Der var efterhånden blevet så stor belægning at de lå to mand i hver celle, og jeg der var rask optog en af de bedste celler helt alene. Det er klart at det ikke kunne blive ved med at gå. Først i april kom lægen og sagde at nu skulle de bruge cellen, så de var nødt til at flytte mig væk.
   "Det er helt i sin orden," sagde jeg glad ved endelig at komme derfra.
   Jeg kom over i midtfløjens kælder og blev sat ind i en celle der. - Min celle lå i et hjørne af fyrpladsen, og jeg kunne i hele fængslet ikke få en celle der var mere fjernt fra alt end netop denne. Den ene væg var helt våd af brunkul der lå og svedte på den anden side, men det generede mig ikke. Jeg havde alligevel vinduerne åbne dag og nat året rundt. - Betjenten sagde, at det kun var for et par dage, så skulle jeg flyttes op på en af etagerne. Men jeg sagde nej tak, jeg var meget godt tilfreds med cellen, og jeg fik lov til at blive.

Tiden var forlængst ophørt med at have den betydning for mig, som den havde udenfor, om det var sommer eller vinter. Sad jeg i den celle i to år udelukket fra alt, eller var det tre? Jeg husker det ikke, men jeg ved, at jeg levede et liv så rigt som aldrig før. Jeg levede så helt i min egen tankeverden, så helt opslugt af filosofiske problemer, at dagene og månederne gik, uden at jeg tænkte på det. Sommetider kom betjenten ind og fik en sludder, men jeg var helst fri, der var ikke plads til det i mit liv, det virkede forstyrrende. Fysisk holdt jeg mig i form ved hård træning flere timer dagligt.
   Bøger fik jeg kun en af om ugen, og den rakte ikke langt. Når jeg fik den søndag morgen kastede jeg mig hungrigt over den og læste hele dagen. Så når jeg nåede aften, var den gerne færdig. Når jeg lagde den til side, tænkte jeg gerne: ih! hvordan skal jeg nu få seks dage til at gå uden noget at læse i. Men dagene gik, jeg skulle bare lade være med at tænke fremad, for så syntes det håbløst. Ligeledes når jeg om morgenen tænkte på, at jeg havde femten timer foran mig, så syntes de umulige at komme igennem. Men de gik udmærket i de år. - Hver sjette uge fik jeg en ekstra bog af belærende art, og da bad jeg gerne om en engelsk, den slog til noget længere. Særlig når jeg fik en årgang af 'National Geografic', der var både interessant og drøj. Og det var godt når jeg fik en årgang af Højskolebladet eller det norske tidsskrift 'Kirke og kultur'. Bibliotekaren kom ned til mig og hjalp med at udfylde bogkortet til biblioteket, så jeg fik altid gode bøger, også nye bøger som ikke stod i kataloget.
   Der var kommet en ny hjælpepræst, og han forsøgte flere gange at give mig ekstra bøger, men det ville jeg ikke have. Dels ønskede jeg ikke at modtage noget der var uden for reglementet, og dels ville jeg ikke at han skulle blive bebrejdet noget. Det var ikke sikkert, at han vidste, hvordan sagerne stod vedrørende mig.

En dag kom betjenten, et virkelig godt menneske, og spurgte om jeg ville give en hånd med ved uddelingen af middagsmad, for depotfangen nr.4 var blevet syg og indlagt på hospitalet, så i de to dage man regnede med at det ville tage skulle gangmanden passe depotet samtidig med, at han også havde sit eget arbejde. Så hvis jeg ville gøre dem den tjeneste ville de være taknemmelige. Det sagde jeg ja til. Efter at døren var lukket, stod jeg lidt og tænkte, og så blev jeg klar over at den var gal. På den tid da maduddelingen fandt sted var der intet at lave på depotet, og altså kunne gangmanden sagtens selv klare det. Nej, det måtte være betjenten der mente at gøre mig en tjeneste, nu hvor der var mulighed for det. Det var flinkt gjort af ham, men en sådan venlighed forpligter, og jeg ønskede ikke at være forpligtet. På den anden side kunne jeg heller ikke sige nej når jeg havde sagt ja. - Jeg ringede på betjenten, og da han kom sagde jeg:
   "Dette med maduddelingen er ikke så godt, det kan få virkninger som hverken De eller jeg kan overskue. Men jeg skal gøre noget andet: mens nr.4 er på hospitalet skal jeg passe hans arbejde i depotet."
   "Ja, det er bedre," svarede han lettet, det var tydeligt at også han havde tænkt at der var noget galt.
   Begge depotbetjente havde været faste betjente på sygehuset, den ene i al den tid jeg var der. Vi var fine venner, de kendte mig, derfor turde jeg gøre det. Jeg vidste, at jeg kunne stole på dem, og de vidste ligeledes at de kunne stole på mig.

Alt gik godt i de dage. Nr.4 blev ikke udskrevet efter to dage. Jeg spurgte betjenten, hvordan det gik med ham, og han sagde at de måtte beholde ham i to dage mere. Jeg passede så hans arbejde også i de to dage, men heller ikke efter dem blev han udskrevet.
   Nu var jeg klar over at noget var galt, og jeg sagde til depotbetjentene at viceinspektøren antagelig var ude på et eller andet.
   "Hvorfor tror De det?" spurgte de.
   "Jo," svarede jeg, "nr. 4 må være rask nu, og når han alligevel ikke kommer må det være fordi han bliver holdt tilbage af andre grunde. Men jeg skal lade det gå til i overmorgen, så holder jeg op under alle omstændigheder."

Næste dag skulle den ene betjent og jeg uddele håndsæbe, og det foregik på den måde, at jeg gik med en kurv med sæbe og råbte numrene op på de fanger der sad i cellerne efterhånden som vi gik ned ad gangen. Pludselig så jeg, at der stod nr.4 på listen og på en dør. Jeg standsede, så lidt på betjenten og sagde:
   "Nå, det var nok det jeg sagde. Han er altså kommet tilbage fra hospitalet."
   "Ja, nu har De selv set det," sagde han, "og det er jeg glad for. Jeg har stærkt frarådet det og sagt til viceinspektøren hvordan De ville reagere. Men han forlangte, at vi skulle gøre sådan, og så måtte vi jo adlyde, selvom ingen af os kunne lide det."
   "Det er i orden," sagde jeg, "men det er utroligt at inspektøren kan være så dum. Han har da erfaringer nok for at når jeg siger en ting så er det alvor, så bliver det sådan, og man opnår ikke noget ved at gå bagveje hos mig."
   Da vi kom ned holdt jeg selvfølgelig straks op, og den anden depotbetjent kom også og sagde, at han var ked af det der var sket. - Hvad der også betød noget for dem var, at de begge havde givet nr.4 deres ord på, at han nok skulle komme tilbage til sit arbejde. Han var en fange de satte stor pris på, og som de havde fuld tillid til.
   Det er utroligt at en mand kan sidde i en stilling som viceinspektør - og inspektør, som han blev netop på den tid - og ikke forstå at hverken betjente eller fanger kan respektere ham, når han bruger den slags metoder, bortset fra at han burde være så klog at han ikke gav sig selv til pris på den måde. - Næste dag kom nr.4 tilbage til sit arbejde. Han var lykkelig og kom og takkede mig fordi jeg havde klaret det for ham. - Nej, der var kun en der gjorde sig lille, og det var netop den mand der burde have været den store.
   En dag kom den nye viceinspektør ned og hilste på mig. Han forsøgte ikke at påtage sig nogen forloren myndighed over for mig. Han kom bare ind og sludrede, og det kunne jeg lide. Havde han været der fra begyndelsen havde meget set anderledes ud, men nu var det for sent. Over for sådan en mand var jeg også åbenhjertig, vi kunne tale om tingene.

En dag blev jeg hentet op til præsten. Han bad mig tage plads. Så sagde han:
   "Jeg har et sørgeligt budskab at overbringe Dem. Det er om Deres mor. Hun er ikke mere. Jeg havde håbet at I skulle få lov til at mødes udenfor, men det skulle altså ikke være sådan."
   Jeg sad lidt og sagde intet, og han fortsatte:
   "Der er kommet et brev fra Deres søster, men det er af en sådan art, at jeg ikke er meget for at udlevere det."
   "Åh, det betyder intet," sagde jeg, "jeg kender min søster. Hun er en rappenskralde, det er jeg så vant til."
   "Nå," sagde han, "så skal De få det. Men har De noget imod at læse det mens jeg er tilstede?"
   Næh, det havde jeg ikke, og jeg læste det. Det lød sådan:
   "Mor er død, og hun måtte vel nok lide for din skyld. Du skulle tænke lidt på hvor meget vi har gået igennem for din skyld når folk har peget fingre af os."
   Mere stod der ikke, men det var jo også nok. Far hørte jeg intet fra, selv i en situation som denne kunne han ikke skrive. Det var en sørgelig far at have.
   Jeg ved, at jeg reagerede på en måde præsten ikke forstod, men jeg kunne ikke tale med nogen om dette. Jeg måtte være alene, og derfor sagde jeg pludselig:
   "Hvordan er det med de bøger af Søren Kierkegaard, kan jeg ikke få lov til at låne dem?"
   Han så meget forbavset på mig, noget sådant havde han slet ikke ventet, og han svarede helt desorienteret:
   "Jeg er ikke glad for at låne Søren Kierkegaard ud. Han er for svært tilgængelig, og der er let nogen der kan blive forvirrede af at læse ham herinde."
   "Jamen når jeg nu alligevel beskæftiger mig med filosofi, så burde jeg da netop læse en dansk filosof, og jeg skal nok holde fornuften fangen," forsøgte jeg, men det ville han ikke. Jeg kunne få N.H.Søe's 'Kristelig Etik', var det ikke noget? Jeg sagde mange tak, fik bogen og gik tilbage til min celle.
   I de følgende dage turde jeg ikke tænke, det skulle først sætte sig. Jeg var så heldig i de dage at have en engelsk bog om filosofi, en dansk om astronomi, en 'Kirke og Kultur' og nu også 'Kristen Etik', så jeg læste og læste skiftevis i de forskellige bøger, så behøvede jeg ikke at tænke, og om natten var jeg så træt at jeg sov. Først efter nogle dage kunne jeg tænke roligt over tingene. - Dette var den sidste forbindelse til livet udenfor der var bristet, nu var jeg helt alene. Far havde jeg ingen forbindelse haft med hidtil, og jeg ville heller ikke få det, og min søster ønskede jeg intet at have med at gøre. - Det var sikkert også det bedste at jeg gik mine egne vegne alene, så kunne jeg da ikke bringe sorg over nogen og behøvede ikke at tage den slags hensyn. Jeg vidste jo at jeg havde mange års kamp for mig før udfrielsen kom, hvis den nogensinde kom.

En dag blev jeg hentet op til kontoret. Det var overlæge Stürup fra psykopatanstalten i Herstedvester der ønskede at tale med mig. Han havde været første reservelæge på Rigshospitalet da jeg var der til mentalundersøgelse, så han kendte mig på forhånd. Han sagde at det var inspektøren der havde bedt ham om at tale med mig, han var bange for at mine nerver skulle bryde sammen ved at sidde så længe på den måde. - Sandheden var nok snarere at han ville forsøge at blive af med mig på denne måde.
   Vi talte sammen et par timer, og jeg fortalte om årsagerne til at jeg indtog en sådan stilling. Til sidst spurgte han om jeg kunne tænke mig at komme over på psykopatanstalten. Der var en lille afdeling hvor jeg kunne gå og have det godt, og han nævnte en del af de goder jeg kunne få der. Jeg svarede at de goder ikke havde nogen interesse, jeg ønskede ikke at have det godt på den måde. Jeg havde nu fuldstændig indstillet mig på at leve som jeg gjorde, og var godt tilfreds hvor jeg var.
   Vi afbrød samtalen, men han sagde at i morgen inden han rejste ville han igen have en samtale med mig. Jeg gik tilbage til min celle, og resten af dagen tænkte jeg nøje igennem alt vi havde talt om.

Næste dag blev jeg igen hentet, og denne gang var der nok lagt op til den store dyst. Overlægen ville forsøge at køre mig fast i diskussion, og brugte hele den teknik som hans uddannelse og erfaring som psykiater havde givet ham. Men jeg fulgte ham uden et øjeblik at være i tvivl om mine svar. Det var en af de interessanteste samtaler jeg havde haft, og følelsen af fuldt ud at være på højde med situationen over for sådan en mand gav mig bekræftelse på at jeg var på den rette vej. - Diskussionen begyndte stille og roligt, overlægen stillede spørgsmål og jeg svarede, men den blev efterhånden mere intens. Vi sad foroverbøjede mod hinanden, og spørgsmål og svar for som en krydsild imellem os. Overlægen gav mig intet sekund til at tænke, og det var heller ikke nødvendigt. Jeg kendte min egen stilling til fuldkommenhed, og uanset fra hvilken vinkel angrebet blev sat ind var jeg parat og slog det tilbage. Min opgave var udelukkende i defensiven, overlægens i offensiven, og det morede mig at se hvilke blottelser han gav sig selv hvis jeg havde ønsket at sætte angreb ind. Men det var slet ikke mit formål, det vist mig blot hans taktik og at hans formål var at køre mig fast.
   Da dette havde varet i to timer rejste overlægen sig, gav mig smilende hånden og sagde:
   "Jeg ser at dette ikke fører til noget. Vi må se tiden an indtil videre og se hvordan tingene udvikler sig," og så skiltes vi.
   Jeg fik senere at vide at han havde afgivet en erklæring om, at jeg havde så stærk en vilje, at jeg kunne tåle at sidde i mange år på den måde, jeg gjorde, uden at tage skade.
   Og livet fortsatte sin rolige gang. Der var ingen mere der forsøgte at påvirke mig. Fængslet havde ligesom jeg selv slået sig til tåls med at det ikke kunne være anderledes. Jeg fortsatte min fordybelse i filosofi og religion, og dyrkede stadig motionstræning.