Der var krig på Amager.
Strandly bisserne fra Øresundsvej, med Høvding i spidsen, havde ligget i baghold og dræbt Anik, som var fra den albansk styrede bande 2050. Desværre for Strandly bisserne var Høvding røget med i købet.
Aniks brødre Eris og Vigan var ankommet til København for at hævne Aniks død.
Indianer, en rødhåret kleppert, havde sat sig i spidsen for Strandly bisserne, og han havde mobiliseret alle de små bander på hele Amager op til Christianshavns Kanal.
Deres eneste chance for af overleve 2050 'ernes udrensning og overtagelse af Amager var at tage kampen op mod dem i fællesskab. De måtte tage striben på Christianshavn fra dem, og dermed det lukrative narkomarked på Christianshavn og Amager.
Det trak op til tordenvejr.
Natværthuset og spillestedet Charlie Brown, hvor Marie arbejdede, lå i Strandgade. Altså i 2050 'ernes distrikt. Det var derfor Marie vidste, at Elvis ledte efter Lene og kunne derfor skyndsomst advare hende, da hun nødig skulle ende i pålægsmaskinen...
Billedet fra Ekstrabladet af pigen med det lange hvide hår var kopieret og omdelt af Elvis til 2050'erne og til bandens supportere og stikkere.
Lene bandt håret op i en knude, og gemte det under huen, for ikke at blive spottet af 2050, når hun cyklede rundt i byen. Hun skulle være forsigtig og have øjnene med sig. Det meste af tiden boede hun hos Marie.
Hun tænkte på den morgen, da hun cyklede til skole, og på den sidste fysiktime med Thisen. Det var dér på turen hun fik idéen. Hun havde aldrig brudt sig om Thisen. Han hed egentlig, ja hvad var det nu han hed? - Erling - Erling Mathisen. Skidt med det, det var bare Thisen. Han havde ikke gjort hende andet end ondt alle årene, og hans undervisning forvirrede hende, og hun blev bare endnu mere usikker. Der havde været mange episoder, men hun huskede især en i femte klasse. Hun var kommet for sent, da det ringede ind, og han havde givet hende en lussing, der var så hård, at hans fingre havde aftegnet sig på hendes kind hele dagen. Desuden havde han andre mærkelige afstraffelser, f.eks. den hvor man skulle sætte en finger i jorden og gå rundt og rundt til man faldt om af svimmelhed. Når man så rejste sig op, skubbede han én hen ad gulvet. Han nev i nakkehårene og rullede ører. Når han var gårdvagt, plukkede han børn ud og afstraffede dem for den mindste forseelse. Han kaldte det række-lussinger.
Han havde været væk et par år men vendte desværre tilbage med titel som børnepsykolog. Han havde fået kontor lige over for klasseværelset med et fint skilt på døren BØRNEPSYKOLOG. Lene mente, at det var præcist det, han ikke var. Hun skævede til hans klienter - eller ofre om man så må sige - når han kom gående med dem i hånden. Det var som regel små, bange drenge, der slog de andre børn. De så mere skræmte og bange ud, når de kom ud fra behandlingen, end når de gik ind. Lene gad godt at vide, hvad der egentlig foregik derinde. En gang dristede hun sig til at lægge øre til døren, men hun kunne ikke høre noget.
Hendes tanker gik tilbage til fysiktimen med Thisen. Det var den sidste time før eksamen. Hun havde læst på lektien, der handlede om vandsønderdelingsapparatet. Det var let nok! Det skulle nok gå...! tænkte hun.
Nogen havde bestemt, at Kaj skulle gå til behandling. Han var utilpasset, hed det sig.
Den lille dreng kom grædende hjem fra skole. Han havde været inde hos børnepsykologen. Hans mor Kirsten havde lavet kakao og boller til ham, men Kaj var krøbet ind under skrivebordet, og ville ikke ud.
Kajs mor var samlever med Krogen, der elskede både hende og ikke mindst Kaj, selv om han ikke var hans.
Kirsten var førtidspensionist med sarte nerver. Det blev ikke bedre af at Krogen, med det borgerlige navn Ole Larsen, var kvartalsdranker.
Det meste af tiden, det vil sige i tre måneder eller et halvt års tid, var Krogen ædru, fredselskende, social, velsoigneret, velklædt, pålidelig, arbejdsom, sparsommelig, afholdende, blid og i kontrol. Et godt og hyggeligt menneske.
Og så var han sjakbajs for havnearbejderne i Frihavnen.
Men pludselig kunne han uden varsel gå ind på Café Høvlen og skylle en flaske rød Ålborg og tyve guldbajere i sig. Her ændrede hans ellers så fine personlige karakter sig på få timer til at være en drukkenbolt, aggressiv, vred, voldelig, stridbar, provokerende, asocial, usoigneret, sjusket, upålidelig, doven, ødsel, grådig, grov og ude af kontrol. Et ondt og uhyggeligt menneske.
Efter bare to til tre dage var Krogen blid igen, og det store oprydningsarbejde kunne atter begynde ...
Kirsten håbede at Krogen, der normalt kom hjem samtidig med Kaj, var i sit sædvanlige blide lune samtidig med at en indre angst og et par tics, der trak ved øjne og mund, sagde hende noget andet. Når Kaj var ked af det, så tog Krogen ham med op til fuglevolieren, som han havde bygget meget flot og kunstfærdigt på det gamle tørreloft. Det var Krogens helt store hobby og hans frirum. Han havde 5 brevduer, 30 undulater, 1 gul kanariefugl, 5 dværgpapegøjer og en grå ara.
Krogen kunne sidde i timevis og lære undulaterne at tale, og så fik han Kaj til at grine, når undulaten langt om længe sagde det, Krogen havde sagt. Så skulle Kaj også prøve, og så var det Krogen, der skreg af grin dybt inde fra hans store krop.
Lene kendte godt Krogen. Hun havde købt sin dværgpapegøje, Rasmus, af ham. Men han, altså Rasmus, var sygnet hen, og Krogen havde fået ham tilbage igen. Lene havde besøgt Rasmus nogle gange, og han var heldigvis livet op igen i selskab med de andre fugle.
Krogen kom hjem. Et flygtigt kys i køkkenet. Kirsten tog imod ham med frisklavet kaffe. Hun kunne straks se på hans kropssprog, at noget var galt. Krogen satte sig tungt, endnu i arbejdstøjet, ved det lille bord i køkkenet. Kirsten skænkede op: "Værsgo!" Krogen tog en slurk af kaffen. Underkæben var ligesom blevet større. Kirsten lænede sig op ad køkkenbordet med hænderne i et viskestykke. Afventende. Krogen kiggede ærgerligt op: Møller presser akkorderne. Jeg får ballade med sjakket igen" Han kiggede op igen: "Sig mig, hvordan fanden er det, du ser ud Kis?" Kirsten vidste allerede, at situationen var ved at komme ud af kontrol. "Nåh, det er bare fordi, Kaj var lidt ked af det, da han kom hjem fra skole." Hun prøvede at lyde nonchalant, men adskillige tics afslørede hende. Krogen tog endnu en slurk af kaffen. "Hvor fanden er Kaj henne? " ... "Kaj!" råbte han... Ingen svar... Han rejste sig irriteret og gik ind i stuen. "Han sidder under skrivebordet," sagde Kirsten. "Han har været hos børnepsykologen i dag," fortsatte hun.
"Hva' har han?" Krogen hævede stemmen, og lagde sig på knæ for at få kontakt til Kaj, der sad trykket op af bagvæggen med røde øjne. "Hvad fanden er der los Kaj?" Og nu var hans stemme næsten mild. Kaj var tavs og skjulte hovedet i hænderne. "Jeg er din ven Kaj! Fortæl nu bare hvad der skete," forsøgte Krogen igen og igen. Kirsten stod bag ham, ligbleg. Det her ender ikke godt tænkte hun. "Det var Thisen," klynkede Kaj til sidst, med en lille svag stemme. Krogen rejste sig og kiggede hårdt på Kirsten. "Thisen er det psykologen?" "Ja" svarede hun. "Men Ole, du bliver her," sagde hun tryglende. Hun vidste fra tidligere fatale hændelser, hvad han kunne gøre med sine hænder, når han kom op i det røde område, og det gjorde det ikke bedre, at højre hånd var en protese af jern.
Krogen kiggede på sit tunge, russiske armbåndsur og konstaterede, at han sagtens kunne nå det. En enkelt guldbajer på Høvlen, og derefter en én-til-én samtale med Thisen.
Donat spottede Lene på Backersvej lige ud for skolen. Tålmodighed betaler sig, mumlede han selvtilfreds på lædersædet i den tunede, blækblå BMW. Han havde været lidt usikker, men set gennem telelinsen var der ingen tvivl.
Eris snorksov på bagsædet. Træt efter flyveturen fra Tirana. Donat satsede på, at de kunne snuppe Lene på baggangen, når hun kom ud af skolen for at hente sin cykel.
I dag var hele klassen samlet. De var der undtagelsesvis alle sammen. Selv Per Haldberg, Marianne Bang, og Karin Holst var dukket op fra deres bijob. Det var aldrig sket før. De var toogtyve i klassen, men normalt kom der kun ti. Det var sidste gang, de havde fysik med Thisen. Der var en løftet stemning. Der gik rygter om, at de skulle lave en masse fis med Thisen. De var veloplagte og vittige. De aftalte, at de alle sammen skulle stirre som besatte på Thisens pande, når forsøget gik i gang. Det skulle der nok komme noget morsomt ud af. Det havde de afprøvet på en vikar med succes tidligere på året.
Lene var forberedt og beordret til at hjælpe Thisen med apparatet og forsøget. Klassen skulle beregne ilt og brint volumen. Endvidere skulle de efterfølgende beregne energien i den lille knaldgas eksplosion.
Thisen lignede en, der havde sovet i sit tøj. Han var ubarberet og sur, og hans sorte hår hang ned i panden.
Forsøget gik i gang. Lene placerede apparatet på bordet. Det bestod af to elektroder, der var ophængt i et stort glas med vand (H2O). Over elektroderne hang glaskolber, der blev fyldt med de to specifikke luftarter, når man satte strøm til elektroderne henholdsvis plus og minus.
Thisen hældte vand i apparatet, og kom en spiseskefuld salt i vandet som han rørte rundt med en malerpind. Lene forbandt derefter ledningerne og med et nik fra Thisen, var hun klar til at sætte stikket i. Hun fik et beundrende blik fra Bjørn på første række, der kiggede mere interesseret på Lene end på selve forsøget.
Dem der kendte Krogen, havde skyndsomst forladt Høvlen, da han entrede etablissementet. Resten blev siddende. Det skulle de ikke have gjort. En Rød Ålborg og 20 guldbajere senere havde han forladt værtshuset, efterladende sig to smadrede borde, fire stole slået til pindebrænde, en smadret jukebox, et knust spejl, 3 baldrede askebægere, en bevidstløs person med en bule i panden efter en kraftig skalle, to personer med næseblod, hjernerystelse og et blåt øje, samt en sammensunken mand på trappen, der havde fået en mavepuster.
Og nu var Krogen på vej til møde med Thisen.
Thisen blev rasende, da eleverne lavede useriøse stirreøjne. Han ignorerede dem og fortsatte: "Sæt spænding på apparatet Lene! Sæt stikket i." Lene var revet med af stemningen. Vi laver fis med This. Tænkte hun. Så hun satte stikket i, midt i den gamle bakelit kasse, på udgangsterminalen 2 Volt DC i stedet for 12 Volt DC, som fysikopgaven ellers foreskrev, med et lille smil om munden. Thisen gloede på glassene: "Der sker ikke noget." Klassen skreg af grin. "Du har jo sat sikket i den forkerte terminal. Du har ødelagt forsøget! Er du dum, Lene?" råbte Thisen vredt, mens han så ond ud. Klassen skreg af grin, og Lene fniste.
Hans stenhårde slag ramte hende på højre kind. Hun blev afstraffet og ydmyget foran klassen igen som så mange gange før. Bjørn sprang op med knyttede næver men besindede sig, Thisen var en farlig kleppert. "Sæt så det stik i det rigtige sted, Lene" kommanderede Thisen, mens han rettede på elektroderne. Der var bomstille i klassen. "Ja", sagde Lene, mens tårerne løb ud af øjnene. Det hele kørte rundt. Hun trak stikket ud og satte det i den rigtige terminal, så vidt hun kunne se, gennem de tårefyldte øjne.
Thisen rystede meget, og der kom mærkelige lyde ud ad munden på ham. Ingen ænsede at slukke for afbryderen. Det var grimt at se kramperne og fråden. Eleverne var vidne til at se strømmen løbe gennem armene og hjertet på Thisen. Lene havde forbundet ham til 230 volts terminalen. Der skulle have siddet en lille afspærringsplade med et gult "fare!"-skilt på terminalen, men den havde Thisen ikke sat på igen åbenbart. En lugt af brændt hud og hår bredte sig i lokalet, og pigerne begyndte at skrige. Der gik lang tid inden Thisen faldt tungt om på gulvet.
Lene gik i panik og tog flugten ud ad klassen. Ude i baggangen greb to mørklødede mænd brutalt fat i Lene for at slæbe hende ud ad døren, mens hun skreg. Den samme dør som Krogen var på vej indad. Det udviklede sig lynhurtigt til en farlig tumult. Donat blev ramt af Krogens store venstre hånd, og han faldt bevidstløs om med kraniebrud. Eris var mere uheldig, han blev ramt af Krogens jernhånd og døde på stedet.
Thisen blev halvhjertet forsøgt genoplivet af tilløbende kolleger, men han stod ikke til at redde. Han blev ligesom Eris kørt væk uden udrykning.
Det var Lene Lindstoks sjette drab.