Man må forundres over hvordan verden ser en. Selv om øjne er øjne er det helt forskelligt hvordan de forskellige hjerner tolker det der stilles foran dem. Den pige jeg engang kendte sendte nogle helt unikke signaler til forståelsescenteret. Unik i negativ forstand.

Helt almindelig var hun ikke - men på den anden side - hvem kan egentlig sige sig fri for at være lidt ualmindelig? Anja hed hun. Hun var dengang 16 år. Gik i 10. klasse. Høj og buttet. Langt lyst hår. En mellemstor bagdel og en mellemstor barm. En pige der med sin højde og udseende kunne have blevet en af de såkaldte supermodeller - hvis ikke det lige var for de 12-14 kilo der jævnt fordelt på hendes krop ødelagde det hele. Ikke bare modeldrømmene, hvis hun da nogensinde har haft sådan nogle, men også hendes liv.

Helt tilbage fra den allerførste skoldedag var hun den højeste og mest buttede. Vi andre kendte hinanden på kryds og tværs af køn og geografisk placering i byen. Hun var netop flyttet hertil fra en endnu mindre by i den anden ende af landet. Derfor blev hun lynhurtigt "den kornfede fra Skellet", Panja-Anja og andre lidet kønne navngivelser.

Vi var 20 i klassen, 9 drenge, 10 piger - og Anja. Op til og med 10. klasse havde der været lidt udskiftninger undervejs, men den samme fasttømrede klike var stort set uberørt af fra- og tilflytninger. 10 var vi alt, 5 drenge, 5 piger. 9 ligegyldige - og "den tykke".

Første gang jeg talte med hende var faktisk først i 10. klasse. Vi skulle lave samfundsprojekt og vores lærer Henrik Mortensen havde fået den tåbelige idé at vi skulle skrive alle vores navne på små sedler, lægge dem i en skål, hvorfra han trak sedlerne op igen - én efter en - og på den måde dannede han 10 par. Min partner blev Anja. Modvilligt accepterede jeg denne håbløst uretfærdige lodtrækning; vel vidende at protester ikke ville ændre dens resultat.

Det var første gang jeg så hende. Ikke fysisk, men første gang jeg for alvor rigtigt SÅ hende. Første gang jeg så hende som andet end et menneske der blot skulle have en bidende ond kommentar under bæltestedet. Et slag på armen, et skub eller et "tilfældigt" dask med tasken. Ikke bare var hun høj. Ikke bare var hun buttet. Ikke bare havde hun langt lyst hår. Ikke bare var hendes agterparti lidt større end gennemsnittet. Ikke bare havde hun nogle flotte store bryster. Hun var også smuk. Ikke betagende underskøn smuk som fotomodeller, amerikanske skuespillere og internationale sangerinder. Hun var bare smuk. Detaljerne overskyggede helheden. Måden hendes hår sad på. Samlet i en hestehale og med langt pandehår. De smukke lyse øjenbryn. Hendes øjne. Det var første gang jeg så hende direkte ind i øjnene. Og første gang jeg med interesse så hende ind i øjnene uden at frydes over de salte tårer der så tit havde vist sig i øjenkrogene. Tårer der så tit var skabt af både mine og klikens små ondskabsfuldheder, stikkende bemærkninger og "tilfældige" slag og spark. Disse øjne. Underligt døde øjne. Øjne hvis sjæl ikke havde mærket kærlighed. En arret sjæl, fuld af nederlag, ydmygelser og sørgmodighed. Og alligevel var de på en eller anden underfundig måde fyldt med håb. Lige da sollyset fra vinduet ramte dem kunne jeg i et splitsekund se det håbefulde glimt. Et glimt der lynhurtigt afløstes af bange anelser. Matte og fulde af pessimisme tog de igen deres sædvanlige grågrønne farve. Men disse øjne. Dybsindige, funderende, analyserende. Og med et kraftigt net af tilbageholdenhed, angst og ydmyghed.
   Hendes mund var perfekt formet med fyldige læber. Når hun talte, kunne man se en række hvide og velholdte tænder inde bag dem. Den lille sarte dobbelthage som kun kunne anes når hun kiggede ned i sine notater. Brede skuldre. Stærke og alligevel feminine arme. Perfekt holdt hænder med lange velplejede negle. Ikke en pige man ville fløjte efter på gaden. Ikke en skønhed som helhed, men en skønhed i detaljerne.

Timerne gik, og efterhånden som projektet langsomt men sikkert skred frem opdagede jeg en anden ting ved Anja. Hun var intelligent. Helt utrolig intelligent. Hendes evne til at overskue en problemstilling, sagligt diskutere den og slutteligt formulere en løsning var uforlignelig. Hvad samfund, økonomi, politik og landet som helhed overgik hun mig med adskillige længder - både hvad paratviden, analyser og visioner angik. Og jeg var ellers kendt som en af de allerskarpeste knive i klassen ... Og netop derfor blev jeg mere og mere besat af hende. Hendes ydre skønhed, som jeg efterhånden var kommet til at synes, var mere smukt end de piger der var i mine hemmelige blade hjemme under sengen. De helt utrolige øjne. Øjne som jeg erfarede kunne skifte farve afhængig af lyset, hendes glød når vi diskuterede og når hun blot sad fjernt og dagdrømte. Hendes skarpe og analyserende hjerne. I det hele taget opfattede jeg hende mere og mere som et menneske. Et godt menneske. Et intelligent menneske. Et på alle områder smukt menneske. I mit stille og hemmelighedsfulde sind nærede jeg endog respekt for hende. Ikke som person men for det hendes mund via hjernen formulerede er guldkorn.

Som klikens hidtil ubestridte leder var jeg i projektperioden udsat for mangt og meget. De daglige mobberier af Anja var ganske vist aftaget noget efter at hun var blevet min partner. Ydmygt og fuld af respekt og beundring vurderede mine trofaste disciple af skæbnen kunne være hård, og accepterede derfor at jeg i disse 3 uger skulle trækkes med "den kornfede Panja-Anja".

Endelig. Efter 3 uger var vi færdige. På denne fredag var hele klassen i et særdeles overstadigt humør. Projektet var færdigt og når vi i den kommende uge alle havde fremlagt og forsvaret opgaverne var det tid til læseferie. Foråret var kommet i al sin pragt og det hele så ualmindelig lyst ud. En større fest var arrangeret af kliken - værd at bemærke FOR kliken - og det var nu kun et spørgsmål om tid inden jeg igen fuldgyldigt ville blive forenet med mine loyale følgesvende. Hvilken befrielse det ville være. Ikke mere Panja-Anja. Igen skulle mit liv forme sig som jeg havde lyst til. Hurtige piger, hurtige branderter og en masse spas og sjov med gutterne.

Lige indtil Anja stillede mig spørgsmålet. Spørgsmålet som for altid vil plage mig. Spørgsmålet som jeg den dag i dag husker som noget af det klareste. Spørgsmålet som startede så meget - og alligevel endte det hele.

"Jeg synes vi har gjort et fantastisk stykke arbejde," sagde Anja til mig. Jeg nikkede og stjal mig til endnu et glimt af hendes øjne. "Har du lyst til at tage med hjem og drikke en sodavand og lige gennemgå konklusionen i opgaven inden du skal til festen i aften?" Jeg var målløs. Var hun dog ikke klar over til hvem hun talte? Ganske vist havde jeg lært, erfaret og hørt mange ting i de tre uger vi havde puklet som gale for at få projektet færdigt til tiden - men alligevel. Jeg VAR dog den magthavende instans. Jeg kiggede for gud ved hvilken gang på hende. Hendes blik fangede mit. Og for første gang nogensinde så jeg et håb i hendes øjne. Ikke bare et håb om at nu skulle jeg altså fatte det her. Men et vaskeægte håb. Et håb. Et ønske. Nærmest tryglende. Tryglende om jeg ikke godt ville betragte hende som et menneske. Et individ. Måske ikke ligefrem et menneske på mit plan - men dog et menneske med visse værdier. Min hjerne skreg til mig:
   "Sig dog nej, ydmyg hende, slå hende hårdt på armen, brøl din allerværste latter ud i hendes ansigt og spørg om hun er gået fra forstanden."
   Desværre lystrede min mund ikke min hjerne. Målløs hørte jeg den sige:
   "Jo, det kunne være rigtig hyggeligt."
   Et forræderi på højt plan. Jeg forbandede min store kæft langt væk, og lyttede intenst på lydene fra klasseværelset. Heldigvis var der ingen der havde opdaget dette åbenlyse judas-værk begået et sted imellem min forstand og min mund.

Resten fortaber sig lidt i en tåge. Vi pakkede vores tasker sammen og jeg sendte hende i forvejen med en vaklende forklaring om "at jeg lige skulle ordne et par ting, men at jeg ville dukke op i løbet af en halv times tid". Sætningen blev efter al sandsynlighed formuleret i håb om at ingen ville se mig gå ned i Skellet og banke på hendes forældres fordør.

Jeg smed cyklen op ad stakittet og væltede i god ro og uorden ind i vores lille entré. Ingen hjemme. Et blik på fjernsynet, computeren og vinduet afgjorde sagen til vinduets fordel. Vejret var simpelthen for fantastisk til at sidde inden døre. Et hurtigt bad senere og jeg stod ren, velduftende og redte håret. Jeg kom i tanke om invitationen. Umiddelbart ville jeg tabe mere ansigt end nogensinde før hvis jeg gik den lille kilometer ned i den let forfaldne ende af byen for at banke på Anjas fordør. Og alligevel var jeg drevet af den her uforklarlige besættelse. Nysgerrigheden efter lære hende og kende. Lysten til at suge til mig af al den intellekt og viden hun på sine bare knap 16 år havde samlet sammen. Jeg bandede af mig selv.

En god halv time senere stod jeg foran føromtalte fordør og bankede på. Hvis jeg skal være helt ærligt, kan jeg ikke helt forklare tankerne der gik igennem mit hoved da jeg stod der, men synet der mødte mig da døren gik op glemmer jeg aldrig. I al sin skønhed stod hun blot der og så på mig. De grågrønne øjne mødte mine og aldrig før og aldrig siden har jeg set så voldsom en flodskylle af lykke, glæde og håb. Selv om hun ikke fortrak en mine stod det helt klart at hendes inderste sjæl jublende var i gang med at lappe på et årtis sår.
   Høfligt inviterede hun mig indenfor, og lidt beklemt trådte jeg ind i gangen, og da hun vendte sig rundt for at vise mig vejen ind til køkkenet, bemærkede jeg hendes påklædning. En lys sommerkjole med tynde stroppe til at holde den oppe. Bare ben. Halvdelen af ryggen var nøgen. Og en aldeles fantastisk dejlig bagdel. En skønhed. En i mine øjne helt fantastisk smuk pige. En pige skabt på kun 3 sølle uger. I køkkenet var der intet usædvanligt linet op ud over at der stod to uåbnede colaer og to glas midt på køkkenbordet. Med en nonchalant bevægelse bad hun mig tage plads på stolen over for hende, og vi satte os ned. Colaerne blev åbnet, hældt op og vi tog begge vores glas. Hun lænede sig en smule ind over bordet og den lave udskæring i den lyse sommerkjole gjorde at den første skål blev med Anjas smukke bryster. Jeg var helt betaget. Den smukke hvide hud. Man kunne ane en smule brun farve, skabt af forårets spæde forsøg på at lade op til sommeren. For anden gang den dag overraskede min mund mig. "Du ser godt ud," sagde jeg, flyttede mit blik fra hendes bryster og op til hendes ansigt. Igen fortalte hendes øjne den nøgne sandhed. Igen glimtet, igen håbet, igen glæden ved at have overskredet grænser. Grænser der for tre uger siden ville have været lukket land for hende. Hendes kinder blev røde og hun slog genert og uvant ved situationen blikket ned. "Tak" mumlede hun. Jeg flyttede mig uroligt på stolen. Selv om min hjerne skreg og teede sig som en vild så jeg alligevel min hånd langsomt glide over bordet. Som en slange nærmede den sig hendes. Jeg lagde min hånd oven på hendes og gav den et lille forsigtigt klem. Hun løftede hovedet og kiggede mig direkte ind i øjnene. Min mave begyndte at gå i total hårdknude. Åndedrættet blev kraftigt besværet. Jeg var ude af stand til at styre alle de modstridende følelser der med lysets hastighed væltede igennem min krop. Hun var så smuk. Så blid. Så god. Hun var ubeskrivelig.

Tingene udviklede sig faktisk den lune eftermiddag. I lang tid sad jeg bare med min hånd oven på hendes. Jeg kunne mærke al hendes smerte igennem den. Alle ydmygelserne. Nederlagene. Det strømmede som en elektrisk flod af dårlig samvittighed op gennem min arm. Og hver eneste negativt ladede impuls var som et hårdt slag direkte mod min hjerne. Igen og igen dukkede alle situationerne op. Limen i læbepomaden, de mange mange liter vand der i tidens løb var fyldt i hendes taske, alle de ting der var blevet stjålet fra hende, ødelagt og derpå returneret. De mange gange hun med tårer i øjnene bare havde siddet og fundet sig i de ondskabsfulde verbale smædeord, rim og sætninger der ramte hende. Alle de gange hun stille havde trukket sin cykel hjem fordi kæden var væk, dækkene sprættet op eller hele cyklen var smurt ind i diverse substanser. De mange gange hun knækket og nedbrudt er gået hjem med jakken, trøjen, bukserne og huen stoppet ud med sne. Som om hun bevidst sendte mig alle de billeder og små filmklip sad hun blot over for mig, musestille og med sin hånd under min. Jeg vidste hun kiggede på mig, men jeg havde ikke modet og samvittigheden til at møde hendes blik. Pludselig mærkede jeg hendes hånd bevæge sig. Bare ganske lidt. Og med et var det som om strømmen af ondskabsfuldheder tog af. Jeg løftede hovedet. Hun græd. Ikke piskende og ukontrollabel gråd. Tårerne løb blot ned af hendes kinder. Hun græd mere end jeg nogensinde havde set hende græde førhen. Tavs sad hun og led. Og fik forløsning. Hendes hjerne pumpede det hele ud af hendes tårekanaler. Langsomt opløstes "den kornfede fra Skellet" i tårer. Jeg rejste mig og gik hen og satte mig på stolen ved siden af hende. Tog fat om hende og knugede hende ind til mig. Sad bare og holdt om hende. Mærkede hendes tårer mod min kind.

Du godeste hvor var jeg forelsket. Klike eller ej. Ubestridt stammeleder eller ej. Fra nu af skulle verden se helt anderledes ud. Et menneske var spildt. Et individ var ofret på klikens alter. For egen popularitets skyld havde vi udset et eneste svagt menneske til vores syndebuk. Ubønhørligt havde vi hakket hendes værdighed, selvrespekt og selvtillid i så mange stykker at ingen nogensinde ville være i stand til at fuldende det igen. Men fra dette sekund ville alting være anderledes. En ny æra var ved at springe ud. Og når den blomstrede ville det være den smukkeste æra verden endnu havde set. Og det skulle være en æra jeg var en del af.

Den dag talte jeg som jeg aldrig i mit liv har talt før. Som et vandfald fossede bogstaver, ord og sætninger ud af mig. Hele min livshistorie kom frem. Faderen som altid var fuld, moderen som var et psykisk vrag. Desperat forsøgte jeg igen og igen at forklare både Anja og mig selv hvorfor vi havde været så onde. Tålmodigt lyttede hun mens hun skiftevis holdt om mig og knugede mine hænder i hendes. Eftermiddag blev til aften. Festen kunne være fest alt det den havde lyst til. Jeg var ligeglad. Da mørket sænkede sig over det lille hus, indtog vi stuen. Anja begyndte at fortælle om hendes liv. Faderen hun aldrig havde kendt, moderen som arbejdede i ét væk for at holde de 4 unger med tøj, mad og andre fornødenheder. Hvordan hun som yngste havde set sine 3 større brødre bukker under for de dårlige livsvilkår. En dræbt ved trafikuheld, en anden narkoman i hovedstaden og en 3. som hun ikke helt var klar over hvor var henne lige nu. Hun fortalt om hvordan hun helt fra starten havde besluttet at hendes skæbne skulle være anderledes. Grådkvalt lyttede jeg til hende. Hørte hende genfortælle de billeder og filmklip jeg havde set for mig da vi sad ude i køkkenet. Og hvordan hun tappert og tilsyneladende ukueligt havde modtaget hvert et hug, hvert et slag og hver en ydmygelse - for at gå hjem og kæmpe med sig selv. Hvordan hun lukkede hverdagen ude, dybt begravet i bøger.

Første gang jeg kyssede hende var en ubeskrivelig følelse. Vi havde snakket os tomme. Mange års frustrationer var blevet talt ud. Der var opstået en fornemmelse af at vi begge var blevet tømt. Hun lod mig kysse hende. Vores læber mødtes. Det gnistrede i min hjerne. Jeg tror egentlig det var den sidste spæde forsøg på at forklare mig at det var Panja-Anja jeg sad og kyssede. Jeg slukkede for den. Var træt af den. Lod mine følelser tage over i stedet for. Kyssede hende bare. Nød hendes læber mod mine. Nød hvordan vores tunger gradvist blev fortrolige med hinanden. Nød at mærke hende. Smage hende. Nød at nyde hende. Det hele var så forskelligt fra alle de piger jeg hidtil havde kysset med. Som regel havde det altid været i en busk eller stående op af en kold mur ved midnatstide. Altid til en fest, og altid så overfladisk og ligegyldigt. Dette var det modsatte. På en eller anden uforklarlig måde var det bare så anderledes.

Mere forvirret end jeg nogensinde havde været forsvandt lørdagen. Selv om jeg hverken havde været til fest, set Anja eller været ude sammen med gutterne var det ubestridt den bedste lørdag i mit liv. For første gang i mange år var min samvittighed til at holde ud. Selv om den aldrig havde naget mig kunne jeg den dag se at det ofte var den der opfordret til alle de modbydeligheder vi havde udsat Anja for. Man kunne sommetider få den tanke at man var gået over stregen, men sammen med kliken blev man i fællesskab enig om at sådan var det bare. Det kunne ikke være anderledes. "Den fede fra Skellet" var nu engang "den fede fra Skellet" og det var et uomtvisteligt faktum.

Søndag var jeg endnu mere lykkeligt. Efter at have brugt lørdagen på at bearbejdet alle de mange millioner tanker dristede jeg mig til at tage en jakke på og gå ned mod skellet. Vejret var slået om fra forårsvejr til efterårsvejr. En kold og hård vind blæste fra vest, og de mørkegrå skyer var hastigt ved at trække sig sammen til en ordentlig byge. Da jeg nåede ned til de lille lidt tilbagetrukne hus, begyndte jeg at fløjte muntert. Ganske vist havde jeg en nagende mistro til om det hele virkelig kunne ende så godt, men min optimisme overdøvede klart de bange anelser. Godt nok havde vi talt ud om ufattelig mange ting, ganske vist havde vi kysset, kælet og til sidst elsket - men derfra og så til at hun ville begynde at komme fast sammen med mig var der unægtelig et stykke vej.
   Mine knoer ramte fordøren tre gange. Intet svar. Jeg bankede igen, denne gang lidt hårdere. Akkurat som i en billig amerikansk gyserfilm åbnede døren sig en anelse på klem. Jeg åbnede den helt, og kiggede ind i gangen, igennem den åbne dør og ud i køkkenet.

Mine øjne stirrede vantro på det syn der mødte dem. Blodet var løbet ud fra køkkenet og ind i den lille gang. Den store sø var blevet næsten sort. Forfærdet trådte jeg ind i gangen, hoppede over blodpølen og ind i køkkenet. Hun lå på gulvet. Nøgen. På Ryggen. Hendes store bløde bryster dannede to smukke kurver. Benene var let spredte og afslørede den hvide, næsten gennemsigtige og sparsomme kønsbehåring. Det lange lyse hår var for en gangs skyld ikke samlet i den obligatoriske hestehale, og lå som en vifte ud fra hendes hoved. Den ene hånd lå ned langs siden af hende, og den anden strakt ud fra den livløse krop. I den åbne hånd lå der en stor jagtkniv. Den overskårne hals gabte i et stort mørkerødt sår.

Anja var en ualmindelig pige. Ualmindelig fordi hun tog alle de tæsk livet gav hende uden at give så meget som et pip fra sig. Ualmindelig fordi de fleste som begår selvmord med en kniv eller et barberblad ville skære pulsårerne i håndledet over. Anja besluttede at tage den store skarpe jagtkniv. Hun havde placeret æggen cirka fem centimeter til venstre for midten af halsen. I et kraftigt og beslutsomt ryk havde hun i en bevægelse trykket kniven hårdt ind mod huden - og lynhurtigt, beslutsomt og med voldsom kraft trukket den hen over halsen. Lægen der ankom til stedet, mente at hun havde været død mindre end et minut efter at hun havde gjort det. Kvalt i sit eget blod. Blod fra hovedpulsåren som var strømmet ned gennem hendes overskårne luftrør.

Selvmord er en penibel ting. Oftest læser man i de kloge bøger at det er et råb om hjælp. At de egentlig helst vil opdages og stoppes inden forehavendet ender i død og sorg. Sådan havde Anja ikke villet det. Det våben, og den vilje der lå bag den tragiske brug af det, var besat af kun et ønske. Et ønske jeg aldrig kommer til at forstå. Et ønske om at afslutte. Om at dø.
   Eftertiden har været et mareridt. Havde vi bare aldrig mobbet hende. Havde vi bare aldrig behandlet hende så modbydeligt. Havde hendes far aldrig svigtet hende og hendes familie. Havde hendes brødre bare taget vare på deres eget liv og beskyttet deres lillesøster. Jeg kan ikke glemme hende uanset hvor gammel jeg så end bliver. Og jeg er efterhånden kommet frem til den konklusion at jeg på en eller anden pervers måde heller ikke har lyst til det. Jeg straffer mig selv hver dag. Hverdag dukker der en association op. Navnet, et stykke tøj, en taske eller en handling. Sommetider er en duft eller en følelse nok. Som et sus passerer hun i et splitsekund revy. Men altid lige præcis længe nok til at jeg husker og angrer.
   Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor hun gjorde det. Var den usynlige overgang fra den ulykkelighed hun kendte så indgående, til den ukendte lykkelig virkelig så uoverskuelig farlig?
   Tænk hvis jeg fra første færd havde set ind i hende, set hvad hun indeholdt, ok ikke bare dømt hende på billigt tøj fra Afrika-hjælpen, hendes kurvede ydre og hendes lette tårer.

Havde jeg dog bare aldrig sagt ja tak til at drikke den cola med hende den forbandede eftermiddag hvor jeg slog hende ihjel og ødelagde mit liv.