Det er en god titel på en historie, synes jeg. Læg mærke til bogstavrimene. Jeg kunne endda udvide den, og kalde den 'Den døddrukne dreng'. Det ville passe endnu bedre på situationen.
   Jeg gik en aften på 'Centralhjørnet', en af Københavns ældste bøssebarer. Der var ikke mange mennesker, enkelte sad hist og her og kedede sig over en bajer. Jeg kendte et par af udseende, men ingen personligt. Jeg satte mig ved et tomt bord.
   Ved nabobordet sad Mariner-Arne, og overfor ham en dreng, som havde fået mere end rigeligt. Han kunne vel være seksten-sytten år, selvom jeg hørte ham sige at han var tyve, - og han blev ved, mod alle love og politivedtægter, at få nye øl, som han hældte lodret ned, som i en kloak. Han havde kort, stridt hår, og var iført slidt, sort lædertøj med søm og nitter overalt, og sorte læderstøvler. Alligevel så han ikke særlig skrap ud, og heller ikke som disse halvpunkere, som bruger timevis foran spejlet, for at komme til at se barske ud. Det så snarere ud til at dette var hans almindelige, daglige påklædning. Han havde et blegt bevægeligt gummiansigt; det var i konstant forandring efter hans sindsstemninger. Hans læber var meget fyldige, og der var et besk drag omkring dem; de syntes indrettet til ikke kun at suge øl, men al livets bærme, ind. Han virkede, trods sin ungdom, noget afrakket, men samtidig livskraftig, som om alt skulle ske i en hast, og alt han havde i sig skulle futtes af på kortest mulig tid.
   Der foregik et spil mellem ham og Arne. Det var som at se en slange hypnotisere en fugl. Og fuglen her lod sig villigt og dog halvt modstræbende hypnotisere. På sit vis var Arne lige så vital som drengen. Drengen spurgte ham hvor gammel han var, og Arne svarede halvfems. Vist nok lidt overdrevet, måske er han kun halvfjerds. Jeg kan ikke mindes, at han har set anderledes ud end nu, heller ikke dengang han plejede at sidde på 'Mandalay' med sit hof af marinesoldater omkring sig. Det er vist fra den tid han blev kaldt 'bøssernes konge'. De unge anerkender vist ikke hans regimente, og det er en skam. Jeg er nu engang royalist, og vi trænger alle til myter. Og Arne er virkelig en levende myte. - For øvrigt ligner han enhver gammel mand, lille, indskrumpen og skaldet, alligevel udstråler han en energi, som mange unge kunne misunde ham.
   De psykiske garn han havde ude efter drengen var ikke teknik, ikke vilje, ikke bare en gammel mands lyst til ungt kød, men den skinbarlige liderlighed. Og det ægte i denne liderlighed kaldte på noget tilsvarende, lige så ægte, i drengen, skønt han strittede imod. Arne gnækkede sine stereotype sjofelheder ud i hovedet på ham, klichéer som han altid har brugt, og som nu er helt blottede for indhold, og som derfor kan fyldes med hvad som helst:
   "Endelig en mand!" - "Du skal være min kæreste!" - "Har du hår på pikken!" - "Jeg er forelsket i dig!" - "Du trænger til pik!"
   - Og nogle gange bare:
   "Pik! - pik!"
   Hans hænder rakte hvert øjeblik ind over bordet og legede med drengens ansigt, hans næse og ører, og et par gange rejste han sig, gik rundt om bordet og kyssede ham, suttede hans læber helt ind i sin mund. Og skønt drengen hele tiden prøvede at holde en vis ironisk distance, var det tydeligt, at han var fanget ind, og at han nød det.
   Arne bemærkede, med et sideblik, min fascination af optrinet og gnækkede til drengen:
   "Han er bare misundelig."
   Det var jeg nu ikke. Dels var drengen for fuld, og dels ville jeg slet ikke have nogen. Tværtimod var jeg vildt opsat på at Arne skulle få ham. Det ville måske nok være en voldsom oplevelse for drengen, men så vidt jeg kunne se, var det netop voldsomheder han trængte til. Og skønt man vel burde afholde sig fra at blande sig i kongens dispositioner, kunne jeg ikke lade være med, mens drengen var ude på toilettet, at heppe lidt:
   "På ham, Arne!"
   Han kvækkede tilbage:
   "Jamen han taler hele tiden om penge."
   Det havde jeg ikke hørt, men det havde selvfølgelig anet mig, at det forholdt sig sådan.
   Nå! - men til slut, ganske brat, rev drengen sig løs af fortryllelsen og gik. Arne sad tilbage, tom og temmelig stiv i blikket.
   Jeg drak ganske roligt, som den naturligste sag af verden, men i en vis fart, min øl ud og ilede efter drengen. Han kunne ikke bare sådan forsvinde ud af historien.
   Jeg indhentede ham lidt oppe i gaden, hvor han stod og pissede i en krog. Ganske selvfølgeligt sluttede han sig til mig. Jeg anede ikke hvad jeg ville med ham, men kunne godt lide at være nær ham. Den energi han udstrålede smittede af på mig. Det var godt at være sammen med et så koncentreret energicenter, selvom det var temmelig destruktivt, eller rettere sagt selvdestruktivt. Han ville have mere at drikke, og vi prøvede at komme ind på nogle værtshuse, men han var dels for ung og dels for fuld. Til slut kom vi ind på "Lurblæseren", hvor der tilfældigvis ikke var nogen dørvagt. Og selvom tjeneren skævede betænkelig til os, fik vi en øl hver.
   Det var et ret stort sted, og de andre gæster var mest ganske unge, og vi vakte en del opsigt blandt de små diskodrenge, som sammenlignet med ham virkede som skvattede konfirmander. Vi lignede vel hvad vi var: en midaldrende bøsse og en fuld trækkerdreng.
   Jeg syntes, at jeg måtte prædike lidt fornuft for ham, og spurgte, om han ikke var i færd med at ødelægge sig selv.
   "Jo, det er jeg," svarede han meget klart. "Der er ikke noget at gøre ved det."
   Det mente jeg nu nok, at der var.
   "Jeg tror, at du kunne gøre hvad som helst. - Du skulle være gået med Arne, og så glemt alt det pjat med penge. Du ville have haft godt af det."
   "Den gamle mand!" sagde han med foragt.
   "Ja, den gamle mand," gentog jeg. "Måske er han et svin, men det er du også. Han er også ærlig, og det tror jeg også at du er."
   Han smilede tænksomt.
   "Ja, han er nok ærlig," sagde han.
   "Du blev blød i knæene, da han kyssede dig. Indrøm bare det. Han er god til det."
   "Ok! han var god til det." Drengen var meget fuld, ellers havde han aldrig sagt så meget.
   Kort efter rejste jeg mig for at gå, for når jeg alligevel ikke ville noget med ham, ville det bare være at trække tiden ud, hvis jeg blev. Mod min beslutning gav jeg ham et kys på munden, før jeg forlod ham. De omkringsiddende så misbilligende på os. På den slags steder kan man gøre hvad som helst, undtagen lige det man har lyst til. Jeg gik over Rådhuspladsen for at komme hjem - men vendte pludselig om og gik tilbage. Noget i mig sagde uklart, at jeg havde handlet forkert, og at jeg skulle have taget ham med hjem og været lidt voldsom ved ham. Jeg kikkede indenfor i 'Lurblæseren', men han var allerede væk. Måske var han blevet smidt ud, når han nu ikke mere var sammen med sådan en pæn mand.