Har man penge nok, kan man få hvad man vil. Jeg har penge, men... alt hvad jeg vil, har jeg nu ikke fået. Måske nok fordi jeg fokuserer på netop de ting der ikke kan købes for penge. - (Hvor det lyder).
   Jeg gik til en kendt kunstner og tilbød ham en større pengesum for at lave mig en god mandlig elsker. Han lo af forslaget og afviste det, men blev senere bidt af idéen. Dels kunne han jo godt bruge pengene, og dels tog han det som en kunstnerisk udfordring. Jeg var trods alt kendt som en seriøs kunstsamler.
   Han var i forvejen kendt for sine super-naturalistiske malerier og skulpturer. De sidste var ofte så livagtige at folk i særlige situationer forvekslede dem med virkelige mennesker. Uden for en S-togstation satte han en sådan figur, en fyr klædt i laser og pjalter med et skilt foran sig: 'Hjemløs og sulten!' og der blev faktisk lagt en del mønter i hans blikdåse. Det var før dette syn blev så almindeligt. - Nogen tilkaldte dog politiet, og da en politimand ankom blev spøgen naturligvis afsløret. Den vakte både latter og forargelse, og kunstneren var tæt på at få en bøde. Man mente, at det var at holde de virkelige hjemløse for nar, men faktisk førte avisskriverierne til at nogle hjælpetiltag blev sat i værk.
   I et andet mere uskyldigt tilfælde, hvor jeg selv blev narret, havde han ved en udstilling af sine værker anbragt en uniformeret kustode i lokalet, og folk blev forbløffede, når de henvendte sig til ham og han ikke reagerede. På denne måde kom jeg i kontakt med kunstneren og købte et par af hans malerier, og senere traf jeg denne aftale med ham.
   Arbejdet stod på i hen imod et år, og først da det var helt afsluttet, så jeg resultatet. Det var forbløffende. - Kunstneren førte mig ind i sit ateliér og trak sig så lidt tilbage.
   I et hjørne under dæmpet belysning stod en stor lænestol og en lidt indolent udseende ung mand sad i henslængt i den. Illusionen var fuldkommen, det var som om han var fordybet i sine egne tanker og derfor ikke ænsede mig. Han var bleg, og denne bleghed blev fremhævet af det mørke, let krøllede hår og de mørke øjne som så ud i rummet med et fjernt udtryk. Ansigtets enkelte elementer var fine, men i forhold til hinanden sært disharmoniske, hvilket gav det et udtryk af uro, liv og ekstraordinær skønhed. Han var en spinkel, men velbygget mand og hans påklædning var enkel og elegant, hvid ulden sweater, sorte bukser og sorte sko.
   Jeg kendte ham udmærket, men det tog sin tid før erindringen om store plakater og billeder i aviser og ugeblade dukkede frem. Han var simpelthen en kopi af den kendte fotomodel Daniel Vanillo, som i det sidste også havde vist at han kunne mere end at se godt ud. Han havde haft et par filmroller som havde vakt opsigt, og han havde fået den bedste kritik. - Og dog var dette mere end en kopi. Der var i figuren disse små, uhåndgribelige afvigelser fra det naturalistiske der gjorde at den ikke bare var en simpel kopi, men et kunstværk. Det rislede mig koldt ned ad ryggen, for jeg så at dette endog var et virkelig godt kunstværk.
   Kunstneren trådte nu frem og begyndte at forklare mig det tekniske. Figuren var solid og kunne tåle at blive flyttet rundt med og jeg kunne i øvrigt gøre med den hvad jeg ville. Den var opbygget over et virkeligt skelet, altså et af plastic, og kødet og huden var af et blødt latex-materiale.
   "Føl på ham," sagde kunstneren og skubbede mig hen til figuren.
   Jeg lagde hånden på den fine kind, men trak den tilbage som om jeg havde brændt mig. Den lod til at have normal kropstemperatur.
   "Det sørger et par batterier for," sagde han.
   Til min forskrækkelse rettede han nu en tyk, ikke særlig ren langfinger mod det fine ansigt. Da han berørte læberne skiltes de og fingeren gled dybt ind i munden. Han forklarede:
   "Munden er lavet sådan, at når man berører læberne åbner den sig og læberne og mundhulen slutter sig tæt om ... fingeren."
   Jeg stod som lammet. Selvom dette var netop var hvad jeg havde ønsket og betalt for, føltes det han gjorde som et overgreb.
   "Og den tilsvarende åbning i den anden ende er lige sådan," sagde han.
   "Ja tak!" sagde jeg køligt. "Vil De sørge for at få den sendt hjem til mig?"
   Han så undrende på mig. Så trak han på skulderen og lovede at sørge for transporten.


* * *
   Min kunstsamling befinder sig på førstesalen i mit hus, i tre værelser hvoraf de to har store vinduer, så de nærmest er som etaliérer, men i det tredje, som er det største, er der slet ingen vinduer men kun kunstig belysning. Der i et hjørne, mellem et stor maleri af kunstneren og et lille af Francisca Clausen blev stolen med figuren anbragt. Efter at belysningen var rettet til, så der var det rette forhold mellem lys og skygge var jeg tilfreds. Min tilsynsmand blev instrueret om den nødvendige vedligeholdelse - batterierne skulle jævnligt oplades eller udskiftes og den slags - og alt var perfekt.
   Jeg kaldte han Dandy, dels naturligvis med tanke på modellen og dels på grund af hans elegance. Jeg morede mig med at købe nyt tøj til ham. Når jeg så at Daniel Vanillo reklamerede for noget tøj hændte det at jeg købte netop det og gav Dandy det på. Barnligt! Ja, men hvad skal man med penge, hvis de ikke kan bruges til at tilfredsstille ens mere infantile lyster.
   Disse lyster og den tilfredsstillelse som dette kunstværk gav mig, fik mig næsten til at glemme de lyster der oprindelig havde fået mig til at bestille figuren., men ind imellem gav de sig jo til kende og krævede deres ret.
   Jeg havde på den tid haft et par længerevarende forhold og nogle flere løse. Ja, jeg mødtes da stadig med et par af dem og nogen regner jeg den dag i dag til mine venner. Men jeg var vist ikke en særlig stabil partner, dels på grund af mit arbejde som tog meget af min tid, og dels på grund af en uro i mig, som jeg ikke kan forklare. - Når nu disse venner besøgte mig, viste jeg dem mine nyeste erhvervelser af kunst, men aldrig Dandy.
   Så havde jeg nogle forhold til prostituerede. Egentlig kunne jeg godt lide disse trækkerdrenge, som jeg traf på visse barer eller på pladser i byen. Jeg kunne lide deres rå og kontante facon. De vidste præcis hvad sagen drejede sig om. Og dog var disse forhold ikke uden varme. Drengene var naturligvis vant til lidt af hvert, også til at blive brugt og smidt væk, så de satte pris på at blive behandlet ordentligt. Det gjorde jeg, men netop det var også problemet. Hensigten var jo, at disse forhold skulle være uforpligtende, men så blev jeg alligevel involveret i deres liv, og der kom en masse besvær ud af det.
   Nu bestemte jeg mig for ikke at være fjollet og alt for æstetisk over for Dandy. Trods alle figurens kunstneriske kvaliteter var han dog skabt med et bestemt formål for øje, og kunstneren havde vidst hvad han gjorde.
   Jeg bar ham derfor ind i min seng - han var betydelig lettere end et menneske af tilsvarende størrelse - og klædte ham af. Og de følgende nætter - og noget af dagene med, såmænd - kunne jeg konstatere at han også i denne henseende var perfekt.
   Jeg lod ham ligge i sengen hos mig om natten, og det skete at jeg vågnede og kunne skimte hans smukke profil, nogen gange syntes jeg ligefrem at han åndede, og jeg måtte tænde lyset for at forsikre mig om at det gjorde han ikke.
   Midt i nydelsen af ham savnede jeg naturligvis det modspil man gerne vil have fra sin partner, og jeg savnede glæden ved at kunne tilfredsstille ham. Kunstneren havde ganske vist sagt at han godt kunne lave ham så han både kunne få erektion og ejakulere, men det havde jeg sagt nej til. Der må være grænser for selvbedrag. - Jeg havde ønsket mig en bolledukke, og havde fået en i denne høje kvalitet. Hvad mere kunne jeg forlange?
   Jeg læste på denne tid en roman om en mand der var forelsket i en meget smuk kvinde, som imidlertid slet ingen interesse havde for det seksuelle. Hun var vidunderlig at være sammen med om dagen, men kedelig om natten. Det var som at ligge med et lig, siger han i bogen. - Sådan var det ikke med Dandy. Det var som at ligge med et kunstværk.


* * *
   Det var ikke meget jeg deltog i byens selskabsliv, men da en gammel veninde inviterede mig, spurgte jeg hende om hun kendte Daniel Vanillo.
   "Kun flygtigt," svarede hun, men hun kendte hans mor, som var en kendt skuespillerinde.
   Det vidste jeg ikke, men jeg spurgte, om hun kunne finde en udvej til at invitere ham.
   "Jeg skal forsøge," svarede hun og sendte mig et skævt smil.
   "Du behøver såmænd ikke smile sådan," sagde jeg. "Jeg er ikke halvt så uartig som du forestiller dig."
   "Nå ja, tilgiv mig," sagde hun og gav mig et kys på kinden. "Du ved, hvor meget jeg holder af dig. Jeg skal nok gøre mit bedste."
   Og det gjorde hun virkelig. Da aftenen kom og alle de kendte hun havde kunnet skrabe sammen samledes, plus en del der gerne ville være kendte og nogen der ville mænge sig med de kendte, kom han også.
   Jeg iagttog ham, da han kom ind fra den anden ende af stuen. Det var bevægende at se ham; som om Dandy var blevet levende. Og dog var forskellen større, end jeg havde regnet med. Først og fremmest naturligvis på grund af det faktum, at han var et levende menneske, særdeles levende. Hans bevægelser var nervøse og det samme var hans ansigt. Jeg forstod, at hans succes som model lå heri. Han kunne godt stille sig an for at se godt ud, men så glemte han sig selv, og en god fotograf fangede ham på vej fra den ene sindstilstand til den anden. At fange ham i dette flygtige moment gav billedet af ham dette præg af uro, bevægelse, som om han var på vej mod tilskueren eller væk fra ham. - Som skuespiller havde han også dette udefinerlige nærvær.
   Han var ifølge med en smuk pige, en smule skabagtig. Nå ja, det var han måske også, men jeg var nok noget mere overbærende mod ham på grund af Dandy. Han var tydeligt meget bevidst om sin egen skønhed, og det virkede som om han skiftevis nød og var genert over den opsigt han vakte, selv i denne forsamling der dog var vant til opsigtvækkende mennesker.
   Min veninde præsenterede os for hinanden, men blinkede idet hun trak sig tilbage. Det fangede han også, og han så hurtigt fra hende til mig.
   "Tag dig ikke af hende," sagde jeg, "hun har noget med det ene øje." Han lo, men jeg kunne også mærke at han var lidt på vagt. Herregud, det var nok ikke første gang han modtog tilnærmelser og frække tilbud fra alle køn.
   "Jeg kender dig bedre end du tror," sagde jeg.
   "Nå," svarede han og så sig om. Han spekulerede åbenbart på hvordan han skulle komme væk på en nogenlunde høflig måde...
   "Og jeg har noget hjemme, som det vil interessere dig at se," sagde jeg.
   Nu så han åbenlyst vredt på mig.
   "Måske din frimærkesamling?"
   "Nej," sagde jeg, "sådan en har jeg ikke. Det er noget meget mere personligt. Personligt for mig, og meget personligt for dig."
   Nu så han mystificeret ud, og jeg kunne se at en lille interesse var vakt.
   "Jeg forstår ikke, hvad du mener," sagde han.
   "Nej, naturligvis ikke," sagde jeg. "Hvordan skulle du kunne det? Men hvis du vil besøge mig har jeg et tilbud til dig, som har med dit arbejde at gøre. Det indebærer ganske vist også et mere personligt forslag, det må jeg indrømme. Men du vil forstå mig, når du ser hvad jeg har at vise dig. Jeg tror, du vil være interesseret. Og husk det er bare et forslag."
   Han var tvivlrådig, men endte med at tage en beslutning.
   "Godt, jeg skal komme."
   Vi fik begge vores kalender frem og fandt en dato to uger senere. Da det var ordnet sendte han mig et syrligt smil.
   "Vil du have noget imod, at jeg tager min kæreste med?"
   "Gerne en anden gang," svarede jeg, "men denne gang vil jeg sætte pris på at du kommer alene."
   "Ok!" sagde han, "jeg kommer."
   Da jeg tog afsked med min veninde, så hun sultent på mig og sagde: "Nå?"
   "Kære veninde," svarede jeg, "jeg er virkelig verdens uskyldigste menneske, og jeg opnåede præcis hvad jeg var ude på. Tak for hjælpen!"
   "Det var så lidt," sagde hun og rakte kinden frem så jeg kunne kysse den. "Skulle det være en anden gang."


* * *
   Dagene derefter fik jeg travlt. Jeg var slet ikke så forberedt, som jeg havde overbevist både Daniel og mig selv om ved selskabet. Jeg havde allerede en større samling fotos af Daniel Vanillo, plus de film han havde medvirket i på video. Det pakkede jeg i en kuffert og tog flyet til New York. Der opsøgte jeg en gammel ven, som var topagent i et større modelbureau, og også havde en fod indenfor i filmbranchen. Han så på billederne af Daniel, men gav sig ikke tid til at se filmene.
   "Nice guy, nice ass - nice - nice - nice," sagde han, mens han bladede bunken igennem.
   Jeg kunne endda se, at han savlede lidt. Men der var nok af problemer. Dels arbejdstilladelse og andet bureaukrati, dels konkurrencen fra andre fyre, som der var nok af i New York og som var villige til hvad som helst - hvad som helst - for bare at få en fod inden for i branchen. Med Daniel kunne jeg ikke garantere den samme villighed, men jeg kendte jo hans øvrige kvalifikationer, og da jeg havde set savlet i min vens mundvige og vidste at en smule modstand at overvinde kun ville skærpe hans appetit, så regnede jeg med at problemerne kunne overvindes. Så da jeg en uges tid senere sad i flyet hjem til Danmark havde jeg en foreløbig kontrakt, som bare manglede Daniels underskrift, i min mappe.


* * *
   Da han kom den aftalte aften og fik frakken af blev jeg næsten forskrækket over hvordan han var klædt. Han var iklædt en hvid, ulden sweater, sorte bukser og sorte sko. Han registrerede min overraskelse, men forstod den naturligvis ikke, og jeg sagde ikke noget.
   "Lad mig straks vise dig det jeg har lovet dig," sagde jeg og førte ham på ad trappen til første sal.
   I galleriet standsede han et øjeblik for at se på billederne, og det glædede mig at han åbenbart havde sans for kunsten. Så førte jeg ham videre til han stod over for Dandy, som sad henslængt i sin stol og var iklædt det samme tøj, som da jeg fik ham.
   Jeg trak mig et par skridt tilbage, og lod ham være alene med hvad, han nu måtte tænke. Han blev stående længe, jeg tror et helt kvarter, gik et skridt frem og et til siden, for at se figuren fra forskellige vinkler.
   Så vendte hans sig mod mig. Hans øjne skinnede, og det blege ansigt var nærmest ekstatisk.
   "Det er meget uhyggeligt," sagde han.
   "Du må da være vant til at se billeder af dig selv," sagde jeg.
   "Ja, ganske vist," svarede han, "men dette er noget andet. Jeg ved ikke hvad det er."
   "Det er kunst," sagde jeg.
   "Ja," svarede han bare.
   Jeg trådte hen ved siden af ham og tog hans hånd, og han lod mig gøre det.
   "Han er min elsker," sagde jeg. Han så mig ind i ansigtet, og var åbenbart i tvivl om jeg mente det bogstaveligt, og jeg lod ham være i uvisheden. "Kom, lad os gå ned og få noget at spise," sagde jeg.
   Efter at vi havde spist tog jeg kontrakten frem og viste ham den. Han læste den omhyggeligt, så op på mig og bevægede læberne som for at sige noget, men læste så kontrakten igen.
   "Hvad er dette?" spurgte han så.
   "Det er muligheder. Det er en foreløbig kontrakt. Du får mulighed for en karriere i USA. Men dette er bare begyndelsen. Kommer du derover skal du først i gang med problemerne. Dem må du selv klare. Du har alle kvaliteterne, men det er der også andre der har. - Dette er hvad jeg kan tilbyde dig."
   "Og hvad skal jeg så gøre til gengæld?"
   "Du skal sove her i nat med mig."
   Bleg var han i forvejen, men nu blev han endnu blegere, og jeg blev bange for at han skulle blive syg eller besvime. Jeg rakte ham vinglasset.
   "Drik en slurk," sagde jeg.
   Det gjorde han. Efter at være kommet lidt til sig selv sagde han:
   "Det var jo det, jeg ventede. Jeg tror ikke, jeg blev chokeret over dit forslag, men over det med kontrakten."
   Vi satte os ind i den anden stue i et par dybe stole og fik kaffe og cognac. Vi talte ikke meget, berørte kun forsigtigt de vanskeligheder han kunne komme ud for i USA. Men jeg kunne formelig se, hvordan drømmen voksede sig stærk i ham. Nogle gange glemte han sig selv og situationen helt og faldt i tanker, og jeg lod ham da være. Da gjorde han samme indtryk på mig som Dandy, da jeg så ham første gang. Han var fast besluttet på at gennemføre denne nat, og jeg er en erfaren og hensynsfuld elsker, og kender mandskroppens hemmeligheder, så jeg skulle nok sørge for at han fik nydelse ud af den, uden at tage skade på sin sjæl.
   "Er du parat?" spurgte jeg.
   Han så op på mig med sine klare, mørke øjne.
   "Ja," svarede han fast.
   Vi rejste os begge og jeg hentede kontrakten. Stående ved et bord skrev han under. Jeg foldede den sammen og lagde den ned i en skuffe.
   Vi stod lidt over for hinanden, og jeg betragtede det smukke, beslutsomme ansigt.
   "Nu må du gå," hørte jeg mig selv sige.
   "Jamen..." han så målløs på mig.
   "Gør bare som jeg siger," sagde jeg. "Alt er i orden."
   Da han havde fået frakken på og var på vej ud af døren vendte han sig mod mig og så helt ulykkelig ud.
   "Jeg ville virkelig have gjort det. Jeg havde ikke noget imod det."
   "Det ved jeg godt," sagde jeg. "Jeg fortryder det nok senere."
   Han tøvede lidt. "Og kontrakten ...?"
   "Jeg sender den i morgen. - Så gå nu. Og held og lykke."
   Da jeg havde lukket døren, gik jeg ind i stuen og sank om i stolen hvor vi havde siddet. Jeg fortrød det allerede. Og når jeg nu endelig skulle være så sentimental, kunne jeg i det mindste have bedt ham om et kys. Det havde han nok givet mig.
   En halv time senere gik jeg ovenpå til Dandy. Herregud, der sad han og så smuk og indolent ud som altid. Jeg tog om hans hoved og drejede ansigtet op mod mig. Jeg trykkede et kys på hans mund og læberne skilte sig villigt, så min tunge kunne glide indenfor. Derefter søgte min hånd ind under skjorten og fandt den lille luge hvor batterierne sad. Dem fjernede jeg, for hvad idé var der i at have varme på et kunstværk.