Jeg sidder på forreste række, hvor jeg har et godt udsyn i bussen. Buschaufføren standser bussen og stiger ud foran for at hjælpe en ældre dame ind bag i bussen. Jeg ser mit snit til at være leder for en stund, og indtager buschaufførens sæde. Der lukker jeg dørene. Passagerer stirrer med vantro og spørger ad hvad der foregår. Jeg ser buschaufføren uden for døren oppe foran. Han er i panik. Jeg sætter bussen i gear, smiler og vinker til chaufføren. Formålsløst løber han lidt med på siden af bussen, men hans overvægt og alder, forhindrer ham i at følge trop - desuden forsætter jeg til næste gear.
Der er omkring ti personer i bussen metalfavn ud over mig selv. Alle er på vej til enten arbejde eller uddannelse denne mandag morgenstund, men det bliver ikke på min vagt. Jeg ser på mit billige armbåndsur fra Lidl og noterer mig klokken. Med lidt god vilje kan jeg være hos min mor om fire til fem timer - alt afhængig af trafikken på Jyllands veje.
En af passagererne, en ung knøs i tyverne, rejser sig og bevæger sig fremad i bussen. Jeg skifter gear og presser bussen til at yde noget for skatteydernes penge. Fra min inderlomme i jakken fisker min revolver frem og siger: "Sit dig ned," mens jeg peger revolveren mod ham. Han adlyder og finder sig et ledigt sæde.
" Hvor skal vi hen?" råber han.
"Sydpå, mere behøver du ikke at vide," svarer jeg, "så læn dig tilbage og nyd turen. Ved nærmere eftertanke, så indsaml alle telefoner og bring dem her. Jeg tæller efter så ikke noget med at snyde. Hvis du ikke indsamler telefonerne, så skyder jeg en tilfældig passager!"
Tøvende rejser han sig og adlyder ordrer. Han er nervøs og fumler unødigt, mens han henvender sig til de første medpassagerer for at indkassere.
"Skynd dig lidt!" siger jeg, "Jeg begynder at blive utålmodig, og det kan vi ikke have."
Han sætter tempoet op, og jeg giver mig til at fumle med radioen. Mens jeg leder efter en kanal med iørefaldende musik, så er knægten blevet færdig med at indsamle telefonerne.
"Det er dem alle sammen," siger han med telefonerne i favnen: "Hvor skal jeg gøre af dem?"
"Kom her op til mig," siger jeg og ruller vinduet ned i førersiden. Han gør som han får besked på.
"Hvad er dit navn?" spørger jeg.
"Malte," siger han nervøst.
"Malte, ræk mig nogle af telefonerne," siger jeg og rækker højre arm frem mod ham.
Han stikker mig tre af telefonerne og jeg smider dem ud ad vinduet.
"Kom med nogle flere indtil det er slut," siger jeg.
Malte ser på revolveren i min venstre hånd der hviler på rattet og adlyder.
"Så er der ikke flere," siger han, da han har givet mig de sidste telefoner.
"Alright, find et sæde nede bag i bussen og slap af."
Malte adlyder, og vakler fra side til side ned bag i bussen.
Alle passagererne er vågnet op til dåd. Frygt og nervøsitet lyser ud af deres øjne, mens bussen forlader byen og bevæger sig ud på motorvejen E45. En radiostation spiller Dolly Partons sang "Nine to Five", men det er for tidligt med så muntre toner. Klokken er jo ikke engang ni endnu, så det er dårlig timing. En anden radiostation spiller velkendte og iørefaldende 80'er numre, så jeg lader radioen være på den frekvens.
Talk Talk synger nummeret "Such a Shame" og jeg skruer op for musikken, fordi det passer til den givende lejlighed. Ja, det hele er en skam.
Revolveren i min hånd er en attrap fra nettet, men den ser realistisk ud. Forhåbentlig får jeg ikke brug for at skulle skyde nogle, men i værste fald har jeg håndgranaten fra min anden inderlomme. Og den er ægte nok. Jeg ønsker ikke at skabe unødigt postyr selv om det nok er for sent med den tankegang. Hvis jeg bare havde kunnet overskue at tage de offentlige transportmuligheder som alle andre, så ville situationen ikke være tilspidset.
"Få dem til at synge med på sangene," siger en stemme inde i mit hoved: "Vi skal have det sjovt." En anden stemme siger: "Sluk radioen, det larmer." Jeg ignorer stemmerne og lader forsat radioen underholde. En kriller i halsen fortæller jeg skal hoste. Jeg famler efter lommetørklædet i mine bukser, men når ikke at føre det op til munden. En lille kaskade af blod rammer forruden. Jeg fører lommetørklædet op til munden og hoster indtil anfaldet er overstået. Mine kræfter er ved at ebbe ud. Hvis jeg bare kan få lov til at se min mor igen, og fortælle hende hvor meget jeg holder af hende, så bliver det hele alright. Jeg ved ikke hvordan hun vil tage imod min uanmeldte ankomst, men håber blot at hun vil fortælle mig, at hun elsker mig og tilgiver mig for alle de år vi ikke har set hinanden, ansigt til ansigt. Her på det sidste har jeg ikke ville se hende over et videoopkald, men har udelukket ringet over almindelig telefon. Hun skal ikke se hvor bleg og afkræftet hendes søn er blevet. Men nu er det ved at være sidste udkald og jeg har behov for at se hende en sidste gang. Koste hvad det vil.
Efter en times kørsel melder naturens gang sig.
"Hey mister, hvornår lader du os gå?" spørger en ung pigestemme nede bag fra bussen.
"Når vi er fremme," svarer jeg.
"Hvor lang tid er der til at vi er fremme?"
"Om fire til fem timer afhængig af trafikken."
"Hvad så hvis vi skal på toilettet?"
"Så må I holde jer. I er jo ikke små børn," svarer jeg.
"Jamen jeg skal nummer to," siger hun: "Det haster!"
"Beklager, jeg stopper ikke bussen. Gør hvad du er nødt til at gøre, hvis du ikke kan holde dig."
Det er ikke min intension at være ond. Problemet er blot jeg ikke stoler på at pigen vil udføre sit forehavende uden for bussen blot for at vende fredsommeligt tilbage til sit sæde. Hun vil nok prøve at flygte, hvis hun øjner chancen. Desuden er vi på motorvejen, og vi er midt i myldretrafik og kan ikke bare stoppe som det behager. Et øjeblik ønsker jeg der er tale om en pensionistbus med indbygget toilet på vej til Tysklands grænse for at handle ind. Men det er ikke faktum, og alle må gå på kompromis. Jeg indrømmer over for mig selv at situationen ikke er gennemtænkt, men er en impulsiv handling som så meget andet i mit liv. Det impulsive har altid styret mit liv og har ført både gode og dårlige ting med sig undervejs.
Som knægt stjal jeg fra butikker, fordi en pludselig stemme fortalte mig at det var en god idé. Det udløste adrenalin sus som jeg levede højt på, og siden hen søgte hen imod, for at bryde den monotone hverdag.
I øjeblikket pulser blodet igennem mine årer og jeg indser at jeg har opnået dagens adrenalinkick. Men på hvilken bekostning?
En stank af lort breder sig pludselig i bussen. Pigen fra før, der skulle på toilet er nu tavs og rød i hovedet. Nogle af passagererne sidder og vifter en hånd for næsen mens jeg morer mig kosteligt. Stemmer i hovedet er tvedelte af meninger. Den ene siger, at så kan hun lære det og griner eller også siger de, at det er synd for hende. Jeg tænder en smøg og lader tankerne få frit lejde. Smøgen er hurtig et overstået kapitel, og jeg kæmper på ny med hosten.
Konflikten er ægte. En part af mig ønsker at stoppe bussen og lade passagererne ud. En anden part af mig ønsker at gøre dem fortræd. Jeg er som altid splittet ad stemmerne og kæmper for at finde en rationel løsning, der vil tilgodese alle partnere. Lige nu er jeg dog fast besluttet på at nå frem til min destination og bussens medborgere er min adgang til underholdning undervejs. Jeg har ikke planer nogen planer udtænkt for, hvad det vil ske når jeg når frem. Jeg har ingen intentioner om et gidseldrama mod penge, for min lungecancer er så langt fremmeskyndet at beskidte penge ikke kan redde mig. Jeg har kun måneder igen, og agter at mærke at jeg lever indtil hele regnestykket går op i en højere enhed.
Der er gået yderlig en time i bussen og vi har passeret Vejle. Vi er lige kommet til Kolding da passagerne begynder at kigge ud ad vinduerne.
"Alle forholder sig i ro og gør ikke noget dumt som for eksempel at signalere noget til andre omkring os i trafikken. Opfør jer pænt og jeg lader jer gå om godt to timer," sagde jeg. Et hurtigt estimat er, at der er gået cirka halvdelen af turen. Det er i al fald en bustur som passagerne vil huske fremover. Hvem ved, måske vil de værdsætte livet noget mere efter denne oplevelse og ikke tage ting i livet for givet.
En af de unge, en dreng med en rød kasket, der formentlig er en studerende, sidder stille og kigger nervøst op og ned fra sit skød. Jeg kan ikke lide blikket. Der er ugler i mosen. Jeg må hellere holde et skarpt øje med ham. Andre omkring den studerende kigger også nervøse med. Hvad foregår der mon?
"Malte! Hvad foregår der dernede bag ved?"
"Ik, ikke noget," stammer han.
"Jeg har en også håndgranat at I ved det, så prøv ikke på noget!" siger jeg og finder håndgranaten frem, som jeg vinker med som var det slik.
Stemningen eksploderer i utryghed, som om attraprevolveren ikke er nok til at indgyde frygt.
"Du der med kasketten. Hvad har du gang i? Hvad er det som du er så opslugt af? Ja dig," siger jeg.
Da vi drejer af på motorvej E45 mod Aabenraa smuldrer flere af passagernes ansigter for håb. Mine planer om at nå til Tønder virker truede. Jeg når ikke at få svar at gutten med den røde kasket før bussen bliver eskorteret af et par politibiler med blå blink og irriterende alvorlig lyd fra sirener.
"Du der i bussen. Det er politiet. Hold ind til siden og lade os tale om situationen!" lyder det fra en megafon.
Fandens også! Hvordan havde de fået færten?
Flere af passagerne flytter sig over i siden eller helt ned bagved hvor politibilerne er i syne og vinker med arme og ben. Kun to af passagerne der er lidt ældre bliver ovre i den modsatte side, men kigger fortrøstningsfuldt med. Håbet spirer blandt dem alle og de tænker vel at forhåbentlig er mareridtet snart ovre denne mandag. Min hjerne har set for mange film til at indse at dette bærer noget godt med sig. Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg ved bare, at jeg er tissetrængende og er trængt op i en krog. Jeg træder lidt ekstra på gaspedalen, men politiet følger naturligvis med uden kvaler.
Megafonen fra politiet plaprer igen, men jeg sanser ikke ordene, ser blot på de blå blink. Pludselig overhaler politibilen fra siden og lægger sig ind foran bussen - tvingende bussen ned i omdrejninger. Politibilen bag bussen rykker op til førersiden af bussen, afløsende den anden politibil der overhalede. Jeg sidder i saksen. Gode råd er dyre. Jeg beslutter mig for at træde endnu mere på speederen og lægge pres på politibilen oppe foran. Bussen bumper ind bagi politibilen. Politibilen klodser sine bremser her og der i et forsøg på at bremse forsvarligt så det er knap så farligt. De blå blink i førersiden ledsages af en arm hvori der er en pistol. Skud lyder. Knægten med den røde kasket rejser sig op. I sit skød har han en bærbar computer. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det da jeg bad om at få udleveret mobiltelefonerne.
Smagen af blod rammer min mund et øjeblik efter endnu et skud har lydt og perforere min hals. Vinduet i førersiden ligner starten på tilblivelsen af en si. Jeg taber attraprevolveren og tager mig til halsen. Hvis jeg ikke var bleg i forvejen, så bliver jeg det nu på grund af blodmangel. Malte er kommet op foran i bussen. Han virker som om, han er parat til at gribe ind og tage styringen med bussen, hvis det kræves. Ham Malte skal nok blive en ansvarsbevidst voksen. Det er jeg sikker på. Alt går I sort og jeg ved, at jeg vandrer ud af livet før tid. Men det er okay. Jeg vil bare gerne have set min mor en sidste gang. Det er det eneste jeg fortryder. Jeg slapper af og lader vandet. Så fik jeg endelig tisset uhindret. Der bliver varmt i skridtet. Stemmerne snakker ikke længere i munden på hinanden, men hvisker sagte mens de ler, indtil også de fader borte, for intet varer evigt.