Det var den dag de døde opstod. Da begyndte det hele. Et værre rod.
Det var som om de himmelske magter havde mistet kontrollen. Den oprindelige plan var, så vidt jeg ved, og så vidt jeg har forstået ud fra skrifterne og præsternes og de højlærdes udlægninger af dem, at det ved dommedag skulle gå ordentligt for sig, således at de døde skulle opstå i tur og orden, så de der var døde sidst skulle opstå først, så pårørende og venner kunne tage sig af dem, derefter forrige generation og så fremdeles. I stedet kom de nu hulter til bulter fra alle tidsaldre. Det var som om der var gået hul på dødsriget - eller hvor de døde ellers befinder sig - og så væltede de ud. De myldrede frem, ikke kun fra kirkegårde, men alle vegne fra. Der synes i tidens løb at have været gravpladser alle steder. Folk fandt opstandne i deres baghaver og kældre. Ja en hel flok meget mærkeligt udseende personer dukkede pludselig op på hovedgaden og standsede trafikken. Det var lige det, at ingen blev kørt ned. Det kunne have set kønt ud, hvis nogen der kom lige fra graven, straks måtte tilbage i den - for så straks at opstå igen. Ha! - Undskyld, her skulle ikke grines. Det er alvorligt det her.
Og nu taler jeg kun om problemerne her i vores lille by, det jeg har set med mine egne øjne. De problemer var store nok, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det har været ud over kloden, for eksempel i lande der var overbefolkede i forvejen, og der hvor der i fortiden og nutiden havde været og var krige og borgerkrige. Tænk pludselig at stå over for fjender og modstandere, som man i sin tid har nedlagt, for ikke at sige nedslagtet. - Og tænk så på dem der bor ude ved kysterne, tænk at se alle dem der var døde på havet, og som nu kom kravlende op på strandene. Vi så det jo i fjernsynet, skønt guderne (!) skal vide, at vi ikke brugte megen tid på at se fjernsyn, dertil var vores egen aktuelle virkelighed for påtrængende.
Vi gjorde virkelig hvad vi kunne for at tage os af alle de forvildede stakler der flakkede om. Først var det skræmmende, som om de opstandne var en slags spøgelser. Og vi var jo slet ikke blevet varslet. Ja, der havde da været dommedagsforkyndere, men de havde jo altid været der, så hvem gad høre på dem? Men lige dette, at det skulle ske på denne måde, havde ingen forudset eller forudsagt. - Nå, men vi vænnede os til det. Alt, selv de værste katastrofer og de største mirakler bliver hverdag, når de varer ved. Så vi gjorde vort bedste under du givne omstændigheder. - En del af de opstandne var lette nok, fordi det var folk vi kendte og som havde familie, venner og bekendte, men så kom der personer og grupper, som talte fremmede sprog, eller de talte dansk på en måde der var næsten umulig at forstå.
Nogle grupper lejrede sig i bakkerne uden for byen, og vi drog ud med forsyninger til dem, telte og tæpper, for selvom dette begyndte i slutningen af maj og fortsatte ud over sommeren, så var der kolde nætter.
En stor fordel var, at de opstandne hverken spiste eller drak, ellers kunne vi da slet ikke have klaret det. Det førte til besynderlige og komiske episoder og misforståelser, idet mange kom med mad, og så ville de ikke have det. Husmødre som kom og diskede op, blev fornærmede over, at deres kogekunst ikke blev værdsat. - Noget andet var tøjet. Lige da de kom frem, var de alle iklædt nogle gråhvide gevandter. De høje magter har ikke været særlig modebevidste. Vi forsøgte at forsyne dem med ordentligt tøj, pulterkamre og genbrugsbutikker blev tømt, og dog var det begrænset hvad vi kunne overkomme, så de fleste blev ved med at gå i disse flagrende klædningsstykker, som blev mere og mere lasede og beskidte.
Det skal siges, at der blandt de opstandne var en hel del der på forskellig måde havde været ledere i deres tidligere liv, og de hjalp nu godt med at få organiseret de forskellige grupper, og der blev etableret samarbejde med vore, det vil sige de nulevendes ledere. Det hjalp godt til, at alt ikke endte i totalt kaos. - Men hvordan mon det har været andre steder. Vorherrebevares!
Det var svært at opfatte de opstandne som individuelle personer, særlig når man bagefter tænker på denne tid. Men det var de jo, de havde de samme karakteristika som de havde i deres egentlige liv, men på en afdæmpet, lige som sløret måde. Det var som om der var draget en fin, usynlig hinde hen over dem, så de ikke kom rigtig i kontakt med den verden, de ikke mere tilhørte.
Og dog var de rigtige mennesker af kød og blod - sådan da! Jeg talte med mange af dem. Jeg spurgte en, hvordan det var at være død. Jeg mener, han havde været død i halvandet hundrede år, så han burde vel vide det. Men han så uforstående på mig og spurgte hvad jeg mente. Jeg kunne ikke forklare mig nærmere, så han trak på skulderen og sagde: "Jeg var jo død". - Jeg ville gerne have uddybet det, men turde ikke, det var som om jeg kom for nær på noget, hvor jeg skulle holde min næse væk. - Man kan jo så sige, at jeg faktisk havde fået et slags svar, men det ved jeg ikke. Havde jeg spurgt nogle andre, ville svaret måske have været anderledes.
Jeg ved ikke, om noget i denne tid kunne kaldes rystende, for det var det hele jo - så vi endte med ikke at blive rystet over noget som helst. Men der var nu alligevel episoder.
En lille familie med tre børn boede på en gård lidt uden for byen. De havde haft den ulykke, at den yngste, en dreng på fem år, døde. Familien gik næsten til i sorg. Og så kom han pludselig tilbage. Der havde været sorg, hvad skal man da kalde dette? Fuldstændig desperat lykke. Den var næsten værre end sorgen. Særlig moren var påvirket. Der var sket noget i hendes hoved. Bare det, at han ikke ville spise. Hun forsøgte forgæves at proppe mad i ham, lavede lækre retter, og når det ikke lykkedes, blev hun hysterisk. Manden forsøgte at tale fornuft til hende, men så blev hun rasende og slog ham. De andre børn blev forsømt, de fik ikke lov til at spise af den mad hun lavede til drengen, og som stod og rådnede. De måtte stjæle, hvis de skulle have noget, og naboerne måtte hjælpe dem, skønt de havde deres at slås med.
En mand var død bare et år tidligere, og nu kom han så tilbage. Men konen var allerede flyttet sammen med en anden. Det burde ikke have været noget stort problem, for den opstandne var ikke indstillet på at genoptage samlivet. Men konen kunne ikke finde ud af det og blev ganske kulret. Hun forsvandt simpelthen, og blev først fundet et par år senere, da alt dette var overstået. Hun boede da i en anden by sammen med en tredje mand.
Der var to ugifte brødre, der boede sammen på en lille gård. Forholdet mellem dem var ikke godt. Deres uenighed drejede sig om ejerskabet til gården, hvilket var tåbeligt, da den for det første ikke var ret stor, for den anden var den forfalden, striden mellem dem gjorde at gård og marker blev forsømt, og for det tredje var der ingen tegn til, at nogen af dem skulle få efterkommere. Men sådan er bønder, tilhørsforholdet til jorden er så stærkt, at det trodser almindelig fornuft. - Og så døde den ene pludselig under mystiske omstændigheder. Politiet kom selvfølgelig til, men skønt alle vidste så nogenlunde hvad der var sket, så kunne intet bevises, og da ingen i øvrigt interesserede sig særligt om de to brødre, så løb det hele ud i sandet. Og den tilbageblevne bror gik omkring på sine fattige jorde med et lille smil om munden, og begyndte endda at arbejde seriøst på dem og på at reparere på de forfaldne huse.
Og så kom den døde bror tilbage, og hele striden begyndte forfra. Det vil sige, den opstandne var passiv og flegmatisk, men den levende syntes at kunne videreføre striden med fuld kraft ganske alene. - Hvad der så skete ved ingen, men den levende blev fundet død midt på gårdspladsen, mens den opstandne sad roligt på en stub bag laden og så ud over markerne.
Og der var lykkelige tilfælde.
På en stor gård levede hele fire generationer fredeligt sammen. Det ældste par var næsten hundrede år, da de døde. Konen døde først, og så manden efter et par dage, således at de kunne blive begravet sammen. På gården var sorgen rent ceremoniel, fordi alt var harmonisk og gik sin naturlige gang. Næste generation rykkede frem på førstepladsen, og nederst i rækken syntes en ny generation at være på vej.
Og så kom de to gamle tilbage. Man skulle tro det skabte forvirring, men det gjorde det ikke. De blev modtaget med kærlighed og omhu. Deres tøj, som var blevet pakket ned og sat på loftet, blev fundet frem. Der blev sørget for dem på alle måder, og de kunne sætte sig i solen på bænken uden for køkkenvinduerne, hvor de havde siddet så tit. Her sad de tålmodigt med hinanden i hånden og ventede på, hvad der videre ville ske.
Man kunne nu tro, at endnu ældre generationer ville komme til, men det skete ikke. De måtte være kommet frem andre steder. Det kunne ellers have været interessant at se generation føje sig til generation bagud i historien, men sådan skete det altså ikke. Slægten var åbenbart ikke så gammel på egnen, som man havde troet.
Og så kom den dag, da de opstandne forsvandt igen. Det var ikke en bestemt dag, det foregik lidt efter lidt nærmest umærkeligt. Det sagde ikke "plop!" når de forsvandt, men sådan er der mange der husker det, og sådan omtales det ofte i seriøse bøger, der omhandler begivenhederne. De forsvandt tvært imod stille og roligt, så at sige naturligt - det må vel være naturligt, når det var de højere magter der ordnede det. - Nogle gik en tur og kom bare ikke tilbage, andre lå bare ikke i deres seng om morgenen.
Når det trak så længe ud, var det vel fordi det himmelske bureaukrati havde besvær med at finde ud af, hvor de forskellige skulle anbringes, hvilke himle og paradiser de hørte til i. Og hvad med ateisterne? Ja, hvad med dem? Og nogle, ikke så få endda, skulle vel egentlig i helvede, men det har vi jo afskaffet.
Den arme bondekone med det vanskelige barn vendte ryggen til drengen et øjeblik, og da hun så vendte sig mod barnesengen igen, så var han borte. I betragtning af hendes store sorg skulle man tro hun nu ville blive vanvittig, men det gjorde hun ikke. Hun tog det forbavsende roligt. Måske blev denne tid med det umulige barn simpelthen klippet ud af hendes hukommelse eller hun var på bunden af sit hjerte blevet træt af det. I hvert fald vendte hendes sunde fornuft tilbage, og hun blev igen den kærlige mor for sine to andre børn og en god hustru for manden.
Det er alt sammen meget godt, men hvad med os der er blevet tilbage? Så vidt jeg har lært, skulle de dødes opstandelse være tæt forbundet med dommedag, når han, den store mester, skulle "komme igen og dømme levende og døde". - Men vi lever altså bare videre, som om intet var sket. Og så alligevel ikke. For der er jo sket noget.
Men vi har da genoptaget vort almindelige liv. Vi gifter os, får børn og de bliver døbt, og præsterne medvirker som tidligere. Men de er rigtig nok blevet noget tamme i mælet, for hvad skal de egentlig sige? Vi begraver vore døde som før, og hvad så? Kan de finde ud af det?
Jeg skal ikke sige noget imod de høje magter, men et lille pip må jeg nu give fra mig nu og da. Vi er som en slags marionetter som har mistet kontakten til dukkeføreren, og nu løber formålsløst rundt imellem hinanden. Mit hjertesuk er: Sikke dog noget rod!