At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud eller bøgen der bliver grøn om foråret, eller det kan være at springe ud fra timetervippen i svømmehallen, sejle i en elegant bue gennem luften og lande med et fint plop eller en gevaldig maveplaster. Det kan også betyde en tredje ting, som er en blanding af de to, nemlig at springe ud som homoseksuel, som bøsse eller lesbisk. Et udspring der kan være meget svært, men heldigvis ikke så dramatisk som i min ungdom. - Men det er nu så forskelligt, i visse kredse er sådan et udspring lige så sindsoprivende, som det altid har været.
Som så mange andre er jeg betaget af den norske tv-serie "Skam". Jeg hører ikke akkurat til målgruppen. Den er for femtenårige. - Haha, og jeg er en og firs. - Ikke desto mindre.
Det er særlig tredje sæson, der er historien om Isak og Even, to fyre der forelsker sig. Det er ikke så meget deres springud-problemer, de møder ikke meget modstand fra omgivelserne. - Men det er jo i sig selv et eventyr for min generation, som har oplevet noget ganske andet. - Isaks og Evens problemer er slemme nok, men det er problemer der kan være i ethvert kærlighedsforhold.
En historie som den kunne ikke være bragt for bare få år siden. - Jeg husker en gang i 50'erne, der udkom en roman, som blev sablet ned af kritikken, ikke for dens manglende litterære kvaliteter, det interesserede ingen, men fordi den handlede om kærligheden mellem to piger. Og det var ingen tragisk historie, den slags fandtes trods alt, men en lykkelig. Det kunne man ikke. At de skulle få hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. Har man hørt så galt.
Jeg er blevet sentimental på mine gamle dage. Ja, jeg er. Jeg bliver rørt til tårer, når kærligheden sejrer. Og ikke mindst når den får lov til at udfolde sig.
I et billedblad så jeg, at en kendt og populær tv-vært var bøsse og boede sammen med sin ven. Der var billede af dem. Kønne og glade unge mennesker. - Det glædede mig virkelig meget. Helt urimeligt. Hvad vedkom det mig? Jeg kendte jo ikke tv-værten ud over at han var god til sit arbejde og havde et tiltalende udseende. Jeg plejer virkelig ikke at interessere mig for kendte personers privatliv.
Men det er virkelig en så kolossal udvikling fra min ungdom til i dag, at det ikke er til at begribe. Man krøb langs jorden, og røbede ikke for nogen, hvis man havde perverse tanker og tilbøjeligheder. Men det var ikke altid instinkterne kunne tæmmes. Så gav de sig mærkelige udslag. Man havde hemmelige forhold, hvis man ellers kunne finde nogen at have dem med. Man fik ikke noget, og endte som landsbytosse eller blev underlig på anden måde. Eller man lagde et stort arbejde i at disciplinere instinkterne, så de kunne passe ind i samfundets normer. - De sidste hørte jeg til.
Herregud, jeg vidste jo ingenting og ingen belærte mig. Man talte ikke om den slags. Det var jo ikke kun homoseksualitet, men alt med sex var tabubelagt, og jeg tilhørte ydermere et trossamfund, som havde meget strenge moralnormer.
Men når man nu blev voksen, så ville man jo gerne have sit eget hjem, en familie, børn, ordnede forhold. Så måtte man finde ud af det, selvom følelser og fornemmelser strittede i alle retninger, og tankerne søgte hen, hvor de ikke burde være.
Jeg vidste godt, at jeg var tiltrukket af mit eget køn. Man er jo ikke i tvivl, når man er forelsket. Men hvad det indebar, anede jeg ikke. Var det en naturlig del af min udvikling? Havde andre det på samme måde? Ville det ikke løse sig, når jeg kom i lag med en kvinde? Der var jo ingen at tale med om det. Joh, blandt jævnaldrende blev der talt om piger, men det var jo ikke lige det. Og det der blev sagt var meget stereotypt, og havde ikke meget med virkeligheden at gøre. De var jo lige så uvidende som jeg. Og hos de voksne var der intet at hente i den retning.
Jeg fik det råd, at gifte mig. Det ville jeg også gerne. Jeg holdt af pigen, og vi havde det godt sammen. Jeg fik hjem, familie og en søn.
Mange år senere skrev min søn i et brev til mig: "Hvad var så vigtigt at realisere, så du kunne forlade dit barn?" - Virkelig et spørgsmål jeg måtte gruble over.
Jeg var jo glad for min kone, min søn, mit hjem, stedet hvor vi boede, mine venner, alt det der var min verden. Jeg forlod det hele, da sønnen var fem år. Det var nødvendigt.
Jeg har mange gange tænkt på, om det ikke havde været muligt at finde en måde, så vi kunne have fortsat. Der var jo store værdier på spil. - Jo, det tror jeg faktisk, hvis forholdene havde været anderledes, og vi havde været anderledes.
Jeg sagde en dag til min kone: "Jeg ved godt, hvordan du ønsker at vi skulle have det." - Hun svarede: "Det ved du ikke, for så ville du gøre noget, så vi kunne have det sådan." - Jeg sagde: "Du ønsker, at vi skal have et pænt hjem, måske få flere børn, være fredeligt sammen med vore venner, og leve tættere sammen." - "Ja," sagde hun, "hvad er der galt i det?" - "Ikke noget", sagde jeg. "Det ville jeg da også gerne. Ja, det er lige det jeg vil. Men sådan er jeg bare ikke."
Jeg ved ikke, om jeg fuldt ud forstod, hvad jeg selv mente. Sommetider rækker fornemmelserne længere ud end forstanden.
For vi kunne ikke indrette os som vi selv ville, for vi var jo en del af et samfund med strenge normer, og et trossamfund med endnu strengere normer, og disse normer var jo også inden i os.
Jeg kunne nok have flyttet mig på grund af de stærke kræfter, som sled i mig, men min kone kunne ikke, fordi disse normer i meget høj grad var en del af hende. - Og dog, hun var ikke døv og blind for nye tanker og idéer. - Men dette er spekulation, vi var ikke modne til at tage kampen op med disse fastholdte og fastholdende normer.
Jeg kom til København ribbet for alt, men jeg var heldig midt i elendigheden. Det var i 1967, og enhver ved, at det var en tid med opbrud på mange fronter. Det var mit udspring. Jeg var en og tredive, og skulle begynde et nyt liv fra bunden og med en tung bagage, en uendelighed af fordomme og normer jeg skulle vikle mig ud af. Men jeg havde et grundvilkår, en beslutning, at fra da af skulle aldrig noget i mit liv være skjult, alt jeg foretog mig skulle være åbent og ligefrem. Det har jeg overholdt til denne dag.
Jeg oplevede noget besynderligt. Samtidig med at disse opbrud skete i mig, skete tilsvarende opbrud i samfundet omkring mig. Jeg var ikke interesseret i politik og fulgte knap nok med i tidens strømninger, men jeg mærkede dog hvad der skete lige omkring mig og i mig, og det var som om min udvikling indvirkede på samfundet. Det var naturligvis en illusion og et sammentræf, og jeg troede ikke rigtigt på det, men fornemmelsen var stærk. Som om jeg ved mine følelsers kraft kunne ændre alt omkring mig. - Og helt forkert var det vel heller ikke. Jeg var jo ikke den eneste der måtte løsrive sig fra indgroede normer. Så bevidst og ubevidst, personligt og i grupper blev der gjort oprør. Og samfundet blev aldrig mere det samme.
Og udviklingen gik hurtigt. Jeg traf og blev gode venner med en lesbisk pige, der hed Jane. Hun spurgte, om vi ikke skulle gifte os. Hun havde problemer med forældrene, som forventede, at hun skulle komme hjem med en mandekæreste. Jeg syntes, det var en god idé. Jeg tror sagtens vi kunne have fået et godt liv sammen. Og et sådant ægteskab ville være et godt skalkeskjul for hvilke aktiviteter vi ellers måtte have. Det var stadig suspekt at leve som åben homoseksuel. - Der blev imidlertid intet bryllup. Jeg kan ikke sige hvorfor. Måske anede vi, hvad der lå i luften og i vore omgivelser. Livet gik videre, og jeg mistede kontakten med Jane - Men et par år senere mødte jeg hende tilfældigt på gaden. Det var et glædeligt gensyn, og hun inviterede mig hjem. Jeg havde i mellemtiden mødt min ven, Finn, og hun boede sammen med en pige. Vi havde en rigtig god aften sammen alle fire, og vi talte om vore gamle bryllupsplaner - og lo. Nu virkede de komplet latterlige. Sådan havde tiden ændret sig.
Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Nåja, det gør vi vel. Finn og jeg var blandt de første der blev gift på Københavns rådhus i 1989, og vi har nu holdt sammen næsten et halvt århundrede. - Men der er stadig normer og fordomme der skal overvindes, og der er stadig unge mennesker der skal springe ud. Gamle fordomme dør tilsyneladende ud, men de lever stadig deres skumle liv dybt under overfladen. Det kan stadig være et chok for forældre, når de får at vide, at deres søn eller datter er homoseksuel. Og det kan være en svær kamp for den unge.
Så jeg vil stadig glæde mig over den sympatiske tv-vært, og over at han ganske naturligt står frem med sin ven. Og jeg glæder mig over alle dem der dukker op her og der, alle steder i samfundet. For enhver der gør det, bliver det mere almindeligt og normalt.
Og så tror jeg nok jeg vil se "Skam" endnu en gang, i hvert fald sæson 3 med Isak og Even, og jeg vil huske på Isaks slutningsord: "Jeg vil, at livet skal være ægte, og selvom det indebærer, at det kan være for jævligt, så er det meget bedre end at have det fake og kedeligt. Det er lidt kliché, men man ved aldrig hvem som er død i morgen. Om du tror på Allah, Jesus, evolutionsteorien eller parallelle universer, er der bare én ting vi alle ved helt sikkert, at livet er ... nu!"