Jeg vil altid gerne tilbage til Seljord. Seljord ligger i hjertet af Telemark omgivet af fjelde, i hjertet af Norge, i hjertet af verden - i hjertet af min verden. Bag de blå bjerge ...
   Der går ingen jernbane til Seljord. Vil man dertil, må man tage toget til nabobygden Bø, og så vente i flere timer på en bus, der går to gange om dagen. Sådan var det i min tid, da jeg boede der. Jeg drømmer ofte at jeg rejser til Seljord, selv så mange år efter.


* * *
   Stationen virker fremmed på mig, for det er så længe siden, jeg var her sidst. Er det mon den samme stationsbygning? Det må det vel være, for den ser gammel og afrakket ud. Den hvide maling skaller af. På perronen står nogle mennesker og fryser i deres tykke frakker, skønt det er midt på sommeren.
   Toget kommer, og jeg stiger op ad de høje trin. Det er en gammel togvogn, og jeg synes sandelig jeg genkender den fra de mange gange, jeg har rejst her tidligere. Det er en af disse vogne der består af ét rum med sæderne på tværs. Den er nedslidt, lædersæderne er revnet her og der og indmaden stikker ud.
   Jeg sætter mig ved et vindue. Der er kun få andre med, to mænd og en kvinde, men de sidder i den anden ende af vognen og siger ikke meget, og når de gør, stikker de hovederne sammen og hvisker. Mændene ser ud som om de er brødre, de er begge i slidt, men pænt hverdagstøj, kvinden, eller konen må man vel kalde hende, er i sort frakke og på hovedet har hun en mærkelig hat med fjer.
   Jeg ser ud på landskabet der glider forbi. Det er ensformigt og ikke særlig smukt, men helt i det fjerne aner jeg de blå fjelde i en tågedis. Jeg genkender ikke landskabet, og da vi kommer til en station, genkender jeg ikke dens navn. Det undrer mig, for jeg plejer at kunne stationerne udenad. Og da jeg heller ikke kender den næste bliver jeg urolig, og da konduktøren kommer spørger jeg ham, hvad tid vi er i Bø.
   Han ser eftertænksomt på mig. "Skal De til Bø?" spørger han.
   "Ja, det skal jeg," svarer jeg.
   Han sukker og trækker på skulderen. "Ja, så er De med det forkerte tog. De skulle have været med B-toget."
   "Nå!" siger jeg noget forskrækket og ærgerlig. "Jeg vidste ikke, at der var flere linjer."
   "Jo, der er A-linjen og B-linjen. De må stå af ved næste station og tage toget tilbage."
   Jeg samler mine ting, og da toget standser, står jeg af. Stationsbygningen er gammel og slidt. På perronen står nogle få mennesker og fryser. Jeg venter kun en times tid, så kommer toget den anden vej. Jeg stiger på, og også nu synes jeg, at jeg genkender togvognen. Det er de samme revnede sæder, og det synes at være de samme tre medpassagerer, der sidder i den anden ende af vognen ...


* * *
   Et andet tog, på et andet tidspunkt. Helt moderne og med al komfort, opdelt i kupéer, og der er mange mennesker med. Jeg ser ud på et skovklædt landskab, sommetider er der tæt skov på begge sider af toget, så det er som om vi kører i en grøn tunnel, andre gange er vi højt oppe, så jeg kan se ud over endeløse skovstrækninger og fjelde i det fjerne. Mon ikke det er fjeldene ved Seljord? Når jeg åbner vinduet og stikker hovedet ud, og vi er midt i et sving, kan jeg se, at det er et meget langt tog.
   Da jeg åbner kupédøren og går ud på gangen, ser jeg, at der er uro i den anden ende. Jeg kan se nogle uniformerede personer, og bliver klar over, at det er politi. Af en eller anden grund gør det mig bange, og jeg tager min rygsæk og går ud på toilettet. Jeg forsøger at åbne vinduet der, men det kan kun åbnes halvt, så jeg står op på toiletsædet og får kastet rygsækken ud. Derefter kanter jeg mig selv ud og ryger hovedkulds ned ad en skråning. Jeg slår mig dog ikke særligt, men lander i et buskads. Jeg samler mig sammen, og begynder at gå tilbage langs banelinjen, for at finde rygsækken. Jeg finder den dog ikke og må opgive. Så går jeg ind i skoven. Jeg ved, at Seljord ligger på den anden side af skoven, og jeg går rask i den retning jeg tænker det er.
   Jeg går ad forskellige skovstier. Et sted ser jeg en mand komme ad en anden sti, og til min forbavselse ser jeg, at det er min søn, som jeg ikke har set i flere år. Vi følges ad et stykke tid, men beslutter så stiltiende, at gå hver sin vej, og han slår ind på en anden sti.
   Stien jeg går ad er besværlig, nogle steder er den overgroet og forsvinder næsten, og den bliver stadig stejlere. Men omsider lysner det, træerne står mere spredt, og buskadset er ikke så sammenfiltret. Jeg forstår, at jeg nærmer mig toppen af det højdedrag, der skiller mig fra Seljord. Skoven åbner sig, og jeg kommer ud på en åben plads, hvorfra der er vid udsigt, skov så langt øjet rækker ...


* * *
   Jeg kommer ud af skoven og står på en flad slette, eller det er en dal, for på den anden side af sletten rager fjeldene op. Det er Seljord, men ikke selve Seljord, det er en udkant, hvor jeg ikke mindes at have været før. Sletten er uopdyrket, og den eneste bebyggelse er et enligt, hvidt hus, der rager op. Et underligt disharmonisk hus, tre etager højt. Det ser mærkeligt ud der på sletten. Alligevel tiltaler det mig, jeg føler mig tiltrukket af det. Måske kan jeg få logi der.
   Jeg går derhen, banker på og går ind. Jeg kommer ind i et stort køkken, hvor en kone går og ordner med forskelligt, rører i nogle gryder. Hun hilser venligt men afmålt på mig. Jeg spørger om at få logi der. Hun peger på loftet og siger, at lejligheden der oppe er ledig, der kan jeg godt flytte ind.
   Det er et udmærket logi, der er en hyggelig stue med norske bondemøbler. Den minder om den jeg boede i dengang i Seljord. I den tid jeg er der taler jeg sjældent med værtsfolkene, med konen veksler jeg de nødvendige ord, men manden taler jeg ikke med. Han arbejder i skoven, og er ikke meget hjemme. Jeg tænker tit på at gå ned til Seljord, men det bliver ikke til noget.
   En dag går jeg op ad trappen til etagen ovenover. Jeg forventer, at det er en lejlighed nogenlunde som min, eller måske bare nogle loftskamre, men det er noget helt andet. Døren er ikke låst, og da jeg åbner den bliver jeg forbavset stående. Det er en stor, meget smuk stue, meget lys, for der er vinduer til begge sider, det meste af væggene er vinduer og der er ingen gardiner, så lyset strømmer ind, og for hver ende af stuen er et lille kammer, som nærmest er en karnap. Stuen er møbleret med fine gamle møbler, smukt malede kubbestole og flere stofbetrukne spisestuestole omkring et stort hvidt, rundt bord, men alt er meget slidt og støvet, støvet ligger over alt. Ikke desto mindre føler jeg mig glad og godt tilpas her, og jeg får lyst til at gøre det i stand, og så vil jeg bo her.
   Det er højt oppe, og når jeg står midt i stuen kan jeg se ud på landskabet til alle sider, jeg kan se ud over sletten og helt til Seljord.
   Jeg vil gå ned og tale med værtinden om det ...


* * *
   Det er på en anden tid.. Jeg kommer ud af skoven og ud på en vej, som nærmest bare er et hjulspor. Det er lige ved jernbanen, og i forbindelse med stationsbygningen er der en primitiv café. Det er bare et par borde og stole uden for et skur. Jeg sætter mig, og et ældre ægtepar kommer og giver mig noget at drikke. De er meget venlige.
   På den anden side af jernbanen kommer et par mænd ud af skoven. Jeg ser det er politifolk og bliver grebet af angst. Jeg rejser mig og går ind i skuret, og får lige sagt til manden og konen, at de ikke må røbe mig. Jeg går gennem hytten og ud af en bagdør. Der står jeg og gemmer mig. Jeg kan høre politifolkene komme og snakke med ægteparret, men så går de videre, og jeg kan komme frem.
   De to spørger ikke hvorfor jeg gemmer mig, og jeg siger ingenting. Lidt efter kommer toget, og jeg stiger op i det. Det er en gammel og nedslidt togvogn. Lædersæderne er revnet her og der, og stopningen stikker ud. Jeg er ikke alene i vognen, længere fremme sidder to mænd og en kvinde. Mændene i pænt tøj, der er lidt for trangt, og kvinden i sort frakke og med en løjerlig hat på hovedet.
   Da konduktøren kommer, spørger jeg om hvor langt der er til Bø, men han mumler og jeg hører ikke hvad han svarer. Det er også lige meget.
   Jeg står af ved en station, som måske er Bø, og begynder at gå i den retning jeg mener Seljord ligger. Meget er forandret, og jeg har svært ved at genkende landskabet, selv om fjeldene i det fjerne er de samme. Der hvor der før var marker, er der nu spredt villabebyggelse, og der er også enkelte etageejendomme.
   Ved et vejkryds møder jeg en ung kvinde jeg kender, men jeg kan ikke placere hende. Det viser sig til min forbavselse, at hun er en tidligere arbejdskammerat fra Danmark. Jeg kan ikke komme på hendes navn. Vi var ikke egentlig venner, men vi tilhørte begge en klike som arbejdede og morede os sammen. Jeg spørger hvad hun dog laver her. Jeg bor her, siger hun og peger på et hus oppe i bakken. Hun inviterer mig hjem til en kop kaffe. Jeg prøver at undslå mig, jeg må videre, men da hun nøder mig, går jeg alligevel med. Hun anbringer mig på en bænk uden for huset, og går ind for at lave kaffe. Fra bænken kan jeg se ud af vejen næsten til Seljord, og det ærgrer mig at jeg har ladet mig sinke.
   Det tager så lang tid, at jeg beslutter at gå ind og se efter hende. Jeg går op ad en trappe. På en afsats sidder en gammel kone og græder. Jeg prøver at sige nogle trøstende ord, men hun vifter mig af. Så spørger jeg hvor min veninde bor, og hun peger opad. Jeg går videre op ad trappen, og på toppen står en dør på klem, men indenfor er bare et tomt værelse. Forvirret går jeg ned igen. Hun står udenfor ved et lille bord med kaffen. Jeg forklarer, at jeg har ledt efter hende, men hun ler bare ad mig.
   Vi forsøger at tale om gamle dage, men jeg er ukoncentreret, så det meste bliver noget sludder. Da jeg har drukket kaffen, viser hun mig en genvej over markerne mellem husene.
   Efter som jeg går videre undrer jeg mig mere og mere, for bebyggelsen bliver stadig mere bymæssig. Kan jeg være gået forkert? Så meget kan Seljord vel ikke have forandret sig. - Men jeg ser jo fjeldene, og de er altid de samme, så jeg går videre.
   Det ligner mere og mere forstæderne til en storby, der er etageejendomme og gader, og folk, cykler og biler på gaderne. Jeg lægger mærke til, at de fleste går i samme retning som jeg, ind mod hvad der må være byens centrum. Det bliver efterhånden en hel folkevandring. På et tidspunkt synes jeg at jeg ser min søn i mængden, men kan det være rigtigt? Ja, han bor her måske. - Men måske tager jeg fejl. I hvert fald forsvinder han i trængslen.
   Omsider når vi frem til en meget stor, rund plads, hvor tusindvis af mennesker er samlet, og flere kommer til hele tiden. Jeg ved ikke hvad anledningen er, og er sådan set heller ikke interesseret, så jeg skiller mig ud fra mængden og går ned ad en sidegade.
   Her er der til gengæld nærmest folketomt. Jeg går gade op og gade ned og undrer mig over, at husene da ikke er helt nybyggede. Der er butikker, men de er lukkede. Det må være en særlig dag. Jeg er helt kommet væk fra, at dette skulle være Seljord, men sommetider ser jeg mellem en husrække et fjeld i det fjerne, og det ligner godt nok sig selv.
   Jeg går ind ad en port og står i en baggård, og pludselig ser jeg noget meget kendt. Det er huset, som før lå på sletten, og som nu ligger klemt inde mellem høje huse i en beskidt og ussel baggård.
   Nu er det forfaldent, malingen skaller af, flere ruder er knust, og her bor åbenbart ingen mennesker. Det skal nok rives ned.
   Døren står åben og hænger på hængslerne. Jeg går ind og op ad trappen, som knager under mig, og jeg er bange for, at den skal bryde sammen. Jeg går helt op til tredje etage, og så står jeg i den vidunderlige stue som dengang. Slet intet er forandret, de fine møbler står der stadig, intet er flyttet, men alt er endnu mere faldefærdigt og nedstøvet, på vej mod opløsningen. Et øjeblik synes jeg virkelig jeg kan se ud af vinduerne, ud over den grønne, vide slette og ned mod Seljord, men så ser jeg jo, at det kun er murene til husene omkring.
   Det blev aldrig til noget, at jeg skulle gøre rummet i stand dengang og komme til at bo der.
   Sådan er det og sådan var det. Jeg går ned ad den knagende trappe og forlader huset.