Maj 1967. En mindre stationsby i det der endnu ikke blev kaldt udkantsdanmark, men som var det. Byen ligger ved en fjord, i en dal mellem grønne bakker, og der er noget skov, eller snarere plantager. En å deler byen i to, deraf dens navn, Aaensted.
   Peter Rolf Henriksen, en pæn mand på to og tredive venter på stationen. Han er alene på perronen med sin kuffert og en håndtaske. Stationsforstanderen kommer ud fra stationsbygningen med sin fløjte og sit flag i hånden. Han hilser og smiler først venligt til manden, men bliver pludselig flakkende i blikket og vender sig væk.
   Toget ruller prustende og stønnende ind, standser og falder til ro, og manden stiger på. Han går hen ad togets korridor og ser ind i alle kupéerne, til han kommer til en der er tom. Der går han ind og lægger kufferten op på hylden, og indretter sig så i hjørnet ved vinduet med ryggen mod kørselsretningen og med tasken ved siden af sig.
   Toget sætter sig i bevægelse og ruller ud fra stationen. Han ser ud af vinduet på byens huse, som passerer. Han kender dem alle og ved hvem der bor i de fleste. Hver enkelt glider ind i hans synsfelt, og det er som om de standser brøkdelen af et sekund, springer videre og giver plads til det næste. Han kan skimte taget på sit eget hus, og der ser han vennerne Lisbeth og Johns hus, ja, han ser endda vinduet til Franks værelse. Det gør ondt at se det.
   Han kom til byen for ni år siden. En række tilfældige omstændigheder førte ham til denne kant af landet. Han følte sig straks hjemme i byens smalle gader, blandingen af gamle og nye huse og smukke naturomgivelser, og efter flere besøg besluttede han sig for, at slå sig ned her. På det tidspunkt var han ikke i tvivl om, at han ville tilbringe resten af sit liv her. – Nu var han så på vej væk, men kurs mod hovedstaden, hvor han oprindelig kom fra, hvor han var født og opvokset.
   Toget er ude af byen, grønne marker og åbne landskaber glider forbi. Han tager en bog frem fra tasken og slår op på side et.

*

Havde nogen spurgt mig, om jeg elskede Anne, ville jeg forundret have svaret ja. Jeg var ikke i tvivl. Men det kom bag på mig, at hun elskede mig. Og ikke nok med det, hun tilbad mig. Hvad stiller man op med et menneskes absolutte hengivenhed?
   Da jeg kom til byen var jeg alene, men ikke ensom. Jeg kendte ingen, men fik dog snart hjælp til at åbne mit urmagerværksted og min butik. Det gik godt, jeg kom i gang, og jeg fik forbindelser og venner – og jeg traf Anne. Var jeg forelsket? Jeg kan ikke svare på det, men jeg kunne lide hende, vi blev venner, og jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, da jeg giftede mig med hende.
   Anne gik op i at være den perfekte hustru og husmor, og det var hun også. En almindelig onsdag kom jeg hjem fra arbejde, og hun havde lavet mad og dækket et pænt bord. Vi talte muntert sammen, men pludselig blev vi begge stille. Jeg ved ikke hvad der gav anledning til det, noget jeg havde sagt eller gjort, men hun sendte mig et langt blik fuld af hengivenhed og ømhed, og maden blev til sand i min mund. Det burde have glædet mig, men jeg blev mismodig, og jeg var vred på mig selv fordi jeg blev det. Jeg sagde til mig selv: ”Lyset i det blik må du ikke slukke”.

*

Ved næste station kom nogle få passagerer på toget og døren til kupéen blev åbnet. En meget høj mand stak hovedet ind og spurgte: ”Er der ledigt her?”
   Peter så forbavset på manden og svarede: ”Ja, naturligvis”.
   Manden så mærkværdig ud. Han var gammel og så høj, at han uden besvær kunne lægge sin lille kuffert op på hylden. Han var barhovedet, håret gråt og så langt at det lå ned på skuldrene. Ansigtet var så magert, at det så ud som om huden var trukket stramt over kraniet. Og så var han iført en gammeldags kappe, sådan en kappe som Peter kun havde set på gamle billeder og i musketerfilm. Den var mørkegrøn, næsten sort og meget slidt.
   Manden satte sig på vinduespladsen over for Peter, og Peter forsøgte igen at koncentrere sig om sin bog. Men efter at have læst flere sider blev han klar over, at han ikke anede hvad han havde læst og måtte blade tilbage. Han så op på manden, som nikkede og smilede venligt. Peter gøs ved tanken om, at manden sad der og så på ham, og han tog et blad frem fra tasken og rakte det til manden. Han så forbavset på Peter og bladet, men tog imod det og takkede.

*

Jeg forelskede mig i byen, men den forelskede sig ikke i mig. Jeg var en fremmed. Bevares, jeg blev behandlet med venlighed og blev hjulpet i gang med min forretning og mit værksted. Men Anne forelskede sig i mig, måske netop fordi jeg var fremmed. Da vi giftede os, var jeg med et ovre på den anden side af skellet. Hendes familie havde været i byen i generationer, ja, altid.
   Elskede jeg hende? Ja, det gjorde jeg, men at hun elskede mig var ikke så godt. I hvert fald ikke den måde hun elskede mig på. Kort tid efter brylluppet sagde hun: ”Nu er det ikke længere jeg og dig, men os.” – da gik der en kuldegysning gennem mig, men jeg kunne ikke forklare mig selv hvorfor. Jeg kom til at tænke på den bibelske kvinde, som knæler og siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Mig ske som du siger.” – Jeg kunne ikke se mig selv i rollen som herren.
   Aaensted var jo frigørelse fra alt det fra min barndom og ungdom, den var frihed, og jeg var ikke uenig med Anne i, at nu var det os. Det var jo hele idéen. Men det gik op for mig, at hun lidt efter lidt opgav sine egne interesser og sine venner. Jeg spurgte hende hvorfor, og hun svarede: ”Åh, de betyder ikke så meget for mig, og de gifter sig jo også og stifter familie, så nu er det bar dig og mig”.
   Jeg ville gerne have børn, og det ville hun også, men nu holdt jeg igen. Vi udsatte det ikke bevidst, tværtimod talte vi stadig om, at nu skulle det være. Men så blev det alligevel udsat.
   Jeg havde jo mit arbejde i byen, og Anne arbejdede deltid på et plejehjem. Jeg udvidede hele tiden mine forbindelser i byen, og vi fik fælles venner. De som vi knyttede os tættest til var Lisbeth og John, som var noget ældre end os. De havde to børn, Rosa på ti og Frank på seksten.

*

Toget standsede ved en station, og en flok skolebørn myldrede på. Kupédøren blev revet op, et barn kiggede ind, og den blev smækket igen. Dette gentog sig gang efter gang, og til sidst blev den åbnet helt, og en svær kone stod der og så misbilligende på dem. Så lukkede også hun døren med et smæld. En underlig, tør, knagende lyd hørtes, og Peter så forskrækket på manden i den grønne kappe. Hans mund var et stort hul i ansigtet. Da han lukkede den pegede han med en lang, spids finger på døren og sagde: ”De kunne vist ikke lide os”.

*

Det var en sommeraften hos John og Lisbeth. Vi var inviteret sammen med nogle andre venner. Ellers plejede vi bare at gå ud og ind hos hinanden ganske uformelt. Vi boede nær hinanden. Vi havde spist og var nu samlet på terrassen. På et tidspunkt havde jeg et ærinde inde i stuen.
   Deres stue var ret stor, og da de havde mange bøger, var der på en halv endevæg bøger fra gulv til loft, og et par meter derfra på den anden side af et vindue, var endnu en reol bygget ud i rummet, så de to reoler dannede en niche, som blev kaldt biblioteket.
   Da jeg nu gik gennem stuen, så jeg, at Frank stod der i nichen med en bog, som han bladede i. Jeg fik da det absurde indfald, at det betød noget særligt at han stod der, at han ville mig noget. Måske havde der tidligere været et øjekast fra ham eller mig. Jeg husker det ikke klart. Jeg gik nu hen til ham og lagde hånden på hans skulder, og han stod bare stille og lod sig ikke mærke med noget.
   Jeg kendte ham jo godt, sådan som man kender venners børn. Han var en køn, lyskrøllet dreng. Vi havde da talt sammen mange gange, og vi havde oven i købet været på fisketur sammen. Det var ham der havde lært mig at bruge en fiskestang. Men egentlig vedkom han mig ikke, lige som jeg ikke vedkom ham.
   Det gjorde han altså nu. Jeg havde samme dag haft et skænderi med Anne. Bare nogle få ord. Hun mente, at jeg var sjusket med mit tøj – hvilket hun uden tvivl havde ret i – og jeg mente, at hun gik for højt op i den slags. – Det var ikke noget særligt, men et mismod sad i mig, et mismod som nok mest kom af, at jeg var misfornøjet med mig selv. – Dette mismod lettede, da jeg lagde hånden på Franks skulder. – Han drejede bare hovedet let imod mig og koncentrerede sig igen om bogen. Det var en kunstbog.
   Jeg stod tæt på ham med næsen helt nede i hans hår og indsnusede hans duft. Det var duften af æbler, og stammede naturligvis fra hans shampoo, men der i stuen opfattede jeg duften som en egenskab ved ham. Men da min hånd gled fra hans skulder ned over hans krop, vendte han sig med et sæt væk fra mig. Jeg blev forskrækket og tænkte, at jeg nok havde været for nærgående.
   Men han satte bare bogen på plads i reolen, vendte sig mod mig og sagde: ”Jeg går op på mit værelse nu. Kom derop lidt senere”. Så gik han, og jeg stod komplet forvirret tilbage.
   Jeg gik ud på terrassen til de andre. Hvis jeg var tavs og opførte mig sært, var der i hvert fald ingen der bemærkede det. Heller ikke Anne. Og en times tid senere gik jeg op ad trappen og bankede på døren til Franks værelse. Han svarede ikke, men jeg tog i håndtaget, og døren var åben.
   Han lå i sengen og læste, men lagde bogen væk og tog villigt imod mig.

*

Peter vågnede, da de standsede ved en station. Bogen var gledet ned på sædet ved siden af ham. Han vidste ikke hvor længe han havde sovet, men det var ved at mørkne ude, og at de nærmede sig hovedstaden kunne han se af landskabet. Det var industrikvarterer og spredt bebyggelse.
   Han så på manden i den grønne kappe. Han sad der ret op og ned og nikkede og smilede venligt. Peter følte sig utilpas ved at manden havde siddet der og set på ham, mens han sov.
   Nu sagde manden: ”Vi er vist nær hovedstaden nu, er vi ikke?”
   Peter svarede: ”Jo, det kan ikke vare længe”.
   ”Er De kendt i byen?” spurgte manden.
   Peter trak på det. ”Tjah, jeg er født og opvokset der, men det er efterhånden længe siden jeg har været der, men lidt kendt er jeg da.”
   ”Jeg er ganske ukendt der,” sagde manden. ”Jeg har aldrig været i denne by før. Og jeg skal jo finde mig et logi. Måske De kan give mig et råd”.
   ”Måske,” svarede Peter. ”Der er jo mange småhoteller i nærheden af hovedbanegården. Jeg regner selv med at bo på et af dem som jeg kender til.” – Det sidste fortrød han, at han havde sagt, og der kom da også det svar han havde frygtet”.
   ”Måske vi kunne følges ad?”
   For Peter var denne rejse en rejse mod friheden. Nu syntes han, at friheden blev forplumret ved at denne underlige mand hæftede sig på ham. Men det var trods alt bare en gammel mand, og han kunne ikke få sig selv til at afvise ham.
   Toget rullede ind på hovedbanegården, og Peter fik fat i sin kuffert og taske og steg ud på perronen, med manden i den grønne kappe i hælene. Han prøvede at ignorere manden og at lade følelsen af frihed strømme ind over sig.
   De tog rulletrappen op til den store ankomsthal. Han stod et øjeblik og indsugede indtrykket af det store rum, de høje hvælvinger, det myldrende liv. Da han var barn, var alt dette symbol på udlængsel. Hvad var det nu?
   Han blev opmærksom på manden i den grønne kappe, som ventede tålmodigt et par skridt bag ham. Han sukkede irriteret, hankede op i kuffert og taske og begav sig ned ad trappen og ud i kvarteret med de smalle og lidt mørke gader bag hovedbanen.
   I en sidegade fandt han frem til det lille hotel han kendte til. Men i receptionen fik de at vide, at næsten alt var optaget. Kun et dobbeltværelse var ledigt. De ville begge trække sig, men så sagde manden i den grønne kappe:
   ”Hvad om vi tager dette værelse sammen for i nat?”
   Peter orkede ikke ud i gaderne og lede efter noget andet, og han kunne ikke så godt jage manden af sted, så han sagde ja.
   Værelset var nedslidt og usselt, som hotellet var det. Han havde boet der for mange år siden, og sådan huskede han det ikke. Men det var rent og ordentligt, så det var jo lige meget for en enkelt nat.
   Manden tog ikke engang kappen af, men satte sig ved det lille skrivebord. Der var noget han skulle skrive, sagde han. Peter ville ud og finde noget at spise, så efter at have anbragt kuffert og taske i et skab gik han ud.
   Endelig alene! Friheden var hele tiden lige uden for rækkevidde, og han prøvede at indhente den. Det lykkedes i glimt, som nu i byens nattemørke og stille gader, men så flygtede den igen. Eller måske var friheden der hele tiden, bare indeklemt.
   Gaderne var næsten mennesketomme, kun en og anden nattevandrer, og her og der en prostitueret uden kunder, og lidt liv omkring værtshusene. En lille snask med et par søvnige kvinder til at ekspedere var åben, og han fik et par pølser med brød og en øl,
   Tilbage på hotellet sad manden stadig ved skrivebordet. De vekslede nogle få høfligheder, og Peter gik i seng. Han troede ikke han ville kunne sove, for der udstrålede uro og mismod fra den stille mørke skikkelse ved skrivebordet – men han faldt alligevel i søvn næsten med det samme.
   Da han vågnede næste morgen sad manden der stadig. Sov og spiste den mand slet ikke?

*

Frank gjorde hvad han ville. Forældrene blandede sig sjældent i, hvad han foretog sig. Blev han irettesat, blev han bare tvær og tavs – og gjorde så alligevel hvad han selv ville. Men han var jo en pæn dreng, og der var sjældent noget at kritisere ham for.
   Jeg var tættere på ham, end jeg nogensinde havde været på noget andet menneske, og alligevel var han fjern og unåelig – og det var godt sådan. Det undrede og frydede mig, at han kunne hengive sig så absolut til mig, og dog blive ved med at være den samme urørlige.
   Elskede han mig? Pokker må vide, hvad der foregik i hans hoved og sjæl. Men det behøvede jeg jo heller ikke at vide. Det var godt nok, at han vidste det selv.
   Han kom meget hjemme hos os. Anne kunne godt lide ham, selvom hun syntes han var en sær snegl. Vi tog på ture sammen, og var sammen på hans værelse og andre steder. Der var ingen grænser. Vi gjorde ikke noget særligt for at skjule noget, men ingen fik åbenbart tanker i den retning.
   Rosa, Franks lillesøster, spurgte mig en dag: ”Er det sandt, at du elsker Frank?”
   Mit hjerte bankede, da jeg svarede: ”Naturligvis. Gør du ikke det?”
   ”Det ved jeg nu ikke,” svarede hun.
   Senere, mens forældrene sad på terrassen hørte jeg, hun sagde til dem: ”Peter elsker Frank.”
   Og moren svarede: ”Nå, men det er da godt.”
   De lagde ikke noget særligt i det, men så det som noget positivt.
   Han havde mange kammerater, men, så vidt jeg kunne se, ingen nære venner. Så jeg ham i en flok jævnaldrende, skilte han sig ud, rolig, sindig og ulastelig klædt. Han havde en egenskab, som lyder absurd for en seksten-syttenårig, han havde værdighed. Det var vel også det der prægede hans forhold til mig. Det var det han ville, ergo gjorde han det.

*

De næste dage var herlige. Det var frihed. Han havde høfligt taget afsked med manden i den grønne kappe, og han var forsvundet ud i storbyens intet. Det var sommer, sol, blomster i parkerne, folk, liv og musik i gaderne. Og der kom en byge, regn som pladrede ned, som om der stod en mand i skyerne og hældte spand efter spand ud over byen. Folk søgte ly under paraplyer, i portåbninger og markiser, men Peter stod på en helle midt på en af de store gader og lod regnen fosse ned over sig. Bagefter kom solen frem igen og han gik gennemblødt hjem til logiet for at skifte tøj.
   Han havde lejet et værelse og havde været heldig. Værtsfolkene var sjældent hjemme, og når de var det, blandede de sig ikke i noget og var i øvrigt omgængelige.
   Han vidste godt, at denne kontaktløse frihed var begrænset. Han måtte have et arbejde, hans penge varede ikke evigt, og han måtte finde et permanent sted at bo. Han havde fjerne slægtninge et eller andet sted i byen. Dem måtte han opsøge, og der var da også gamle venner fra barndom og ungdom. – Men det hastede ikke. Foreløbig levede han i vægtløsheden.

*

Forholdet til Frank blev endelig opdaget, og da det skete måtte flere erkende, at de egentlig havde vidst det længe. Frank havde været åbenmundet over for kammerater. Han havde ikke megen fornemmelse for, at noget skulle være hemmeligt. Rygtet begyndte at løbe, og med et fik nogen, blandt andet Franks forældre, øjnene op for, hvad der foregik lige for næsen af dem.
   Boblen vi levede i brast.
   I hovedstaden eller et andet stort sted ville dette vel kun have berørt få personer, men her i Aaensted var det en skandale, som fik mange ting til at ramle sammen. Mit værksted og butik for eksempel. Der blev talt om politianmeldelse, men det blev ikke til noget, nok af hensyn til Anne.
   Hun var parat til at tilgive alt og begynde på en frisk, men jeg orkede ikke. Jeg var jo også blevet skilt fra Frank, og det tog al kraft ud af mig. Det der var faldet fra hinanden, måtte få lov til at ligge. Midt i elendigheden syntes jeg at se en spirende frihed.
   Der gik et par uger i en mærkværdig fred og stilhed. Der var mange praktiske ting der måtte ordnes før jeg rejste. Jeg boede stadig sammen med Anne, og hun tog det hele med afklaret ro. Det var som om hun igen blev det selvstændige menneske hun havde været inden vi blev gift.
   Jeg gik en dag i værkstedet og ryddede det sidste op, da Frank pludselig dukkede op. Jeg blev samtidig forskrækket og glad. Jeg havde ikke regnet med at se ham mere.
   Han var nøgtern som sædvanlig.
   ”Hvorfor rejser du?” spurgte han.
   ”Hvad i alverden skulle jeg ellers gøre?” svarede jeg.
   ”Du kunne vel bare være som du er, og så blive,” sagde han.
   ”Ja, var det bare så enkelt,” sagde jeg.
   Jeg måtte røre ved ham. Vi elskede der blandt flyttekasser og opstablede møbler.
   Det var ironisk. Han var få dage tidligere fyldt atten år, og den seksuelle lavalder for drenge, var på den tid atten år. Så det var den eneste gang i den tid vi var sammen, at det vi foretog os var fuldt lovligt.

*

Dagene blev ikke ved med at være euforiske, og storbyen blev ikke ved med at være ny. Det gik mod efterår og vinter. Peter fik en voksende følelse af at befinde sig i et tomrum mellem før og nu.
   En eftermiddag gik han ind på et stort cafeteria, købte en madret og en øl og satte sig ved et bord ved vinduet. Der var ikke mange mennesker ellers, men i den anden ende af lokalet havde en flok unge mennesker samlet sig. Kønne unge piger og drenge på sytten-atten år. De snakkede og lo, larmede lidt på fredsommelig vis.
   Endnu en ung fyr kom ind, Peter så ham fra siden og bagfra. Han standsede, lidt fra gruppen og iagttog dem, og de havde endnu ikke opdaget ham. Peter vidste godt, at det var en illusion, men den var så stærk, at han ikke kunne afvise den. Og da drengen løftede hånden og strøg sig over håret med en bestemt bevægelse, blev det overvældende, og han rejste sig med et sæt og råbte: ”Frank!”
   Han kom til at rive tallerken og glas ned, så det blev smadret mod gulvet. Alle vendte ansigtet mod ham, også drengen. Det var selvfølgelig ikke Frank.
   En pige af personalet kom til for at rydde op. Peter tog en pengeseddel frem og gav hende, hvorpå han ilede ud.
   I døren stødte han sammen med en mand der var på vej ind. Det var manden i den grønne kappe. De blev stående lidt udenfor og se på hinanden. Peter komplet forvirret. Så mumlede han: ”De må undskylde. Jeg har lige været udsat for et uheld.” Manden åbnede munden, som om han ville sige noget, men der kom ikke en lyd, og Peter ilede videre.
   Han ville næppe senere have kunnet redegøre for, hvad han havde foretaget sig de følgende timer, hvor han havde været og endnu mindre hvorfor. På et tidspunkt befandt han sig i en biografkø, og et par timer senere kom han ud uden at ane, hvad filmen havde handlet om.
   Omsider kom han hjem til sit logi og kastede sig fuldt påklædt på sengen. Han faldt efterhånden lidt til ro, men havde stadig så meget uro i kroppen, at han ikke kunne blive liggende. Han rejste sig, satte sig ved skrivebordet, fandt papir og pen frem og begyndte på et brev:

Kære Anne
   De år jeg havde i Aaensted med dig var gode, og jeg ville ønske …

Ja, hvad ville han ønske? Han sænkede pennen og sad lidt og stirrede på papiret. Så lagde han pennen fra sig, klædte sig af og gik rigtigt i seng. Nu sov han med det samme.
   Da han vågnede var han helt klar i hovedet, men det var ganske tidligt, det var stadig mørkt. Han stod op, klædte sig på og gik ud. Nu var det begyndt at lysne. En let tåge hang mellem husene og slørede alle konturer. Han gik gennem de smalleste gader og så næsten ingen mennesker. Men af og til mødte han nogle skraldevogne hvor skraldemændene hilste venligt med et nik.
   På sin vandring kom han tilfældigt ned til havnen. Tågen kom væltende ind fra havet og syntes stadig at blive tættere. Han havde før syntes, udtrykket ”en tåge så tyk, at man ikke kunne se en hånd for sig” var overdrevet, men nu var det nærpå at være sådan. Han gik langs kajkanten, til han kom til et højt stakit, så vendte han og gik tilbage. Der var ganske stille, og tågen syntes at gøre stilheden dybere. Af og til skar høje lyde som metal mod metal gennem stilhed og tåge.
   En mørk skikkelse kom imod ham, det var nærmest som om den blev til ud af tågen. Da den kom nær på så han, at det var manden i den grønne kappe. De standsede over for hinanden og manden hilste.
   ”Der kan man se,” sagde manden, ”så De er også ude at gå morgentur. Lad os følges ad lidt. Jeg har ikke glemt hvor venlig De var mod mig, den første dag jeg kom til byen,”
   Peter kunne ikke huske, at han havde været særlig venlig, men svarede ingenting. Så fulgtes de ad ned langs kajen. Manden småsnakkede hele tiden, bare banaliteter, og Peter hørte ikke efter. Den ro der var kommet over ham blev nu fortrængt af en stigende irritation.
   Manden gik yderst mod kajkanten, så det var let for Peter at give ham et puf, og pludselig lå manden i vandet. Peter stod roligt og så efter ham. Kappen fyldtes med luft, så den blev som en stor ballon der bar manden oppe. Så klappede den sammen, manden rakte armene i vejret, som om han hilste, og sank som en sten.
   Peter stod længe og så på det sted hvor manden var forsvundet, ringene bredte sig i vandet og det faldt til ro og han kom ikke op igen. Så begyndte han at gå hjem ad de stadig morgenstille gader. Tågen begyndte at lette, og med den lettede hans sind også.
   Hjemme på værelset stod han lidt ubeslutsom. Hvad nu? Tusind idéer myldrede gennem hans hoved, men hvad skulle han tage fat på?
   Hans blik faldt på det ufærdige brev fra i går. Han tog det op og læste de få ord, som om han havde svært ved at forstå dem.
   Så rev han papiret over og krøllede det sammen. Men hvor skulle han gøre af det? Han havde ingen papirkurv, ikke engang et askebæger. Så gik han hen til vinduet, åbnede det og så ned på gaden. Der var begyndt at komme liv, og selvom den luft der strømmede ind over ham var kølig, så kunne han alligevel mærke at det ville blive en lys og lun dag. Han rev papiret i stadig mindre stykker, så holdt han hånden ud ad vinduet og slap dem. En let vind tog papirstumperne og de spredtes ud over gaden som konfetti.