"Er der et liv efter døden?"
"Det ved jeg ikke."
Er det et tilfredsstillende svar? Ja, det mener jeg. Livet er jo dejligt, hvor vanskeligt det så end ofte kan være. Det er vanskeligt at fatte at man på et tidspunkt skal af med det. Men det er lige så svært at forstå hvordan og på hvilken måde det skulle fortsætte. Og når man så ved hvilke anstrengelser mennesker har gjort sig for at besvare spørgsmålet uden af skaffe klarhed, ja, så kan det være udmærket at slå sig til ro med uvisheden. Eller, som Paulus siger, med troen, håbet og kærligheden.
Jeg kendte en gammel dame som havde haft et indholdsrigt og broget liv. Nu var hun yderst skrøbelig, men kæmpede en sej kamp for virkelig at leve med den smule liv som stadig var i hende. - Vi talte om Janaceks opera "Makropoulosaffæren", som jeg lige havde hørt. Den handler om en kvinde der er tre hundrede år gammel, men lige ung og smuk. Hun har i sin ungdom fået en livseleksir, men det er ingen lykke, for hun har jo oplevet at alle hendes samtidige, familie og venner er blevet gamle og er døde. Og i nutiden er hun ensom. Ganske vist flokkes elskerne om hende på grund af hendes skønhed, men når de kommer for tæt på mærker de at noget er helt galt. Det er da også en lykkelig slutning at hun endelig dør.
Damen havde lyttet intenst mens hun så på mig med sine store, mørke øjne, og da jeg sluttede med at sige at det virkelig var et spørgsmål om man ville sige ja, hvis man blev tilbudt sådan en livseleksir svarede hun straks:
"Jeg ville!"
"Er du sikker?" spurgte jeg skeptisk.
"Ja", sagde hun, "jeg forstår da godt at det ville blive forfærdeligt, men ved du hvad? Det er så dejligt bare at leve."
Som dreng oplevede jeg at min mormor døde, og blev da pludselig opmærksom på livets usikkerhed. Jeg spurgte min mor om jeg også skulle dø. Hun svarede meget reelt at det skulle alle, men at jeg først skulle leve et langt godt liv. Det slog jeg mig til ro med, men noget nyt var alligevel kommet ind i mit sind. Ikke noget ondt eller godt, bare fornemmelsen af livets skrøbelighed og at det skulle ophøre. Det var samtidig noget mystisk og sørgeligt. Fornemmelsen førte til en sværmerisk religiøsitet, og sammen med en kammerat blev jeg meget ivrig i at gå i søndagsskole, og vi førte lange samtaler om livet i himlen. Det døde dog hen, men mange år senere, da jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, blussede drømmen op igen, og nu fæstede den sig mere, fordi løftet om et liv her på jorden, som Jehovas Vidner tror på, var mere håndgribeligt end himmelhåbet. Denne drøm smuldrede da også ad åre, paradoksalt nok fordi den samtidig med at den var et løfte om liv indeholdt et stærkt forbud mod at leve. Men drømmen lever da videre i mig den dag i dag som lykkelig uvished, som håb, som kærlighed til livet.
En kammerat af mig var en glad ateist. Han skrev sine erindringer om et begivenhedsrigt liv og sendte mig manuskriptet kapitel for kapitel, og han brugte sit liv i det til at illustrere og argumentere for sit materialistiske og humanistiske livssyn. - Midtvejs slog han imidlertid om. Han havde mødt en slags guru som havde overbevist ham om reinkarnation og sjælevandring, og hans bog fortsatte nu fuld af vidtløftige beretninger om efterdødsoplevelser, om sjæle som holdt til på andre kloder og som nærmest stod i kø for at blive genfødt på jorden.
Jeg iagttog hans udvikling med interesse og sympati, men dybere set sagde det mig meget lidt. Det var hans oplevelser, ikke mine. Det hele kunne godt være sandt, det kunne også være det rene sludder. Egentlig kedede det mig lidt. Det var så udpræget hans oplevelser, og jeg kunne ikke sætte mig i hans sted og havde aldrig oplevet noget tilsvarende.
"Jeg har set det med mine egne øjne," sagde han om nogle overnaturlige oplevelser.
"Det er da godt," svarede jeg, "men det har jeg ikke."
Han fortalte om sine egne tidligere tilværelser, og jeg havde ingen grund til at tvivle på hans ærlighed. Men jeg kunne jo ikke bygge noget på hans oplevelser. - Han er død nu, men hans søster siger hun har fået forskellige tegn fra ham. Jeg håber hun har ret.
Jeg forstår egentlig godt apostelen Thomas, som selv ville se den opstandne Jesus før han troede på det. Ganske vist er det saligt at tro uden at have set, men vel ikke at tro på hvad som helst.
Jeg havde da før hørt beretninger om folk der huskede deres tidligere liv, men det havde hver gang slået mig hvor nært identiteten er knyttet til hukommelsen. Man siger jo også om en mand der har mistet hukommelsen at han ikke ved hvem han selv er. - Hvis nogen kontant kunne påvise at jeg havde levet i en anden skikkelse for to hundrede år siden, ville jeg da have syntes det var interessant, og jeg ville jo nok have studeret tilgængeligt materiale om denne mand med betydelig nysgerrighed, men hvis jeg stadig intet kunne huske ville det dybere set være ligegyldigt.
En stor digter hævdede over for en ven at de personer han havde skabt i sine bøger var lige så virkelige som almindelige mennesker - måske mere - og at de nu levede side om side med disse enten i himlen eller i helvede.
"Jeg tror," sagde han, "at min Faust kunne føre dybsindige samtaler med Vorherre, og med Fanden hvis det skulle være. Det tror jeg ikke min svigermor kunne." Vennen indvendte at tanken nok var lidt tvivlsom, hvorpå digteren trak en revolver og fyrede den af mod sin ven og sagde:
"Så gå selv og se efter."
Man kan jo nok undre sig over hvem der er mest virkelig, en anonym borger i oldtidens Troya som vi intet ved om, eller Odysseus som vi ved meget om. Skønt alt er opdigtet kender vi hans liv, hans hustru Penelope og hans søn Telemachos. De lever, mens den anonyme borger er væk som om han aldrig havde eksisteret. Om han så alligevel lever et sted i universet eller om han går lyslevende rundt iblandt os uden at vi ved det, og uden at han selv kender sit tidligere liv - ja, han er måske mig - det er ikke til at vide og også ligegyldigt.
Når det nu er så svært at få noget at vide om livet før livet og efter døden må der være en grund. Enten er der ikke noget, eller også er der lukket af for at vi skal koncentrere os om at gøre mest muligt ud af det liv vi lever nu. Når jeg er fuld af livskraft og føler at jeg rigtigt bruger mine evner, tænker jeg ikke meget på evigheden, men hvis jeg er syg eller livskraften af andre grunde svinder hen, kan jeg da godt henfalde til at spekulere på om ikke det dejlige liv kan fortsættes eller tages op igen under andre og mere gunstige omstændigheder. Jeg synes jo at jeg selv, mit liv og alt det der udgør min person er så unikt, at jeg har svært ved at godtage at det bare skal forsvinde og ikke være mere. Men enten livet nu bare er hvad det er eller det kun er en station på vejen, så er det eneste sikre at jeg lever nu og at jeg må gøre mest muligt ud af det. Derom burde alle religiøse og ateister og dem midt imellem - som jeg selv - kunne enes.
Livet er i alle tilfælde en gave. Jeg har ikke gjort mig særlig fortjent til det - jeg var her bare lige pludselig - og jeg har vist heller ikke brugt det godt nok. Men måske ligger der alligevel endnu en gave til mig, som ikke må pakkes ud før tiden er. Hvem ved?
"Livet det er no det likaste lell!" - Det er den norske digter Per Sivle der har sagt det, og skulle nogen have svært ved at forstå hans norske, så betyder det noget så banalt som:
"Livet det er nu alligevel det bedste."