Der var stor forfærdelse i det gamle alpeland. St. Lukas Klosterkirkes kæmpeklokke var sat i svingninger af to teenagepiger, der var overført fra sindssygehospitalet i St. Gallen.
Pigerne var netop taget i behandling på St. Lukas klosteret, hvor abbedissen Maria Magdelene Lukas, kaldet Luki, havde påtaget sig opgaven med at forsøge at helbrede dem.
Pigerne var optaget som novicer og sendt til det ordinære sundhedstjek, men de var ikke kommet tilbage til undervisningen som planlagt. De var kommet løbende over klostergården, fuldstændig ude af sig selv, mens de hysterisk havde skreget, at gud var en kvinde, Derefter var de forsvundet op i klokketårnet og sat den store klokke i gang med en kraft, som ingen før havde hørt. Det var overraskende, fordi normalt krævede det to stærke mænd at få den i gang og at få den til at svinge så meget at klokkehammeren slog mod klokkens malmkant.
Den store klokke blev ikke brugt til hverdag. Den blev kun brugt, når der blev indsat en ny pave i Rom, eller en ny biskop i kanton Tessin. Til hverdag blev de mindre klokker med sprøde, lyse toner i klokkespillet anvendt. I 747 år var Vatikanets pavelige klokkeringeforordning fra 1225 var blevet overholdt til punkt og prikke Nu havde disse tåbelige novicer brudt dette gudgivne mønster på skammeligste vis.
Lyden fra den store klokke havde kaldt ansatte og patienter ud af hospitalsbygningerne. De stimlede sammen i klostergården, hvor de måbende betragtede pigerne i klokketårnet. I den åbne klokkeniche røg de to piger op ned i trækket, mens mørke skyer drev ind over dalen.
Journalister var dukket op, og politiet var ankommet fra Lugano, hvor de havde fået ordre til at nedskyde 'den gale klokker' om nødvendigt.
De blev imidlertid alle holdt ude af den solide, lukkede gitterport og af vagtmandskabet på Artificiel Star.
Abbedissen kom gående i rask tempo, med en bekymret fure i panden. Der gik et sus gennem de mange på pladsen, da de så hun entrede indgangen til klokketårnet for at hente hendes novicer ned.
Maria gik rask op til klokketrækket.
For at beskytte sin fine, musiske hørelse havde hun trykket voks i ørene.
Pigerne var stadig i en tilstand af religiøst vanvid og skreg af fuld hals, mens de fulgte klokkens svingninger. Der var to klokketove med modsatstående svingarme. Når Torn sprang op i luften, røg Nagle ned til gulvet og omvendt.
Hvordan i alverden havde de to skøre tøser dog fundet på det? tænkte hun.
Maria indså hurtigt, at pigerne havde bragt sig i en farlig situation. Hvis en af pigerne slap tovet, når det var på vej op, kunne det ødelægge hænderne, når den tons tunge klokke trak. Den anden pige ville derved falde længere ned med risiko for at smadre knæ og hofter.
Der var kun en ting at gøre: at lade pigerne rase ud og håbe på at svingningerne langsomt blev reduceret. Maria satte sig på gulvet, synligt for pigerne, men så langt væk fra klokken som muligt. Løftede hænderne og bad til gud.
Efter en halv time stoppede slagene. Pigerne skreg ikke længere, men hang trætte i tovene med blodige hænder.
Maria rejste sig og råbte pigerne an, "Kom!" Men de var døve. Hun vinkede med en armbevægelse, "Kom!"
De slap tovene, der var i nedadgående retning, så det meste af huden blev siddende på hænderne.
Maria var glad for, at de var kommet fri af den farlige situation. Hun tog fat i deres arme og trak dem venligt men bestemt med sig. "Kom," gestikulerede hun og viste vej, "vi går gennem kældergangen til klosteret." De fulgte roligt med.
Da klokken endelig stoppede med at ringe, sivede personale og patienter tilbage til deres opgaver. Men snakken gik i Lugano, og i hele kanton Tessin. Hændelsen blev diskuteret af Bisperne i Schweiz. Ja, historien nåede helt til Rom.
Journalisterne løb storm på klosteret. De ville vide, hvad der var sket. Maria måtte derfor orientere gennem en pressemeddelelse:
"St. Lukas Klosterkirke har i ovenstående tidsrum utilsigtet ringet med stor-klokken. Det beror på en menneskelig fejl, hvilket vi beklager dybt. Der er foretaget fysiske ændringer, således af fejlen ikke kan gentages. Biskoppen i Bellinzona er underrettet."
Alligevel kom det, ad snørklede veje, ud hvordan de to sindssyge novicer fra St. Gallen, havde krænket Vatikanets pavelige klokkeringeforordning fra år 1225.
Bispen i St. Gallen og direktøren for St. Gallen Sindssygeanstalt forlangte pigerne fjernet fra klosteret og udleveret, deres novicestatus skulle straks annulleres. Bisp Stefanus Paulus ville selv afhente pigerne i sin terrorsikrede Mercedes Benz og sørge for, at de blev straffet.
Maria Magdelene Lukas var ulykkelig. Biskoppen af St. Gallen var en magtfuld mand, man ikke ustraffet stod op imod.
Søster Elle håbede, at gud ville gribe ind og anråbte ham derfor i bøn mange timer hver dag.
Lene ventede på, at Jens Østergård blev erklæret helt rask, så de sammen kunne rejse tilbage til Danmark. I mellemtiden hjalp hun Elle på klosteret med pigerne og havde fået status som novice. Hun følte sig solidarisk med pigerne og var glad for at være sammen med dem. Hun kunne imidlertid ikke se passivt til, at de blev tvangsfjernet. Derfor arrangerede hun et møde med søster Elle, rekonvalescenten Jens Østergård, sygeplejersken Pauline og 'eksperimentet' Donat for at se, om de sammen kunne forhindre det...
Mødet endte med, at de fik lavet en plan. Det var en dristig plan, kompliceret og ikke uden risiko.
Elle var meget svær at overtale, hun ville ikke være med uden Marias accept.
Maria blev hentet. Planen hang i en tynd tråd. Jens Østergård fremlagde den professionelt, som var det narkopolitiet der skulle foretage et raid.
Maria lyttede tålmodigt, hvorefter hun konkluderede:
"Når alt kommer til alt, er det et verdsligt anliggende mellem to kantoners forsorgsadministration. Jeg finder det upassende, at St. Gallens biskop misbruger sin magt på den måde.
Da operationen skal foregå på Artificiel Stars ejendom, kan jeg ikke godkende den uden Professor Albert Steinmessers accept."
"Gud i Yemen," udbrød Lene spontant. Elle sendte hende et par belærende øjne.
Jens Østergård ringede Albert Sternmesser op og forelagde ham hele problemstillingen og planen om, hvordan de havde tænkt sig at løse den.
"Østergård, jeg glæder mig over vi fik dig i gang igen. Du kan betragte jeres projekt som godkendt af mig, og din første opgave som sikkerhedschef for Artificiel Star. Sørg for at det lykkes." sagde Sternmesser venligt.
"Tak Sternmesser, det vil jeg."
"Hils gruppen bag det her, det er et risikabelt men et modigt initiativ, I har taget"
Jens Østergård afbrød telefonen, kiggede alvorligt rundt på de spørgende ansigter, for så at lyse op i et stort smil. "Vi går i gang!"
Den pansrede Mercedes tændte langlyset og satte farten op på den flade strækning langs søen. Biskop Stefanus Paulus havde gennemført en lang række komplicerede transaktioner i Luganos finanscenter. Nu manglede han kun at hente pigerne. Han havde beordret abbedissen til at have dem klar til afhentning kl. 21. Det var sent, men så undgik de alt for meget skrigeri fra de andre novicer. Egentlig havde han slet ikke tid til den slags, men han hadede provokatører, der ikke ville respektere reglerne. Det gav ham en tilfredsstillelse at straffe synderne, og komme af med de ophobede aggressioner, der boblede i ham. Derudover ville det skabe frygt for hans person og bekræfte hans renommé som nidkær. De fundamentalistiske kræfter i bispevældet ville endvidere blive styrket, når det blev fortalt, at han straffede efter de gamle klosterregler.
De ventede ham, og den tunge gitterport var allerede åben. Det var en opgave, der skulle klares hurtigt, så de kunne køre tilbage til St. Gallen på de øde bjergveje samme nat.
Da de standsede foran klostrets indgang, monterede han plastikovertrækket, kæderne og håndjernene på bagsædet og steg ud for at tage plads på forsædet. Han gad ikke at diskutere med abbedissen, der var sagt, hvad der skulle siges. Derfor sendte han munken Barca, der var hans chauffør og bodyguard, ind for at hente pigerne. Barcas kæmpekrop og vrede ansigt betød, at unødvendige diskussioner blev undgået. Abbedissen udleverede da også nøglen til lokalet, hvor pigerne opholdt sig, uden vrøvl, men med formaninger om at behandle pigerne nænsomt.
Barca låste døren op, og sparkede den ind med et brag, som vejede den ingenting. Barca var stærk som en bjørn og havde intelligens, der svarede til et mindreårigt barn. Pigerne fik et chok. 'Nænsomhed' var et ord som Barca ikke kendte. Ved synet af den uhyggelige munk, krøb de grædende sammen i modsatte krog. Han var indstillet på, at de ville yde modstand, og at han skulle starte med at tæve dem. Men pigerne var allerede i chok, så han kunne nøjes med at tage hårdt fat i armene og trække dem med sig.
Abbedissen kom tililende og skældte ham ud. Han overvejede at smadre hende. Men valgte at koncentrere sig om at slæbe afsted med pigerne, ud til bilen hvor Stefanus Paulus ventede med kæder og håndjern.
De fik hurtigt fixeret de grædende piger på bagsædet. Abbedissen kom løbende med en kurv med brød, pølse og en flaske vand, som hun insisterede på, at pigerne skulle have med på bagsædet.
"Der er langt til St. Gallen, måske giver det mindre bøvl", tænkte bispen lavpraktisk og accepterede, at de fik kurven med sig, selv om han egentlig helst ville sulte dem. Bilen satte i gang med et drøn, og med tændte lygter forsvandt den ned mod gitterporten. Inden de nåede derned, havde Barca allerede ædt den krydrede pølse, abbedissen så fint havde lagt i kurven til pigerne.
Der var tåget nede ved gitterporten. Den var lukket, og man kunne kun se få meter frem. Tågen var pludseligt trukket op fra søen. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at nogen havde stillet røgkanoner op. Vagtstuen lå på en lille høj godt 100 meter over gitterporten man ikke kunne man ikke se derop på grund af tågen. Kameraerne på gitterporten blev åbenbart ikke overvåget, selv om de holdt og dyttede lige foran porten. Barca måtte ud i tågen og gå op til højen for at banke vagterne op. Han var vred.
Et stærkt kortvarigt hvidt lys flashede som et kraftigt stroboskop og blændede ham. Det gjorde ondt i øjnene. Han standsede op som en blind, der prøver at finde retning. Da han langsomt fik synet igen, så han en hvid kokon som gradvist blev lyst op og forvandlede sig til en hvid madonna.
Den hellige Madonna så fast men anklagende på ham. Hun talte bydende med meget høj røst, der rungede ud:
"Da mi revertere puellis meis!", mens hun pegede i retning af vognen. Tågen væltede frem, lyset og Madonnaen forsvandt lige så hurtigt, som hun var kommet. Barca gik rystet og svimmel tilbage til bilen. Han havde set Madonnaen. Han var både opstemt og i tvivl på samme tid.
Stefanus Paulus steg ud ad højre fordør, som han lod stå åben.
"Det er Madonnaen! Hun vil have pigerne," gispede den store munk forvirret.
"Hun kan få dig i stedet for, dit fjols, Madonnaen eksisterer ikke. Det er en mytisk figur, der skal få fjolser som dig til at gå i kloster. Jeg så godt, at der skete noget med lyset deroppe.
Du kan da nok regne ud, at det er noget St. Lukas nonnerne har sat i værk, fordi de vil snyde os og beholde deres novicer.
Barca, gå nu op til vagtstuen og få åbnet porten, pronto!"
"Nej fader, jeg går ingen steder."
"Idiot! Hvis det ikke var fordi, jeg ikke selv gider at køre bilen hjem, fik du en kugle," sagde Stefanus Paulus og trak en stor-kalibret schweizisk pistol frem. Nu ville han selv tage affære og gik gennem røgen op mod vagtstuen. Da han var næsten henne ved højen, blev han kortvarigt blændet af det stærke hvide lys. Det gjorde ondt i øjnene, og han standsede op som en blind, der prøver at finde retning. Da han langsomt fik synet igen, så han en hvid kokon, der gradvist lyste op.
Han løftede den tunge pistol, som han havde fået af våbenfabrikkens direktør, da han overtog posten som bestyrelsesformand. Han havde ikke skydetræning. Det behøvede han heller ikke på den afstand. Idioten, der var en eller anden sindssyg novice eller nonne, der legede Madonna, skulle stoppes.
Han skød fem gange.
Røgen forsvandt, og stien blev lyst op. Bevæbnede vagter kom imod ham, og de havde ham på sigtekornet. Laserpletterne på hans skjorte sladrede.
Jens Østergård rakte hånden ud og forlangte pistolen udleveret. Stefanus Paulus rakte ham den uden videre, med tanke på laserpletterne på hans skjorte.
"Vi skal have en alvorlig samtale på abbedissens kontor," sagde Jens Østergård.
"Ja den kommer til at handle om, hvornår Paven lukker St. Lukas Klosteret," hoverede bispen.
Vagterne fik anholdt Barca, og beordrede ham til at frigøre pigerne på bagsædet.
Pigerne blev hentet tilbage til klostret af Maria, præcis som Madonnaen havde bedt om.
Maria fik sin kurv tilbage, den havde dobbeltbund med kamera og mikrofon. Det hele var optaget på video og arkiveret.
Bispen havde nægtet Madonnas eksistens. Og han havde ydermere haft til hensigt at dræbe en novice.
Han havde syndet både mod både gud og mennesker.