Ole Eg Gormsen kunne udvide sit CV med titlen 'pyroman'. Det kunne han uden videre gøre, fordi han aldrig mere skulle søge et almindeligt hæderligt arbejde. Det havde han Patientklagenævnets ord for.
Han behøvede heller ikke at arbejde mere, advokaten Blak-Hansen havde trods alt formået at skaffe ham en formue i skadeserstatning, udbetaling af forsikring, og invalidepension. Eller rettere en mindre formue da salæret var trukket fra.
Det var et uforskammet højt salær, advokaten havde raget til sig. Ole fik en varm plet i hovedet, når han tænkte på det. Han vidste, at han skulle passe på med den der varme plet og forsøge at undgå den. Derfor skyndte han sig at tænke på noget andet. Uden Blak-Hansens fiflen med tal, journaler og diagnoser i et virvar af dokumenter og møder, var det aldrig blevet den indbringende erstatning, det endte op med. Set ud fra det synspunkt måtte man jo bare betale salæret og skynde sig at glemme beløbet. Den varme plet i hovedet tonede ud, og kun kvalmen holdt ved.
Ole Eg Gormsens manglende selvforståelse, det betød at han ikke indså, hvordan den høje erstatning havde været let at opnå for den dovne og fraværende advokat Blak-Hansen. Ole Eg Gormsen var faktisk syg. Mere syg end nogen læge kunne forestille sig. Han burde i virkeligheden være berettiget til at få sit eget hus på en ø langt sydpå. Dér skulle være, 100 sømil til nærmeste kyst, og et stort antal rare mennesker, der passede på ham døgnet rundt.
Det hele startede ellers så godt, søn af grosserer og skibsreder Hans Gormsen og hofdame Inge Skjold Gormsen i Hellerup. En hæderkronet slægt så langt øjet rakte.
Drengen havde ganske vidst stukket ild i garagen ved et uheld. I en hyggelig stund havde han sat en tændstik til en balle tørvestrøelse, så han sammen med sin jævnaldrende fætter, Søren, kunne nyde den røgelsesagtige duft.
Han ville naturligvis have slukket røgelsesgløderne igen, når de forlod garagen.
Ole blev imidlertid kaldt ud, da hans mor sendte ham afsted til bageren for at hente frisk piskefløde til jordbærrene. Han løb så hurtigt han kunne for komme tilbage til Søren og hyggen.
Da Ole kom tilbage med piskefløden, stod garagen i flammer.
Inge Skjold Gormsen havde inviteret et større antal gæster, familie og forretningsforbindelser til eftermiddagskaffe og jordbær med fløde på terrassen. De sad alle bænket med ryggen til garagen og kiggede ud over Øresund, hvor firmaets fragtskib skulle passere. Det var M/S Helle Gormsen, bygget på skibsværftet Burmeister & Wain, i København. Det var opkaldt efter Hans Gormsens mor, som også havde døbt det.
Hans Gormsen pegede stolt ud på sundet, hvor M/S Helle Gormsen gled lydløst forbi som en svane. Han var netop i færd med at fortælle gæsterne om det nye køleanlæg på skibet, da den rødhårede dreng, fætter Søren, fik fuld opmærksomhed. "Brand! Hjælp! Brand! Ole har stukket ild til garagen." Han hulkede som havde han selv været ved at ryge med i flammerne, og pegede på Ole. "Det var ham, der gjorde det. Det var ham, der havde tændstikkerne." Ole forstod ikke et klap, han havde jo netop stillet en spand vand til Søren som han kunne slukke gløderne med, hvis det begyndte at blusse op, mens han løb til bageren.
Normalt parkerede Hans Gormsen ude på gaden, det var det letteste. Han fandt aldrig ud af, hvorfor pokker han netop den dag havde sat sin splinternye Opel Kaptajn, lakeret i rederiets farver, i garagen.
Under det hektiske slukningsarbejde, stod Ole magtesløs med nakken bøjet. Han fik ondt i maven da brandvæsenet trak det rygende jernskrot ud, som for én time siden havde været en Opel Kaptajn.
Piskefløden var blevet varm, da hans far rev den ud af hans hånd. Det hele kørte lidt rundt, han huskede ikke så mange detaljer, da det skete, men mange år efter huskede han, mærkeligt nok, det hele...
Han huskede, at han ikke fik lov at forklare sig, og at han i alle gæsternes påsyn blev høvlet brutalt af sin far. Han huskede det falske vidnes skadefro blik. Han huskede, at han blev tvunget til at sige undskyld.
Han blev aldrig fortrolig med forældrene igen. Alt det huskede han, langt inde, hver eneste morgen, når han tog sin uniform på.
Han blev sær. Stolede ikke på nogen. Ledte efter løgnagtige stikkere, og fandt tilfredsstillelse i at hævne deres ofre. Han fandt sig godt tilpas i militæret med principperne om kontant afregning. Det havde været medvirkende til at han efterfølgende fik en flot karriere inden for kriminalpolitiet. Selvtægtsgruppen 4L havde hurtigt spottet ham og fået ham med.
Han var brændt varm på en kollegas kone, Mette Østergård. Hun var som skåret ud af hans drøm om en kvinde. Han så hende første gang ved afdelingens julefrokost på Palæ, hvor hun dukkede op for at køre Jens Østergård hjem.
Mens Jens var på kursus, havde han belejret Mette med underholdende påfund og hjælpsomhed. Hun havde ikke kunne stå for Oles maskuline charme. Og han var uden tvivl 'Gårdens' flotteste betjent. Forholdet udviklede sig hurtigt til fordel for Ole.
Det endte med, at Jens Østergård måtte flytte fra Mette og datteren Solvej, ud til et lille værelse i Kastrup.
Kort tid efter flyttede Ole ind hos Mette.
Det var den eneste periode i han liv, hvor han havde været lykkelig. Især i starten havde det været godt.
Problemerne var dukket op fra en uventet kant. At Solvej ikke ville acceptere ham, var han forberedt på. Det problem ville tiden og en omsorgsfuld indsats fra hans side sandsynligvis løse. Men at sagen om seriemorderen Lene Lindstok skulle skille dem, var uforståeligt...
Han kæmpede med en omsiggribende angst og jalousi, for at Mette skulle blive trukket i retning af Solvejs ønske om, at Jens skulle komme tilbage.
Det gav sig udslag på den måde, at han udviklede et psykotisk had til Jens.
Han fortalte dagligt, hvordan han bekrigede Jens. Han beskyldte Jens for at have taget kontanter ud til sig selv, da de konfiskerede det store kontantbeløb hos banden 2050 på Christianshavn. Og han fortalte, hvordan Jens forholdt politiledelsen oplysninger om hans operationer. Især alle de forhold, hvor Lene Lindstok var involveret. Det kunne kun forklares med, at Jens Østergård måtte lide at et Lolita kompleks, og at den beregnende seriemorder Lene Lindstok havde snøret ham.
Betjentene på 'Gården' havde delt sig op. På den ene side stod 4L gruppen, der støttede ham i at få Lindstok bag lås og slå, eller endnu bedre skyde hende ned under en selvforsvarshændelse.
På den anden side stod Jens Østergård og bløddyrene, der var blindt fascineret af den kønne og handlekraftige teenager. De mente ikke, mordene var begået af Lindstok.
Mette havde, til Oles store irritation, forsvaret Jens' synspunkter. Skænderier om sagerne var pludselig blevet hverdagskost.
Da Ole Gormsen og Blak-Hansen tabte alle sagerne mod Lene Lindstok i retten, havde Ole efterfølgende i et vredesudbrud erklæret, at det eneste rigtige var, at 4L gjorde det af med Lene. Skød hende eller lod hende smage sin egen medicin, at brænde hende inde som hun selv så modbydeligt havde gjort ved rockeren 'Høvding'.
Det havde været for meget for Mette. Det ene ord havde taget det andet, og et par dage efter havde Mette bedt om en pause i deres forhold.
Han huskede, hvordan han forlod hende hulkende. Ham det store mandfolk, hulkende!
Han vågnede op fra sin ugelange brandert på en bænk på Christianshavn. Han havde været så forbandet tæt på at springe i Kanalen, men ikke en gang det, kunne han magte...
Han var dukket op på 'Gården' fjorten dage senere, og hvis ikke kammeraterne fra 4L gruppen havde talt hans sag, var han blevet suspenderet. Brodersen ville sætte en psykolog på ham, og han havde været nødt til at sige ja til en ugentlig konsultation. Det var så skamfuldt at se bløddyrenes hånlige blikke på gangen. De talte deres eget sprog, "du er en færdig mand, Ego! Sådan går det, når man ikke kan holde snitterne fra en kollegas kone."
Ved hjælp af sjove piller og støtte fra John, var han kommet tilbage som den seje politimand, han i virkeligheden var.
Alle lagde mærke til, hvor stålsat og selvsikker han førte sig frem. Hans sorte hår havde aldrig bølget så flot, skjorte og bukser var pletfri og skarpt nypresset. Med vagtsomme, stålblå øjne var han parat til at gøre en forskel mere end nogensinde før. Hans ry som effektiv blev hurtigt genvundet. Selv bløddyrene måtte anerkende ham.
De havde hele tiden skygget Lene Lindstok, og han havde udført den planlagte del af opgaven, da hun var gået ind i den gamle historiske bygning i Strandgade. Den tørre trætrappe var et godt sted at antænde, især fordi døren til bagtrappen var blokeret. Hvis ikke sprøjterne nåede frem inden for tyve minutter, var ikke alene Lene Lindstok, men hele ejendommen prisgivet.
Det var ikke den store mængde benzin, han havde brugt. Det flammede op som det skulle, men da han skyndsomst var klar til at forlade bygningen, hørte han en grov stemme i døren bag sig: "Hvad fa'en... Brænder du dem inde?"
Det gav et gib i ham. Der var allerede megen røgudvikling, så han løb hostende mod døren. Hvem fa'en var det? Tænkte Ole, han syntes han genkendte stemmen. Han havde da hørt den for nylig. Han stak hovedet ud ad døren, for at se hvem det var. Måske Kr...? Men det gik aldrig rigtigt op for ham, da han i det samme blev ramt at noget hårdt. Meget hårdt, hårdt som stål...
Han stirrede, nogen hældte hvid og rød maling sammen uden rørepind, og så gled han ind i bevidstløsheden.
Redderne var hurtigt på stedet og kørte ham med udrykning til Hvidovre Hospital, hvor han efter tre timers ventetid blev kørt op til to trætte læger. Efter megen uklarhed løste sagen sig med hjælp fra en sygeplejerske. Man blev enige om, at det hele var kompliceret, og at patienten skulle overflyttes til 'Riget'.
Herefter ventede han en time på at blive overflyttet, og yderligere en time før en læge på 'Riget' kunne tage sig af ham.
Lægen dér anså skaden for yderst alvorlig, men da afdøde hjernekirurg Heinz Graus afdeling var lukket og ekspertisen for operation af kompliceret kraniebrud var solgt til Artificiel Star i Schweiz, stod 'Riget' ikke længere med den nødvendige ekspertise.
De kunne vælge at overflytte ham til Artificiel Star, men det viste sig i praksis at være administrativt besværligt, og det ville i øvrigt koste dyrt.
Ellers var der jo hospitalet i Århus. Der var bygget en masse nyt derovre, og specialafdelinger var skudt op.
Og så havde man jo helikopteren.
Det blev derfor besluttet af flyve Gormsen til Århus.