Sidst i november fik jeg hyre som matros, men jeg manglede alt; olietøj, søstøvler, køjetøj og arbejdstøj. Jeg lånte nogle penge af Reiche til det allernødvendigste, resten måtte jeg købe når jeg havde tjent nogle penge. Det ville blive en vanskelig tid for Oda, indtil jeg havde tjent så meget, at jeg kunne sende penge hjem. Men jeg gik på socialkontoret og fik det ordnet sådan, at hun kunne få hjælp der, indtil der kom penge fra mig, og Reiche lovede, at han nok skulle give en håndsrækning hvis det kneb, og det var jeg ham taknemmelig for. Oda måtte jo også vise hvad hun kunne, det hele kunne reddes endnu, hvis hun ville vise god vilje.
   Det var en tung afsked, den sidste nat græd jeg. Jeg vidste at tre års kamp havde været nytteløs, det måtte blive den fuldstændige ruin for ægteskabet, og jeg havde alligevel knyttet store forventninger til det. Kjeld betød uendelig meget for mig. Skulle jeg ikke mere føle hans bløde kind mod min eller se ind i hans glade, strålende øjne? Det var bånd, der var svære at skære over, men det var jo nødvendigt.
   Reiche kørte mig og Oda ned til skibet. Vi gik en halv times tid frem og tilbage på kajen og talte om sagerne. Oda sagde, at vi skulle mødes igen, det måtte ikke være slut. Så gik jeg ombord, og vi sejlede ud.

Det var en sløj båd jeg var kommet med. Vi boede fire mand i et lille rum der tillige var messe. Det siger sig selv, at vi ikke havde meget plads til vores rådighed, og slet ikke til noget privatliv. Men det var en gammel båd, og da de blev bygget tog man ikke meget hensyn til besætningens bekvemmelighed.
   Jeg følte mig ikke godt tilpas ombord. Arbejdet var det samme som på alle skibe, og der var god forståelse mellem officerer og besætning. Det var helt i sin orden, men jeg var ikke mere den samme som da jeg tidligere sejlede, mine tanker var hele tiden hos dem i København.
   Da vi nåede til Ipswich på Themsen efter en uges sejlads var der brev fra Oda, men det indeholdt kun beklagelser over de vanskeligheder hun havde.
   Om aftenen gik jeg i land sammen med en fyrbøder, og der sad en ung pige som straks var interesseret i mig. Jeg sagde, at jeg ingen penge havde, så jeg kunne ikke byde hende noget, men det gjorde ikke noget, hun ville bare gerne være sammen med mig. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre bruddet med Oda fuldstændigt, så jeg tog pigen med ombord, og hun sov med mig den nat.
   Jeg skrev hjem, at jeg havde haft en anden pige, og at jeg antagelig ville have en i hver havn, så hun måtte hellere se i øjnene, at det var forbi. Jeg gjorde mig hård over for enhver følelse.
   På rejsen sydpå til Skt. Rafael i Sydfrankrig var det ikke godt, jeg længtes frygteligt, særlig tanken om Kjeld gjorde ondt, mine tanker var ved dem altid. - I Skt. Rafael gik jeg i land med de andre, men det var som om spiritus overhovedet ikke kunne virke på mig. Jeg prøvede også her at gå hjem med en pige, men det kunne slet ikke fange min interesse.
   Jeg fik brev fra Oda, hvori hun skrev, at mit brev havde været et frygteligt slag for hende. Hun havde været så syg efter det, at de havde frygtet for at hun skulle dø, og hun var stadig meget ulykkelig. Jeg tænkte, at hvis det forholdt sig sådan, var der måske stadig noget at bygge på. Jeg skrev til hende, at jeg stadig holdt lige meget af hende, og at jeg gerne ville genoptage samlivet med hende så snart jeg kom hjem, og jeg sendte alle de penge hjem jeg kunne.
   Fra vognmand Reiche var der også brev. Han skrev også, at mit brev havde været for hårdt. Han havde hjulpet så godt han kunne, og han spurgte om det stadig var min mening, at jeg ville skilles, og i så fald om jeg ville have noget imod, at han spurgte hende om hun ville gifte sig med ham. Han havde ikke nævnt et ord derom til Oda, og det agtede han heller ikke at gøre før han vidste min stilling til det. - Jeg svarede, at jeg stadig holdt af Oda, og var villig til at genoptage samlivet når jeg kom hjem, men hvis Oda ikke ville det, vidste jeg ingen bedre end ham at overlade hende til. Men jeg bad ham vente til jeg kom hjem, hvad jeg antagelig ville gøre i løbet af en måned.
   Fra nu af var det hele trådt ind i en ny fase. Odas brev havde fået mig til at tvivle, havde jeg handlet overilet? Var det stadig min pligt at stå ved hendes side? Havde jeg forsøgt at kaste ansvaret fra mig og over på Reiche? Det, at hun havde svigtet, berettigede det også mig til at svigte, måtte det ikke forpligte mig så meget mere? Der var så meget modstridende i mig der kæmpede. Jeg måtte lade tingene afklare sig, og være villig til at gøre det der viste sig at være rigtigt, uanset hvad vej det gik.
   Vi sejlede til Sousa i Nordafrika efter en last græs. Jeg gik i land med fyrbøderen, og vi traf to fremmedlegionærer. Vi gik alle fire ind på et bordel og købte en flaske vin. Det var ikke pigerne der interesserede nogen af os, men det var de to legionærers stamcafé, og vi mødtes her hver aften og over en flaske vin fortalte de deres mange oplevelser. - Der var et par der efterhånden fangede vores interesse. Det var en underofficer der kom hver aften, en ualmindelig tiltalende ung mand. Han satte sig sammen med en af pigerne der tilhørte bordellet, købte to glas vin, og så sad de stille hele aftenen og talte sammen. Der var noget smukt over det par som syntes uforeneligt med stedet og pigens erhverv, men vi fik at vide at hun havde kort tid igen i bordellet, så var hun fri. Samtidig var han færdig med sin legionærtid, og så skulle de giftes. Fyrbøderen spurgte mig, hvordan de mon ville tage det, hvis en gik hen og bad pigen om at gå med, for at hun kunne udføre sit erhverv. Jeg sagde, at han kunne jo prøve. Han kunne ikke rigtig lide det, men til sidst gik han hen og gjorde tegn til pigen at han ønskede hende. Hun rejste sig straks for at gå med, men så lo han og sagde, at det kun var hans spøg. Hun så uforstående på ham og sagde at hun gerne ville, men han rystede smilende på hovedet og gik tilbage til sin plads, og hun satte sig igen. Det var hendes pligt at give sit legeme til dem der ønskede det, men sin sjæl gav hun kun til ham. Der var noget stort ved dem i fornedrelsen, man kunne ikke andet end beundre dem og holde af dem
   På vej til England anløb vi Gibraltar, og her modtog kaptajnen et brev fra Magistraten om at tilbageholde min hyre, så Oda kunne få den. Jeg stod helt uforstående over for dette, jeg havde sendt hjem omtrent alt jeg tjente, langt mere end Oda og jeg var blevet enige om, og det sagde jeg til Kaptajnen. Han syntes at det var meget mærkeligt, men at han intet kunne gøre, og jeg sendte omgående et brev hvori jeg udbad mig en forklaring. I næste havn fik jeg svar. Socialkontoret havde nægtet at hjælpe hende mere, og så havde hun sagt at jeg ingen penge sendte, det havde forårsaget det brev, men nu var det bragt i orden.
   Vi skulle ikke hjem med det samme som jeg havde håbet, men til Tyskland med kul, og derefter til Memel og Danzig efter træ til England, så der ville gå et stykke tid inden jeg skulle hjem. I de havne vi anløb gik jeg i land sammen med fyrbøderen, mere for at få aftenerne til at gå, jeg havde ikke ro på mig til at blive ombord, men det værtshusliv interesserede mig ikke. - Sidst i februar kom vi til Struer, hvor vi skulle af med noget af lasten, og derefter sejlede vi til Svendborg.

Oda stod på kajen, og jeg blev glad. Jeg klædte straks om og gik i land med hende. Hun var i ny, fin frakke, og jeg spurgte om hun ikke skammede sig om at komme i den, jeg mente at hun havde fået den af Reiche. Men hun sagde, at hun havde købt den for de penge jeg havde sendt, og så var det i orden.
   Jeg spurgte hvor Kjeld var. Han var hos min søster, sagde hun. Det slog mig hårdt.
   "Er du da kommet sammen med hende?" spurgte jeg.
   Ja, det var hun. Så snart min søster havde hørt, at jeg var taget ud at sejle, var hun kommet til Oda, og hun havde ikke villet afvise hende. - Det tydede ikke godt, min søster var det farligste menneske Oda kunne være sammen med, og nu var Kjeld i hendes varetægt. Jo, det var på høje tid at jeg kom hjem.
   Lidt senere kom Reiche i sin bil. Han havde kørt så stærkt for at nå frem at motoren var brændt sammen, den havde nu været hos mekanikeren. Vi gik alle tre ind på jernbanehotellet for at tale om sagerne.
   Reiche sagde, at jeg måtte gøre mig klart, at han var en mand på 43 år, og at det jo var sådan, at når der gik ild i gamle gårde så brændte de ned til grunden. Jeg svarede, at det ikke gjaldt om hvad der var bedst for ham eller mig, men hvad der var bedst for Oda og Kjeld, og det var han enig i.
   Jeg spurgte hvor meget der havde været imellem dem, og han svarede, at der absolut ikke havde været noget, undtagen venskab. Vi måtte lade Oda selv vælge hvilken vej hun ville gå, - men hun ville ikke vælge. - Det var selvfølgelig også svært når vi stod sådan lige over for hinanden, det var en kamp mellem to stærke kræfter.
   Vi besluttede så at køre til København. Reiche var desperat, det viste han tydeligt. Da vi begyndte at køre satte han fart på så Oda blev bange og bad ham køre mere forsigtigt, men det bevirkede bare at han satte endnu mere fart på. Jeg kunne ikke lide dette, det var så tydeligt at han forsøgte at skræmme hende, for på den måde at lægge pres på hende. Vi nåede København klokken et om natten, og Reiche forlangte en afgørelse nu med det samme, men Oda var træt og ville bare i seng. Jeg sagde, at hun skulle have fred, han kunne roligt tage hjem, jeg skulle ikke prøve at påvirke hende på nogen måde. Så gik han, og Oda og jeg gik i seng.
   Jeg tænkte, at hvis hun valgte at gå til ham, så var det i orden. Jeg troede alligevel ikke på nogen fortsættelse af ægteskabet, så det ville nærmest være en befrielse for mig. Men var der luskeri i det hele så forandrede det sagen, det måtte jeg se at blive klar over.
   Om morgenen stod jeg op og gik ned til forbundet for at melde mig arbejdsløs, og kom hjem igen ved ellevetiden. Der var ingen hjemme, men jeg tænkte at hun kunne være gået et ærinde og snart kom igen. En times tid senere kom Reiche, og sagde at han var kommet klokken ni, og da havde Oda bedt ham om at køre hende til et hotel. Hun ville have lov til at tænke det hele igennem i fred. - Det fandt jeg helt i sin orden, og vi kørte sammen og drøftede det hele.
   Vi kom herefter sammen hver dag. Han fortalte hvordan det gik, og jeg var rolig ved det hele. Jeg var indstillet på snart at tage ud at sejle igen, det ville sikkert være det bedste.
   Søndag kom han igen til mig og sagde, at han skulle ud at køre en tur med Oda og Kjeld om eftermiddagen, og det syntes jeg var godt. Da jeg kørte fulgte jeg efter ham på cykel til garagen. Der stod Oda og Kjeld og ventede. Så snart Kjeld så mig kastede han sig om halsen på mig. Vi var begge lykkelige ved at se hinanden, men det gjorde ondt at høre ham sige far til Reiche, men jeg måtte tage det med. Jeg hjalp med at gøre vognen klar, og da de kørte kunne Kjeld ikke forstå, at jeg ikke skulle med, og han blev ved med at vinke til han ikke kunne se mig mere.
   Nogle dage senere kom Reiche ned til mig og viste mig et brev fra Oda. Hun var taget fra hotellet og skrev, at hun ønskede et stykke tid at være også uden for hans rækkevidde, og hun bad os begge om ikke at forsøge at opspore hende, før hun selv gav sig til kende. Jeg syntes, at det var helt i sin orden, det tydede da på at hun ikke var helt sikker på sig selv, og jeg ville lade tingene udvikle sig og forholde mig afventende, og i øvrigt få det bedst mulige ud af dagene.
   Jeg var igen begyndt at hjælpe til som flyttemand hos de samme vognmænd som tidligere, og ellers hjalp jeg Reiche i hans forretning. Jeg kørte sammen med ham de fleste dage og fik et stadig dybere indblik i hans tankegang og i, hvad det hele betød for ham. Han havde altid været på jagt efter piger, og når han lagde an på en ødslede han penge på hende, på samme måde som han havde gjort med Zenia. Men når han så krævede noget igen lo de bare ad ham, og så måtte han finde en ny. Nu havde han endelig fået fat i en der var helt i hans magt, det gav ham revanche oven på alle hans tidligere nederlag. Han gik endda så vidt i sin selvglæde, at han sagde, at jeg ville more mig, når jeg en dag fik at vide, hvordan han havde ordnet der hele.
   Var Oda og Kjeld ikke andet for ham end et stykke vildt, var det kun sport for ham? Han begyndte at udkaste forskellige tanker om, hvor hun mon opholdt sig, og da jeg gerne ville vide, hvordan det gik hende, gik jeg ind på tanken, og vi tog forskellige steder hen og spurgte efter hende.
   En dag vi kom hjem til mig, så vi, at hun havde været der for at hente en del af sine sager. Så snart han så det, sagde han:
   "Lad os tage hjem til mig og se, måske har hun også været der."
   Vi kørte derud, og det havde hun. Der lå et brev på bordet, hvori hun skrev, at hun ikke ville have noget med nogen af os at gøre. Hun ønskede at leve sit liv alene med Kjeld. Hun takkede for alt godt, og bad os lade hende være i fred. - Det påvirkede Reiche meget, ja, han græd, men jeg sagde at han skulle tage sig sammen, det var sikkert det bedste der var sket.
   Zenia passede stadig telefonen i forretningen. Hun havde forlovet sig med en af chaufførerne og boede nu sammen med ham. Hun fortalte mig nu, hvordan det hele havde udviklet sig. Så snart jeg var taget ud at sejle, var han begyndt at lægge an på Oda. Han inviterede hende med ud om aftenen, og kun få dage efter havde de sovet sammen.
   Der var tre chauffører i forretningen, og de kunne også fortælle en del om hans liv. En af dem havde også været der da han var gift, og han fortalte hvordan han også den gang havde været ude efter piger, og det resulterede i at hans kone forlangte skilsmisse.
   Jeg var også oppe og tale med hans forældre, og moderen var meget urolig for ham, - hele det liv han levede med løgn og piger gjorde hende bange.
   Jeg forstod sådan set godt Reiche. Han havde hele sit liv været underkastet stærke moralske fordomme. Da han var tredive havde han stadig ikke kysset en pige eller røget en cigaret. Religion havde ikke betydet andet for ham end moralske krav, og da livets tillokkelser fristede ham, brød han med alt det og stod uden hæmninger af nogen art.
   De dage vi kørte sammen var egentlig interessante. Han havde en kvik hjerne, og vi drøftede sammen livets problemer, og jeg prøvede på den måde at vise ham, hvad det var, han havde indladt sig på. Det var en psykologisk kamp, hvor jeg var ham overlegen, men det hjalp ikke. Han ville ikke give slip på en smule af det han havde, om det så skulle føre til ulykke for alle parter.
   En dag fortalte en af chaufførerne, at han havde set ham og Oda sammen. Jeg spurgte Reiche hvordan det forholdt sig, og han indrømmede, at hun var kommet til ham igen. Hvor hun boede måtte jeg ikke få at vide, og det var også ligegyldigt. - Jeg flyttede fra Gl. Kalkbrænderivej til et værelse i Larsbjørnstræde, og alt hvad vi havde i hjemmet, lod jeg Oda få, jeg ønskede ikke at beholde noget af det.
   En dag fik jeg brev fra Overpræsidiet, at Oda havde søgt separation, og at vi skulle møde på en bestemt dag. Jeg mødte Oda udenfor og vi fulgtes ind. Separationspapirerne blev læst op, jeg skulle betale underhold til Kjeld, og det var helt i orden, men Oda havde også forlangt underholdsbidrag til sig selv. Jeg så forbavset på hende og spurgte om det var rigtigt. Nej, det var en misforståelse, sagde hun, det frafaldt hun. Så skrev vi under, og Oda rystede sådan, at hun dårligt var i stand til at skrive sit navn. Jeg spurgte, om vi skulle afslutte dette med en kop kaffe på en restauration, men det kunne hun ikke, hendes tante stod udenfor og ventede, sagde hun, og så skiltes vi.
   Jeg var klar over, at det var Reiche der stod bag dette. For det første var det bemærkelsesværdigt, at hun kun ønskede separation og ikke skilsmisse, hvad hun udmærket kunne have fået. Men så længe hun kun var separeret, var han så nemt fri for ethvert spørgsmål om selv at gifte sig med hende. For det andet var det ikke hende selv, der stod bag kravet om underhold til sig selv, det turde hun ikke gøre. Nej, det var også ham, der havde fået hende til det. Så ville han heller ikke der have nogen forpligtelser over for hende.