Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt i skolen. Vi boede på det tidspunkt i en lille by, Ørslev, i det sydlige Sjælland.
   Det var en dejlig sommerdag og jeg var på vej hjem ad en sti over en eng, hvor græsset stod højt med røde valmuer og gule mælkebøtter ind imellem. Jeg var iklædt et par små, korte bukser og intet andet, og jeg var mørkebrun over det hele.
   Og pludselig, foran mig på stien sad en stor skrubtudse. Jeg standsede og blev vel lidt forskrækket. Den kiggede op på mig, og jeg kiggede ned på den. Den var stor, men jeg var større, så i den forstand var den lille. Og i et frydefuldt øjeblik følte jeg min egen storhed.
   Jeg satte min fod ind over den, og jeg kunne se at den dukkede sig. Så trådte jeg langsomt ned, og jeg mærkede dens hud under min fodsål. Og så trådte jeg til. Blod og hvad en sådan tudse ellers indeholder piblede op mellem mine tæer.
   Jeg tror nok jeg følte et øjebliks triumf, men så blev jeg grebet af rædsel, og løb. Og hver gang jeg standsede for at få vejret så jeg for mig, at den så op på mig og jeg så ned på den, og at den dukkede sig.
   Jeg kom hjem, og min mor kunne ikke begribe, hvad der var i vejen med mig, og jeg fortalte hende det ikke. Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg havde vel ikke ord for det. - Ja, jeg har aldrig fortalt det til nogen før nu på mine gamle dage.
   Det jeg gjorde er vel ikke den store forbrydelse set i et voksenperspektiv, og i betragtning af, hvad der foregik i verden de år. Herregud, en skrubtudse og en brun barnefod. Men i barnets perspektiv var det en forbrydelse på linje med hvad de voksne kunne begå.
   Selvfølgelig er det mildnet med årene. Jeg er blevet voksen, og det hører til barndomsminderne, og pudsigt nok husker jeg i denne forbindelse også, at det var en dejlig sommerdag, og græsset og blomsterne og bierne der summede. Men falder mine tanker på tudsen er mine følelser og min skræk straks tilbage der, min fod og skrubtudsen.