"Tiden går, klokken slår,
evigheden forestår ..."

Fortid
Når jeg læser videnskabelige artikler om jordens urtid, dinosaurer, fortidsmennesker, udviklingslæren og beslægtede emner undrer jeg mig. Det er som nogle kig ind i en mystisk verden jeg ikke kender, nærmest som noget fra de her fantasy-historier, og dog er der tale om min egen, ja, om vores fælles fortid. Det er meget smukt. "Hvordan skulle man kunne udholde den orientalske verdenslære og dens barbariske fortællinger (Bibelens skabelsesberetning), når man først har set dybderne i jordens opståen?" skrev Anatole France.
Nogen protesterer mod det billede videnskaben fremstiller af fortiden, måske af religiøse grunde, eller ... ja, hvad ved jeg? Der kan være så mange grunde til at man får en bestemt verdensopfattelse og lægger sig fast på den og derfor kommer med indvendinger, nogle fornuftige og tankevækkende, andre det rene vrøvl. Vælg selv!
Videnskabsmænd arbejder samvittighedsfuldt og langsommeligt på at lægge et puslespil, som er uendelig stort, og hvor der ikke findes noget forbillede af hvordan det til slut skal se ud. Ikke sjældent må en del af billedet brydes op og problemerne må gribes an fra en anden vinkel. - Man må derfor respektere at det siden Charles Darwin udgav sin "Arternes Oprindelse" i 1859 er lykkes at skabe et nogenlunde overskueligt og stabilt billede - samtidig med at vi ved at det ligger i videnskabens natur og princip at billedet eller dele af det stadig kan blive brudt op og ændret.
Jeg selv kan nu godt "udholde den orientalske verdenslære og dens barbariske fortællinger". - Bibelens skabelsesberetning er rigtig nok mere overskuelig og lettere forståelig end udviklingslæren, og den indeholder ikke så mange fremmedord. Og dog synes der også i den at findes utallige spidsfindigheder, hvis man skal tro yderliggående teologer og fundamentalister. Der er ikke grænser for hvad man kan få ud af den, når hvert ord vendes og drejes. For nu at holde os til Jehovas Vidner, så tænk på hvor meget de har fået ud af den enkle fortælling om Adam og Eva. Og tænk hvad de har sagt om skabelsesdagenes længde, og hvilke konsekvenser det har og har haft.
Oldtidens mennesker var jo ikke anderledes end vi, i det at de gerne ville kende fortiden og hvordan det hele var begyndt, men de havde rigtig nok ikke de informationsmidler vi har i vor tid. Alligevel tror jeg de var meget godt tilfreds med de vidste. Hvad kunne være mere pålideligt end det deres egen far og bedstefar fortalte om hvad der var sket i deres ungdom, og hvad deres bedstefar igen havde fortalt. Og enhver by og landsby havde sine fortællere som holdt de gamle traditioner levende. Derved opstod de gamle myter som delvis har overlevet helt op til vor tid på mange måder og altså også i Bibelen. At mene at disse myter bare var fri digtning er grov undervurdering af oldtidens mennesker. De var ikke mere godtroende end vi er i dag. Myterne var simpelthen menneskehedens kollektive hukommelse. - Naturligvis blev alle konkrete kendsgerninger sløret og forvandlet efter som de blev genfortalt generation efter generation, men til gengæld fik de mere fast form som historier man kunne spejle sig i og derigennem opbygge og styrke sin egen identitet. Moderne psykologer som Freud og C.G. Jung kendte godt myternes funktion som spejl, som grundlag for samfundets og det enkelte menneskets identitet. Oldtidens mennesker behøvede ikke at have dette forklaret, det var en selvfølge.
Når vi i dag er så interesserede i videnskabens nyeste teorier om menneskets og al tings begyndelse, er det så ikke fordi vi gerne vil vide hvad og hvem vi selv er? De gamle lyttede fascinerede til historiefortællingerne af samme årsag.
Myterne kan ikke fastholde koncise fakta eller tidsangivelser. Ergo var det ikke det man lagde vægt på. Men det betød ikke at de ikke overleverede sandheder, måske større og dybere sandheder end nok så mange kendsgerninger kan give. Jeg gad vide om alle de kendsgerninger vi i dag bliver bombarderet med ikke fortrænger lige så mange sandheder.
Bibelen og dens skabelsesberetning er ikke noget videnskabeligt dokument, og det er noget vrøvl at prøve på at gøre den til det. Vil jeg vide noget konkret om fortiden sætter jeg min lid til videnskaben og moderne historieskrivning - også selv om jeg ikke forstår alt - jeg er jo selv et moderne menneske - men jeg studerer også gerne de gamle myter, for det er dem der tilfører alle disse kendsgerninger saft og kraft.


Fremtiden
Da jeg som dreng boede på Vesterbro i København fandtes der mange spåkoner. Det gør der nok stadig, men jeg tror de kalder sig noget andet, noget mere sofistikeret. - De averterede i bladene at de spåede i kort, i hånden, i kaffegrums, i stjernerne og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte min mor om hun nogensinde havde været hos sådan en spåkone, og det havde hun. Jeg spurgte hvad hun da var blevet spået, men det kunne hun ikke huske. - Nå!!! Hun havde fået sin fremtid at vide, og så havde hun glemt den. Hun sagde dog noget klogt i den forbindelse: "Jeg tror, at selv om man får sin fremtid at vide, så genkender man den ikke, når den virkelig kommer".
Af gode grunde, det vil sige, da jeg ikke har profetiske evner, kan jeg ikke sige noget særligt om fremtiden, men det er der jo så mange andre der kan, og det vil jeg da gerne sige noget om. - I dag er astrologi meget populært, og mange tager det yderst alvorligt. At jeg er skeptisk hænger måske nok sammen med min tid i Jehovas Vidner - noget hænger der jo nok ved - men jeg er nu også i almindelighed kritisk overfor sværmeri og overtro. Jeg er en gang i livet blev bundet nogle kraftige historier på ærmet. Det skulle jo nødig gentage sig.
Bibelens profeter er jo anderledes af format end Vesterbros spåkoner og moderne astrologer og mystikere. Deres profetier er verdenslitteratur. Ligesom myterne siger meget om menneskenes fortid, så siger profetierne noget om deres håb og drømme.
Men siger disse profetier konkret noget om fremtiden? Kan man læse hvor tids historie i dem, og fortæller de hvad der skal ske fremover?
Naturligvis kan man godt forestille sig at Gud har fortalt visse mænd om sine egne hensigter med os og verden. Han kan vel også forudse meget af hvad vi, som hans skabninger som han kender ud og ind, vil foretage os. I en vis forstand kan vi jo alle spå en smule. Vi kan forudse hvordan vore nærmeste venner vil reagere i forskellige situationer - og vi bliver glædeligt overrasket når de reagerer anderledes end forventet. Det er en del af livets kolorit. Gud må føre en trist tilværelse, hvis han virkelig på dato ved alt hvad der vil ske tusindvis af år i forvejen, og hvis han ved alt hvad vi vil sige og gøre. - Nogen har kaldt Bibelens profetier verdenshistorien skrevet på forhånd. - Javel. Man kan vel så tænke sig at Gud har foretagender i gang andre steder i universet som vi ikke ved noget om, og som er mindre forudsigelige.
Er idéen om at vi har en fri vilje da en illusion? Er det frie valg ikke netop det der skulle skille os fra dyrene? Verdenshistorien er fuld af den slags uforudsigelige valg, der har ændret dens retning. Det klassiske eksempel er, at hvis Kleopatras næse havde været en centimeter længere ville verdenshistorien have set anderledes ud, for så var Julius Cæsar og Antonius måske ikke faldet for hende.
Og hvad med Satan? Har han ikke hørt profetierne, og har han ikke læst Bibelen? Er hans hensigt ikke at stikke en kæp i Guds hjul? I stedet bekræfter han altså profetierne ved at handle præcist som forudsagt. Hvorfor gør han dog det?
Det siges at det bedste bevis på at Bibelen er inspireret af Gud er profetierne som allerede i oldtiden gik i opfyldelse. Disse beviser svækkes nu betydeligt af, at vi ikke ved præcist hvornår de blev nedskrevet. Hvad gavner en profeti som bevis, hvis den først er nedskrevet efter opfyldelsen?
Ser man nøje efter, så er det ikke Bibelens profetier der er noget i vejen med. De er storslåede visioner. Det er menneskers manipulationer med dem. Jeg vil knapt nok hæfte mig ved Jehovas Vidners forudsigelser. De har i mere end hundrede år forudsagt verdens ende, uden at det er blevet til noget. De har så at sige skubbet Harmagedon foran sig. De har ved denne manipulation skadet disse visioners autoritet og gjort det urimelig svært for millioner at høre og læse dem med udbytte.
Hvad er da fremtiden? Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke forudsige noget ud over de prognoser som dygtige samfundsforskere sommetider offentliggør. Heller ikke de er særlig sikre, men de er ærlige og pålidelige, idet de også tager højde for deres egen usikkerhed.


Nu!
Nutiden ligger indeklemt som en smal stribe mellem fortid og fremtid. - Sådan tager det sig ud på papiret, sådan er det bare ikke i virkeligheden. I virkeligheden breder nuet sig jo over det hele. Det er jo altid nutid. Ydermere har nutiden en vidunderlig evne til at opsige fortid og fremtid i sig. I rummet mellem fortid og fremtid er der rigeligt plads til at leve.
Dette er ganske selvfølgeligt. Selvfølgelig lever vi nu. Hvornår ellers? - Men for mange mennesker er det ingen selvfølge, de hengiver sig til spekulationer om en fortid der er væk og ikke kan ændres, eller de længes efter en fremtid der måske aldrig kommer.
I 1948 udgav George Orwell romanen "1984", som handler om et uhyggeligt totalitært fremtidssamfund. Læsere der tænkte sig lidt om, lagde dog mærke til at 84 bare var udgivelsesåret vendt om, og at den faktisk handlede om tendenser i samtiden. I dag kan vi så se tilbage på 1984 og le: haha! Det gik dog ikke så ilde som Orwell forudså. Gør vi det er vi godt dumme, når vi ikke ser at bogen lige så meget handler om tendenser i vores tid: "Storebror ser dig!"
Jeg tænker naturligvis her på verdenshistorien, på vores kollektive fortid og fremtid, men også på vores egen private fortid og fremtid. Jeg hører sommetider nogen sige: "De år jeg var i Jehovas Vidner er spildte år!" Jeg kan ikke se det sådan. Selvfølgelig kan det komme an på hvor tæt man har det på sig. Lige efter at man er kommet ud kan det var svært at finde en mening i det hele. - Kort efter at jeg var blevet udstødt og jeg levede i kaos og ikke anede om jeg skulle gå til bunds eller stige op til overfladen, fortalte jeg det hele til en klog kammerat, og i stedet for at ynke mig sagde han: "Hvor er du heldig, at du har fået lov til at opleve alt det!" - Lige da kunne jeg ikke se det, men lidt efter lidt gik det op for mig med lysende klarhed, at han havde ret. Trods alle katastrofer var jeg heldig. Ganske vist kunne jeg ikke fastholde det syn hele tiden, men det kom dog op igen og igen og jeg blev klar over at alt det søde og alt det bitre efterhånden løb sammen til erfaringer, som gjorde mig i stand til at leve et rigere liv lige nu.
Og Fremtiden? Tjah! Hvad ved jeg. Det med Harmagedon regner jeg ikke mere med, tiden har gjort det til noget sludder, men fremtiden kan jo være truende nok endda. Den usikkerhed må vi jo alle leve med. Vi kan jo tage det som manden der faldt ud af et fly i ti tusinde meters højde - uden faldskærm. Da han var kommet halvvejs ned sagde han: "Indtil nu er det jo gået meget godt!"
Rent personligt? Ja, efter som jeg kommer op i årene bliver det jo mere aktuelt. Mit syn på liv og død er vist ikke meget anderledes i dag end det var for ti eller tyve år siden, men det er nok blevet noget videre og bredere. Jeg holder nogle flere muligheder åbne. Måske er dette liv alt, så har jeg egentlig heller ikke noget til gode. Jeg har haft et rigt liv. - Men det kunne jo også være ...
Men uanset hvad - hvordan jeg vender og drejer sagen, så må det være nu det gælder. Det liv, de kræfter og evner jeg har og som er givet mig af Gud eller af naturens blinde kræfter, må skulle bruges nu. Jeg gør det sikkert ikke godt nok. Men kan jeg bare samle det bedste fra mig egen og vores fælles fortid og kan jeg bare sætte nogle bittesmå spor, så er der da håb om at jeg selv og andre kan have lidt gavn af det i fremtiden.