Kardinal 'Banbull' nikkede mildt til de omkringstående kardinaler, da Pave Sankt Paul den 6. gik forbi i procession. Banbull var en af 'de unge' magtfulde kardinaler, og havde derfor indflydelse på hvem der skulle være den nye pave, når den tid kom. Hvordan han var havnet dér, var en gåde. Hans teologiske karriere kunne tilsyneladende ikke opspores. Det eneste man vidste var at han kom fra Bosnien, hvor han var poppet op, og havde haft titel som biskop nogle få år. Det var i en kaotisk og voldelig periode i landets historie. Et rod af etniske, politiske, kriminelle og religiøse stridigheder hvor folk pludselig forsvandt.
   Banbull havde sat sig i spidsen for et hemmeligt oprør. Pavemagten skulle fravristes italienerne, og gives til en kardinal der repræsenterede den største bidragsydere i det internationale broderskab. Pengene skulle styre, som i enhver anden international organisation. Denne position gav Banbull en næsten uindskrænket magt uden for Italien.
   Banbull styrede donationer fra de sammensvorne i det hemmelige oprør, i form af kapital der blev indsat på en konto hos Wege & Co i St. Gallen. Formuen skulle bruges af 'Globallisterne' til bestikkelse af kardinaler fra 'Den italienske gruppe', så pavemagten kunne landes i Polen eller på Balkan. Banbull ville pege på sig selv, men hans manglende teologiske viden og indblik i kirkens doktriner ville muligvis stå i vejen for ham, det var en daglig udfordring.
   Det Banbull manglede af viden om teologi, havde han til gengæld så mange gange mere med hensyn til politik, intriger, korruption, vold og ondskab. Tanken om at blive pave guds stedfortræder på jorden berusede ham. Den suveræne MAGT.
   Banbull havde overtaget styringen af de konservative biskopper i Schweiz som han pressede for ydelser og kontanter der skulle indbetales på 'Wege kontoen'.
   Han testede nidkært hver enkelt at dem, for at finde ud om de loyalt støttede ham og derfor kunne fortsætte i deres embede, eller om de derimod var uvillige, illoyale eller blødsødne og han derfor skulle sørge for at de lige så stille og roligt forsvandt. Der var intet der kunne glæde ham mere end mennesker der 'forsvandt'.
   En effektiv metode til at skille sig af med mennesker der ikke makkede ret, var bandlysning. Den middelalderlige straf. Den havde Banbull taget op igen, og gjort til 'sin egen', uagtet pavens reformer. Straffemetoden havde han med stor succes benyttet sig af i hans teologiske karriere. Det var da også det der havde givet ham navnet Banbull et navn han havde gjort til sit eget, samtidig med at hans rigtige navn bekvemt var glemt og forsvundet.
   Banbull havde Stefanus Paulus i kikkert. Bisperne i St.Gallen havde helt tilbage fra 1500 tallet forpligtet sig til at leveret fire uddannede piger og drenge, unge mennesker fra børnehjem i St. Gallen til 'missionen' og klostrene på Balkan.
   Stefanus Paulus havde imidlertid besluttet at 'sælge børnene', som det reelt var, til anden side. Så Banbull havde de facto ikke fået børnene leveret i flere år.
   Stefanus Paulus havde imidlertid aftalt med Banbulls sekretariat at de udeblevne leveringer af børn blev erstattet med 10.000 sf pr. barn.
   Det irriterede Banbull for hans organisation på Balkan kunne på lang sigt tjene langt mere på børnene ved af udnytte dem. Havde det så bare været et barn i ny og næ men Stefanus Paulus havde de sidste mange år sendt erstatning for børnene. 40.000 sf. Hvert eneste år siden han var tiltrådt som bisp.
   Men med Banbulls mistroiske væsen og næse for korruption, blev den slags kreative transaktioner hurtigt stoppet. Kim Kwaiping blev tilkaldt. Han var ansat som ansvarlig bogholder for område Schweiz. Banbull ville have alle regnskaber på bordet vedr. Stefanus Paulus og kanton St. Gallen.
   Kim var bleg og spinkel, en lille frastødende mand af kinesisk afstamning. Han bar runde brilleglas, i et billigt stel, foran de sprækker der var øjne bag. Han lugtede sursødt som langtidsopbevaret Pekingand.
   Banbull havde ham i sin hule hånd. Han forlængede hans opholdstilladelse i landet med kun ét år ad gangen, gav ham 'en skål ris ' i hyre, og lod ham arbejde døgnet rundt.
   Det eneste 'formildende' ved ham var at han var psykopat kriminel og ondskabsfuld. Og af selv samme grund fungerede deres samarbejde normalt tilfredsstillende.
   Kim lagde ærbødigt sagsmappen foran Banbull, og håbede på at de problematiske posteringer gemte sig i de mange kolonner af tal. Han havde i al hemmelighed overført 100 sf hver måned til sin egen konto i SG kreditanstalt, konteret under kontorartikler som 'kuverter.'
   Når han var nervøs, flød en mærkelig katteaccent ind i det smukke tyske sprog. Banbull hadede katteaccenten dels på grund af selve lyden og dels fordi han instinktivt vidste at der var 'ugler i mosen' når katteaccenten tonede frem. Kim stillede sig ved siden af Banbull; hvad der bestemt ikke passede ham. Kim begyndte at blade filen igennem, revisoragtigt, medens han monotont kommenterede ligegyldige posteringer undervejs. Banbulls tillærte milde syndsforladelsesansigt forandrede sig gradvist til en ny maske; 'Beelzebul'. "Jeg vil godt se de indbetalinger som substituerer de fire junior-missionærer, "sagde han.
   Kim bladrede nervøst gennem protokollen..." "Her! 40.000 sf. De er indbetalt som værdipapirer. Aktier i Ukraine diamond Limited til kurs 1720 sf. "
   "Og hvad har vi så tjent på aktierne da de blev solgt, Kim?" Brummede Banbull.
   "Jeg kan oplyse at aktierne ikke er solgt", sagde Kim skingert eller sagde han miau?
   Banbull greb telefonen og ringede til Wege...
   "Kursen på: Ukraine diamond Limited?"
   "Vi må desværre meddele at aktien er afnoteret, henvendelse vedr. aktien skal rettes til kurator ..."
   "Find ud af hvor mange år det her er foregået!" Råbte Banbull vredt ind i øret på Kim.
   Kim bladrede og bladrede i regnskabsbøgerne i én halv time og noterede omhyggeligt årsregnskab efter årsregnskab. Han var våd af sved og angst.
   I mellemtiden var temperaturen på Banbulls blod kommet op på 40 grader celsius. Trykket i hans hoved var som en vulkan umiddelbart før den sprænger i luften. Der gik faretruende rystelser gennem hans indre.
   "Det er samme mønster der går igen, lige siden 1970 hvor Stefanus Paulus tiltrådte som bisp", mijavede Kim. "Penge væk" spandt Kim med næsten en dumglad betoning, lettet over at hans eget tyveri var ude af fokus.
   Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. "Man fucker ikke med guds Kardinal!" skreg Banbull ubehersket, hvorefter hans fede fingre greb Kims hoved og smadrede det ned i skrivebordet med voldsom kraft. Der lød et brag... Nådigt, Kim døde med det samme. Banbull så til med væmmelse da de trak ham ud af kontoret. Han ærgrede sig over at der var kommet en ridse fra de knuste briller i den dyblakerede overflade i det smukke rosentræs skrivebord. Ærgrelsen ville ikke gå væk... hans ansigt stivnede i Beelzebuls maske.

Marta og Elle var jublende lykkelige endelig havde de fundet hinanden efter atten års adskillelse. De havde meget at indhente. De talte uafbrudt og ind imellem, omfavnede de hinanden lo og græd.
   Elle var meldt ud af 'spionteamet'. Jens Østergård var helt med på at når hun nu havde fundet sin mor skulle hun være hos hende.
   Hendes gamle mor der havde passet hende så kærligt på 'Edelweiss' mumien der også hed Marta var lagt tilbage i Flamingo-kassen i Mercedesens bagagerum.
   Magdalene nød at være sammen med de to lykkelige kvinder, mor og datter der endeligt havde fundet hinanden igen.
   Det så ud til at antallet af spioner var reduceret til Jens Østergård og Lene Lindstok.
   Jens Østergård havde opsporet børnehjemmet og de fire unge som Stefanus Paulus havde 'frikøbt' fra 'missionen' på Balkan. De tre af dem var rejst til Amerika, den sidste var en dreng der hed Ronald Zog, han var stadig på børnehjemmet., ham mente Jens de kunne opsøge direkte.
   Det blev Lenes opgave. Hun virkede 'ufarlig' i sin novice kjole, og af samme grund forventede de at hun kunne få mest ud af Ronald.
   Lene tog tandhjulsbanen op til søerne, på den sydvendte bjergside. Den lå i gåafstand fra Konkordiastrasse. Søerne var et herligt sted hvor børn unge og gamle nød fritiden. Der var badeanstalter med udspringsvipper, bassiner til leg og kapsvømning og livreddere med vagtsomme øjne. Om vinteren blev søerne brugt til skøjtebaner. Det var et godt sted at finde en kæreste havde Robert sagt.
   Nu var det ikke lige en kæreste Lene var på udkig efter men en ung mand der hed Ronald og som boede lidt højere oppe af bjerget i det gamle katolske børnehjem kaldet 'Haus der Gnade'.

Ronald sad med flybilletten til Amerika i hånden, da en af de små kom fræsende, overspændt med sensation i stemmen, forpustet halvt råbende: "Der står en grå nonne ude i forhallen, hun vil tale med dig, siger hun! "
   Ronald lagde en kærlig hånd på den lille piges skulder og sagde belærende: "Sådan en hedder en novice Mary." Ronald lagde billetten fra sig og stilede mod forhallen, forfulgt af en hoppende Mary. Hvor ville han dog komme til at savne lille loyale Mary, når han rejste til USA og endnu værre Mary ville være knust når han ikke var der længere. Han skød de ubehagelige tanker fra sig... og entrede forhallen.
   Det gav et ryk i Ronald da han så Lene. Hun var som trådt ud af hans drømmes fantasier der tumlede rund i hans unge hoved. Han havde set så uendelig mange nonner og novicer på det gamle nedslidte børnehjem, i skolen og i kirken. Men aldrig én som hende.
   Hvad var det lige der skete med ham, han kunne dårligt trække vejret og øjnene løb i vand. Nu måtte han tage sig sammen.
   Han var så uendelig træt af al den asketiske gråsorte selvopofrelse. Cølibatet der ustandselig skulle fortrænge den påtrængende synd. Begrænsninger, uhellige tanker, syndsbekendelse og straf altid straf.

"Hun er her råbte Mary, og hoppe hen og tog Lene i hånden, hvorefter hun trak hende over til Ronald.
   Godt Mary fik reddet situationen og trukket mig ud af paralysen tænkte Ronald. Hans hjerte slog højt i brystet. Han rakte hånden ud, undgik øjenkontakt, da han præsenterede sig: " Ronald Zog, du ville tale med mig? "
   "Ja, jeg hedder Lene Lindstok, jeg kommer angående vores fælles venner Torn og Nagle."
   "Torn og Nagle, ja dem kender jeg de kommer her fra 'Haus der Gnade." Ronald kastede et blik mod døren og fik et bekymret udtryk " Kom lad os gå ind på mit værelse. "
   Lene fulgte efter Ronald, de gik ind på værelset og Mary hoppede med, hun holdt stadig Lene i hånden, det var som om hun aldrig havde tænkt sig at slippe. Mary var en køn lille pige hun lignede faktisk Lene da hun var i den alder, levende øjne langt blondt hår og med et lille gavtyvesmil.
   Ronald kastede et blik ned ad gangen og lukkede døren.
   Ronald var 15 år vidste Lene, en særdeles køn dreng og stor af sin alder, han bevægede sig let som en gymnast. Lene gættede på at han var medlem at en af de mange svømmeklubber ved søerne der lå nogle få kilometer nede af vejen. Han var mørk og solbrændt. Han havde tæt sort krøllet hår og store alvorlige brune øjne. Han er nok fra Libanon tænkte Lene uden at have de mindste forudsætninger for at gætte rigtigt.
   Lene satte sig på Ronalds seng der var redt stramt og spartansk, på samme måde novicerne på St. Lukas klostret havde lært Lene at rede sin seng. Mary sprang op i sengen og satte sig til rette. Nøj, det her er spændende tænkte hun, stadig med Lene i hånden. Lene nænnede ikke at tage hånden til sig. Det var som om at Mary var en lille jetjager der skulle tankes op i luften og nu koblede sig sammen med det store optankningsfly. Men det var ikke benzin Mary hungrede efter, det var omsorg og kærlighed, en mor.
   Lene kunne mærke hun blev rørt og gav spontant Mary et ordentligt kram. Mary strålede. Ih altså, bare Lene kunne blive her sammen med mig, Ronald og alle de andre, tænkte hun...
   Ronald trak en stol over til sengen så han kunne sidde tæt på Lene og Mary. Han vidste at det ville blive en alvorlig samtale og han ville gerne tale med dæmpet stemme.
   "Ronni har mistet stemmen." lød det fra Mary. Hun regnede med at det var dén ulykke de tre skulle tale om.
   Ronald turde stadig ikke se Lene i øjnene og kastede blikket på hendes bare fødder. Det var meget smukke fødder tænkte han, for første gang i hans liv var fødder smukke. Hvad skete der lige var han ved at blive sindssyg. Han havde opholdt sig for meget på børnehjemmet og taget ansvar for de små, med dårlig samvittighed over at han skulle rejse fra dem... og nu rablede det for ham.
   Lene betragtede den alvorlige dreng der tydeligvis gloede på hendes fødder og var gået helt i stå.
   "Har du mistet stemmen Ronald? " Spurgte hun forsigtigt mens hun nikkede søstersolidarisk til Mary.
   Ronald fik samlet sig igen " Ja, jeg er fyret som første sanger i domkirkens drengekor, min lyse stemme er væk."
   "Hvornår kommer den tilbage, " spurgte Mary inkvisitorisk.
   Lene lagde armen om Mary. "Du skal ikke være bange, jeg er sikker på at Ronald snart får en flot mørk mandestemme i stedet." Mary var dårligt trøstet kunne man så tydeligt se på hendes lille udtryksfulde ansigt, hun foretrak så bestemt den lyse stemme...
   Ronald syntes han efterhånden var hæs som en søløve med knækstemme, men det ville han først tænke på når Lene var gået. Lige nu kørte hjernens grafikkort overclocket inde i hovedet på ham. Han måtte gemme Lene i sin hjernens grafiske hukommelse, billeder der overmatchede hans turbulente fantasier og drømme.
   "Vi skal tale om alvorlige ting det er vigtigt at du koncentrerer dig om det Ronni " Hun talte bydende og brugte samtidigt hans kælenavn, hun håbede på den måde at normalisere situationen for Ronald.
   "Undskyld Lene," svarede Ronald rød i hovedet, " du gør indtryk på mig, jeg tænkte som en synder. "
   "Nej Ronni, du er ok, men lad os tage fat på den vigtige opgave vi skal afklare"
   "Ja selvfølgelig... Mary tror du at du kan lave 3 kopper the?"
   Mary var ikke meget for at slippe Lenes hånd. "Jeg sladrer ikke, det ved du da Ronni?"
   "Det ved jeg helt sikkert sagde Ronald, men vær nu sød at lave lidt the til os."
   "Ok, men du må ikke gå Lene," sagde Mary og spænede ud, men lukkede døren lige så forsigtigt som Ronald havde gjort.
   "Det handler om Stefanus Paulus han vil have Torn og Nagle tilbage. Pigerne er helt normale, det er mine venner, men han vil spærre dem inde på sindssygehospitalet. Jeg forstår det ikke? " Sagde Lene, som spurgte hun på egne vegne.
   Ronald sagde ingenting, men for første gang kiggede han Lene direkte i øjnene, det var smukke øjne tænkte han, klare blågrønne øjne, lidt katteagtige. Hun havde et stærkt og selvsikkert blik. Øjnene er sjælens spejl, tænkte han.
   Lene kiggede ind i hans dybe alvorlige blik, hun så en følsom, hærget og frustreret sjæl, og det slog hende at hun ikke på noget tidspunkt havde set ham smile. Hele tiden dette alvorlige blik.
   Ronald skammede sig over at have gloet så åbenlyst sultent på Lene, at han i sin pupertetsdimmelim kun så hendes seksuelle potentiale og ikke det hele menneske hun i virkeligheden var. Han havde ikke vist hende den respekt hun havde krav på, indså han. Hun havde derimod vist ham tillid, det samme ville han gøre, besluttede han sig for.
   "Lene jeg er en af de få der er betroet sandheden om Stefanus Paulus. Han er som en far for mig." Han holdt en lang pause. "Tingene er ikke som du tror... Jeg vil fortælle dig det hele men du må sværge ved den hellige jomfru at du holder det hemmeligt."
   "Jeg sværger" sagde Lene fast.
   "Tro det, Stefanus er børnenes ven. Han har sørget for at vi der bor her på Haus der Gnade blev frikøbt fra Balkan missionen som havde udviklet sig til ren menneskehandel. De sidste mange år har han frikøbt fire uge missionærer, hvert år. Jeg er den sidste der blev frikøbt. Jeg rejser til USA som udvekslingsstudent næste uge. Hvad værre er: Stefanus har brugt mange år på at trævle Balkan biskoppens kriminelle aktiviteter op. Det er ham de kalder Banbull og som nu er Kardinal og biskop i Rom og leder for 'De globale' Kardinaler der vil tage magten fra de italienske Kardinaler. "
   "Det er svært at tro at Stefanus er et godt menneske."
   "Det kan kun gud bedømme. Men nu fortæller jeg dig en hemmelighed mere." Ronald kiggede betænkeligt på den lukkede dør, og sænkede stemmen yderligere. "Stefanus sendte et brev til Paven hvor han anmodede om et møde. Dagsordenen skulle handle om en uværdig Kardinal. Paven sendte sagen videre til Kardinaludvalget som bad Stefanus give møde i Rom, ét hemmeligt sted uden for Vatikanet. Banbull må have fået nys om det, ad hemmelige og korrupte omveje, for da Stefanus dukkede op blev han slået i gulvet og hans taske med bevismaterialet mod Banbull blev stjålet. De forsøgte at myrde Stefanus men det lykkedes hans chauffør og livvagt at få ham slæbt ned i bilen og komme væk med ham. Det er livvagtens heroiske indsats Stefanus kan takke for at han stadig er i live. Hvis han da stadig er i live...
   "Det er skræmmende at den korrupte Banbull har infiltreret kirken."
   "Ja, men ikke nok med det Kardinalrådet har under pres fra Banbull bandlyst Stefanus Paulus. Det er den nådesløse forbandelse, hvilket vil sige at Stefanus Paulus har fået frataget sit embede som straf. Og Banbull har udlovet en hemmelig dusør på 100.000 $ til den der eliminerer hans jordiske tilstedeværelse."
   "Ondt, jeg håber ikke det lykkes for Banbull at narre Paven i længden."
   "Det ser desværre ud til at det lykkes for ham."
   "Hmm men hvad ville Stefanus med Torn og Nagle?"
   "De skulle have været med mig til Amerika, der er faktisk derfor jeg ikke er rejst endnu."
   "Hvorfor?"
   "Tro det eller ej men Banbull vil giftes hemmeligt med dem, det kan man stadig nogle steder på Balkan."
   "Det er sygt, de er jo kun 15 år."
   "Ja det var også derfor at Stefanus ville beskytte dem, og sende dem til et land der ikke tolererer den slags."
   "Modigt af Stefanus"
   Mary raslede med thekopperne da hun åbnede døren...
   "Jeg kan ikke sige mere, " hviskede Ronald.
   "Så er det rigtigt, at du har mistet stemmen Ronni, sagde Mary drillende og grinede.
   Ronald så grav alvorlig ud...

Klara forstanderinden kom først tilbage næste morgen, for det var Ronald der havde ansvaret for de små på børnehjemmet den søndag... Da alle var lagt i seng, også Mary, kunne Lene og Ronald endelig afslutte deres alvorlige samtale... Det blev sent, da Lene skulle gå hjem til Konkordiastrasse.

"Jeg følger dig ned til byen" insisterede Ronald.
   "Ok."
   Månen var fuld og lyste søerne op fra en klar himmel det var lunt og vindstille. Der var ikke et menneske at se dernede. Da de gik over broen, pegede Ronald på 100 meter banen, der lå badet i måneskin. " Det er der jeg svømmer," sagde han stolt. "Jeg er den hurtigste på 100 meter fri i St. Gallen "
   "Det er du ikke længere"
   "Hvad mener du "
   " Ja, nu bor jeg her jo også, " smilede Lene udfordrende.
   " Ronald var målløs... du mener da ikke at du kan slå mig. "
   "Sagtens " sagde Lene kort og næsvist..."
   "Ærgerligt vi ikke fik badetøj med ... så kunne det hurtigt afgøres sagde Ronald forurettet.
   " Det har vi da," sagde Lene, og stillede sig op på udspringsskamlen, bane 1. " Har du aldrig hørt om Adam og Eva. "
   " Jo, dem har jeg hørt om. " Han stillede sig op på udspringsskamlen, bane 2. " Her følte han sig tryg og selvsikker. " Banen er 50 meter du skal helt ned og røre bassinkanten og tilbage, jeg tæller ned fra 10 og når jeg råber spring, så springer vi, og konkurrencen er i gang.
   "Ok "sagde Lene kampklar og krængede sin kjole af med en enkelt trylle bevægelse.
   "Ok " sagde Ronald. Afklædningen var lidt kejtet, men han ville ikke stå tilbage...
   "Tæl!"
   "... ... 3,2,1, Spring!
   Ronald havde lagt en strategi. Han ville lade Lene komme først på de første 50 meter uanset hvor langsomt hun svømmede, og når hun satte af og kom foran, ville han skyde frem som en haj og vinde de sidste 50 meter overlegent.
   Men allerede efter udspringet da han kom op til overfladen var Lene foran. Strategien blev ændret til 'fuld fart frem' . Nede på 50 meter vendingen vendte hun inden Ronald var fremme og kom imod ham. Han var så overrasket og febrilsk at han slugte vand da han skulle vende, de sidste 50 meter var en katastrofe. Da Lene havde svømmet de 100 meter, var han 20 meter bagud. En total ydmygelse. Alligevel følte han at han havde vundet noget andet da han nåede bassinets kant og vendte sig forpustet mod Lene.
   "Lad mig så høre hvem er den hurtigste svømmer på 100 meter fri i St.Gallen, spurgte Lene og stak drillende næsen i sky."
   "Jeg vil hellere fortælle dig hvem der er den smukkeste på 100 meter i det fri, sagde han og lo befriet for første gang i 15 år." Det var noget dristigt, med uden sultne flakkende øjne. Respekt.