Da Jan Jensen en tidlig sommermorgen gik hjemmefra, tegnede alt til at det skulle blive en rigtig dejlig dag. Det havde regnet lidt om natten, men nu var solen stået op og skinnede klart ned over den renvaskede by. Han var godt tilpas, og i det hele taget tilfreds med tilværelsen. Han var fem og tredive og ude over de værste ungdomsproblemer, men stadig med livet foran sig. Han var ugift, og havde ingen ønsker om at ændre på dette. Han boede alene i sin beskedne treværelsers lejlighed i en pæn bydel.
   Da han kom ud fra sin opgang, standsede han et øjeblik og trak den friske luft ind i fulde drag. Herligt! For enden af den korte gade kunne han se parken og fornemmede duften af dens frodige vegetation, blomster, buske og træer. Han kunne lægge sin tur den vej, men det ville han nu ikke. Han ville gå ind mod centrum. Fra sin egen sidegade drejede han om ad den mere befærdede hovedgade. Lige nu var den dog ikke særlig befærdet, faktisk var der ikke en bil at se, bortset fra dem der var parkeret ved vejkanten, Byens befolkning sov vist stadig, hvilket var synd og skam i denne dejlige morgen. Men han selv var altså ude, og han havde sit nye lyse sommertøj på. Han tænkte, at han vel burde have haft en spadserestok at svinge med. Nå, det brugte ingen jo mere. Hans bedstefar, og måske også hans far, ville have gået med sådan en i deres grønne ungdom. - Nå, han gik videre svingende med sin imaginære stok.
   Der kom alligevel et menneske. En gammel dame kom imod ham, krumbøjet og støttende sig til sin stok - og for hende var det ikke for at være munter eller elegant, men et nødvendigt gangredskab. Hun var helt sortklædt, og et sort tørklæde indrammede et bredt, fladt og hvidt ansigt. Hun så direkte på ham, det var som om ansigtet gik forrest og kroppen fulgte efter. Han nikkede venligt idet han passerede hende, men hun besvarede ikke hilsenen. Han gik videre, men da han så sig tilbage, så han, at hun lå på fortovet, så han ilede tilbage for at hjælpe hende.
   Han fik hende på benene, og hun takkede ham.
   "De er vel ikke kommet til skade," spurgte han.
   "Det tror jeg ikke," svarede hun. "Jeg kunne bare ikke selv komme op." Hun talte ganske klart dansk, men med en kraftig, ubestemmelig accent.
   "Må jeg spørge, hvor De skal hen?" spurgte han. "Kan jeg hjælpe Dem hjem?"
   "Det er ikke nødvendigt," sagde hun. "Jeg bor lige henne i næste sidegade. Jeg har bare været hos bageren".
   Han så nu, at hun bar på en indkøbspose, som også var sort.
   "Jeg følger Dem," sagde han bestemt. "Jeg skal alligevel ikke noget særligt."
   "Jamen så siger jeg tak. - Men det er nu for galt, at man ikke kan klare en tur til bageren uden at skvatte om".
   Jan vidste ikke hvad han skulle sige til det, så han sagde ingenting. For sig selv tænkte han: "Jeg skulle bare ud og nyde det fine vejr, og så går jeg her sammen med en ældgammel bedstemor. Hvorfor gør jeg mon det?" Og han svarede sig selv: "Det er på grund af mit ejegode hjerte!" - Det var en så rar tanke, at han ønskede de bare skulle blive ved med at gå, men snart var de ved damens opgang. Her ville hun tage afsked med ham, men han insisterede på at følge hende helt op. Hun boede på anden sal - uden elevator. - Nu så hun på ham, betragtede han op og ned, og det faldt ham ind, at hun kunne mistænke ham for at være en tyv eller røver, eller måske ligefrem voldtægtsforbryder med specialitet i gamle damer. Men hun endte da med at godkende ham, og låste døren til opgangen op. Det gik langsomt op trin for trin. Han gik bag hende, og følte sig fristet til at skubbe bag på hendes brede bagdel, men han nærede sig.
   Da de endelig kom op til hendes dør kastede han et blik på navneskiltet, og det forekom ham at navnet der bestod af lutter konsonanter.
   Da damen ville stikke nøglen i låsen blev døren åbnet indefra. Inden for stod en yngre dame med vidt opspærrede øjne, som satte i et hyl. Sådan lød det i hvert fald for Jan: "Gud! Tante Anna! Hvor har du været?"
   Den gamle dame svarede roligt og ganske lavmælt: "Jeg har bare været hos bageren, men jeg faldt, og denne unge mand har været så venlig at følge mig hjem."
   Hun rakte indkøbsposen frem mod den yngre dame, men hun tog den ikke. I stedet stirrede hun på Jan, så spærrede hun endnu engang øjnene op og satte i endnu et hyl, så Jan for sammen: "Men Gud! Det er jo Janos."
   Den gamle dame rettede sig pludselig op og blev et hoved højere, og sank så sammen igen. Så sagde hun stille, men sarkastisk: "Kan man måske få lov til at komme ind?"
   Men den yngre flyttede sig ikke, blev bare stående og stirre på Jan. Så skubbede den gamle hende til side og gik ind. Den yngre snurrede rundt, greb ud efter Jan, og sagde noget der lød som en hel række små hyl, men som vist nok var et sprog, russisk, irakisk - eller mesopotamisk. Jan ville forlade dette postyr, men blev revet med i forvirringen og pludselig stod han inde midt i en stor, smuk stue uden at ane hvordan han var kommet der.
   Damerne syntes slet ikke at tage sig af hans nærvær. Den yngre flagrede omkring ham og kvidrede noget, dels på det fremmede sprog og dels på dansk med stærk accent, og enten det var det ene eller det andet gik navnet Janos igen. Den gamle sagde ingenting, hun tog postyret knusende roligt, gik ud i køkkenet og begyndte at lave kaffe og pakke sin bagerpose ud.
   Jan stod der midt i stuen med den yngre dame flagrende omkring sig, da det begyndte at dufte af kaffe. Den gamle kom nu ind og sagde lavmælt, men med stål i stemmen: "Sæt dig Ludovica!" Hun udtalte hver stavelse i navnet med tryk, og den yngre stivnede midt i en bevægelse og i sin ordstrøm og sank ned i en stol ved bordet. - "Også Dem," sagde hun i en mildere tone til Jan, og uvilkårligt adlød han og satte sig på en spisestuestol.
   Den gamle dækkede op med kaffekopper og asietter, gik ud i køkkenet og kom ind med kaffen og et fad med morgenbrød.
   Hun skænkede op i kopperne og satte sig selv. Så sagde hun igen ganske stille: "Ludovica, du må tage det roligt. Hvis denne mand virkelig er Janos, og han ikke vil være ved det, har han nok sine gode grunde. Alt det ved du."
   "Ja tante," svarede Ludovica nu mere stilfærdigt. "Jeg ved alt det. Men tænk på Sophia og de fire børn."
   "Hvilke børn?" spurgte Jan. Han havde netop taget en bid af et rundstykke og krummerne spruttede ud af munden på ham. Han greb sig i at identificere sig med denne Janos. Havde han fire børn? Det vil sige, havde denne Janos fire børn eller havde han selv?
   De to kvinder sad længe og stirrede på ham, og kaffen blev kold i kopperne. Så spyttede Ludovica pludselig en hel masse ud på mesopotamisk eller hvad det var, men slog så over i dansk: "Hvor vover du? En ting er, at vi alle vil ofre alt for friheden og for sagen, men når man har kone og fire børn, så kan man ikke bare fornægte dem."
   Jan hævede en hånd og forsøgte at dæmme op for denne flodbølge, der var ved at oversvømme ham.
   "Det hele er en misforståelse. Jeg er ikke Janos og aner ikke hvem den herre er, og jeg har da slet ikke kone og fire børn." Ludovica forsøgte at stoppe ham, men han rejste sig, og nu var det ham der hævede røsten. "Se selv," og han tog sit sygesikringsbevis frem og rakte det frem mod de to kvinder. De så slet ikke på det, men begyndte at skændes indbyrdes på det fremmede sprog. Så rejste Ludovica sig og gik hen til telefonen, som stod på et lille bord ved døren. Han stod et øjeblik med hænderne løftet for at komme til orde, mens Ludovica knevrede mærkelige lyde ned i telefonen.
   Han flygtede. I en fart var han ude af døren, og trappen tog han i tre trin ad gangen, og han sagtnede ikke farten før han var ude på gaden og oppe ved hovedstrøget. Der standsede han et øjeblik for at få vejret igen, før han fortsatte i sit sædvanlige tempo mod sin egen bopæl. Nu var der mere trafik end der havde været da han gik så fredsommeligt her for en times tid siden. Solen skinnede stadig klart nu lidt højere på himlen.
   Hvem mon denne Janos var? Et øjeblik havde det virkelig strejfet ham om han mon ...? Han kom i tanker om, at han for fem år siden havde været alvorligt syg, og der var fire måneder der helt var forsvundet ud af hans hukommelse. Hvad skete der i de fire måneder? Nå, uanset hvad, så kunne han vel ikke have nået at anskaffe sig kone og fire børn og at engagere sig i - ja hvad det nu var.
   Han var næsten fremme ved sin opgang, da en stor sort bil rullede op på siden af ham og standsede, og to mænd i mørkt tøj og med mørke briller steg ud og stillede sig i vejen for ham. Han prøvede at vige uden om og komme ind i opgangen, men den ene af mændene greb fat i ham og nu så han en pistol blive rettet imod sig. Han var forbløffet, dette havde han tit set på film og i fjernsynet, men han havde ikke troet, at han nogensinde skulle opleve det i virkeligheden. Han nåede at give et råb fra sig, men blev så trukket og puffet ind i bilen. Der sad han så mellem de to mørke mænd, og bilen startede så dækkene skreg mod asfalten. Det gik af sted i stor hastighed og om hjørnerne blev han kastet først mod den ene og så den anden af de to mænd, som sad lige ret op og ned, som om de var skåret i træ. Han tænkte på, om de dog ikke var bange for at blive taget i en fartkontrol. Men det blev de ikke.
   Mændene havde ikke sagt en lyd. "Hvad i alverden vil I mig?" spurgte han, men der blev ikke svaret.
   Besynderligt nok blev han ikke særlig bange. Han havde set mængder af krimier på film og i tv, og havde svært ved at opfatte situationen som virkelig. Jo, lidt bange var han da, men ikke mere end at han også syntes det var lidt spændende. Her sad han mellem to træmænd. Mon de var rigtige levende mennesker? Han fik lyst til at stikke en finger i siden på dem og kilde dem, for at se deres reaktion. Ville de briste i latter? Han kom selv til at fnise ved tanken, og øjeblikkelig vendte to par solbrilleøjne sig imod ham. Det var som at se ind i tomme øjenhuler. "Undskyld!" sagde han og tog sig sammen til at være lidt mere bange. Selv om de to var robotter kunne de jo godt være indstillet til at gøre skrækkelige ting ved ham.
   De drønede af sted gennem gaderne. Han forventede hvert øjeblik at de skulle køre cyklister, hunde eller gamle damer ned, men det gjorde de ikke. Han troede, at han kendte byen godt, men nu kørte de gennem en bydel han ikke mindedes at have set før. Han anede ikke, at der i byen fandtes så mange nedslidte og grimme huse.
   Omsider standsede de ved en stor, forfalden lagerbygning. Selvfølgelig en forfalden lagerbygning! Gangstere ser også tv.
   De to mænd sprang ud af bilen og trak ham med mellem sig, som om han ikke var i stand til at gå selv, og førte ham ind i bygningen. Det var et mærkeligt rum, stolper og jerndragere strittede i alle retninger. I halvmørket var der stabler af kasser, med labyrintiske gange imellem. Der var en værre larm, dels af køretøjer der flyttede rundt på kasserne og dels fordi andre sortklædte mænd med solbriller løb op og ned ad metaltrapper med pakker og papirer i hænderne. Det undrede Jan at de kunne se noget i halvmørket med de mørke briller. Det kunne de såmænd heller ikke, for de stødte hele tiden ind i hinanden, så de tabte deres papirer og pakker, og de ramlede ind i både det ene og det andet.
   Han blev nu ført rundt om hjørner og op ad trapper og endte i et slags kontor med et stort skrivebord, bag hvilket der sad en mand som Jan straks for sig selv kaldte "Den Fede", for fed var han. De to mænd pressede Jan ned i en stol over for manden, hvorefter de forsvandt. Manden stirrede meget længe på ham, derefter tog han et par meget stærke briller på og stirre igen længe. Så pludselig begyndte han at bjæffe. Jan syntes virkelig han bjæffede, og et øjeblik tænkte han på, om det faktisk var en stor hund med tøj på, der sad over for ham. Men så blev han klar over at det var et sprog, måske mesopotamisk. Men så slog han over i dansk.
   "Hvor er de?" spurgte han kort og kontant.
   Det kunne Jan jo ikke svare på, men han sagde: "Hvor er hvad eller hvem?"
   Manden blev stum, han blev rød i hovedet, ja nærmest blå. Han stirrede igen længe på Jan gennem brillerne og derefter længe uden. Så talte han ganske stille, nærmest hviskende eller hvislende:
   "Jeg ved du er dygtig - jeg ved du er meget dygtig - jeg ved du kan mange tricks." Han løftede en lyserød hånd og pegede på Jan med en lyserød, fed finger og sagde: "Vi har din kone og dine børn, og fortæller du ikke hvor det vi vil have er inden fem minutter, så ..." Han sad et øjeblik stille, så huggede han ud i luften en række gange, som om han skar halsen over på en række personer.
   Jan blev dårligt til mode, som om han virkelig havde kone og børn, som var i livsfare. Hvor han fik det fra, vidste han ikke, men han løftede sin højre hånd og rettede pegefingeren, en pæn, slank pegefinger mod manden og sagde med iskold stemme: "Bliver der krummet et hår på min kone og børnene, så ..." - hvad skulle han sige? "... så vil det være din undergang. Og løfter du ikke inden fem minutter røret til den telefon og beordrer, at de skal slippes fri, så ... så vil verden gå under."
   Komplet tåbeligt. Der ville selvfølgelig ikke ske noget som helst. Men Den Fedes øjne flakkede, og hans hånd svævede to centimeter over telefonen. Der var flere ure i rummet, og de viste alle forskelligt, men fem minutter er fem minutter på ethvert ur. Der gik et minut, to minutter, og der gik tre minutter, og fire, og Den Fede fjernede nu hånden fra telefonen og et grumt smil bredte sig over hans ansigt.
   Da lød et øresønderrivende brag så bygningen rystede, og Den Fede forsvandt pludselig. Nåja, han gemte sig bag skrivebordet. Kontorets vægge forsvandt, det var bare papplader, og skrivebordet stod nu på en lille platform højt oppe i rummet.
   Jan sad stadig roligt på sin stol, og forsøgte ikke at forstå hvad der foregik. Skud bragede, og kugler hvislede om ørerne på ham. Om nogen blev ramt så han ikke, men han tænkte, at når eller hvis han kom helskindet ud af dette, burde nogen anklages for uansvarlig omgang med skydevåben. Da to politibetjente pludselig stod og stirrede på ham strakte ham armen ud og pegede ned bag skrivebordet. Så blev Den Fede trukket frem, og betjentene slæbte af med ham, og nu bjæffede han virkelig ned ad trapperne og ud af huset.
   Der blev helt stille, og Jan troede et øjeblik at han nu var alene på denne platform der svævede mellem himmel og jord, eller rettere sagt i et ubestemmeligt stort halvmørkt rum, men straks efter stod der to andre betjente. De lignede fuldstændig de to gangstere, bortset fra at de ikke havde solbriller på. Det gjorde dem da også mere menneskelige. De bad ham venligt om at følge med. Det gjorde han, ned ad trapperne, gennem hallen og ud til politibilerne. Der var utroligt mange, og de blå blink fik næsten det klare dagslys til at blegne.
   Men vejret var nu stadig dejligt. Solen strålede trods alt og luften var lun, og han stod et øjeblik og trak vejret dybt ind før han steg ind i bilen.
   Så sad han altså igen der mellem to stærke mænd. Denne gang følte han dog ikke trang til at kilde dem. De ville sikkert bare grine og være med på spøgen, men de ville også blive generte og synes det var noget pjat, og det ville være synd. Dette var trods alt alvor.
   Under kørslen kendte han byen igen - de holdt sig pænt under fartgrænsen - og snart svingede de ind på politigården. Han blev ført op ad trapper, hen ad labyrintiske korridorer og ned ad andre trapper og så ind på et kontor. Her blev han anbragt på en stol foran endnu et skrivebord. Uvilkårligt kiggede han på væggene, men de så mere solide ud her, og der hang billeder af dronningen og prinsgemalen. - Det gav et sæt i ham da han så, at han igen sad over for Den Fede. Dog, det var ikke ham, men måske hans tvilling eller kloning. Og han bjæffede ikke, men talte et nydeligt kultiveret dansk.
   "Goddag, Janos Kleist," sagde han.
   Jan svarede irriteret: "Jeg er ikke Janos Kleist, og jeg aner ikke hvem denne Janos Kleist er. Det er en fatal misforståelse, og den må rettes snarest. Mit navn er Jan Jensen."
   "Nåja," sagde manden roligt og studerede det papir han havde foran sig. "Jeg ser at Jan Jensen er et af Deres dæknavne." Han remsede en række navne op: "Janos, Jannick, Jan, Jean, Johannes, John - med forskellige efternavne. - De ser at vores efterforskning har været grundigt, selvom vi da godt er klar over, at der kan komme flere navne til. Så Jan Jensen er helt i orden, men vi tror nu, at Janos Kleist er det oprindelige."
   Jan svarede: "Ja, det er jo imponerende, og det kan ikke undre hvis nogen - eller han selv for den sags skyld - går vild i alle de identiteter. Men jeg kender ham ikke, og kender intet til hvad han har præsteret. Hvordan går det i øvrigt med den arme kvinde og børnene, som efter hvad Den Fede - jeg mener, lederen af banden sagde, var i banditternes vold."
   "Det var naturligvis bluff. De havde dem aldeles ikke, og de sociale myndigheder er i dette øjeblik i færd med at installere dem på Janos Kleists bopæl."
   "Det er godt, og så kan jeg måske få lov til at være mig selv, bare mig selv, Jan Jensen. Det er ikke noget sjældent navn. Slår De op i telefonbogen eller et andet navneregister optræder navnet spalte efter spalte, og min identitet er da heller ikke noget særligt, men den er dog min, og jeg vil gerne have lov til at være mig selv."
   Efter den tale tav Jan, og han bestemte sig for ikke at sige et ord mere. Også manden på den anden side af skrivebordet var blevet tavs, og de sad længe der i hver sine tanker.
   Omsider drog manden et dybt suk, og begyndte at blade i sine papirer. Så sagde han: "Der er stadig meget uafklaret i dette, men sagen er jo, at Janos Kleist har gjort den danske stat store tjenester - ud over hvad han så ellers har foretaget sig. Så De er i alle fald fri til at gå. Det er et ønske fra højeste hold." Han kastede et blik hen på dronningens billede.
   Jan rejste sig. På vej hen til døren ventede han hvert øjeblik at der ville bliv givet kontraordre, men det skete ikke. Men i det han åbnede døren sagde manden højt: "Jeg må i øvrigt komplimentere Dem for hvor godt De taler vor sprog."
   Han vendte sig og svarede: Det glæder mig at De siger det, da det er det eneste sprog jeg kan."
   Kort efter stod han på gaden. Et par betjente havde fulgt ham gennem gangenes labyrinter, og langs væggene stod andre betjente og så ud som de helst ville række en arm ud og holde ham tilbage, og fra kontorerne de passerede stak hoveder frem, og han blev begloet som en berømthed. Men omsider stod han da på gaden. - Et øjeblik tænkte han på, at hvis han var en så betydningsfuld person, kunne de godt have tilbudt at køre ham hjem, elle i det mindste have sat ham i en taxi. Men han var nu også meget godt tilfreds med bare at stå og gå på sine egne ben.
   Han så ned ad sig selv. Hans pæne, lyse tøj havde ikke fået en plet eller rynke på denne begivenhedsrige dag. Det var nu ud på eftermiddagen og solen skinnede stadig smukt. Temperaturen var steget, men en kølig brise gjorde det alligevel behageligt at spadsere. Der var et godt stykke hjem, og han kunne tage en bus eller en taxi, men han foretrak at gå. Han svingede sin imaginære stok og nynnede en melodi fra en gammel operette: "Løft din hat og sving din stok ...". Så kunne han ikke huske mere. Joh, det var stadig en dejlig dag, men han vidste med sig selv, at om så stribevis af gamle koner skulle falde om på hans vej, ville han ikke løfte en finger for at hjælpe dem.
   I disse lette tanker gik han rask af sted, da han pludselig standsede brat idet han kom i tanker om noget den overordnede politimand havde sagt. At damen med de fire børn var i færd med at blive installeret i Janos Kleists lejlighed. Kunne det tænkes at denne lejlighed var ...? Han turde ikke tænke tanken til ende. Han stod et godt stykke tid uden at tænke på noget som helst. Så gik han videre.
   Solen skinnede da stadig, men lette skyer var drevet for den, og vinden havde lagt sig, så nu var det lovlig varmt. Men, men, en dejlig dag var det nu stadig.