Hen mod slutningen af det jordiske år 1916 ankom den kendte prædikant Charles Taze Russell til himlens port. Han var sortklædt og hans hår og skæg var hvidt. Han lignede en profet eller i hvert fald en præst, og i sine egne og i sine tilhængeres øjne havde han været begge dele. En værdig mand, men tydeligt modfalden. Var han kommet hertil to år tidligere, havde det været sammen med alle de troende, som på hans ord havde ventet enden og forløsningen i 1914. Nu kom han alene, og havde måttet efterlade sine tilhængere rådvilde og forvirrede på jorden. - Dog kom han ikke alene. Det var jo midt under den store krig, og mange unge mennesker kom samtidig. Men de kendte jo ikke ham, og han kendte ikke dem.
   Han blev dog modtaget af en venlig engel, som førte ham ind i den hellige stad. Han blev i det hele taget behandlet venligt, hvor de kom frem, men han anede smilene bag sin ryg. Men engelen sagde, at han ikke skulle tage sig af det.
   "Du er ikke den første profet, hvis profetier har slået fejl. Vi har en hel bydel af dem her. Der foregår mange livlige diskussioner. Du vil snart finde dig tilrette."
   "Men skrifterne viser jo klart at 1914 ..."
   "Åh ja, skrifterne, skrifterne, skrifterne," afbrød engelen ham. "I med jeres skrifter og skriftudlægninger."
   "Men da enden nu ikke kom i 1914, som forudsagt i Skriften, hvornår kommer den da?" spurgte han.
   "Det ved jeg ikke," svarede engelen afvisende. "Det afgøres på højeste sted. Men der svirrer da nogle rygter om, at det kan blive i 1975."
   "1975!" Russell standsede forfærdet op. "Men det er jo langt ude i fremtiden."
   "Åh ja," sagde engelen, "set i vort perspektiv er det nu ikke så længe. - Men jeg forstår godt hvad du mener. Men den bevægelse du har grundlagt vil rette sig og komme til kræfter igen. Den vil udvikle sig, blive omorganiseret, og det du har lært dem vil blive revideret. Ja, det vil blive ændret så meget, at du vil have svært ved at kende det. Men være sikker - når de nærmer sig 1975 vil de være lige så sikre som du var på 1914."
   Og engelen førte han videre ind i det evige lys.
   * * *

1975-76
   Af en midlertidigt overlevendes optegnelser.
   Der er roligt nu. Når jeg står ved vinduet her på femtesalen på Gammel Kalkbrænderivej, er udsigten, som jeg altid har ønsket den skulle være. Det grimme blå metaltårn, som har raget op på kryolitselskabets grund overfor er væk, og efter at jernbanen er faldet sammen er der frit udsyn over Øresund. Men hvilke omkostninger! Mange af de store bygninger er væk, men det er menneskene også. Her i vores opgang er vi de eneste der er tilbage.
   Finn tager det forbavsende roligt. Naturligvis blev han bange, ja, panikslagen, da hele huset rystede og truede med at styrte sammen. Men da det alligevel blev stående fik han hurtigt samlet sig sammen og hans ro har ikke forladt ham siden.
   Jeg ved bedre end han hvad dette handler om og har i grunden været rolig hele tiden, skønt jeg skælver ind i sjælen.
   Når jeg strækker mig ud af vinduet og ser op mod Strandboulevarden er husrækken der så nogenlunde intakt, men selve vejen slår en krølle i vejret, som om den var en rutsjebane. Vi har været nogle ture rundt i byen og ødelæggelserne er forfærdelige, hele kvarterer er jævnet med jorden. Der er mennesker, enkeltpersoner og grupper her og der, men vi har ikke taget kontakt til nogen. De tab vi har lidt er så svære, at vi ikke kan bære at tage andres på os.
   Paradoksalt har vi fundet en slags ro eller ligefrem lykke midt i elendigheden. Finn holder fast ved, at det værste er overstået, og at det kun kan gå fremad. Jeg ved mere om, hvad dette er, og har ingen tro på, at der vil være en god udgang. Vi lever nu i den ro der er i orkanens øje.
   Rent praktisk kan jeg fortælle, at strøm, varme og vandforsyning stadig fungerer - så længe det varer. Ja selv posten kommer. Det forbløffede mig virkelig. Den arme mand. For et par dage siden fik jeg brev fra skattevæsenet, at jeg skulle betale noget restskat. Det skulle være betalt inden den og den dato. Jeg tillader mig at tage det roligt. - Måske skyldes vores ro og lykke, at ingen af omverdenens krav kan nå os mere.
   Fjernsyn og radio er naturligvis døde, så vi ved ikke om ødelæggelserne er lokale eller verdensomfattende. Det tror jeg nu nok jeg ved. Selve det, at ingen nyheder når os, er jo information i sig selv. - Jeg sad en dag og drejede på radioen, for om der dog skulle være noget, og pludselig brød en skinger kvindestemme igennem på et sprog jeg ikke forstod et ord af. Jeg lod radioen stå på den station og lod hende knevre løs. Det var dog en slags kontakt med omverdenen. Kvinden kværnede løs i et stadig højere stemmeleje, indtil hun brat stoppede, som om nogen havde sat sin hæl på hende.
   Mad har vi nok af i hvert fald en rum tid endnu. De første store jordrystelser kom mens butikkerne var åbne, og ingen har lukket dem siden, fordi alle fik travlt med at komme væk. Og der har ikke været nogen videre plyndring, simpelthen fordi der ikke er så mange mennesker i byen. Men noget svinder der da. Vi er ikke de eneste der hamstrer.
   - - -
   Det begyndte et par år tidligere, da et par Jehovas Vidner ringede på vores dør. - Eller det begyndte faktisk mange år tidligere i min tidligste ungdom, da jeg først kom i kontakt med Jehovas Vidner. Det var i begyndelsen af 50'erne, og vi levede stadig i dønningerne efter anden verdenskrig og midt i kold krig og atomoprustning. Så deres forkyndelse af verdens snarlige undergang og en ny paradisisk verden derefter faldt i god jord hos mange, og også hos mig.
   Jeg blev selv et Jehovas Vidne, og i knap femten år, de vigtigste år i mit ungdomsliv, var jeg et passioneret og loyalt Vidne. Men jeg udviklede mig jo, jeg blev voksen, og naturen kalder, som man siger. Jeg kunne ikke mere fuldt ud indordne mig under Jehovas Vidners livsprincipper og menighedsregler. Ikke fordi jeg var særlig oprørsk, men bruddet tvang sig selv frem. Jeg blev udstødt, og det er en alvorlig affære hos Jehovas Vidner. Det var en omvæltning så stor, at jeg aldrig har mødt nogen uden for Jehovas Vidner der kunne fatte den. Hele min tankeverden, al min sjæl, alt og alle der betød noget for mig var inden for menigheden, mens jeg selv og mit fysiske liv var udenfor. - Men udviklingen og frigørelsen gik hurtigere end man skulle tro muligt, min sjæl sivede langsomt ud og fulgte med mig, og bare et par år senere sad jeg i vores dejlige lejlighed på Gammel Kalkbrænderivej sammen med Finn, og det var som om det aldrig havde været anderledes.
   Men så ringede disse to Jehovas Vidner på vores dør. Der stod de med deres jakkesæt og mapper og "Vagttårnet" og "Vågn op!" og venlige smil, og hele min fortid ramte mig i nakken. Hvor mange gange var det ikke mig der havde stået uden for en dør, spændt på hvad der ville ske, når den blev åbnet.
   Den ene var en pæn ældre herre, den anden ganske ung, 19-20 år. Jeg ville gerne have budt dem ind, men vidste ikke hvordan jeg skulle gribe det an. En udstødelse hos Jehovas Vidner er en grum affære. Det er så at sige en rituel stening. Den udstødte er død for menigheden, eksisterer ikke mere. Ingen i menigheden må have forbindelse med ham, selv ikke den nærmeste familie. Man må ikke engang hilse på ham. - Jeg følte mig ikke forpligtet til at fortælle dem om min fortid, men jeg fortalte dem da ganske kort hvordan det var, men at de i øvrigt var velkomne. Jeg ville gerne tale med dem. - Den ældste klarede situationen bedre end jeg havde kunnet. Med et smil sagde han, at så måtte de hellere trække sig tilbage. De gav mig de sidste numre af bladene og gik.
   Men et par dage efter kom den unge igen - alene. Da jeg åbnede døren stod han bare der og sagde ikke noget, og jeg stod og ventede på, hvad han ville sige. Han var smuk på en lidt anonym måde, regelmæssige ansigtstræk og lyst glat hår. Da der ikke kom noget fra ham spurgte jeg: "Vil du ind?"
   "Ja tak," sagde han og gik ind i stuen og satte sig i sofaen. Jeg gik i køkkenet og lavede kaffe, og da jeg kom ind med den så jeg, at han sad og bladede i sin Bibel.
   Så sagde han: "Jeg har tænkt mig at læse dette for dig." Og han læste: "De som sidder i mørke skal se et stort lys." Han lukkede Bibelen og sagde: "Det er dette vi forkynder."
   Jeg svarede: "Ved du hvad? Jeg har selv forkyndt i mange år, så jeg ved godt hvad det er."
   Han sad tavs et øjeblik, og sagde så: "Du kunne jo komme tilbage."
   "Ja, det ved jeg," sagde jeg. "Kan jeg også tage min ven med?"
   Han så op på mig og smilede. Det var første gang jeg så det. Det klædte ham. Så sagde han: "Ja, det kan du vel nok -," han holdt en pause og fortsatte så: "- men naturligvis ... Ja, du ved."
   "Ja," sagde jeg. "Jeg ved. Men ved du hvad - hvad hedder du egentlig?"
   "Preben".
   "Ved du hvad, Preben. Da jeg blev udstødt af menigheden, vendte alle mine venner mig ryggen, også de der var mig nærmere end min egen familie. Skulle jeg nu vende min bedste ven ryggen?"
   "Jamen enden nærmer sig jo, og så mister du både ham og alt andet."
   "Det med enden sagde Russell også om 1914, og det sagde vi også, da jeg kom med i begyndelsen af 50'erne, og der er ikke sket noget."
   "Jamen så er det da bare så meget nærmere nu," sagde han.
   Vi diskuterede lidt frem og tilbage, men selvfølgelig ændrede det intet hverken for ham eller mig.
   Han kom af og til den følgende tid, og jeg var glad for hans besøg. Finn var mere skeptisk. Han havde ikke været der ved de første besøg, og nu så han, at han kom gang på gang. Han var vel lidt jaloux og mente, at min interesse mest skyldtes, at fyren så godt ud. Det lo jeg ad, men jeg afviste ikke, at den erotiske tiltrækning var en udmærket spore til at skabe kontakt til et andet menneske. Men Preben åbnede nu også for visse sider af mig, som end ikke Finn kendte til. - Prebens motiver til at blive ved med at komme var mere gådefulde, men måske de ikke var så forskellige fra mine - tilsat en god del angst.
   For mig var det vigtigt, at jeg fik rodet op i alt det der fra fortiden lå gemt og halvt glemt dybt i mit sind.
   Allerede mens jeg var med i menigheden havde der været tale om 1975, men da var det kun en luftig hypotese blandt andre, og det forekom desuden at være langt ude i fremtiden.
   - - -
   Jeg har ikke skrevet en måneds tid, men intet væsentligt har ændret sig. Vores katastrofetilstand er blevet hverdag.
   Jeg gik i dag op gennem Nordre Frihavnsgade. Den har ikke forandret sig meget, selvom den er næsten folketom og butikkerne står gabende tomme. Ganske vist er der stadig varer at finde her og der, men det tynder ud. Vi må se i øjnene at vi snart må tage fra byen.
   Vi har ikke set noget til Preben siden katastrofen, men det har ikke undret mig. Jeg har heller ikke set nogen af de andre medlemmer af Jehovas Vidner. Det hændte jo før, at jeg så nogen enkelte jeg huskede fra menigheden. De plejede omhyggeligt at undgå at hilse, og jeg holdt op med at hilse på dem. De har forbud mod at hilse på mig, men jeg har intet tilsvarende forbud mod at hilse på dem - men det ville være pjat at insistere på denne forskel. - Nu har jeg som sagt ikke set nogen af dem siden den skrækkelige morgen, da rystelserne begyndte og store dele af byen - og af verden, så vidt jeg ved - sank i grus.
   Men i dag i Nordre Frihavnsgade så jeg et menneske langt foran mig og den ryg genkendte jeg. Jeg løb for at indhente ham og råbte: "Preben!" men han vendte bare hovedet og satte så farten op. Jeg indhentede ham ved Triangelen ved rotunden.
   Jeg standsede ham og pressede ham ind mod muren. "Hvorfor stikker du af fra mig?" spurgte jeg. "Og hvorfor er du her?" Hans ansigt var forvrænget og han stirrede ud i luften, men svarede ikke. Det var som om han slet ikke hørte mig.
   "Hvor er de andre?" spurgte jeg, og mente de andre i menigheden.
   Han så nu direkte på mig. "Jeg ved det ikke," svarede han. "De er et hemmeligt sted, og jeg ved ikke hvor det er."
   "Men herregud, min ven, hvorfor er du så her? Hvorfor er du ikke sammen med dem?"
   Han stemme var skinger da han sagde eller nærmest råbte: "Jeg er ikke med dem."
   Han brast i gråd og pludselig brølede han himmelhøjt, så jeg uvilkårligt slap ham og trådte et skridt tilbage: "Jeg skulle aldrig have mødt jer. Jeg skulle aldrig være kommet til jer." Så vendte han sig og stak i løb over mod Fælledparken.
   - - -
   Vi har været væk fra lejligheden i tre dage. Finn har længe ønsket at vi skulle flytte ud, men jeg har holdt igen. Men nu besluttede vi at tage cyklerne og køre ud til Hareskovby. Det var der jeg havde levet mig tidligste ungdom og der jeg først kom i kontakt med Jehovas Vidner. Så kom det an på om vejen der ud var fremkommelig.
   Vi havde naturligvis tidligere været på strejftog rundt i byen, mest for at fouragere, men også for simpelthen at orientere os. Det var forfærdende syn der havde mødt os, hele kvarterer lå i ruiner, og det var ikke til at tænke på, hvor mange mennesker der lå knust under ruinerne. Men vi havde ikke været uden for byen. Nu skulle det være. Det kunne jo også være, vi kunne komme i kontakt med nogle af dem der var flygtet. De kunne vel ikke være døde alle sammen.
   Vi tog af sted tidligt om morgenen, efter at have pakket et par rygsække med madvarer. Vi havde regnet med at være tilbage sammen dag - jeg havde! - men der havde jeg forregnet mig. Da vi kom til byens yderkvarterer var ødelæggelserne endnu større end vi havde regnet med, så vi måtte tage store omveje. Sommetider var vi ved at miste orienteringen. Men da vi kom helt uden for den tætteste bymæssige bebyggelse var landskabet mere åbent, og vi behøvede ikke mere at klatre over dynger af murbrokker og trække cyklerne uden om dybe kløfter. Vi kunne sætte os på cyklerne og køre rask af sted. Til gengæld var vi ude i landskaber, hvor jeg var mindre kendt. Og Finn var endnu mindre kendt end jeg. Han kom oprindelig fra en lille landsby i Sydsjælland.
   Hen ad middagstid kom vi til et meget stort grønt område, som syntes helt uberørt af ødelæggelserne. Her stod vi af cyklerne og bevægede os ind i området ad en af stierne. Det var så velsignet, at det pludselig ikke var vigtigt at vi kom hurtigt frem. Man kan godt leve midt i ruinerne og få en hverdag ud af det, selv med undergangen hængende truende over hovedet. Men når man så kommer ud i et så skønt område som dette, hvor luften er klarere og friskere og himlen højere og mere blå, så mærker man en mægtig byrde lette fra ens skuldre.
   Først kunne vi ikke begribe hvor vi var, men ud fra skilte vi stødte på forstod jeg så, at det var Utterslev Mose. Men mens vi gik der i al fredsommelighed kom pludselig to store hunde farende, som viste tænder og snerrede ad os, og efter dem kom to velvoksne og lige så truende mænd.
   "Hvem er I?" spurgte de snerrende som med én mund. Det fortalte vi med få ord, og vi har nok heller ikke set særlig farlige ud, og straks ændrede deres holdning sig. De slappede af og forvandledes til to venlige mænd. Blonde lokker voksede ud på deres skallede isser - nå, det gjorde der dog ikke, men sådan var forandringen. De bød os venligt velkomne, som om området var deres private, og selv de bidske hunde lod sig klappe. De førte os videre frem, og hvor stien bøjede og landskabet åbnede sig så vi pludselig ud over en hel teltby. Der må have været omkring hundrede telte.
   Der var legende børn overalt, der lød råb og hoveder kom frem fra teltene. Vi blev ført til en åben plads midt i lejren, og en del mennesker samledes om os. De så glade ud, og først hvis man så godt efter, så man spor af hvad de alle måtte have været igennem for at ende her. I midten kom en ældre, meget svær kvinde, som sad i kørestol. Hun var iført en vid blå kjole, der lå som et sammenfaldet telt omkring hende, og hendes grå, men tykke hår var samlet oven på hovedet i en kunstfærdig frisure. Hun manøvrerede kørestolen virtuost, som om den var en naturlig del af hendes legeme.
   Hun bød os velkommen med en favnende bevægelse med armene - tydeligvis på alles vegne, og snart var vi bænket i det store fællestelt til te og nybagt brød.
   Det var underligt for os, som i så lang tid havde været alene, pludselig at være omgivet af så mange mennesker. Det var nærmest skræmmende. - Det var nu nok mest mig der havde det sådan. Finn havde aldrig opgivet sin optimisme og tro på en fremtid. - Han kunne ikke affinde sig med bare at sidde der og drikke te. Snart var han ude og med i lejrens mange aktiviteter. I udkanten af lejren op ad nogle skråninger og ned mod vandet var man i færd med at bygge nogle primitive hytter.
   Jeg talte med fru Østergård, som damen hed. Ind imellem blev vi afbrudt af at nogen kom og spurgte hende til råds. Hun gav ingen ordrer, men de brugte hende åbenbart til at afklare tvivlspørgsmål og uenigheder. Der blev ikke talt om katastrofen og de følger hver enkelt bar med sig. Det var for voldsomt, og alt ville falde sammen, hvis man skulle hengive sig til det. Fru Østergård antydede dog, at hun havde mistet hele sin familie, men det var der jo så mange der havde. - De mennesker der var her var kommet mange steder fra, tilfældet havde bragt dem sammen her i mosen, flere kom stadig til, men tilstrømningen var dog næsten standset nu. Her forsøgte de at skabe deres eget minisamfund. Men banditter hærgede, derfor var der sat vagter ud, som dem der havde mødt os.
   Da vi sent om aftenen var kommet til ro i et telt sagde Finn: "Skal vi ikke blive her?"
   "Jamen vi skal jo ud til Hareskovby," svarede jeg.
   "Nåja," sagde han stille. Og efter en pause: "Kan det ikke være lige meget?"
   Jeg rakte ud og strøg ham over håret og sagde: "Lad os nu tage derud. Det betyder meget for mig. Så kan vi komme tilbage hertil."
   "Okay!" sagde han, og snart sov vi.

Næste dag kom vi først af sted ved middagstid. Det var svært at slippe gruppen. Særlig var Finn stærkt optaget, han kendte allerede mange ved navn, mens jeg ikke havde opfattet andre navne end fru Østergårds.
   Vi mødt ikke mange hindringer på vores videre færd mod Hareskovby, men Bagsværd og Buddinge som jeg kendte så godt fra min ungdom var sørgelige syn. Der var knap et helt hus, men rigssalen, Jehovas Vidners forsamlingshus på Buddinge hovedgade, som jeg havde ydet mit beskedne bidrag til at få bygget dengang i 50'erne, stod uberørt, men der var ingen mennesker, heller ikke der. - Man skulle ellers have troet, at Vidnerne havde samlet sig der, men det gjorde de altså ikke. De måtte være nogle steder jeg intet kendte til, og som Preben åbenbart heller ikke havde vidst om.
   Men Hareskovby var praktisk talt uberørt, men heller ikke her var der mennesker. Det måtte trods alt have gået hårdt for sig i en periode, for når man så nøjere efter, var der huse der havde slået sprækker, og nogle enkelte var også brændt. Men overfladisk set var det den samme idyl som dengang i min ungdom. - Faktisk så man heller ikke meget til menneskene dengang, men så man ind over de hække, hvor det kunne lade sig gøre, kunne man se travl aktivitet.
   I dag var der ingen aktivitet. Men havde vi ledt i den nærliggende Hareskov, ville vi måske have kunnet finde kolonier, som den i Utterslev Mose.
   Vi gik ikke direkte til huset, hvor jeg havde boet med min mor, mine søskende og min stedfar, men jeg kendte en sti der gik bag om husene og haverne. Fra hegnet og lågen til haven, som havde været vores dengang, skrånede grunden opad mod huset. Nederst i haven stod stadig de ældgamle kirsebærtræer, som stammede fra den tid da hele området var frugtplantager. På toppen af bakken lå huset så. I min tid havde det været er primitivt faldefærdigt sommerhus, hvor vi dog havde boet hele året. Det var selvfølgelig væk for længst, og i stedet var kommet et hvidt, muret hus, som pudsigt nok syntes at være en kopi af det gamle, bare større. Som vores havde det en stor glasveranda ud mod kirsebærhaven.
   Vi vovede os ind i haven og op mod huset. Der var tydeligvis ingen mennesker, så vi gik helt der op og tog i døren. Den var ikke låst.
   Vi blev mødt af en skrækkelig stank da vi gik ind, og blev bange for, at der lå et lig. Det gjorde der dog ikke, men i køkkenet lå der en steg på køkkenbordet, som nu var rådden, og da vi åbnede køleskabet kom der også en stank derfra. - Vi samlede alle madvarer i nogle poser og fik det smidt ud, åbnede vinduerne og fik luftet ud. - Huset var åbenbart blevet forladt i hast, på bordet i stuen var der dækket til fire.
   Når jeg stod på glasverandaen så jeg ud på den samme udsigt jeg forlod for mere end tyve år siden. Der var ingen nævneværdig forandring. Men med mig var der sandelig sket meget i mellemtiden. Tiden havde stået stille, samtidig med at den havde galopperet af sted.
   Jeg så mig selv som sekstenårig sidde oppe i et træ og plukke kirsebær, da Tove Schröder kom ind i haven i spadseredragt og fornuftige sko og med sin taske i en rem over skulderen. Jeg klatrede ned og stående der mellem træerne leverede hun mig det budskab, der fangede mig med det samme, om Harmagedon, verdens ende og den nye verden som skulle komme derefter.
   Jeg kom den følgende tid hjemme hos hende - hun boede i et hus ikke langt fra os - og hun oplærte mig, eller hun satte gang i en læreproces, som vedvarede og som sådan set stadig varer.
   Jeg spurgte hende, om dette Harmagedon stadig lå langt ude i fremtiden, og hun svarede:
   "Umuligt! Endens tid begyndte i 1914, og den skal komme, mens der stadig er voksne mennesker, der har oplevet det fra begyndelsen, og der er til nu gået fyrre år." - Dengang talte ingen om 1975. Vi troede det var meget nærmere.
   Der var i Hareskovby en lille gruppe af Jehovas Vidner. Ja, faktisk var den ikke så lille endda, vi var vist omkring tyve. Vi mødtes en gang om ugen i et privat hjem, foruden at vi mødt dem fra de øvre distrikter i rigssalen i Buddinge også en gang om ugen. Jeg begyndte at deltage i arbejdet ved dørene, blev døbt og blev mere og mere involveret i menighedens arbejde. Jehovas Vidner blev mit hele liv, både i det indre og det ydre.
   Jeg kom væk fra Hareskovby, og fortsatte arbejdet for fuld kraft et andet sted, en tid i heltidstjenesten i Norge.
   Men der skete noget, der var noget som jeg ikke havde kunnet forudse, og som jeg ikke havde set, fordi det havde været der hele tiden: min ungdom. Jeg forelskede mig i en ung fyr, yngre end jeg, i menigheden, og da det var min natur at gå helt og fuldt op i det der optog mig, så gjorde jeg det også i dette, samtidig med at jeg holdt fast i mit engagement i Jehovas Vidner, deres tro og lære og alt arbejdet - alle vennerne ikke mindst. - Det var jo ikke bare en forening jeg var medlem af, det var hele mit liv, min tro, livsindstilling og hele min tænkemåde. Den gamle verdens undergang og den nye verdens snarlige komme var kendsgerninger for mig. Ja, faktisk levede jeg allerede i denne nye verden, i det som Jehovas Vidner også kalder sig: "den nye verdens samfund". Men kærligheden, disse stærke følelser og behov som er i seksualiteten, var konkrete og virkelige og kunne ikke afvises, og intet i mit sind ønskede at fornægte dette. Ganske vist lærte vi i menigheden, at seksualiteten kunne sublimeres og overføres til arbejdet i menigheden, men det var for mig en mur så høj, at jeg ikke kunne klatre over den, eller det var en kløft så dyb og bred, at jeg ikke kunne skræve over den. Det måtte ende i rod og sammenbrud.
   Jeg blev udstødt af menigheden og flyttede til København, og godt et år senere mødte jeg Finn. Også han var strandet på livets oprørte hav - et passende billede for hans vedkommende, da han var en sømand, der var kommet til skade og var gået i land. Sammen begyndte vi at opbygge en ny tilværelse, og den havde altså ført os til lejligheden på Gammel Kalkbrænderivej.
   Nu var vi så i huset i Hareskovby. For mig var det en ring der var sluttet.

Finn sagde: "Skal vi ikke bare blive her?"
   Hans uskyldig spørgsmål forskrækkede mig. "Mener du at bo her?"
   "Ja," svarede han let og med et smil. "Hvorfor ikke? Det er et dejligt hus og et dejligt sted."
   Jeg vidste at, det ville jeg ikke. Tanken virkede på min mave. Det var som om hele tyngden af min ungdom satte sig som en sten i den. En ting var, at jeg havde måttet se Hareskovby og huset igen, det var nødvendigt, men at bo her. Umuligt.
   "Jamen de folk som bor her, kan vel komme tilbage," sagde jeg.
   Han trak på skulderen. "Det kan vel ikke være noget stort problem forholdene taget i betragtning. Så rykker vi da bare over i et andet hus. Der er vist nok af tomme huse her omkring."
   "Men hvad så med gruppen i Utterslev Mose?" spurgte jeg.
   Det fik ham til at tænke sig om: "Nåh ja, dem!" sagde han.
   "Ved du hvad?" sagde jeg. "Nu synes jeg vi skal overnatte her, så kan vi i morgen tage hjem til Gammel Kalkbrænderivej. Vi har jo en del personlige ting der. Dem kan vi så samle sammen og tage ud i mosen. Hvad siger du til det?"
   "Okay!" svarede han. Han bøjede sig for logikken i mit forslag, men jeg fornemmede godt, at det ikke rigtigt var det han ønskede.
   Men vi indrettede os for natten. Vi kunne ikke få os til at lægge os i vore ukendte værtsfolks senge, så Finn krøllede sig sammen på en sofa med et tæppe over sig, og jeg indrettede mig i en dyb stol med fødderne oppe i en anden.
   - - -
   Vi har været hjemme i en uge, og jeg har dårlig samvittighed over for Finn, at vi ikke er kommet af sted. Men han klager ikke, som altid er han god til at indrette sig efter forholdene som de nu engang er og få det bedste ud af det. Men naturligvis skal vi af sted. Det er jo tosset af os, at blive her i huset, hvor vi er de eneste der er tilbage.
   Jeg er så vred på Gud. At han lader verden gå under er for så vidt i orden. Det kan der være mange godt grunde til, men hvad med mennesker som Finn, mennesker med den bedste vilje, som ganske vist ikke skænker Gud eller tilbedelsen af ham en tanke, men som med liv og sjæl går op i selve det, at være menneske. Og det burde vel være det, som det kommer an på.
   Han tog ud i byen i formiddags for at skaffe madvarer. Vi har stadig så vi kan klare os et stykke tid, men vi er trods alt ikke de eneste i byen, og det tynder ud i forsyningerne fra de tilgængelige butikker.
   Han kom hen ad aften med to meget tunge poser.
   "Ih, hvor du slæber," sagde jeg.
   "Ja, jeg har været heldig," sagde han. "Jeg har fundet mange gode sager."
   Jeg overtog poserne og slæbte dem ud i køkkenet.
   "Men jeg fandt også noget andet," sagde han, gik ud på opgangen og et stykke ned ad trappen og kom op igen med Preben ved hånden. Han var helt passiv, ja, nærmest katatonisk. Han bevægede sig kun som Finn vejledte ham, og hvordan Finn havde fået ham med hjem er mig en gåde.
   Sammen fik vi ham ind i stuen og anbragt i sofaen. Han så sig om i stuen og også på os, men øjnene var tomme, som om han alligevel ikke så noget. Og han sagde intet.
   Vi lod ham sidde og gik ud i køkkenet for at pakke madvarerne ud. Der var mange gode sager, dåser med skinke og syltet frugt, der var æbler, kartofler og gulerødder, ja, endog et par flasker rødvin.
   "Så skal vi have en god middag," sagde jeg og gik i gang. Jeg havde fået kogt kartoflerne og gulerødderne og lavet sovsen, da strømmen gik, og det blev helt mørkt. Vi tog det nu ikke så tungt, det var før sket og strømmen var kommet igen efter nogle timer, og vi havde masser af stearinlys, som vi nu fik tændt, et par på bordet.
   Finn dækkede bord, åbnede dåser, hældte frugten i skåle og åbnede vin. Kødet var let nok, det var bare dåseskinke, som skulle skæres ud.
   Vi hjalp Preben hen til bordet og satte os selv. Da han så lysene var det som om han langsomt vågnede. Han så forbavset på os og på den fine opdækning med mad. Så tog han sit glas med rødvin, løftede det langsomt, hans øjne strålede, og det første han sagde, var et bibelcitat:
   "Venner, lad os æde og drikke, thi i morgen dør vi".