2000
   Lene lå bæltefikseret på udredningscenteret Østbjerggård. Hun trak vejret dybt for ikke at gå i panik, mens hun lod tankerne gå tilbage til bandekrigen med 2050 på Christianshavn og Amager.
   1983
   Skoleklokken ringede ud på sidste skoledag. Solen skinnede og en mild brise fra Amager Strand løftede hendes hvide hår. Nye jeans, bluse og lette sko... Hun trak vejret dybt og smilede glad...
   Eleverne i 10. A, eller de få af dem der var mødt op den sidste dag, havde travlt med at komme ud ad porten, sammen med en hob af andre, flygtende børn og unge, med glade ansigter.
   Lene spejdede efter Bjørn. Hendes puls kom op, men han var ikke at se nogen steder.
   Kunne de fortsætte venskabet?
   Hun standsede ved gitterporten og betragtede facaden på den tunge bygning en sidste gang. Hvilke følelser kom op? Ubehag, tænkte hun og forsvandt.

Hun boede hjemme i øjeblikket, men skiftede adresse hele tiden og håbede på at gøre det svært for den albansk styrede mafiabande, 2050, at fange hende. Hun havde fået indrettet sig hyggeligt efter at Snotter var flyttet, lige bortset fra hjørnet med alt hans uafhentede lort. Rollespilsdragter, en gamle elguitar, keyboard, mixerpult, subwoofer, diskokugle og lys, samt en røgmaskine på hjul. Det kunne hun sælge på Hamis opslagstavle tænkte hun. Der skulle bare tages billeder, og så ville hun sætte sig ind i det, så hun ikke blev snydt.

I dag kom fru Gravesen hjem fra Sundby Hospital. Gerda og et par andre beboere havde givet Lene penge til at købe blomster hos Edit i butikken ved Sundby Kirkegård.
   Fru Gravesen var kommet sig rigtigt godt. Hun kunne gå uden krykker. Hjernerystelsen gav stadig hovedpine, men det kunne klares med et par Panodil. Forbrændingerne skulle smøres med salve. Halebenet gjorde stadig ondt, men bortset fra det gik det godt. Hun var taknemmelig over, at Lene havde reddet hende, og derfor havde hun købt en lille gave til hende og inviteret til eftermiddagskaffe og wienerbrød.

Overlægen Heinz Grau havde ikke givet Donat lov til at forlade hjernekirurgisk afdeling. Men Donat havde alligevel valgt at gøre det, på ordre fra Elvis. Han vaklede svimmel og utilpas ned på parkeringspladsen, hvor han blev hentet af Vigan, som var bror til afdøde Anik og Eris. Han var vred! Meget vred! Donat satte sig forsigtigt ind i den blækblå BMW M3. Vigan stirrede ondt og længe på ham. "Du har dræbt mine brødre!" snerrede han, mens ansigtet afspejlede sorg og utæmmet vrede.

Vigan havde forlangt Donat afhentet, tortureret og efterfølgende sænket i havnen pga. af de to klodsede, og mislykkede forsøg på at pågribe henholdsvis Høvding og Lene. Et raid som havde kostet hans to mindre brødre, Anik og Eris, livet. Vigan havde lovet den sørgende familie hjemme i Tirana, at han ville straffe Donat hårdt.

Hjemme på borgen var Elvis lettet over, at det ikke var ham mafiaen dernede havde valgt som syndebuk. Alligevel havde han udsat straffen af Donat. "Donat skal først gennemføre sin opgave, derefter er han din Vigan."
   Vigan svarede ham ikke men havde sin egen dagsorden med en betydelig kortere tidsramme.

"Nu henter du dukken, forstår du det Kylling?" Brølede Elvis ind i hovedet på Donat, medens Vigan skulede ondt fra sidelinjen.

Og det skal være nu!" Brølede Elvis igen.

Donat svarede spagt: "Jeg er ikke rask, Elvis, som du kan se, er der boret et stativ ind i mit kranie og de smadrede stykker af hjerneskallen bliver holdt i position af små stænger og skruer. Jeg skal sove i en stol og bevæge mig meget forsigtigt indtil det hele er groet sammen."

Elvis stirrede foragteligt på Donat. Nu indså han, at Donat aldrig skulle have været 2050'er. Bortset fra hans intelligente hjerne, passede han slet ikke ind. Han var kun 1,65 høj, spinkel, og havde feminine træk. Så nu hvor det eneste brugbare, nemlig hjernen, efter alt at dømme var smadret kunne de lige så godt slippe af med ham.

"Jeg er sgu' ligeglad med om du ligner en klinket vase i et fuglebur." Sagde Elvis og skubbede nøglerne til den gamle Citroën kassevogn hen over bordet "Se så at komme afsted! "

Elvis og især Vigan så vrede og aggressive ud. Donat tog nøglerne på skrivebordet, rejste sig med synlig anstrengelse, og gik mod døren som en 90-årig i et par kameluldstøfler.

Fru Gravesen i 7B 3th, Gerdas nabo, fik et ordentligt knus da hun lukkede op for Lene. Hun så efterhånden helt godt ud igen. Der duftede af kaffe og wienerbrød. Gerda lå derinde ved siden af, hvor hun hostede og var sløj. Men fru Gravesen og Lene kunne da sagtens hygge sig alene. Det var en dejlig dag. Solen skinnede og det var varmt. Altandøren stod åben. Lene havde købt 4 røde Petuniaer, og dem skulle de sammen plante på altanen. De snakkede livligt om alt det, der var sket. Slubrede kaffe med fløde i sig, og spiste det friskbagt wienerbrød. Efter kaffen arbejdede de og hyggede sig sammen. Hun er nu sød hende fru Gravesen tænkte Lene, mens hun fordelte jorden i altankassen.
   Hendes øjne var vagtsomme som altid. Af gammel vane scannede hun altid de parkerede biler på begge sider af gaden. Var der noget der stak ud? Hendes blik stoppede ved et gammelt dueblåt skrummel af en kassevogn. Den plejede ikke at holde der, tænkte hun. På den anden side set så kørte 2050'erne konsekvent i mørke BMW'er, så det var nok ikke noget, hun skulle reagere på. Men i underbevidstheden var hun pludselig på vagt igen.

Donat var forfulgt af døden, fornemmede han, da han stod dér i 2050'ernes køkken, som var indrettet i det gamle pakhus i Strandgade.
   Han konsumerede en ostesandwich, og nedsvælgede en håndfuld smertestillende piller skyllet ned med en Ramlösa, hvorefter han entrede våbendepotet. Pistol med lyddæmper, springkniv, strømpistol, bedøvelssprøjter, strips, mundboldt med remme, ligpose, gummihandsker, kamera med telelinse og låsepistol.

Den store kassevogn var ukomfortabel at køre i. Det nedslidte førersæde var dårligt polstret. Affjedringen var stiv og støddæmperne fungerede ikke. Rystelserne gjorde ondt i hjernen, især hvis han ikke nåede at styre uden om hullerne i vejen. Heldigvis var der højt til loftet så kraniefixturen stødte ikke på noget.
   Overlægen Heinz Grau var et geni. Det var lykkedes ham og et par dygtige operationssygeplejersker langsomt at trække kraniets fragmenter ud igen millimeter for millimeter, mens trykket på hjernen var holdt vedlige ved hjælp af specielle transfusionsvæsker og præcisionstrykpumper, som Heinz Grau selv havde udviklet. Det havde taget 5 døgn, hvor Heinz Grau havde kæmpet i døgnets 24 timer. Kun ganske lidt søvn var det blevet til. Alle andre patienter var sat på venteliste. Donats kranievolumen havde været reduceret med 7% og der havde været blødninger, men det var lykkedes at komme tilbage til normal volumen. Nu manglede han bare at dokumentere, at Donats hjernemasse var uskadt og fungerede som før. Så var der et vellønnet professorat i vente.
   Men Donat sad ikke i sin specialstol på hospitalet. Han sad på et elendigt affjedret sæde i en gammel Citroën på Backersvej.

Det var besværligt at parkere den store møgspand mellem de andre biler, men det lykkedes til sidst. Lidt længere henne parkerede en BMW-sedan.
   Donat steg ud. Han kunne stå uset bag kassevognen, men det gjorde stinkende ondt at løfte hovedet med den tunge kraniefixtur. Han kunne godt mærke, at der ikke var ret meget, der var vokset sammen. Det hele svømmede for ham, og trykket steg langsomt i hjernemassen. Det her måtte han have overstået hurtigt, og omgående vende tilbage til Heinz Grau.

Det var næsten for godt til at være sandt. Nu stod dukken sammen sin mor og rodede i altankassen, deroppe på 3. sal ... Det var altså 3. sal til højre hun boede. Hmm...!
   Donat ventede til de gik ind. og brugte yderlige 20 minutter til at tjekke udstyret og våbnene. Så krydsede han gaden og luskede ind i 7 B.
   Planen var, hurtigst muligt at skyde den gamle en kugle for panden, bringe dukken i chok, og jage en sprøjte i hende. I apatisk tilstand ville hun være medgørlig. Derefter ville han kunne slæbe hende over i kassebilen, resten var ligetil. Han havde prøvet det hele mange gange før.
   Det tog ham kun et øjeblik at dirke den gamle fem-stift Ruko lås op, så var han inde. Pludselig mærkede han en stor hånd på skulderen. Det var Vigan også.

Lene syntes, hun så en skygge dernede på gaden ved den dueblå kassevogn. En meget lille rød diode langt inde i hendes hoved begyndte at blinke. "Gravesen, jeg smutter lige ind til mor og ser hvordan det går med hende jeg kommer igen lige om lidt" sagde hun. Gravesen nikkede forstående. Den stakkels pige, hun virker nervøs, tænkte hun.
   Gerda sov, fuld påklædt, på sofaen i stuen, med dybe vejrtrækninger og åben mund. På sofabordet stod en tom flaske portvin. Altandøren var åben, Gerda havde endnu ikke set de smukke Petunia hos naboen. Når hun vågnede, skulle hun da i det mindste gå ud og se dem fra sin egen altan. Lene stillede sig ved den åbne altandør for at se, om skyggen ved kassevognen var væk. Det var den.

Det kom ikke som nogen overraskelse, da hun hørte et kvalt råb om hjælp inde fra fru Graversens lejlighed.

Hendes liv havde udviklet sig til et skakspil, hvor hun hele tiden skulle være et træk foran, for ikke at ende med at blive skakmat.
   Hun havde programsat denne specifikke situation, som så mange andre, i søvnløse nætter. Hun reagerede hurtigt næsten reflektorisk.
   Lynhurtigt var hun henne ved dørspionen. Fri bane. Ud på trappeafsatsen og spurte på strømpefødder op til 4. sal, hvor hun trykkede elevatorknappen op. Det tog 100 år, inden den endelig var oppe, syntes hun. Hun rev elevatordøren op og lagde en måtte i klemme i døren. Nu kunne døren ikke lukke, derved var kabinen låst til 4. sal.
   Lynhurtigt tilbage til 3. sal. 2050'erne befandt sig forhåbentlig stadig bag den lukkede dør inde hos fru Gravesen.
   Med en gammel øloplukker deaktiverede hun dørlåsen på 3. sal og fik revet døren op, til en helt åben elevatorskakt. Hun kunne få døren til at stå i fast åbenposition ved at skubbe på dørpumpens arme, så de kammede over. Klik! Hun havde prøvet det så mange gange sammen med Fesser nede i stuen.
   Lynhurtigt videre. Hun stillede en tændt cykellygte på dørpumpen over døren. Derefter åbnede hun døren ind til sig selv, og rullede Snotters røgmaskine ud. Hældte kemikalierne i og trykkede på knappen "Heavy Smoke".
   Det væltede ud med røg, og i løbet af 3 minutter kunne man ikke se en hånd for sig. Hun gik ind til sig selv og låste døren.
   Nu manglede der kun én operation. Snotters mikserpult og en højttaler blev slæbt hen til altandøren. og Hun trykkede på tangenten "Police car sound level 5".
   Det lød utrolig realistisk og rungede ud på gaden. Biler kørte ind til siden og holdt stille dernede.

Det gjorde Banditterne inde ved siden af til gengæld ikke. De tog flugten. Man hørte fru Gravesens dør blive flået op og mændene løb gennem røgen i vild panik. Heldigvis var der en nødlampe, der viste vejen.
   Det næste man hørte, var et skrig der forsvandt, da en tung krop afprøvede tyngdekraften i frit fald efterfulgt af en mærkelig dump lyd langt nede i kælderen.

Lene slukkede røgmaskinen og løb så hurtigt hun kunne op på 4. sal og fjernede måtten, der blokerede for elevatordøren. Da hun kom tilbage til 3. sal, var røgen næsten forsvundet. Hun nåede lige at se, at der hang en mand i neglene på modsatte skaktvæg, da hun klikkede dørpumpen ud af lås og lukkede døren.
   Nu kiggede hun gennem dørruden. Jo, ganske rigtigt! Der hang en mand i gitteret på den anden side af døren.
   Han havde nogle mærkelige antenner på hovedet, men at det var en 2050'er, det var der vist ingen tvivl om.
   Lene trykkede på elevatorknappen. Hun var utryg, ved at han hang derinde. Elevatoren fra 4. sal kørte ned til 3. sal og fik derved skrabet ham af væggen. Men nu hang han i stedet fast i et eller andet under bunden af elevatoren. Lene måtte gøre det færdigt. Hun gik ind i elevatoren og trykkede på kælder. Når elevatoren befandt sig i kælderniveau, var der ikke ret meget plads under kabinen. Ca. en halv meter minus 10 cm oliesump. Når der lå en død kæmpe dernede i forvejen, var der endnu mindre plads. Der kom en mærkelig knasende lyd af metal og knogler, der blev vredet fra hinanden, da hun nåede kælderen. Hun trykkede 3. sal, og kørte op igen. Gik ind til fru Gravesen, som lovet. Hun stod derinde med næseblod og et blåt øje. Gerda vågnede fortumlet op og sagde. "Nu trænger jeg fandme til en bajer."

Det var Lene Lindstoks syvende drab.