Det havde lige været Nytårsaften. Vi var egentlig ikke oplagte. 2021- Et rædselsvækkende år. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg smilede i 2021. Havde jeg overhovedet smilet?
   Vi ønskede os at blive fire. Victor skulle ikke vokse op som enebarn. Det vidste jeg helt ind i sjælen. Jeg var jo selv enebarn og stort set hele mit liv, havde jeg længtes efter en søster. Ligesom de andre i klassen, der enten havde en bror eller søster, som de altid fortalte om, eller var så irriterede på. I det mindste havde de haft én at opleve noget sammen med. Min egen mor, var der ikke noget imponerende over. Så jeg besluttede, at når jeg selv en dag blev mor, hvis denne lykke skulle tilsnige mig. Så ville jeg være det stik modsatte af, hvad hun havde været for mig. Det var ikke fordi min mor var et ondt menneske. I hvert fald ikke bevidst. Hun anede ikke, hvilken tomhed hun havde efterladt sit eget barn med. Mor, var ikke i stand til at vide, hvad hun manglede. Drejebogen for, bedste mor i verden, var simpelthen fyldt med blanke sider. Måske var det derfor jeg selv havde uddannet mig til pædagog. Ja, netop for at være bedre rustet end min egen mor havde været det, for over 36 år siden.

Victor var den sødeste lille dreng, da han blev født. Nu tre år efter, var han stadigvæk en engel. Store blå øjne, langt lyst hår, næsten altid i godt humør, stille og rolig. Hans store begejstring var traktorer. Jo større jo bedre, og når han legede hjemme på gulvet, lød der høje brummelyde inde fra hans værelse. Brum Bruum Brum.
   Jeg blev altid så glad ved lyden af ham. Han ville blive en fantastisk storebror. Ja!

Endelig skete det. Jeg blev gravid. Min mand og jeg var fyldt med glæde for en tid. Det første chok kom, da jordemoderen meddelte os, at vi skulle have tvillinger. Det var ikke en del af planen. En to-værelses lejlighed , i indre København på 4.sal.
   Det havde været hårdt nok, at slæbe op og ned på babyudstyret, da Victor var helt lille. Så jeg var rædselsslagen ved to ekstra.
   Det tog mig noget tid at komme mig over virkelighedens kendsgerninger. Tvillinger!
   Nuvel, jeg indrettede mig efter omstændighederne og begyndte at kime lejeboligforeningen ned. De måtte da nok kunne forstå, at vi med tre børn ikke kunne blive boende. De afslog gang på gang, selvom jeg vidste, at der var en lejlighed, der stod tom på 2.sal ovenikøbet med tre værelser.
   Cirka 4 måneder henne i graviditeten, fortalte lægen mig, at scanningen viste, at alt ikke forløb planmæssigt. Den ene af de to, voksede med halv fart. Han var halv så stor som sin tvillingebror, der fik næring nok i livmoderen. Herefter startede en lang vandring henimod mørket.

Jeg tager ikke let på livet, når det er uden for min kontrol. Jeg kan godt lide at organisere og have styr på det hele. Nogle gange også andre mennesker, men det arbejder jeg med i mit stille sind. Jeg ved det godt. Det er ikke holdbart.

Efter utallige terapitimer havde jeg lært at fokusere på roen. Det var der brug for nu, for jeg anede ikke, hvad der skete med det liv, der voksede og levede indeni mig.
   Jeg skubbede alle de dårlige tanker væk dag efter dag. Jeg holdt mig stærk og fandt trøst i Victors umiddelbare tilgang til livets mange udfordringer. De findes jo i alle aldre, tænkte jeg.
   Det blev ikke bedre. 16 uger inden terminen, som allerede var 4 uger for tidligt, blev jeg indlagt og seks ugers hospitalsvanvid startede. Min krop blev dårligere og dårligere. Min dårlige samvittighed over ikke at kunne være hjemme hos Victor voksede dag for dag. Han ville jo have mig hjem og forstod ikke, hvorfor jeg var på hospitalet. Han var da ligeglad med, at han skulle være storebror. Han vidste jo ikke, hvad det betød endnu.
   Jeg græd og begyndte også at mærke et had mod livet i min mave. Nogle dage forbandede jeg livet så langt væk, og lidt efter rullede skammen indover mig. Jeg var en dårlig mor. Jeg kunne ikke være der for Victor, og jeg forbandede livet i min mave. Det var jo slet ikke sådan det skulle være. Jeg mærkede, hvordan modet forlod mig. Smilet var for længst forsvundet. Min mand var praktisk æsel, og vores samtale var forstummet længe før jeg blev gravid igen. Graviditeten havde bundet os sammen. Den havde skabt en følelse i os af at være sammen om noget igen.

Vi var så forelskede, da vi mødtes. Der var ikke ti vilde heste, der kunne stoppe os i at finde livet sammen i Danmark. Han kom ikke fra Danmark. Så det blev en lang sej kamp med myndighederne om at få lov til at bo sammen i mit eget hjemland. Det lykkedes os, og vi var fulde af forventninger.
   Der gik ikke lang tid før han fik en god stilling. Myndighederne nåede dog lige at tilbyde ham 140.000 kroner i håbet om, at han ville forlade Danmark og sin lille familie, fordi han var arbejdsløs i tre måneder. Sagsbehandleren var flov, da hun skulle oplyse ham om hans rettigheder, pengene og at med en accept af tilbuddet, ville han ikke kunne vende tilbage til Danmark. Han havde bare rejst sig og var gået. Kort herefter var jobbet kommet i stand, hvilket var vores redning. Mine penge rakte til et stykke tid endnu, men det ville også have fundet sin ende. Så noget skulle der jo ske.
   Alt var godt, bortset fra, at vi ikke så hinanden så meget. Han arbejdede meget, og jeg passede Victor derhjemme og når han kom hjem sent på eftermiddagen, koncentrerede han sig om Victor. De legede og havde det så sjovt. Jeg lavede mad og ordnede alt det andet.
   Vi glemte simpelthen at tale sammen. Vi var jo så trætte om aftenen. Det måtte man da kunne forstå.
   Vi prøvede i hvert fald at undskylde over for os selv for at forstå.
   Efter lidt tid startede vi i parterapi, men det blev alt for uoverskueligt med alle de øvelser vi skulle gøre med hinanden. Jeg droppede terapeuten igen. Orkede det ikke.

Alt for tidligt tog de dem ud. Den ene vejede 1100 gram. Den anden 1800 gram. De var vist raske. De næste tre uger lærte jeg at tage mig af dem. De skulle have sondemad. Gudskelov kunne de selv trække vejret. I andet forsøg, bestod den mindste høreprøven. Alt så lidt lysere ud nu. Jovist var jeg træt, men jeg var også lettet over, at livet var vendt.
   De levede jo og det skulle føles godt.

To dage inden juleaften kom vi hjem. Jeg var helt rundt på gulvet. Lykkelig, træt, udkørt og så i en helt ny lejlighed. De havde ringet fra lejeboligforeningen en uge inden jeg blev indlagt, at lejligheden på 2.sal kunne blive vores. Vi nåede lige at flytte, inden jeg blev rigtig syg.
   Nu var jeg hjemme i mit nye hjem, med vores to nye børn. Victor var helt oppe at køre over, at vi var hjemme. Utroligt som han var vokset på alle de uger, og han larmede også på en helt ny måde. Lydene fyldte rummet, hvor de to små lå. Jeg tyssede på ham og fik med det samme dårlig samvittighed. I mit stille sind, ville jeg ønske, at han og jeg var lige så tætte som vi havde været før graviditeten.
   Den store var på størrelse med en halvliters flaske. Den anden, den helt lille, var lidt større end en coladåse. Men vi var hjemme og det var det, der betød noget.
   Julemad og julegaver havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det havde min mand åbenbart heller ikke. Vi bestilte en pizza juleaften.
   Så kom nytårsaften. Endelig en udvej efter næsten et år i helvedets entre. Uret slog og vi talte ned sammen med Victor. Bang sagde det, og herefter fulgte en kavalkade af nytårsfyrværkeri ude foran vores vinduer. Det var fantastisk. De små liv sov helt ubekymrede. Victor drønede rundt. Det var godt nok.
   Den 3. januar blev vi introduceret til helvedets forhal. Det havde været en snørklet vej derhen. De tre dage det havde taget os at nå dertil, var fyldt med ro. En sjælden fredfyldthed. Men nu stod vi her. Midt i forhallen og ventede på, at hoveddørene blev slået op. Vi sad i ambulancen. På vej hen mod Riget. Den mindste af de to liv lå ubevægelig og svækket i mine arme. Jeg vidste ikke, hvad der nu ville komme til at ske. Det eneste jeg vidste var, at jeg ikke var blevet til den mor, jeg så stærkt havde insisteret på at jeg ville blive. Jeg kendte ikke længere mig selv. Det vidste jeg nu, medens jeg kiggede på det lille liv.