Til at begynde med var alt så temmelig mystisk! Og tingene blev ikke mindre mystiske som dagen skred fremad, og gik over i en verden af nat og tåge. Det første jeg bemærkede da jeg kom hjem fra arbejde, og steg til vejrs i opgangen, var synet af en stær; den havde så tydeligt forvildet sig ind gennem opgangsdøren nede i stueetagen, og var fortsat videre opad. Nu sad den på karmen ved det øverste vindue og pippede metallisk ud mod den frihed som onde, usynlige magter forhindrede den i at nå ud i. Fugle søger altid opad. Den tanke har aldrig været gangbar i en fuglehjerne at man skal ud samme vej man kom ind. Jeg fik fat i viceværten og bad ham koste dyret ud, men desværre kom en af de lokale katte ham i forkøbet; hele resten ugen lå der små sorte fjer hele vejen ned ad marmorsplitten. Fuglens febrilske bevægelser i vinduet forplantede sig på en eller anden måde til mig; jeg låste døren op med en fornemmelse af at denne dag måske ikke var helt som dage er flest.
   Muligvis var lugten i forgang og stue ikke helt efter bogen. Lugten i forgang og stue plejer altid at være sådan lidt krydret og støvet. En fornemmelse at luften måske er en smule for tør i det. Den er altid tilsat en anelse kaffeduft, fordi jeg har amerikansk køkken ind mod stuen, og omgående sætter kaffemaskinen i svingninger så såre jeg er kommet indenfor. De dage hvor jeg steger mig min favorit, pandestegte forårsruller med flamberede grøntsager og bagte kartofler, forskydes lugtens sammensætning naturligvis markant i lettere uhygiejnisk retning, men det retter sig hurtigt ind igen. De dage hvor opvaskemaskinen har været i sving, og derefter er blevet åbnet, er klorduften naturligvis umiskendelig og fortrænger ligesom alt andet, men netop på denne dag var den tilsat en snert af noget udefinerbart. Der var en bittelille antydning af fremmed lugt i luften. Lidt ligesom et bittelille , svirrende insekt, sådan et som man nok kan høre svagt, men som man aldrig får at se. Den tanke jeg gjorde mig var tilsvarende mikroskopisk og jeg var næppe bevidst om den, men den blev ved at være der. Stod jeg i køkkenet og var ved at lave noget fornuftigt var den pst væk. Satte jeg mig i gyngestolen med min kaffekop og betragtede himmelrummet udenfor var den lille uorden der igen : Og den formerede sig lidt efter lidt til noget der lignede en tanke eller to.
   Min boligs grundlovssikrede ukrænkelighed var blevet anfægtet! En eller anden, menneske dyr eller maskine, havde været indenom i mit fravær for at kikke mig i kortene, hvad meningen så var. Mit kære hjem er normalt meget velordnet. Tæpperne ligger snorlige i forhold til hinanden og flugter præcist med gulvpanelerne. Møblementet står præcist hvor det skal stå. Bordplader reoler, stole, borde og nips flugter præcist med hverandre. Foran døren ud til entreen ligger en lysegrøn løber, der altid kommer til at ligge lidt skævt når jeg eller andre har betrådt den. Når jeg forlader lejligheden er min sidste handling før afgang at rette denne løber smukt og korrekt ind. Det hænder jeg glemmer denne hellige handling, men det hænder yderst sjældent. Jeg slog mig til tåls med at jeg trods alt havde begået en lille forglemmelse på denne dag, og rettede den lille uorden ind. I øvrigt tjekker jeg altid mindst tre gange at samtlige vinduer er lukkede og alt lys slukket, før jeg forlader butikken. Jeg låser altid efter mig og tjekker altid bagefter at døren virkelig er låst.
   Jeg skal lige pointere, at jeg føler at være på alle måder normal! Som jeg har omtalt holder jeg min lejlighed i pæn og ordentlig stand. Jeg passer mit job til punkt og prikke. ( Jeg er kontorfuldmægtig i Advokaturen hos Københavns Politi, og har været ansat der i tyve år) Jeg har et godt forhold til mine kollegaer. Har aldrig fået anmærkninger hos Chefen, udover de uundgåelige der blot skal minde en om at demokratiet stopper ved fabriksporten. Jeg besøger ofte min gamle Mor og er hende behjælpelig med forskellige ting. Mit forhold til mine søskende er så godt at vi stort set mødes en gang hver måned. Jeg er fraskilt men har holdt kontakt både med datter og ekskone. Jeg går årligt til både læge og tandlæge og ingen af dem har , indtil videre, haft noget at udsætte på min habitus. Følgeligt har jeg heller ingen psykiske diagnoser. Mine fornemmelser den omtalte dag var baseret på kendsgerninger og ikke på fantasier.
   Jeg skal lige pointere, at jeg for et par måneder siden havde visse problemer med min underbo, der var af udpræget larmende observans. Jeg beklagede mig flere gange over ham hos boligselskabet, men uden at det hjalp synderligt. Da jeg har en veludviklet humoristisk sans forsøgte jeg at fjerne underboen ad telepatisk vej, om man så må sige. Oven på en af mine mange reoler residerer en gammel voodoo-dukke, som min afdøde Far engang i sin sejltid bragte med hjem fra Caribien . Den fremstår som en kvindefigur udskåret i ibenholt. Med skaldet isse og vildt stirrende blik, og med et diminutivt diadem i sølv anbragt midt i panden. Baller og bryster er ligeledes diminutive, men til gengæld er hun udstyret med et kønsorgan på størrelse med en avlshoppes. Jeg udførte mystiske tegn og besværgelser hen over denne dukke og dryppede ydermere nogle sjatter blod fra en engelsk bøf på fænomenet. Mine kollegaer hos Politiet fik sig et godt grin ,da de hørte hvad jeg havde gang i. Og de grinede ikke mindre da underboen en måned senere afgik ved døden. Det var lige en medarbejder af den kaliber vi havde brug for på kontorerne, forklarede chefen. Der kunne spares meget overarbejde ad den vej.
   Men min gode veninde voodoo-dukken indtog så igen sin faste plads på reolen, og der kunne hun have levet videre i årevis uden jeg havde haft behov for hendes hjælp. Men et par dage efter det mystiske besøg ( som jeg omhyggeligt noterede i min dagbog) kom jeg tilfældigvis til at veksle blik med dukken og gjorde en overraskende iagttagelse. Diademet i panden var forsvundet! Eller om ikke andet var det faldet af. Kun et diminutivt hul i panden beviste at det engang havde været der.
   Jeg anede naturligvis en forbindelse!
   Der var intet at finde på reolen. Heller ikke bag reolen. ( jeg tømte hele menagen og trak den bort fra væggen). Jeg kravlede rundt på hænder og knæ med en lommelygte om panden og lyste ind i alle kroge og hjørner. Jeg mikroskoperede hele gulvet i stuen. Jeg åbnede støvsugeren, tog støvsugerposen ud, hældte indholdet ud på en gammel avis: Minutiøst gik jeg alt støv og uld igennem, men uden resultat. Jeg fandt vel omkring tyve kroner i småpenge. En del tændstikker. Et par knapper. En afklippet negl. En ølkapsel. Men ellers intet der bare mindede om et diadem. Så støvsugede jeg hele hytten, med en ny støvsugerpose i maskinen, men resultatet var det samme. Intet diadem. Jeg huskede med et ,at jeg havde haft besøg af min kære søster et par dage før, og i den anledning havde taget et billede af hende. Et billede der jo i vore elektroniske tider bugner af oplysninger om tid og sted og omstændigheder. Fotografiet lod ingen tvivl mulig! Min aparte veninde var kommet med på billedet, og blitzen havde fået diademet i panden til at lyne diabolsk i alle retninger. Min søster har aldrig udvist bare ringeste interesse for okkulte fænomener. At hun skulle have tilegnet sig diademet var udelukket. Jeg havde gladelig foræret hende det, hvis hun havde spurgt.
   Men noget måtte gøres for at løse mysteriet. Jeg ringede naturligvis til ejendomskontoret for at tjekke om der muligvis havde været håndværkere indenom, at de muligvis havde glemt at -Nej! Absolut ikke kvidrede den underdejlige dame der sad ovre på kontoret, og styrede hele butikken med hård hånd. Kun i yderste nødstilfælde må håndværkere skaffe sig adgang til en lejlighed. Uanset hvad skal de altid efterlade en besked om årsagen. Heller ikke politifolk må uden videre entrere ind. Boligen er ukrænkelig. Det ved enhver der har en myndighed at udøve. Jeg forklarede at det vidste jeg jo så udmærket, men fejl kan jo indsnige sig i vore travle tider. Så jeg forklarede mig om den skævt liggende grønne løber og det forsvundne diadem, og mente at høre et par opgivende suk i ny og næ -Hun forklarede at hun havde noteret sig mit klagemål. Skulle der dukke oplysninger op i den anledning ville jeg selvfølgelig høre nærmere. Hun ville sørge for låsen i min opgangsdør blev omstillet, men betalingen måtte sortere under mig.
   Der var noget vist pirrende ved hele situationen. Bange var egentlig ikke, snarere en smule facineret. Hvilket væsen der end havde været indenom, så havde vedkommende jo på ingen måde gjort mig alvorlig skade. Han eller hun, jeg hældede afgjort mest i retning af hankønnet, havde diskret gjort opmærksom på sin eksistens, og havde derpå efterfølgende forladt scenen igen. Jeg forestillede mig et øjeblik en stor knokkel af en mand med store ubarberede pluskæber og små onde tætsiddende øjne. Men en sådan fyr havde næppe undladt at befri mig for både computer, fjernsyn, miniradio, krystalglas, sølvgafler, og andet let omsætteligt.
   En fugl kunne have været indover, ligesom stæren ude i opgangen, vindueslukningen kunne jo være svipset, men i så fald havde jeg omgående opdaget det da jeg kom hjem, og en fugl ville jo supplerende have efterladt sig både fjer og fuglelort.
   En Alien var jo en mulighed der burde overvejes. Der er jo til tider mere mellem himmel og jord end en triviel dagligdag kan rumme, og eksistensen af rumvæsener er jo ikke definitivt modbevist. Sådanne firdimensionale væsener kan formodentlig gå tværs gennem døre og vægge uden at efterlade sig det mindste spor, men om de bagefter ligefrem kan lugtes af en Jordbo er vel tvivlsomt. Andre dyr end fugle var en mulighed: Hvide rotter. Aber. Jordegern. Vandrende pinde. Hvad naboer og genboer ellers kunne finde på at indeholde i bure og akvarier. Jeg mente at konstatere at diademet havde siddet ganske godt fast. Formodentlig i en rundholt , der så var presset ind i hullet i panden. Dukken stod frit oprejst på reolen , ville formodentlig være væltet om og røget på gulvet hvis alle andre end et menneskelignende væsen havde rørt den. Jeg tænkte tanken at lade en kriminaltekniker inde på arbejde undersøge dukken for fingeraftryk, men den ville dog være for langt ude. Jeg blev gul og grøn af ærgrelse. Jeg havde jo både mobil og computer, samt adskillige små fikse dimser der kunne overvåge mit kære hjem , men de havde alle været på standby i gerningsøjeblikket. Tanken for i mig om der eksisterede hemmelige gange i den gamle Østerbroejendom jeg beboede. Jeg mente at have fået oplyst, at ejendommen var opført i krigsårene, og i den anledning var blevet udstyret med hemmelige gange på kryds og tværs i etagerne. Jeg undersøgte omhyggeligt gulve lofter og vægge, men intet spor pegede i den retning. Samtlige vægge og lofter og gulve var blanke og glatte og aldeles blottede for mulige skjulte mikrofoner.
   Det nærmeste jeg kom en opklaring af sagen var en artikel i Berlingeren. Christies Auktioner i London havde solgt en sjælden caribisk voodoo-dukke , der vistnok havde tilhørt den berygtede diktator Papa Doc, for i omegnen af en halv million Dollars. Efter de medfølgende billeder at dømme mindede den påfaldende om min egen derhjemme, næsten som kunne de have været tvillinger. Og altså minus diademet.
   Så vågnede jeg af drømmen! Den havde været så glasklart realistisk at det tog mig en rum tid at komme til klarhed. Seng stol og bord stod hvor det skulle stå. Det beskedne grå tæppe på cementgulvet lå en antydning skævt. Vinduesgitteret stod sort og lodret og vandret mod den hårde blå himmel højt deroppe på muren. Den sursøde indelukkede luft var den samme som altid. De raslende nøglebundter udenfor boksdøren var allerede i bevægelse, gangen langs. En ny dag var på trapperne! Jeg havde et helt år i skyggen til gode endnu.