Høvding havde ledt efter et eller andet i Galops lejlighed, højst sandsynligt kontanter. Galop havde åbenbart været uvillig til at give ham det, han kom efter. Høvding var derefter gået amok i et voldsorgie. Han havde banket Galop til ukendelighed og efterladt ham døende.
   Lene havde på intet tidspunkt følt trang til at rode i de mange papirer, der var væltet ud på gulvet. Hun tænkte, at hvis Galop havde gemt noget, så ville det være et sted, han nemt kunne komme til fra sin kørestol. Hun lod blikket løbe rundt, i den snavsede stue. Den var lyst op af et gråt lys, som sled sig gennem ruder, der aldrig havde været pudset. Skrivebordet var rodet. En 19" monitor der stod på en kipbar plastikfod, var ikke blevet smadret. Det var desktoppen, der stod til højre for skærmen, til gengæld, og harddisken var fjernet. Hm... Så var det noget andet eller mere end Amagerskat, Høvding var kommet efter. Tastaturet stod urørt, og bar præg af mange timers brug. De hvide bogstaver og tal var stort set slidt af, men med den lille prik i j-tasten havde Galop kunne finde til de rigtige tastetryk.

Lene gemte selv små sedler og koder under hendes tastatur. Mon Galop gjorde det samme? Hun løftede nysgerrigt tastaturet, og blev alligevel overrasket, over at finde et slidt lille hæfte fyldt med tekst. Noget var genkendeligt. Andet var på et sprog eller en kode, som Lene ikke forstod. Det var for mystisk, til at Lene kunne efterlade hæftet. Var det mon det, Høvding havde ledt efter? Så havde han begået en klassisk brøler, ved ikke at tjekke det, der var det mest oplagte sted. Hun stoppede hæftet i baglommen på sine Levi's jeans, og gjorde sig klar til at forlade den makabre scene. Hun havde været forsigtig, og undgået at træde i blodplamagerne på gulvet. Havde hun sat fingeraftryk, måtte de fjernes. Den store hvide iltflaske var fyldt med hendes blodklistrede fingre. De blev afsat, da hun baksede med at afmonterede slangen fra ventiltilslutningen. Shit, den var tung! Det lille manometer viste, at den næsten var helt fyldt. Men der var ikke andet at gøre, end at tage den med, og få den skaffet af vejen på en eller anden måde. Hun listede ud af lejligheden og forsvandt ned ad trappen til stuen. Hun satte iltflasken fra sig i nichen ved elevatoren, og fortsatte ud til hovedindgangen i 7A. Den sorte BMW holdt stadig parkeret derovre, men hun så ikke noget til bandemedlemmerne fra 2050. Måske stod de på lur derude, og ventede blot på at afhente Høvding, der skulle i pålægsmaskinen.
   Hun blev grebet af frygt. Måske var det ikke så god en idé alligevel at sladre til 2050. De ville måske tro, det var en fælde hun satte op, med det formål at lokke dem i et baghold. De ville måske tro, hun blev brugt af Høvding. De ville ikke tage den mindste chance, men sætte hende ud af spillet på en uforudsigelig og højst sandsynlig voldelig måde.
   Lene listede ned i kælderetagen.
   Høvding skrumlede rundt som en rasende Gorilla i den klaustrofobiske elevatorkabine. Han var i gang med et voldskatalog i sin hjerne. Når han kom ud, ville han tortere Gerda, Snotter og Lene i nævnte rækkefølge nøjagtig som han havde gjort det med Galop. For hans mistænkelige, intuitive og kriminelle væsen gættede på, at det var den hvidhårede dukke Lene, der stod bag hans tilfangetagelse.
   Desværre for Høvding havde Lene også intuition. Hun så de samme billeder, der lige nu blev dannet i Høvdings hoved. Dertil kom dagens trusler og den bestialske mishandling af Galop.
   Knugende angst og brændende had havde taget hinanden i hånden. Hun vidste, hvad hun skulle gøre.
   Hun låste sig ind i deres kælderrum. Der kunne hun tage Roberts gigantiske boltsaks. Den vejede flere kilo og var svær at håndtere. Til gengæld var gearingen og de hærdede kæber effektive. Boltsaksen klippede hængelåse, og låsebeslag op, som var det smør. Lene kunne se ind i de andre kælderrum gennem gittervæggene, og hun valgte at klippe låsene over, til syv af rummene. Hun var ved at gå i panik, kunne hun mærke. Hun vidste 2050 luskede rundt for at finde Høvding, og måske også hende. Derudover kunne den emsige vicevært Larsen, en af beboerne eller nogen af gårdens unger dukke op. Fesser havde en syg idé med at rende rundt og gemme sig i kælderen, og gøre dem alle sammen skideforskrækkede. Men det var stadig formiddag, så der plejede at være roligt i kælderen.
   Hendes lyserøde Barbi sweatshirt havde mørke svedpletter under armene og pletter af koaguleret blod. Hendes lange hvidfarvede hår, der nåede langt ned ad ryggen, klistrede og irriterede. Hun arbejdede så hurtigt og effektivt hun kunne i hvert af de syv kælderrum, som hun havde brækket op, men det føltes som i et mareridt, hvor angsten gjorde arme og ben tunge og fik dem til at bevæge sig i slowmotion.

2050
   De havde spottet Høvding på Øresundsvej, og fulgt ham lidt på afstand, da han gik ned ad Backersvej. Det var ingen søndagsudflugt, Elvis havde givet dem ordre til. Ordren var enkel: "Hent ham, tag ham med og slagt ham." Det var pålægsmaskinen, han mente.
   De var netop ved at sætte angrebet ind, da Høvding smuttede ind i 7 B på Marengovej. De valgte at parkere ovre på kirkegårdens parkeringsplads, hvor de havde et godt udsyn til ejendommen. Da de havde røget en pakke cigaretter, var tålmodigheden opbrugt. Anik tog sin maskinpistol i bagagerummet og gik over gaden, for at se nærmere på, hvad der skete. En ung pige med langt hvidt hår, der åbenbart var sendt ud som spejder, havde fået øje på ham. Hun trak sig hurtigt ind i opgangen igen.
   Da de havde ventet yderligere en halv time, så de pigen igen, nu i opgang 7A. Det hele lugtede af et baghold. Det blev nok nødvendigt at finde lidt fyrværkeri frem til opgaven. Et par håndgranater og et par maskinpistoler var effektivt værktøj. De blev enige om at gå to mand - Anik og Donat - ind i 7A. Løb ræven så ud af B, så stod der et par 2050'ere, og tog imod ham der.

Lene var våd af sved, beskidt, træt og tæt på et sammenbrud, da hun slæbte sit udbytte fra kælderbrækket hen til elevatorskakten. Der var trådnet i siderne så man kunne se elevatorkabinen, og da elevatoren ikke var kørt helt i ned, var det let at se bunden af elevatorskakten. Den havde altid mindet Lene om helvede, med et brunt lag af gammelt konsistensfedt, der efterhånden havde fyldt bunden op. Hver gang elevatoren blev serviceret, smurte man vangerne i hver side med ét kilo fedt, men man rensede aldrig skaktbunden op. Det var gennem årene blevet til en ren sump med et anseligt volumen.

Hun løb frem og tilbage mellem kælderrummene og elevatorskakten. Om ti minutter ville det hele være overstået og ingen ville kunne stoppe hende.
   Hun rystede som bare fanden da hun hældte de første ti liter petroleum ned i kælderskakten gennem trådnettet, og yderligere to dunke, femten flasker tændvæske, fem flasker terpentin, en flaske cellulosefortynder og en flaske rensebenzin. Nu tikkede uret.
   I Galops kælder havde hun fundet en skide tung 20 liter Jerry Can, den var svær at åbne, men det lykkedes til sidst. Det sprøjtede ud til alle sider, da hun hældte den gennem trådnettet, og hun kom til at lugte af benzin.
   "Hvad fanden sker der" råbte Høvding. "Du skal møde Galop!" råbte Lene. For hun vidste, at uanset hvad der skete i dette sekund, ville hun gennemføre opgaven.
   Den sidste flaske sprit blev hældt på en avis og stukket halvt gennem trådnettet, og resten hældt gavmildt i en stribe på gulvet mod udgangen, hvor der gud være lovet ikke stod nogen.
   Hun rystede så meget nu, at hun havde svært ved at tænde Zippo lighteren, hun havde fået af Maria. Men da det endelig lykkedes, strøg den blå flamme beredvilligt mod avisen i nettet.
   Lene strøg lige så hurtigt hun kunne i modsat retning, ud af kælderen.

Aviser er et langsomt medie. De brænder heller ikke særligt godt, når det kommer til stykket.

Lene sad ude i gården og kastede op. Fuldstændigt nervenedbrudt. Hvorfor skete der ikke noget?
   Og nu kom fru Graversen og stillede sin Cykel. "Hej Lene. Jeg har lige været hos lægen, og han siger, at jeg var heldig. Mit knæ har ikke lidt varig skade." Lene tog sig sammen og sagde med medfølende stemme: "Det er en god nyhed fru Graversen." "Ja, jeg skal bare gå med stok et stykke tid, så ordner det sig." ... "Jeg går lige ned i kælderen og henter den... Jeg smutter gennem A, det er hurtigst." Lene brød handlingslammet sammen og en mørk plet bredte sig i hendes jeans. Det hele var ved at gå galt.

Da fru Graversen var nået to skridt ned ad kældergangen, kom der et brag af en eksplosion. Den kastede hende flere meter tilbage og ud i gården igen. Lange flammer fra en gigantisk benzineksplosion var ved at gøre det af med hende, da flammerne tog fat i hendes tøj. Lene kom ud af sit sammenbrud og slæbte den rygende kvinde over i sandkassen hvor hun dækkede hende til med sand og fik kvalt ilden.

Inde i elevatoren dansede Høvding sin sidste dødedans. Hans tykke læderjakke, bukser og støvler holdt ham midlertidigt i live.

Da den dovne Berlinger endelig brændte over, faldt den inderste del med gløder ned i skakten. Den havde nær slukket sig selv i petroliumssøen, men det havde Galops benzinånd ikke tænkt sig skulle ske. Kulstofmolekylerne crackede i kemisk reaktion. Kæder af kulstofmolekyler slap hinandens hænder og omfavnede iltmolekyler i en hurtig dans i det man populært kalder en eksplosion. Som et resultat heraf opstod der et voldsomt tryk under elevatorkabinen, blev den sendt op i skakten med et brag, og med dødedanseren Høvding ombord. Varmen i kabinen var over 600 grader, og Høvdings lædertøj selvantændte, og hans øjne sprang i varmen, mens han endnu skreg.
   Da kabinen nåede 1 sal, tabte den tryk og faldt lige så hurtigt ned igen. Faldsikringen gik i funktion og kilerne klemte sig fast i føringsskinnerne. Kabinen stoppede ud for stuen med et voldsomt ryk. Riglen blev trukket mekanisk, og døren sprang op.
   Høvding kunne nu komme ud ad elevatoren og videre ud ad hoveddøren i stuen, men uden øjne, hår og hud og med brand i lædertøjet. Han lignede det hæslige monster, han i virkeligheden var...

Da Anik og Donat sparkede hoveddøren op til 7A var de forberedt på det værste. De entrede forgangen og trak hen i nærheden af elevatoren. Der lugtede af benzin. De skulle være forberedte på, hvad Høvding
   og amatørnisserne havde i ærmet. Pludselig kom der en voldsom eksplosion, og flammerne fyldte hele rummet. De var på røven mildt sagt. De trak sig rystet baglæns.
   Da var det at elevatordøren pludselig sprang op og Djævelen selv, kom ud af kassen. Høvding var transformeret til et monster. Der var ild i ham, han havde ingen øjne, hår eller hud. Struben skreg gennem kæben i kraniet. Han løb frem og greb om Anik med stærke arme og bed ham stinkende hårdt i næsen. Anik skreg af rædsel. Donat tog flugten. Varmen var dræbende, eksplosionen var ovre og ilden kunne ikke finde ilt, lige indtil det øjeblik, hvor Galops iltflaske sprang i luften. Nu var der fest! Den store kage af overophedet konsistensfedt blev pludselig næret af ilt. Den eksploderede og udviklede en altødelæggende eksplosion. Elevatorkabinen strøg op og ud gennem taget. Derved blottede den hullet ned til helvede. Høvding og Anik blev, så at sige, svejset sammen af den dræbende varmestrøm. Hoveddøren blev blæst langt ud på Backersvej. Høvding og Anik blev blæst helt ud på fortovet, hvor de to forkullede mænd omklamrede hinanden i døden.

Det var Lene Lindstoks fjerde drab.