. (Nol ville egentlig gerne, at kæresten derhjemme skulle være en pige, og det blev diskuteret i huset og nedstemt. Jeg mener nu, det var en god idé). Han bliver forstyrret i brevskrivningen af at værelseskammeraten vil lave sex, og han prøver at finde et andet sted at sove. Men der er sex i alle de rum han kommer ind i. Han er ved at give op og flygte ud i natten, da han kommer ind i den strenge sergents værelse. De er begge hver for sig lidt ensomme, og nu søger de sammen i sergentens seng. Happy ending!
   -

[Drengene]
   Når jeg taler om drenge - altså drengene i huset - er det egentlig et vidt begreb, men det var altså det udtryk vi brugte om dem enten de knapt havde passeret den seksuelle lavalder - og gudhjælpeos nok sommetider var under den - eller de var oppe over de tredive, men gennemsnitsalderen var nok omkring de tyve. Hvor mange der var i huset er svært at sige, da der hele tiden var udskiftning, nye kom til og nogle forsvandt ud. Men så var der nogle der altid var der, og som må betegnes som husets faste stab, og det var hos dem professionalismen lå.
   Det var som gruppe jeg til at begynde med opfattede dem, de var bare drengene, og det var som sådan jeg forelskede mig i dem og i huset. Det var det myldrende liv, alt spektaklet, latteren, snakken. Havde jeg haft moralske skrupler, svandt de lige så stille hen. Men de var jo ikke bare en homogen gruppe, de var også enkeltindivider og vidt forskellige, og jeg vil prøve at give en række miniportrætter.

-

[BenH]
   BenH - sådan kalder han sig - er en af de ældste i husets mere eller mindre faste stab. Han er vist over tredive og hans hårgrænse er vigende, uden at han af den grund har tabt noget af sin sensuelle udstråling Han oser af mandfolk, men er ingen muskelmand, musklerne ligger glatte, smidige og spændstige under huden i hans mørke, lette og letbevægelige krop. Som helt ung har han været en skønhed. Jeg har nogle få billeder af ham som sytten-attenårig. Han ser direkte ind i kameraet og på "mig". Disse mørke øjne, alvorlige, men alligevel med et glimt af ironi eller ligefrem sarkasme. Munden er sammenkneben, læberne som en streg. Dette er typisk for ham, også i dag. Han er tillukket, slipper intet ud om sig selv. Jeg ved intet om hans privatperson, ikke engang hans rigtige navn. En gang så jeg ham i byen med en kvinde, og måden de var sammen på fik mig til at tænke, at de var gift, men jeg ved intet. Han dukker op i huset sommetider flere gange om ugen og så kan der gå lang tid. Man kan ikke lave aftaler med ham, men når han er her, poserer han villigt foran kameraerne. Han er med i et utal af film og billedserier, og drengene, det vil sige de yngre, er glade for ham. Han kan noget, og han gør det villigt. Han har kneppet sig gennem dem alle sammen. De hengiver sig villigt til ham, og når de er inden for hans tryllekreds udfolder de deres mest charmerende sider. Han er en sexrobot. De glider let ind til ham, og lige så let ud igen. Alle holder af ham eller er fascineret af ham, skønt ingen kender ham.
   Han er ikke kræsen, udseende og alder spiller ingen rolle. Jeg har en billedserie som særlig fascinerer mig. Der kom en tid en ung fyr med uheldigt udseende, mager og udpræget feminin på en skabagtig måde, kantet og - ja, grim. Alle var venlige mod ham, men der var intet at stille op, han virkede fysisk frastødende på de fleste. - Men på denne billedserie tager BenH ham under behandling, og nu lyser han, pludselig bliver han smuk uden at man kan sige, hvori det smukke består. Og dog gør Ben ikke noget specielt, han behandler ham bare som alle de andre.
   På en filmstump er han alene og onanerer, og også det gør han intenst. Det er som om han har sex med kameraet - og med mig.

-

[Dima]
   Dima var en pudsig lille fyr, som pludselig dukkede op i huset. Han kendte vist ingen på forhånd. Han sagde at han var atten, men var nok betydelig yngre. Det var i den periode hvor myndighederne og politiet var mest efter os, for at vi skulle overholde aldersgrænsen på atten år. Af den grund findes der ingen film med ham, kun nogle billedserier, men på dem udfolder han så hele sin charme.
   Han var nysgerrig over for husets aktiviteter, men sky med sin egen person, og flere af de andre drenge protesterede mod at have ham som tilskuer, når han ikke selv var aktiv. Jakov tog sig af ham. Han forstod udmærket de slumrende kræfter i drengen, og gennem leg og forførelse fik han lokket tøjet af ham. Han var aldrig virkelig liderlig, men han viste en næsten pervers lyst til at blotte sig og spille op til fotografen og kameraet. Kun i få øjeblikke med Jakov viste han virkelig hengivenhed, og jeg tror Jakov forelskede sig rigtigt i ham. Af udseende var han meget almindelig, lysblond og med blå øjne, men hans underlige blanding af skyhed og ekshibionisme gav ham en sær, stærk udstråling. Han havde dårlige tænder, og der er mange billeder, hvor han smiler med øjnene men hvor munden er sammenkneben, men når han så endelig smiler og blotter tænderne ser han meget vulgær ud. - De andre drenge vænnede sig til ham. Og tog ham som han var.
   Men så forsvandt han igen. Der gik naturligvis et par uger før man blev opmærksom på, at han var væk, og nogen begyndte at spørge: "Hvad er der blevet af Dima?" - Han var naturligvis ikke den første der forsvandt fra huset, men han efterlod alligevel et tomrum. Men så blev også han glemt og livet i huset gik videre. - Men Jakov glemte ham ikke, og jeg ved, at han ledte efter ham ude i byen. Om han fandt ham ved jeg ikke, men vi så ham ikke i huset mere.

-

[Sergej]
   Det var altid spændende, når en ny dreng kom til huset, men Sergej var et mirakel. Jeg var travlt optaget af et eller andet, da han pludselig stod foran mig. Vanligvis var hoveddøren låst, og man måtte ringe på. Vi kunne ikke have, at nogen kom brasende ind når drengene løb halv- og helnøgne rundt, eller de var midt i arbejdet. Men nogen havde altså glemt at låse, så pludselig var han altså der, og i et blik opfattede jeg hele hans væsen. Det syntes jeg i hvert fald. Han var stilfærdig og rolig, og han udstrålede alvor og venlighed, og noget andet som ikke er til at sætte ord på. Noget tindrende, vil jeg sige. Han virkede åben, tiltrækkende og distancerende. Jeg har set mange kønne drenge, nogen måske endda kønnere end ham, og dog var det netop hans skønhed der slog mig. Hans ansigtstræk var regelmæssige, men næsen lidt for skarp og de blå øjne lidt for tætsiddende efter det klassiske skønhedsideal. Det skabte lidt uro i et ansigt der ellers var præget af stor ro.
   Nil optog en lille interviewfilm med ham, som jeg stadig har. Han var nitten. Nil spørger ham blandt andet om, hvad der var hans første sexoplevelse. Han svarer, at det var med en jævnaldrende kammerat, og han nævner et navn. "Men hvad er så det sidste?" spørger Nil. "Det samme som det første," svarer han. Han havde kun haft det ene forhold, og det havde holdt i fem år, men nu havde vennen forladt ham. Det fortæller han ganske lige ud.
   Det var forbløffende. Hvad ville han dog her i huset med alle dets promiskuøse aktiviteter? Jeg kunne ikke lade være med at se noget ideelt i ham, og jeg følte pludselig, at vores levevis var mindreværdig. Men han havde ingen forbehold over for noget.
   Sådan blev det, og han blev en af vore vigtigste aktører. Han er med i alle slags film, alle tre fotografer var ivrige efter at bruge ham. Man kan ikke sige, han var nogen god skuespiller, for han var altid den samme ligegyldigt hvilken rolle han spillede, men han havde det en god pornostjerne er gjort af. Han virker ægte og oprigtig i alt hvad han gør, og vi som fulgte ham bag kulisserne vidste, at sådan var han også i virkeligheden. Jakov sagde det på denne måde: "Jeg har vist aldrig før set nogen så sensuel, og så lidt seksuel". Og det på trods af, at han jo lavede sex hele tiden, og ikke veg tilbage for noget.

-

[Willy]
   Jeg var i Sct. Petersborg sammen med Boris, Jakov og nogle andre som almindelige turister, og på en af vore rundture i byen hægtede en pæn dreng sig på os. Hvad der fængslede ham ved vores gruppe er ikke til at sige, men interessen for en køn dreng fra vores side er let nok at forstå. Så det var en munter venlighed fra begge sider, og også lidt gaver til drengen. Alt i al uskyldighed. Men det blev til en hel række gode billeder af byens seværdigheder, næsten alle med drengen i centrum. Han hed Willy.
   Vi skiltes fra ham i venlighed, men Boris må have holdt forbindelsen med ham, for et års tid senere kom han her til byen. Det vidste ingen af os andre, men en dag kom Boris med en serie billeder taget ude i naturen. Drengen er her blevet noget ældre end på de først postkortagtige billeder, men de er stadig ret uskyldige. Det er en slags uskyldig striptease. Han er fuldt påklædt på de første billeder og lidt efter lidt, billede efter billede tager han tøjet af. Billederne er ganske uerotiske, bortset fra, at der jo altid er noget erotisk over et nøgent, smukt menneske.
   Senere kom Boris igen med en serie mere af samme slags, men her taget indendørs, antagelig på et hotelværelse. Hvad der egentlig er foregået mellem dem i denne periode, ved jeg ikke, men helt platonisk kan forholdet næppe have været. For da drengen endelig dukkede op i huset vidste han alt hvad det handlede om.
   Det var som om vi allerede kendte ham. Og han gik lige ind i husets rutiner, som om han altid havde været her.
   Egentlig var han altid den samme under hele forløbet. Nol prøvede at sætte Willy og Sergej sammen, men det ville ikke fungere. De havde begge denne personlige integritet og værdighed, men Sergej var ren sjæl, mens Willy var kød og blod. Derimod fandt han hurtigt sammen med en lille spirrevip kaldet Sati. Hans navn lød som et nys, og sådan var han. - Willy var rolig, nærmest sendrægtig. Fysisk var han solidt bygget, og med tiden blev han bredere og mere robust, uden dog at miste sin drengecharme. Sati var vims, han var lille og mager. Når de lavede noget sammen, cirklede han omkring Willy og kunne lokke ham til hvad som helst. Willy var godmodigt med på løjerne.
   De lavede flere vellykkede sketches sammen. I en var Sati frisør og skulle ordne Willys hår. Det udviklede sig langsomt til håndgribeligheder, og de endte med at kravle rundt i frisørstolen og udnytte alle dens tekniske muligheder. - En anden gang var Willy klaverlærer - han spillede faktisk udmærket klaver - og Sati den umulige elev, men kunne de ikke spille klaver sammen, så kunne de så meget andet.
   Senere blev Willy indblandet i noget som jeg syntes var under hans værdighed. Han var med i noget bunkehor med nogle skabagtige, perverse fyre - ja, undskyld, det er min egen subjektive mening. Jeg må da også indrømme, at det gjorde sig godt på film - hvis man er til den slags. Den pæne, rolige fyr midt i disse kaotiske uterligheder. - Det var Nol der filmede, og han forstod sig på kontrasten mellem uskyldigheden og perversiteten.
   Det er en lille, ganske enkel filmstump som gør størst indtryk på mig, hver gang jeg ser den. Willy sidder ganske roligt i en stol og onanerer. Han er alene, man mærker intet til fotografen. Han er fuldt påklædt i en rød sweater og rene, nypressede cowboybukser. Hans ansigtsudtryk er drømmende og blikket fjernt, mens hans højre hånd blidt kærtegner pikken som stritter ud af bukserne, og til sidst kommer i et lommetørklæde. - Jeg har spekuleret på, hvorfor netop denne lille film gør indtryk. Herregud, det er da en dagligdags handling som enhver dreng og enhver mand kender til. - Men det er vel netop det. Onani foregår jo altid i enrum, man er alene med sig selv og tankerne går indad og fortaber sig i liflige drømmebilleder. Det er nærmest som en slags meditation. - Her ser man for en gangs skyld det som ingen ser.

-

[JimmyR]
   JimmyR hørte vist ikke til huset i egentlig forstand. Han tilhørte nok kun sig selv.
   Han var endnu et af Boris' fund, men et fund han nok fortrød mange gange. Han var heller ikke en af de mindreårige eller næsten mindreårige. Han var nitten da han først kom her.
   Det var ikke hans seksuelle bedrifter eller formåen der holdt ham til huset. Jeg har ingen film og kun få billeder med ham, og på dem er han fuldt påklædt. Og det var ikke fordi han var specielt kysk, men han udfoldede sine seksuelle aktiviteter andre steder og på andre måder end det der blev praktiseret her i huset. Han var snarere med i nogle grupper af drenge der holdt til omkring banegården og i byens parker, og drev deres prostitution der.
   Husets drenge foragtede disse drengebander, og ville ikke sammenlignes med dem, men Jimmy var så undtagelsen. Han var som et slags bindeled mellem de to grupper.
   Det var Boris der havde fået ham til huset, og han kunne ikke slippe af med ham igen. Jimmy knyttede sig til ham i en slags forelskelse, udnyttede ham økonomisk eller bare for at have et sted at sove. Han søgte vel trygheden, så Boris som en faderskikkelse. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det. For os andre var det lidt komisk at se Boris som far, men rollen passede ham vist godt, når den bare ikke blev taget alt for alvorligt og fik for mange konsekvenser. Så der var stormende scener mellem dem, der som regel endte med, at Boris smed ham ud. Men dagen efter eller nogle dage senere var han der igen, og var Boris' dør lukket for ham, havde han jo hele det øvrige hus, og for det meste var vi glade for ham og morede os over ham. Han bragte liv og frisk luft til husets atmosfære, som ind imellem nok kunne være noget lummer.
   "Der skal være gang i den," sagde han, og husets puls slog en anelse stærkere når han var der. Men han kunne også lave rav i den. Hvirvelstrømme af skænderier og små slagsmål opstod, og faldt først til ro, når et par af os skilte Jimmy ud og venligt satte ham på porten med besked om at blive væk nogle dage. Han var ikke til at holde ud, og han var ikke til at undvære.
   Og så var der de lange rolige perioder hvor der var fred mellem ham og Boris. Boris syntes at falde til ro i sin faderrolle, og Jimmy syntes endelig at have fundet den tryghed han altid søgte. Og denne tryghed bredte sig til hele huset.
   Men naturligvis kunne Boris ikke i længden holde sig i skindet. Han havde andre småaffærer. Det syntes ikke umiddelbart at påvirke Jimmy. Han havde vel også sit, når han var ude i byen.
   Men efterhånden løsnedes hans forhold til huset. Han kom sjældnere, men når han kom, var det godt. Det var som med en nær og kær slægtning som er flyttet hjemmefra, og nu kommer på besøg.
   Men så var der pludselig gået alt for lang tid. Flere af drengene begyndte at spørge: "Hvad er der blevet af Jimmy?" Selv Boris begyndte at undre sig. Jakov brugte sine forbindelser i kommunen til at foretage nogle undersøgelser, men det var svært. Vi kendte ikke hans efternavn og vidste ikke engang om Jimmy var hans rigtige navn. Vi havde hørt om mystiske dødsfald blandt byens trækkerdrenge og narkomaner. Jimmy var ikke narkoman, men gud ved hvad han kunne have rodet sig ud i siden sidst vi så ham. Man kunne aldrig vide med Jimmy. - Måske var han bare rejst bort og skabte lystighed og uro et andet sted.

-

[Pigerne]
   Vi levede og virkede i en glasklokke. Sådan en boble er skrøbelig og kan briste, og en dag gjorde den det. Den bristede med et højt festligt knald, da det ringede på døren, og nogen var så uforsigtig at lukke op.
   Det var Jakov der åbnede, og en flok piger væltede ham næsten og brasede ind med larm og latter bevæbnet med flasker, poser og æsker med kager. Drengene i forskellige stadier af af- og påklædning flygtede til alle sider. De dukkede dog hurtigt frem igen og tog pænt imod pigerne. De kom fra et nærliggende etablissement af samme type som vort hus, men af den vanlige slags. De havde dog ikke taget deres mandfolk med "for de ville jo ikke skræmme lammene", som en af dem sagde.
   Mariandl, en stor, flot pige, stod midt i stuen med en flaske i den ene hånd og en bagerpose i den anden, overvældet af lyset som strålede ind fra terrassen og haven. "Gud, hvor er her skønt," udbrød hun, og de andre piger stemte i. "Det er noget andet end det hul hvor vi arbejder."
   Alle fik efterhånden samlet sig og pigerne fik dækket op på forskellige borde og nogle af drengene lavede kaffe.
   BenH dukkede op midt i det hele. Han stod et øjeblik uden at sige et ord og stirrede. Så drejede han om på hælen og forsvandt.
   Der havde før været ønsker om at få nogle piger ind i huset, for at skabe variation i vore film, som godt kunne blive noget monotone. Det var hver gang blevet nedstemt, blandt andet af mig. Ikke fordi jeg havde noget imod pigerne, men fordi jeg var bange for, at vi skulle blive opslugt af det almindelige pornomarked. Nu blev der stiftet nogle forbindelser, vist også privat, og Nol fik nogle piger med i nogle af sine lange film - som dog ikke blev optaget i huset.

Del 2
   Da jeg havde været i huset et halvt års tid kom en stilfærdig og ubetydelig person til, som dog ændrede alt. Men før jeg skriver om ham, vil jeg fortælle lidt om baggrunden for husets virksomhed. Det var jo en meget lukket verden, på trods af, at hele virksomheden var udadvendt med tanke på et publikum ud over landet og i andre lande gennem blade, film og internet. Sådan set var det absurd, men vi som levede midt i det følte det ikke sådan. For os var det bare vort daglige liv og arbejde. Huset var vores arbejdsplads, vort samlingspunkt og på en måde vort andet hjem - ja, jeg tror sandelig, at for nogle af drengenes vedkommende, det eneste.
   Jeg kunne dog også spekulere på, hvordan vi var kommet til at leve som vi gjorde, alt det huset stod for. Unge, smukke mænd samledes og kopulerede med hinanden. Det var ikke noget Boris eller nogen anden havde fundet på. Vi var ikke særlig perverse, vi var naturlige, flinke og velfungerende mennesker, som forsøgte at gøre det bedste for os selv og hinanden. Og stort set lykkedes det da.
   Det siges, at der over helvedes port står indskriften: "De som træde ind her, lade alt håb ude." Så absolut var vores adskillelse fra den øvrige verden ikke, men det var sådan, at når man var gået op ad husets brede trappe og ind gennem dobbeltdøren, så kastede man en ham af sig, blev en anden og dog helt og holdent sig selv. Man var nøgen i mere end én forstand, og denne isolation havde dog sine tråde ud til det omgivende samfund og til vores fælles og individuelle fortid.
   De fleste af drengene kom oprindelig ude fra landet eller fra en af de små provinsbyer. Der har altid været en vis tilstrømning af unge mennesker til de større byer, men efter det gamle regimes sammenbrud blev tilstrømningen overvældende. Der opstod slumkvarterer i byens udkant og faktisk også i bykernen. Arbejdsløsheden var stor blandt de unge, men de var vant til at leve spartansk, og faktisk var den økonomiske udvikling til gavn for alle. Storbyerne, blandt andet vores by, var stærkt påvirket af vestlig tankegang og levevis. Ude i de små byer og på landet var livet stort set som det altid havde været, ja, i de mest isolerede egne, i bjergområderne, var livet nærmest orientalsk. Vi der nu levede i den moderne storby, syntes uden videre at have sprunget et århundredes udvikling over. Men dybt i vore hjerter levede den gamle kultur videre og påvirkede vores levevis. Nogle af os var opmærksomme på de brudflader der opstod mellem det gamle og det nye. Andre oplevede det som en frustrerende splittelse, ja, det kunne føre til ødelæggende konflikter. - Skønt idéen med det projekt huset var udtryk for var kommerciel, at tjene penge på menneskers primære instinkter, så var resultatet en absurd syntese mellem det gamle og det nye. Drengene følte sig hjemme i huset.

Min far var købmand, eller handelsmand vil jeg snarere kalde det. Han havde arvet firmaet efter sin far, det var da bare en butik, men han havde udvidet den og anlagt filialer i andre byer, så vi havde det rummeligt økonomisk.
   Mine forældres ægteskab var - og er - nok meget traditionelt, og de kendte vist knapt hinanden før brylluppet, men havde det udmærket sammen, tror jeg. Jeg husker ikke én åbenlys konflikt mellem dem. Når jeg tænker tilbage, er det svært at forbinde begrebet kærlighed med dem. Havde nogen spurgt dem - hvilket ingen kunne finde på - ville de nok have afvist spørgsmålet som det rene sludder. Og dog havde de stor omsorg for hinanden. Årene, det daglige liv, og de fem børn havde udviklet en smuk samhørighed mellem dem, og ellers passede de ind i deres traditionelle roller.
   Min mor herskede i hjemmet, og herske er det rette ord. Det var utænkeligt at sætte sig op mod hende. Jeg vil ikke sige, at vi blev strengt opdraget, sådan føltes det ikke, men der var nogle uskrevne love, som ikke kunne diskuteres. De udgik dels fra vore forældre, og dels fra det samfund vi boede i, og i sidste ende fra traditionen og religionen. De kom i kirken, men vist mest for at træffe venner og bekendte, og selvom vi børn var med i kirken, blev vi aldrig presset til noget.
   I kirken og skolen traf jeg Boris, som vi vist oven i købet langt ude var i familie med.
   Min storebror gik tidligt ind i familiefirmaet, og af mine søstre blev den ene tidligt gift. Også hendes ægteskab var arrangeret, men hun kendte dog sin mand i forvejen og havde godkendt ham. Så for så vidt var det lige så meget hendes eget valg. Mine to andre søstre boede stadig hjemme, da jeg flyttede hjemmefra.
   Jeg var vel, hvad man kan kalde familiens sorte får, men på en fredsommelig måde. Jeg var tidligt klar over, at jeg var anderledes end de andre. Jeg havde fuldført grundskolen, og ville egentlig gerne have læst videre. Men jeg var urolig og rastløs, og uden at kunne forklare mig selv, hvad der var galt, kunne jeg ikke udholde tanken om, at jeg skulle gå ind i firmaet og slå mig til ro i landsbyen. Mine forældre havde for længst udset en hustru til mig. Jeg kendte hende udmærket, og hun var da en sød og køn pige, men det var mig en umulig tanke, at jeg skulle giftes med hende. Så jeg stak af, det må man kalde det, selvom jeg kom af sted i nogenlunde god forståelse med min skuffede forældre.
   Jeg blev hjulpet af den strømning i landet, der i sidste ende førte til systemskiftet. Jeg var ikke det eneste unge menneske der på den tid søgte til byerne.
   Jeg kom så til byen her, byen som jeg skulle komme til at betragte som min, og senere, da det blev muligt, til udlandet, og der gjorde jeg en hel del erfaringer i det der er mit emne her.
   - - -
   At være ungt menneske på landet her, i hvert fald den del af landet jeg kom fra, kunne ikke andet end blive skizofrent. Vi, drengene - men det gjaldt vel også pigerne - kom som naturligt var i puberteten, men adgangen til pigerne var lukket, dem blev der passet godt på. Samtidig var homoseksualitet stærkt fordømt. Men kønsdriften er en af naturens stærkeste kræfter, og den bryder sig vej. Det førte til mange tidlige ægteskaber, som kunne gå godt, fordi familierne og samfundet var indstillet på at støtte de umodne unge.
   Men det førte også til udbredt homoseksualitet, som bare ikke blev kaldt sådan. Homoseksuelle eller bøsser, det var disse feminine mænd, som gerne stillede sig til rådighed for andre mænd, og som ofte var prostituerede. Almindelige mænd kunne ikke identificere sig med dem. Heller ikke jeg.
   Jeg tænkte aldrig på mig selv som homoseksuel, og gør det heller ikke i dag, på trods af ... nåja! Vi var drenge og mænd. Hvad skulle vi ellers være?
   Kvinder var på samme tid ophøjede væsener, besunget af digterne og underordnet manden. Hun var højt respekteret som hustru, mor og husmor, men det var inden for i hjemmet. Kvinder giftede man sig med, meningen var, at der skulle avles børn, og sådan var samfundet bare. Man kunne ikke være ven eller kammerat med en kvinde.
   Så opstod disse meget varme venskaber mellem mænd med stærke erotiske over og undertoner. Venskaber som ofte varede livet ud - også efter at begge parter var gift.
   Men tiderne ændrede sig jo, og op mod systemskiftet gik det stærkt. Vi havde jo radio og fjernsyn og fulgte med, og vi så kvinder dukke op her og der på vigtige poster. De gamle, som for eksempel mine forældre, rystede på hovedet over udviklingen, men de var ikke blinde for, at denne udvikling havde sine fordele.
   Den der var mest forarget over udviklingen og mit opbrud var min storebror. Han var mere konservativ end mine forældre og mente, at jeg svigtede alt det min familie stod for. Og det gjorde jeg vel også.
   - - -
   Jeg overhørte en samtale mellem en gruppe drenge i huset. De talte om lederen af et diskotek inde i byen, som var bøsse. Han lod dem komme gratis ind og gav drinks, hvis de gjorde ham visse seksuelle tjenester. De lo godmodigt men også lidt foragteligt ad ham. Det faldt dem åbenbart ikke ind, at det de lavede her i huset var homoseksualitet, og de tænkte i hvert fald ikke på sig selv som bøsser.
   En udenlandsk journalist kom for at studere husets arbejde, og han spurgte en af drengene om han var homoseksuel.
   "Nej," svarede drengen. "Dette er mit arbejde. Privat kommer jeg sammen med en pige."
   "Men er det så ikke ubehageligt at gøre dette med andre fyre?"
   "Nej, hvorfor skulle det være det? Det er gode venner, vi har gode arbejdsforhold og bliver godt betalt. Og selve arbejdet, det er sandelig ikke ubehageligt. Du skulle prøve."
   "Hvilken forskel er der på at være sammen med en dreng og en pige?"
   "Det siger da sig selv. Den ene er en dreng, den anden en pige."
   "Hvis på et diskotek både en pige og en dreng ønskede at komme i seng med dig, hvem af dem ville du da vælge?"
   "Hvis det var muligt, ville jeg tage begge med hjem. Men ..." og her sendte han et blik til en af kammeraterne, "... hvis drengen var Lucas, ville jeg tage ham."
   - - -
   De der kom til huset var i regelen anbefalet eller overtalt af kammerater, eller de dukkede op af simpel nysgerrighed eller for at tjene penge. Selvfølgelig var der dem der ikke passede ind eller som ikke brød sig om husets aktiviteter. De forsvandt så hurtigt ud igen. I det hele taget var der stort gennemtræk. Nogle var med en periode og forsvandt ud igen - som det er på enhver arbejdsplads. Og så var der den hårde kerne, de der var med år efter år, og for hvem livet i huset var blevet en væsentlig del af deres livsstil. De var de professionelle.
   Nogle kom fra arbejdsløshed eller dårligt lønnet arbejde, og her i huset fik de god betaling, gode arbejdsforhold, kammeratskaber og varme venskaber, og selve arbejdet ... Som en af dem sagde: "Det gør jo ikke ligefrem ondt."
   Jeg kender naturligvis alle indvendingerne mod vort arbejde og levevis, og ikke mindst dem der var rettet mod drengene - og pigerne - i pornoindustrien. Nogle af dem er oven i købet sande. Jeg har selv set nok ulykkelige skæbner. På den anden side synes problemer og ulykker at komme til alle uanset levevis. Liv og problemer synes at være et og det samme.
   Jeg skriver hele tiden "vi" som om jeg selv deltog i alle de intime aktiviteter. Det gjorde jeg ikke. Faktisk havde jeg aldrig intim forbindelse med nogen af drengene i huset, skønt der var fristelser nok. Den side af mit liv holdt jeg for mig selv. Jeg havde jo min lejlighed i byen og havde nogle løse forhold, men ikke noget der bandt mig.
   Jeg forelskede mig i huset, i drengene sådan kollektivt. I den periode var det rigeligt. Mere end rigeligt.

Del 3.

Da Philip Cory kom til huset blev jeg nærmest forskrækket, og det var jeg ikke ene om. Han var køn, sød - og alt, alt for ung. Jakov som var sammen med mig netop da udbrød: "Men gud! Han er jo bare et barn." - Drengen stod pludselig der midt i stuen og så sig frejdigt om.
   Han var naturligvis et af Boris' fund. Han havde nærmest stjålet ham fra en anden filmproducent. Det var ikke den første mindreårige Boris bragte til huset. Hans alibi i dette tilfælde var, at drengen allerede var i fuld gang. Han havde indspillet to film, hver på ca. tyve minutter, for det andet studio.
   Han kunne fremlægge attest på, at drengen var fyldt atten, men den hoppede ingen af os på. Der var steder i byen, hvor man kunne købe falske papirer på hvad som helst, og de steder kendte Boris udmærket. - Det skal tilføjes, at da vi et års tid senere fejrede Philips attenårs fødselsdag var vi flere der påpegede det ulogiske heri, men Boris ignorerede spørgsmålet, og Philip afvæbnede os med sin charme.
   Men tilbage til begyndelsen. Boris var forelsket, og det var drengen såmænd også. Men mens Philips forelskelse var glad og åben, var Boris' svingende og præget af jalousi. Han kunne sagtens tage at se drengen i seksuelle optagelser, så længe der kom film ud af det. Da var han nærmest stolt af hans præstationer. Men så det ud til, at Philip knyttede sig for tæt til nogen, satte hans jalousi ind, og det førte til scener. Så kunne vi høre dem råbe og skrige ad hinanden. Det skete også, at drengen stak af og var væk nogle dage, og Boris gik omkring som en bombe, der kunne springe i luften hvert øjeblik. Men så kom drengen tilbage, og der blev gensynstårer og forsoning.
   Under en af disse springture kom Philip til mig i min lejlighed i byen, og da Jakov også kom hos mig, blev vi ligesom en trio der holdt sammen, uden at Boris vidste noget. - Jeg kunne da trøste Boris med det der var halvt sandhed og halvt løgn, at jeg havde truffet Philip i byen, og at han snart ville komme tilbage.
   Boris tog ham med på ferier til luksushoteller og lejede dyre biler og lod ham køre dem. - Sådan gik det op og ned, noget bandt de to sammen, og hvem kan forklare det?
   Når jeg ser de film Philip lavede i denne tid, er det utroligt, hvor lidt de er påvirkede af den svingende stemning i huset og det oprivende forhold til Boris. Jeg vil beskrive de vigtigste af dem, for de siger en del om hans udvikling.
   Der var først de to der var optaget før han kom i huset. Den første er helt enkel, det er en slags introduktionsfilm. Han er meget ung. Han er alene i filmen, ligger i en havestol i en stor have, et hvidt hus skimtes i baggrunden. Han er iført en meget pæn og tækkelig, grå joggingdragt. Der er en interviewer, som man ikke ser, man hører bare stemmen. Jeg troede først det var Boris, men det kunne det jo ikke være. Den giver mig myrekryb hver gang jeg hører den, det er som om den sødladne stemme og de banale spørgsmål famler hen over den kønne drengs krop. Men det generer tilsyneladende ikke drengen, han fortæller frit og åbent om sine første sexoplevelser og om sit, på dette tidspunkt, temmelig avancerede seksualliv. Halvvejs inde i filmen beder intervieweren ham tage tøjet af. Det gør han, og resten af filmen er en onaniscene. Kameraet generer ham åbenbart ikke, det er nok snarere modsat, at det er kameraet han har en affære med. Tilsyneladende glemmer han det rullende kamera, men i virkeligheden er han nok hele tiden intenst bevidst om, at det er der. Ekshibionisme? Ja, i udpræget grad, det er det der gør, at han også senere fungerer så godt foran et kamera.
   Den anden optagelse er mere ordinær. Det siger jeg lidt nedladende, fordi kvaliteten slet ikke er, som nogen af vore fotografer ville have gjort det. Hans partner er en temmelig kedelig fyr, som oven i købet har problemer med potensen. - Nå, Philip slår alligevel igennem i kraft af sin charme og entusiasme.
   Hos os lavede han så en hel del. Jeg har lige siddet og gennemset den jeg synes er bedst, skønt eller måske netop fordi den er så enkel. Den begynder meget ordinært: To unge mennesker sidder på et værelse og keder sig. Venter på noget eller nogen. Philips partner er Erich Land. Han var kun en kort tid hos os, men han var faktisk lige så god som Philip. Begge havde denne evne til at være spontane. - De to begynder som tidsfordriv at drille hinanden. De småslås, griner, pjatter, bliver stadig mere ømme og nærgående, og - så er vi i gang. De tager den helt store tur, forfra og bagfra, fra oven og fra neden, men bevarer hele tiden et moment af morskab og leg. Hen mod slutningen falder Philip ud af rollen og henvender sig direkte til fotografen og dermed til kameraet: "Jeg kom hele tre gange," praler han og rækker tre fingre i vejret. "Ikke tre, men tre."
   I en anden film er han noget ældre, dog stadig meget ung. Det er nok bare rollen. Han er her en travl forretningsmand, som sidder på sit hotelværelse (det er optaget i et værelse i huset) og taler i telefon og skriver i sin notesbog. En tjener, en noget bøffelagtig type (som jeg ikke husker i virkeligheden), kommer ind med en bakke. Roomservice! Der følger en kort samtale, udveksles øjekast og tvetydigheder, og pludselig er de i fuld gang. Ikke i sengen, som ellers er lige ved siden af, men på bordet, hvor telefon og papirer bliver raget på gulvet. Den tjener er virkelig en okse som pløjer sig frem og fejer alle hensyn til side. Det ligner en voldtægt, men Philip synes at have megen fornøjelse af det. Han er ikke så sart, som han ellers kan virke. - Da det er overstået, tjeneren er gået og Philip får ryddet lidt op i rodet, kommer han i tanker om, at han har glemt at give drikkepenge. Nå, det var måske heller ikke nødvendigt.
   I en række film arbejder han sammen med Simon Meza. Mærkeligt at Boris er gået med til det, for der er tydeligt en gnist mellem dem. De er jævnbyrdige. - Det typiske ved deres fælles film er letheden. Simon er mere, hvad man må kalde maskulin, end Philip. Humoren har de fælles, den er der selv i de banaleste scener.
   Det må dog være blevet for meget for Boris, og huset genlyder af hans og Philips skænderier. Philip kan tåle det, men det bliver for meget for Simon og han ender med at forlade huset. - En skam, han var en af de bedste.
   - - -
   Philip var hos mig da huset brændte. Det var Jakov der ringede og fortalte det. Philip var kommet om eftermiddagen og var meget oprørt efter et heftigt opgør med Boris, som drejede sig om, at et andet filmselskab ville "låne" Philip til en rolle i en film. Philip var villig nok, opgaven var interessant, filmen skulle være en mellemting mellem en seriøs, mainstream film og porno, men Boris var som sædvanlig uberegnelig. Selvfølgelig var han bange for, at Philip var ved at glide væk fra ham. Han var jaloux og stillede vekslende og urimelige betingelser, og det endte da med, at Philip tog af sted før repræsentanterne fra det andet filmselskab ankom.
   Da Jakov ringede, tog vi straks derud. Synet var besynderligt og uhyggeligt. Mørket var faldet på, og huset var omspændt af flammer og luerne stod ud af vinduerne. Politi og brandvæsen havde spærret af, så vi måtte holde os på afstand. Der var samlet mange uden for afspærringerne. Jeg så flere af drengene, lysskæret flakkede hen over de hvide ansigter og skinnede i de opspilede øjne. Nogle kom hen til os, men jeg kunne kun klappe dem på skulderen og sige, at vi måtte tales ved senere. Jakov stod og stirrede med åben mund, som om han var midt i et stumt skrig, det var som om han var ved at bryde sammen, og Philip rystede og tænderne klaprede. Jeg greb fat i dem begge og trak af med dem, fik fat i en taxi og kørte dem hjem til mig. Der lavede jeg kaffe, og måtte nærmest hælde den i dem. Derefter gav jeg hver af dem et par hovedpinepiller - det var hvad jeg havde - og fik dem bragt til sengs, Philip i gæsteværelset og Jakov på sofaen i stuen. Selv satte jeg mig med tv'et tændt, men der var ikke noget om branden.
   Jeg sad længe og lyttede til de to sovendes åndedræt, og midt i elendigheden kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over, at de to gode venner var hos mig.
   -
   Dagen efter var de begge fattede, men rastløse. Vi tænkte nok alle tre på det samme, på Boris. Hvor var han? Særlig Philip var bekymret på grund af deres skænderi og fordi de var skiltes i vrede. Jeg ringede til politistationen og kom til at tale med en politimand, som bad os komme ind på stationen og afgive forklaring.
   Jakov var den der havde opdaget branden og havde alarmeret brandvæsnet. Nabolaget var ellers nærmest øde, fordi det var uden for arbejdstiden, men han havde, som så ofte før, været i nærheden og ville have overnattet i huset, og havde da set flammerne slå ud fra øverste etage. Han var løbet ind i forhallen, men ilden havde allerede godt fat og han havde måttet fortrække. Philip kunne fortælle om skænderiet og om de to filmfolk, som skulle komme.
   Politimanden fortalte nu, at der var fundet et lig i huset, men det kunne ikke umiddelbart identificeres, da det var så forkullet, men det kunne konstateres at personen - han undgik omhyggeligt at sige han eller hun - at vedkommende sandsynligvis var død allerede før branden, efter som liget havde spor af talrige knivstik, og kniven var fundet.
   Vi blev de følgende dage indkaldt til flere forhør. Det var endeligt blevet bekræftet at det forkullede lig var Boris. Særlig var de interesseret i Philip, på grund af hans spegede forhold til den dræbte. De to filmfolk blev indkaldt til forhør, anklaget og senere dømt for mord.
   Det vat alt sammen skræmmende og forvirrende. Politifolkene gjorde hvad de kunne for at få informationer ud af os, men selv fik vi kun informationer stykvis. Men efterhånden kunne vi dog danne os et billede af, hvad der var sket. Det billede kan nok siges, at være delvis fiktion, men det er dog bygget på en hel del viden.
   Efter skænderiet og efter at Philip havde forladt huset, havde Boris været i oprør. Men de to filmfolk var ankommet, og han måtte lægge en dæmper på sig selv, men hans urolige sindstilstand kom til at præge forhandlingerne. Boris drak aldrig ret meget, men det gjorde de andre to. Der blev naturligvis talt om Philip og hans specielle kvaliteter, og formodentlig har en af dem eller begge antydet, at have været i seng med Philip. ("Det er i hvert fald løgn," sagde Philip) - Der tippede det over for Boris, og han ville smide de to ud. Det kom til håndgemæng, og pludselig havde de to knive i hænderne. Da Boris lå død på gulvet, satte de ild til nogle papirer, da de regnede med, at en brand ville slette sporene af deres gerning.
   - - -
   Der er gået fem år siden de voldsomme begivenheder. Drengene blev naturligvis spredt for alle vinde efter branden og Boris' død. Hvad der er blevet af dem ved jeg meget lidt om. Nogle arbejder vel for andre filmstudier eller de er gået over i regulær prostitution. De har jo en vis teknisk kunnen. Nogle er kommet ind i almindelige erhverv, og nogle er sunket til bunds i samfundets morads af narkotika og kriminalitet. Men der er skam også nogle der er blevet brave borgere og samfundsstøtter. - Det sker at jeg ser nogen af dem på gaden. For det meste går de forbi mig uden at se mig, men det hænder også, at de hilser og haster videre. Jakov ser jeg jævnligt. Han har jo sit arbejde i kommunen.
   Selv Philip har jeg mistet kontakten med. Den første tid efter branden klamrede han sig til mig, men der blev jo trukket i ham fra mange sider, og hans ungdommelige gåpåmod boblede op igen. Han fik mange tilbud, også fra andre lande, og noget mener jeg, at han gjorde ud af det. - I en pornoshop kom jeg over en elendig film hvor jeg mente at genkende ham i en af rollerne. I glimt slog hans naturlige charme igennem, men fotografen havde åbenbart været mere interesseret i røvbilleder og kønsdelenes ud-ind.
   Jeg fik mit gamle arbejde igen, så jeg klarer mig. En tid tog jeg hjem til landsbyen, men kunne ikke trives der. Mine forældre var ved at blive gamle, og blev passet af mine gifte søstre. Ingen af dem ved noget om mit liv i byen, og det skal de heller ikke vide. Min bror aner dog noget, og han taler ikke til mig. - Min forældre er meget utilfredse med, at jeg ikke har giftet mig. Og mine søstre, og ikke mindst deres mænd, mistænker mig for det værste. Ikke helt med urette, set fra deres synspunkt.
   Og dog er jeg et hæderligt menneske, synes jeg selv.
   - - -
   Der er sket noget nyt. Alt er forandret. Jeg har mødt Philip igen. Mens jeg skriver dette, ligger han og sover på sofaen bag mig.
   Jeg gik ned ad hovedgaden. Og ud af folkemængden kom en flot fyr, og nærmest instinktivt må jeg have kastet et beundrende blik på ham. Han gik dog ikke bare videre, men standsede og hans ansigt lyste op i et stort smil.
   "Kan du lide hvad du ser?" spurgte han.
   Jeg blev rød. "Philip!" udbrød jeg. "Er det virkelig dig?"
   I et glimt opfattede jeg, at han var velklædt og åbenbart ikke led nogen nød. Der var også en ro over ham, som jeg ikke havde set før. Han var blevet voksen.
   Vi gik ind på en café og fik noget at spise, og han fortalte, at han var kommet til byen dagen før, og nu boede på hotel.
   "Hvorfor kom du dog ikke til mig?" spurgte jeg.
   Han lo kort. "Der er gået fem år, og jeg kunne jo ikke vide, hvor meget du havde forandret dig. Og jeg vidste ikke, om du overhovedet huskede mig."
   "Man glemmer vel ikke Philip Cory," sagde jeg.
   "Måske ikke, men man glemmer ... Jeg har selv glemt. - Jeg opsøgte min mor, og hun blev nærmest vred over at se mig. - Men hun blev dog noget formildet, da jeg lagde en pengeseddel. Men ellers kender jeg ingen mere. Man glemmer let i denne branche. - Hvem husker i dag Boris? Han var måske ikke helt fin i kanten, men han betød en del for mange mennesker. Han betød meget for mig. Han var måske ikke min store kærlighed, men han var den første - og det er altså noget. - Man er en stjerne en stund, og så falmer og slukker stjernen."
   "Du ligner nu ingen slukket stjerne," sagde jeg.
   "Nej, jeg har været heldig - eller dygtig, kan jeg vel godt sige, men det vil jeg fortælle dig om senere. - Men jeg kender ingen mere fra gamle dage."
   "Jamen, hvad har du selv gjort for at holde kontakt?" spurgte jeg.
   "Du har ret," svarede han. "Du har fuldstændig ret. Jeg har glemt alle, og alle har glemt mig. Jeg kunne i det mindste have holdt forbindelsen med dig. - Nå, man er ung og selvoptaget. Og når det så går der ud ad ..."
   Vi fik hentet hans ting på hotellet, og han flyttede ind i mit gæsteværelse.
   - - -
   Philip skulle være hos mig få dage, men efter to måneder er han her stadig. Alt på kammeratlig basis, vi kommer og går hver for sig, som vi vil. Indtil for et par dage eller rettere sagt nætter siden.
   Vi tog en aften sammen en rundtur til en række af byens værtshuse, og under indflydelse af lidt for mange genstande blev vi meget rørte over vort genfundne venskab, så da vi kom hjem ud på de små timer, faldt vi om i min seng. Jeg ved ikke engang om jeg nød det vi lavede sammen, men jeg nød i hvert fald at have ham så tæt på.
   Jeg vågnede tidligt, og vidste først ikke hvor jeg var, skønt jeg lå i min egen seng. Noget var anderledes, og det anderledes var, at han lå ved siden af mig. Herregud, hvor var han sød, som han lå der. Da var han et barn, som da jeg så ham første gang.
   Men han åbnede øjnene, så sig forvirret om, rejste sig brat - og lagde sig brat ned igen. "Åh nej," stønnede han. "Jeg tror sengen sejler til månen med os."
   "Godmorgen, min ven," sagde jeg. "Overlever du?"
   "Jeg tror det," svarede han, "men jeg kunne godt bruge et par hovedpinepiller."
   "Jeg henter nogen," sagde jeg og stod ud af sengen.
   Han havde sat sig op, men nu så jeg, at der gik nogle rykninger gennem ham, så jeg røg ud på badeværelset og kom ind med en spand, og han nåede lige at få hovedet ud over sengekanten, så styrtede det ud af ham.
   Jeg holdt ham på panden og sagde: "Når man stadig elsker sin ven, når han hænger ud over sengekanten og brækker sig, så må det være kærlighed."
   Efter vi begge havde været på badeværelset og taget brusebad gik vi i seng igen og faldt i søvn. Først ved middagstid gik jeg ud i køkkenet og lavede tynd te og ristet brød til os, og vi spiste og drak det i sengen og kom omsider til hægterne.
   -
   Han flyttede ikke tilbage til gæsteværelset, men efter nogle dage gik vi sammen ud og købte en bredere seng.
   - - -
   Vi tog en dag ud til huset, eller rettere til stedet hvor huset havde været. Netop som vi skulle af sted kom Jakov, så han fulgte med os. - Set fra vejen var ethvert spor af huset naturligvis borte, og på grunden stod en stor, grim lagerbygning. Men da vi gik om bag den viste det sig, at haven helt ned til floden faktisk var intakt, selvom den var godt tilgroet og der var dynger af affald. Og mest besynderligt, den store terrasse var intakt, og virkede meget malplaceret op ad den grimme lagerbygning. Den var så sandelig ikke så hvid og velholdt som i vores tid, men selv de to løver på rækværket var uskadte.
   Gensynet virkede stærkt på os alle tre, og vi blev tavse. Underligst var det at se virkningen på Jakov. Han trak sig lidt væk fra os andre og gik længere ned i haven. Han trak skuldrene op om ørerne, og da han kom tilbage til os, så jeg, at han havde grædt.
   Han sagde: "Jeg ved såmænd ikke, om det var en god tid. Det kan jeg slet ikke finde ud af. Boris var en tyran, han manipulerede og misbrugte - men jeg holdt alligevel af ham. - Og husets funktion var vel også noget tvivlsom. Det er godt at både han og huset er borte."
   Der var et par bænke på terrassen, der satte vi os. Vi kunne ikke lade være med at smile til hinanden. Der havde vi siddet mange gange før.
   Efter lang tids tavshed sagde Philip: "Hvad om vi genopbyggede huset?"
   Vi så forbløffede på ham. "Hvordan ville du klare det?" spurgte jeg.
   "Aner det ikke," svarede han. "Antagelig er det umuligt. Men på den anden side, Boris begyndte jo også fra bunden."
   "Ja tak," sagde jeg, "men han skulle ikke genopføre en kæmpevilla. Og pakhuset skal fjernes. - Har du penge til det?"
   "Næh! Men noget har jeg da sparet op. Og hvad med alle de gamle drenge, mon ikke nogen af dem vil være med?"
   "Philip," sagde jeg. "Jeg forstår godt dine tanker og visioner, selvom jeg ikke kan overskue dem. Men kan det ikke realiseres et andet sted og på en anden måde?"
   "Jo, selvfølgelig," sagde han. "Det er vel bare en fiks og sentimental idé hos mig. - Hvad siger du, Jakov?"
   Jakov havde intet sagt, men han havde fulgt vores samtale intenst. Nu var han tavs længe. Men så sagde han: "Ja, Philip! Jeg er med."