Da jeg var i tolvårsalderen besluttede jeg at løbe hjemmefra, og jeg planlagde i lang tid, hvordan det skulle foregå.
   Vi boede da i en lille by, eller forstad, må man vel kalde den, som stadig bar præg af, at den for et par generationer siden havde været en landsby med marker og bondegårde og noget skov. Skoven var der ikke meget tilbage af, og byfolk havde anlagt landsteder og bygget villaer her, og mere jævne folk anlagde kolonihaver og byggede deres knaldhytter. Vi hørte til de jævne, og havde ikke bygget noget, men boede i et tidligere sommerhus, som truede med at falde sammen over hovedet på os. I mine bøger havde jeg læst om fattigfolk, som levede i usle kår, og havde meget ondt af dem, men så tænkte jeg på, om vi selv hørte til dem. Jeg spurgte min mor, og hun blev både vred og forvirret over spørgsmålet, og sagde, at vi da havde tøj på kroppen og fik mad hver dag, og det slog jeg mig til tåls med.
   Vi var tre børn, og jeg var den ældste, og vi fik ganske rigtigt både tøj og mad, temmelig usselt, ganske vist, men mange havde det værre, så det gjorde ingenting. Mor puklede for at holde sammen på det hele, dels ved symaskinen og dels ved rengøringsjob og den slags. Der var ikke meget overskud til at tage sig af os børn, men for det meste klarede vi os selv. Min stedfar, som var far til de to yngste, var der da, men det betød ikke rigtigt noget. Men sådan var det ofte på den tid. Fædre var borte på arbejde, og hvad ved jeg. Tilstedeværende var de i hvert fald ikke.
   At dette var et midlertidigt bosted for os, var der ikke noget mærkeligt i, for sådan havde vi det konstant. Forrige sted vi havde boet var en lejlighed inde i byen, men den måtte vi flytte fra, fordi vi ikke kunne betale huslejen. Mor var altid på vej til et nyt sted, der var fremdrift i hende, eller en opdrift, som dog snarere førte hende nedad i samfundet. De skiftende stedfædre var der vel også for at give social stabilitet, hvilket de aldrig gjorde.
   Jeg for min del måtte passe min skole - som jeg hadede - og ellers levede jeg med bøgerne og i min egen fantasiverden. Jeg havde en rød glaskugle, lidt mindre end en tennisbold. I den var der små fejl og urenheder, og når jeg holdt den op mod lyset og drejede den, fremtrådte der forskellige figurer, som blev levende, og jeg fortalte mine små brødre eventyr, som jeg klart så deri, og også fik dem til at se.
   Jeg strejfede en del om i omegnen dels sammen med mine brødre, dels og helst alene. Jeg havde intet imod "de små", men jeg kunne godt blive træt af at have ansvar for dem, så det lykkedes mig sommetider at stikke af og være på egen hånd.
   Der var et sted jeg ikke kunne have dem med, det var helt mit eget. Det var forbudt område, omgærdet med et højt hegn og en gitterlåge med en kæde og en hængelås. Desuden var der et skilt med "hunden er løs", men det skræmte mig ikke. Jeg har aldrig været bange for hunde, og selv gale hunde har ikke gjort mig noget. Så jeg klatrede over hegnet.
   Jeg så ikke noget til nogen hund, og heller ikke til mennesker. Der var store tomme lagerbygninger og forfaldne værksteder, og alt var dækket af et fint hvidt støv, som vidnede om en virksomhed, som en gang havde været her. Hvad det havde været, kunne jeg ikke tyde.
   Der var også en gruppe huse, som bare var ruiner, nogle steder var taget faldet ned og murene sunket sammen, men i et af dem var der spor af, at der engang havde boet mennesker. Rester af tapet på en væg, en rusten kakkelovn, nogle ødelagte køkkenredskaber. Jeg befolkede bygningerne med mystiske væsner, indtil det gik op for mig, at det simpelthen var en bondegård. Her havde været en bondegård, før dette blev fabriksområde.
   Men det der kom til at optage mig mest var, at der var en brønd.
   Til min fødselsdag havde jeg fået en lille samling af Jules Vernes romaner af en ældre dame, som boede lidt længere nede ad vores vej, og som jeg var blevet venner med, ved at løbe ærinder for hende. Disse bøger havde jeg megen glæde af. En af dem var "Rejsen til jordens indre", og den bevægede min fantasi stærkt. Der var en anden verden lige her under mine fødder. Jeg var på biblioteket og søgte andre bøger om det samme, og fandt Ludvig Holbergs "Niels Klims forunderlige rejse", til landet i jordens indre og andre, for eksempel en børneudgave af "Gullivers rejser". - Disse bøger var ganske vist noget fantastiske, men min egen fantasi kunne sagtens måle sig med dem.
   Derfor vakte det voldsomme længsler, da jeg fandt denne brønd. På gårdspladsen til den gamle gård havde der ophobet sig store mængder skrammel. Det var på denne tid på mode med skrammellegepladser. Her havde jeg helt min egen. Det morede mig, at flytte rundt på det, for at se, om der var noget jeg kunne bruge. Under en trillebør uden hjul, var der en lille forhøjning, hvorfra en kant af beton stak frem. Der måtte være noget. Da jeg fik gravet det fri, viste det sig at være et rundt dæksel med et rustent håndtag i midten. Jeg forsøgte at flytte det, men det rokkede sig ikke. Hvor meget jeg så sled og slæbte, gav det sig ikke en millimeter. Det havde vel ligget der så længe, at det nærmest var groet fast. Jeg måtte opgive og gå hjem.
   Mor skældte ud over, at jeg var så beskidt, men mit hoved var så fuldt af ærgrelse og af fantasier om, hvad der kunne være under dette dæksel, at jeg ikke hørte på hende. Min hjerne myldrede med muligheder. Så næste dag, efter skole, gik jeg derover igen. Og nu fandt jeg en jernstang, som oven i købet var spids i den ene ende, som et spyd. Den fik jeg kilet ind under dækslet, og nu kunne jeg brække det løs. Nu kunne jeg bevæge det ved at brække med stangen, trække og skubbe, og jeg fik det flyttet så meget, at der blev en måneformet åbning. Nu kunne jeg se, hvad det var.
   Men jeg blev skuffet. Det var bare et hul. Og dog! Det var mørkt dernede, og jeg kunne ikke se bunden - hvis der da var nogen?
   Jeg havde ikke taget nogen lygte med, og jeg havde ingen. Det grublede jeg over, og kom i tanker om, at min stedfar havde en værktøjskasse, og i den var der vist en lommelygte. Kassen stod i et rum under huset, og den måtte vi ikke røre. Det var forbudt.
   Nu trak jeg den alligevel frem, og der var ganske rigtigt en lygte. Den tog jeg og satte kassen tilbage. Jeg regnede ikke med, at det ville blive opdaget, for jeg ville selvfølgelig lægge lygten tilbage.
   Jeg forstod jo, at det jeg havde fundet var en brønd. Oprindelig havde der naturligvis været en pumpe oven på den, men den var for længst væk, og efter at det tunge betondæksel var blevet lagt over den, var den blevet glemt. Når jeg nu lyste ned i den, kunne jeg først ikke se nogen bund, og noget vand var der i hvert fald ikke. Men så kunne jeg alligevel ane en bund, men hvor langt der var derned, kunne jeg umuligt beregne.
   Jeg grublede over dette i mange dage, og nu begyndte tanken om at stikke af rigtigt at tage form, og nu forbandt jeg mine fantasier om riget under jorden med brønden. Jeg havde jo opdaget indgangen.
   Jeg er ikke idiot, og det var jeg heller ikke som tolvårig. Jeg vidste udmærket, at selv den dybeste brønd ikke ville føre til noget rige under jorden. Men min fantasi var så stærk og så levende, at den overdøvede enhver fornuftig tanke. En del af min hjerne sagde mig klart og tydeligt, at brønden var et hul i jorden, men en anden del, og det var den stærkeste, var overbevist om, at fantasien, når den er stærk nok, kunne åbne porten til hvilken som helst verden. - Og det mener jeg egentlig også i dag. - Nåja, så er jeg måske alligevel idiot!
   Jeg måtte ned i den brønd, og jeg måtte have en stige for at komme derned, så jeg stjal min mors tøjsnor, for at lave en simpel rebstige. Rebet gemte jeg under min madras og lod som ingenting, når mor bandede og svor over de banditter, som stjal ordentlige folks tøjsnore.
   Jeg var rimelig god til at klatre i tovene i skolens gymnastiktimer, og når jeg nu kunne være alene i huset satte jeg mig til at knytte knuder på snoren med cirka en halv meters mellemrum. Jeg blev forskrækket over, hvor meget disse knuder forkortede tovet, så om natten sneg jeg mig ud og ind i naboens have og stjal deres med. Dagene efter hørte jeg min mor og fru Hansen skælde ud hen over hækken over de tølpere, der stjal folks tøjsnore. Og også over politiet, som ikke ville gøre noget ved det.
   Den nat jeg havde tænkt mig det skulle være, var der uro i huset. Jeg delte værelse med mine to brødre, de lå i køjesenge og jeg på en gammel sofa. Mor og min stedfar skændtes, gennem væggen kunne jeg høre min mors høje skarpe stemme, og hans dybe mumlende. Og mine brødre var længe om at falde i søvn. På en måde holdt jeg af dem, og var lidt vemodig ved at skulle forlade dem. Det havde jeg ikke tænkt på før. Men på en måde var de også lidt fremmede for mig. Aldersforskellen var stor, og de levede i deres egen fælles verden, som om de var tvillinger, og jeg i høj grad i min. Jeg var storebroren, som de nok så lidt op til, men ellers ikke havde meget med at gøre.
   Omsider blev der ro i huset. Ganske stille stod jeg op, tog rebet under madrassen og mit tøj og i et pludseligt indfald tog jeg også et tæppe fra sengen. I køkkenet tog jeg rugbrødet frem fra skabet og skar fire rundtenommer, som jeg smurte med fedt og leverpostej og spegepølse og pakkede dem ind i avispapir. Så tog jeg to sodavandsflasker med patentprop og fyldte dem med vand. Noget proviant måtte jeg have med. - Jeg rullede det hele ind i tæppet, og bandt nogle stumper snor omkring, så jeg kunne have det på ryggen. Jeg var ved at glemme lygten. Den lå under min seng, og jeg måtte liste ind og hente den. Så kunne jeg endelig snige mig ud.
   Det var klart månelyst. Fuldmånen stod lavt på himlen, og virkede større end den plejede. Landskabet lå badet i et mystisk lys, alt var klart som om dagen og helt sort i skyggerne. De velkendte steder virkede fremmede, som om jeg allerede var langt hjemmefra, i en anden verden.
   Men jeg kunne sagtens finde vej. Jeg havde gået så mange gange til det forbudte fabriksområde, at jeg kunne have gået vejen med lukkede øjne. Jeg fandt det sted i hegnet, hvor jeg let kunne komme over, og snart stod jeg ved brønden.
   Dækslet var kun halvt af, men der var rigeligt plads til, at jeg kunne komme igennem. - Men hvad skulle jeg gøre med min bylt? Det ville være besværligt, eller faktisk umuligt, at bære den, når jeg skulle klatre ned i brønden, også selvom jeg bandt den på ryggen. Jeg tænkte mig om, kiggede ned i brøndens mørke. Så tog jeg beslutningen og lod den falde derned. Jeg hørte en svag lyd, da den ramte bunden. Var vandflaskerne blevet smadret? Nå, der var intet at gøre ved det. - Lygten tog jeg i en snor om halsen.
   Min rebstige, hvis jeg da kan kalde den det, bandt jeg godt fast i det rustne håndtag på dækslet, og lod den falde ned i brønden. Jeg havde naturligvis forestillet mig, at klatre ned af den, men indså, at det var umuligt. Rebet var alt for tyndt, man kunne ikke få rigtig fat, det var ikke som rebene i gymnastiksalen. Det tog dog ikke modet fra mig. På intet tidspunkt i forløbet faldt det mig ind, at jeg ikke skulle gennemføre min plan, eller at den ikke ville føre til endemålet - hvad det så var.
   Jeg havde fundet ud af, at brønden ikke var jævn indvendig. Nogle sten ragede længere frem end andre, og nogen var også faldet ud, så der opstod en slags trin. Dem kunne jeg benytte mig af, jeg havde klatret så mange steder før, og så kunne jeg støtte mig til rebet. Så jeg gik i gang og krøb ned i åbningen.
   Jeg ved ikke, om jeg havde tænkt at det var let at komme derned. Det var det i hvert fald ikke. Og jeg havde slet ikke tænkt på, at det var livsfarligt. Men det var det, på mere end en måde.
   Det var svært at få fodfæste i brøndens ujævnheder, og samtidig hænge i mit spinkle tov. Det var hårdt ved hænderne og armene, og det strejfede mig da, at hvis fødderne ikke fandt fæste eller hvis de gled, ville jeg styrte ned. Og lygten som hang om min hals gav bare et flakkende lys, som ikke var til noget hjælp, snarere tværtimod. - Men for drømmeren er der ingen hindringer. Så jeg bevægede mig virkelig nedad minut for minut og centimeter for centimeter.
   Og pludselig var rebet ikke længere. Det rakte ikke helt ned til bunden, og jeg kunne ikke komme i en position, så jeg kunne rette lygten mod bunden og se hvor langt der var igen. Så hvad var der at gøre? At klatre op igen var ikke til at tænke på. Mine arme var nærmest døde, og hænderne klamrede sig krampagtigt til den sidste ende af rebet. Der var ikke andet at gøre, end at lade mig dumpe ned. Det gjorde jeg så. Jeg slap med hænder og fødder og lod mig falde.
   Det var ikke særlig langt, og selvom jeg gik på rumpen, slog jeg mig ikke.
   Efter jeg havde sundet mig lidt, undersøgte jeg mit nye opholdssted. Det var hurtigt overset. Bunden var jord, og den var fugtig, men der lå et par bræddestumper jeg kunne sidde på. Min bylt var det naturligvis, og flaskerne var ikke gået i stykker. Ellers var der intet andet end brøndens bare stenvægge. Ingen dør eller åbning til et rige under jorden. - Nå, det overraskede mig ikke, min fornuft, som var der et sted midt i fantasierne, havde vidst det hele tiden. Men det bekymrede mig heller ikke. Jeg kendte jo mine bøger, og redningen kom altid i sidste øjeblik. - Det værste var, at lyset i lygten tydeligt var blevet svagere, og jeg havde ikke tænkt på, at få nye batterier med. Ganske snart gik den helt ud, og der blev helt mørkt. Så mørkt som jeg aldrig havde oplevet det før. Det var nærmest som om mørket var et stof, der omgav mig. Det var også koldt, men jeg pakkede mig ind i tæppet og lagde mig på brædderne. Jeg kunne ikke strække mig helt ud, det var der ikke plads til, men jeg fik gjort mig det nogenlunde bekvemt - og så må jeg være faldet i søvn.
   Jeg drømte, at jeg befandt mig der, hvor jeg faktisk befandt mig - i bunden af brønden. Det var også mørkt, men jeg kunne se i mørket, og brøndens mure var ikke så kompakte, de bevægede sig på en langsomt bølgende måde, og der syntes også at være en åbning, men hver gang jeg prøvede at komme gennem den, stødte jeg imod muren.
   Jeg vågnede, og nu var det lyst, hvis man da kan kalde det lys, for det var stadig mørkt, men mørket var ikke mere så stofligt, og ikke sort men gråt. Jeg kunne stadig ikke se muren over for mig. Men langt, langt deroppe var der en halvmåne - eller nymåne var det vel snarere. Brønddækslet var jo kun trukket halvt af.
   Jeg kom til at tænke på en tekst jeg havde læst et sted: "Solen skal ikke stikke dig om dagen og månen ikke om natten". - Ja, jeg var ikke i fare for at få solstik, og jeg havde min egen private måne, men den lyste kun om dagen.
   Jeg spiste lidt af mine rugbrødsmadder og drak lidt vand. Men så skulle jeg ... ja, altså det man bare skal. Jeg rodede lidt rundt på jorden og fik fat i en flad sten eller et potteskår. Jeg kunne ikke se, hvad det var. Med det fik jeg hakket og gravet et hul, hvori jeg så gjorde det jeg skulle, og dækkede det til.
   Sådan måtte det være at være blind. Man vænner sig hurtigt til ikke at kunne se. Egentlig var det værst om dagen, for da var der jo en smule lys, så jeg prøvede at se, hvad jeg så alligevel ikke kunne. Men om natten blev mørket levende. Jeg kunne se mine egne tanker. Jeg havde aldrig været mørkeræd, og det var jeg heller ikke nu. Når jeg ikke gik i panik, var det netop fordi det var så mørkt. Havde der været lys, ville jeg hele tiden have haft den hårde, kolde, knudrede mur lige foran øjnene. Jeg måtte hele tiden have betragtet kendsgerningerne - så det var mit held, at lygten ikke fungerede. Jeg levede der i mit levende, lyse mørke. Drømme og syner kom og gik. Jeg sov meget, men om jeg drømte mere når jeg sov, end når jeg var vågen, ved jeg ikke. Man kan ikke sige, at jeg ikke tænkte på virkeligheden, for min virkelighed var jo der i brønden. Jeg har aldrig før eller siden levet så intenst som der i brønden. Pladsen var trang, ja, men jeg syntes mit rum var uendeligt. Og til sidst kom jeg da til riget under jorden.
   Jeg havde snart spist mine rugbrødsmadder og drukket mit vand. Så var der ikke mere, men også det vænnede jeg mig til. Jeg var sulten og tørstig en stund og drømte om mad og drikke, men det gik over. Der skulle nok ske noget.
   Det gjorde der også. Om det var om natten eller dagen er jeg ikke sikker på, men nu så jeg den åbning jeg havde drømt om tidligere, men nu så jeg den klart og tydeligt, og nu var jeg lysvågen. Det var nærmest en portal der voksede frem for mine øjne, det var en tunnel jeg kunne gå ind i, bare med hovedet lidt bøjet. Da jeg kom ind i den var det helt mørkt, og her hjalp mit nattesyn ikke. Mørket syntes at blive tættere jo længere jeg kom ind. Når jeg rakte armene ud til siderne, kunne jeg røre væggene. Det var som om brønden havde lagt sig ned, og jeg nu gik op ad brøndvæggen. Men så lysnede det forude, for hvert skridt blev det lysere og frisk luft strømmede mig i møde, og da jeg omsider trådte ud i det fri, blev jeg blændet af lyset, så jeg måtte lægge armen over øjnene. Jeg trak vejret dybt, luften var lun og fuld af dufte, af gran og blomster - og af æbler.
   Da jeg lidt senere kunne tage armen fra ansigtet, så jeg, at jeg stod på et højdedrag, og at jeg lige var kommet ud af en slags klippehule. Jeg stod på en skråning bevokset med højt græs og blomster. Farverne var stærke, grønt, rødt og blåt. Jeg så ud over en smuk dal, og dybt dernede løb en flod. Langs floden var der dyrkede marker på begge sider, og spredt ud over landskabet var der gårde og huse. Der var dyr på engene og mennesker, mænd og kvinder, arbejdede på markerne. I det fjerne, længere oppe ad floden, kunne jeg se en by, jeg så hustagene og tårne og spir. Op ad skråningerne var der skov, og æbleduften kom fra store frugtplantager. På den anden side af dalen, bag gårdene og markerne rejste bjerge og tinder sig højt mod den blå himmel. Det strejfede mig, at det var underligt, at disse bjerge og denne høje himmel kunne være i et rige under jorden. Men sådan var det. Her måtte gælde andre dimensioner, som jeg ikke forstod.
   Hvad skulle jeg nu gøre? Et øjeblik var jeg rådvild. Fra afsatsen jeg stod på, gik der en sti ned ad skråningen. Den måtte jeg følge. - Men nu så jeg, at der langt nede var nogle mennesker, mænd og kvinder på vej op mod mig.
   Det står mig ikke klart, hvad der derefter skete, hvad der rejste en lille uro i mig og fik mig til at tvivle på mine egne øjne og mine egne sanser. Det var vel min smålige sunde fornuft, som hele tiden havde været skeptisk over for hele foretagendet, og som nu, på dette ubelejlige tidspunkt, da jeg stod ved mine ønskers og drømmes mål, fik overtaget, og lod mig tage et par skridt baglæns ind i klippehulens mørke ...
   - - -
   Efter som jeg nu, mere end et halvt århundrede senere, sidder her og skriver, er der jo nok nogen der har regnet ud, at jeg ikke forsvandt ind i riget under jorden og ikke døde der i brønden. Da jeg sad dernede vidste jeg intet om det postyr min forsvinden havde forårsaget. Der blev skrevet om det i alle landets aviser. Da jeg ingen nære venner eller fortrolige havde, havde ingen nogen idé om, hvor jeg kunne være blevet af. Der blev sendt eftersøgningshold ud, og omegnen og skoven blev gennemtrawlet, mistænkelige personer blev taget ind og afhørt og så videre. Men da de gennemsøgte det gamle fabriksområde og pakhusene, fandt de jo også frem til gårdsruinen og brønden.
   Fem døgn var jeg dernede, og vidste naturligvis intet om alt dette. Det er flimrende uklart for mig, hvad der skete, fra jeg stod der på tærskelen til riget under jorden til jeg igen sad i brønden. Jeg må være faldet i søvn der, for da jeg vågnede, lå jeg i en seng på hospitalet. Da jeg åbnede øjnene så jeg lige ind i min mors ansigt få centimeter fra mit eget. Hun stirrede på mig, og en stund så vi hinanden stift i øjnene, og så kastede hun sig pludselig over mig og kyssede mig igen og igen, så jeg blev mere forskrækket over det, end over noget andet i forløbet. Så rejste hun sig i sin fulde højde og udbrød forarget: "Og så var det dig der havde hugget min tøjsnor!"
   Da jeg kom hjem faldt alt hurtigt tilbage i de gamle folder. Nogle journalister kom for at tale med mig, men mor stillede sig med armene over kors i vejen og sagde noget meget højt til dem, og så forsvandt de. Derefter var alt snart roligt igen. Intet var forandret, og dog var alt forandret, fordi jeg var forandret. Jeg havde været i riget under jorden. Kan man sige, at jeg var blevet voksen? Jeg var dog stadig tolv år - men det bliver man da heldigvis ikke ved med at være.
   Man bliver nok mere nøgtern, mere realistisk med årene. - Eller det gør man måske slet ikke? - Jeg er da siden kommet en del omkring, og har set steder lige så smukke, lige så vidunderlige, som det glimt jeg fik af riget under jorden.
   Jeg har haft et udmærket liv, sorger og glæder, ingen grund til klage. Og dog tænker jeg sommetider på, at jeg måske skulle have sluppet taget dengang, jeg stod der i lyset uden for klippehulen. Måske skulle jeg roligt have ventet på de folk, som kom op ad stien der - for at byde mig velkommen? For at angribe mig?
   Nogen tid efter at alt dette var overstået, var jeg ovre for at se til gårdsruinen og brønden, men det hele var væk, ruinen fjernet og brønden fyldt op. Der var ikke spor tilbage. Ja, hele fabriksområdet var ved at blive ryddet, og der er senere kommet boligblokke.