Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.
"Hvorfor siger du aldrig noget", spurgte hun.
Hvad skulle han svare?
"Det ved jeg ikke", sagde han og så ned i bordet. Hun havde lavet god mad, nu var han færdig med at spise den: "Jeg er træt", han så på hende. Hun spiste stadig med omhyggelige bevægelser. Hans kønne kone. Hun havde en dejlig krop, han elskede at røre ved den. Det gav energi. Men når hun åbnede munden, forstod han stort set ingenting, hun kunne lige så godt have talt russisk. Volapyk tænkte han gerne, når hun begyndte, hun var en gåde. Han nævnte det aldrig for han var glad for, hun var der. På grund af hende var han en almindelig mand med en almindelig kone.
Han sagde det tit på arbejdet: "Nu skal jeg hjem til konen". De tidlig mødte kontorfolk nikkede, det var jo helt naturligt.
Naturligvis.
Naturligvis tænkte han og betragtede de store hænder. Hænder der kunne arbejde, praktiske hænder. Hvis det ikke var for benet ville han have elsket natten. Han arbejdede når andre sov, han havde kontorerne for sig selv. Ja ja det skulle gå stærkt, men stadig bestemte han farten. Bare han sørgede for alt var pænt. Rene flader og tomme papirkurve. Smukke gulve, ja de var smukke, vaskede kunne de faktisk skinne som solen. Stor var glæden, når han en tidlig morgen stod støttet til rengøringsvognen og skuede henover sit værk. Men benet drillede, det gjorde så helvedes ondt, at han overvejede at gå til lægen. Så bremsede tankerne ham. Læger er aldrig til at stole på. Nej op på hesten og videre. Biblioteket blev hans pille, han masserede det der gjorde ondt, læste i avisen. Og betragtede hende den søde bibliotekar. Så glemte han både avis ben og sin almindelige kone. Han ville så gerne lægge en hånd i det krøllede hår og ae det. Mærke hendes bløde kurver. Hun så op fra skrivebordet når der kom kunder. Det var sjældent hun så på ham. Han ville ønske hun ville kigge mere. Løfte blikket og fange hans.
Han var i forvejen ramt af noget han ikke vidste hvad var. En mærkelig rumlen. Et lille gys i maven når han åbnede biblioteksdøren, når han gik ind og så hun var der. Et brus, et sus for ørerne. Han blev der gerne en halv time, hvorefter han rejste sig, rettede stolen og lagde avisen på plads. Han passerede hende langsomt, nikkede gerne, og hvis han var heldig sagde hun farvel. Helt neutralt. Kun en enkelt gang havde hun smilet. Det var den aften han var der alene.
Smilet var en gave. Hun vidste det ikke, men han tog det til sig, og anbragte det. Hun flød med ham, og hun varmede.
Hjemme i stuen betragter han tavst sin kone. Hænderne og kaffekoppens stille dans på bordet. Dampen fra termokanden. Han lytter, hun drikker og taler. Hun er en glad blomst, aksen han drejer om. Kvinden i hans liv? Nej. Hun siger han er langt væk.
"Jeg er jo her", svarer han.
Det er mærkeligt. Han har ikke mødt det før. Små dryp, stik nærmest. Og vinden, vinden der skubber ham i ryggen. Alting falder i hak, når han går sin aftentur, men han skriver den med usynligt blæk.
De sidste par dage har han købt druer, han stiller bakken i køleskabet sammen med madkassen, og tænker på bibliotekaren. Der er mange svar i bøgerne hun bevogter, så meget ved han, men det er en ukendt verden. Han tøver mens han kører svaberen over de store gulvflader. Der bliver rent, når natten er gået, og det er ham der har skabt det. Duften af sæbe og udsyn. Men han er begyndt at spekulere? Begyndt at tvivle på om det gør en forskel.
Han vågnede i nat af sit eget skrig. Han tørrede panden og lukkede øjnene, men filmen kørte. Skabet var en kasse der lugtede af støv. Hun drejede nøglen mens han krøb længere ind mellem frakker og sko. Der var en sprække i højre hjørne der ville han hen, et par små streger af lys og lidt luft. Han sagde bare, faktisk nåede han ikke at sige noget. Han måtte vente, han vidste aldrig hvor længe. For det meste gik hun ind og sov. Så fortrød hun og lukkede op. Så var hun alt det en mor skulle være. Han forstod ingenting, når hun var vred, for han havde ikke gjort noget. Hun råbte og kastede med ting, kopper glas bestik. Nogen gange låste hun skabet, andre gange forlod hun lejligheden.
Det var bedst når hun gik Så ryddede han op, og havde det hele for mig selv. Han smurte madpakke, og gik i skole som han plejede. Han så fjernsyn til langt ud på aftenen, for der var ingen til at sige han skulle i seng. Han blev meget træt.
Han kunne sagtens være alene. Nogen gange gik han ud på altanen og stillede sig på kanten, han blev stående og holdt balancen. Gik roligt frem og tilbage højt oppe næsten som en fugl. Hvis han havde været en fugl ville han have fløjet. Op bare op. Han kunne se langt herfra, huse og længere ude i horisonten skoven togskinnerne og af og til det lille røde tog.