Kriminalassistent Jens Østergård var bekymret. Mafia Shqiptare skal man for alt i verden undgå. Dræber man tre af dem, sender de seks andre, endnu mere afstumpede og voldelige end de tre første. Nu havde de taget den ekstreme vold med til Danmark på en varm sommer med tordenluft og sorte skyer i horisonten.
   Jens Østergård sad alene i barakken i Mitchellsgade over for Politigården og knoklede med sagsmapperne fra Amager. Kollegerne på station 4, Hørhusvej, havde brug for hjælp. Især når det drejede sig om international bandekriminalitet. Han følte sig svigtet af ledelsen og hele det politiske system. Perlemor gjorde hvad hun kunne, men der var alt for få ressourcer afsat til bekæmpelse af mafiaen. Nu sad han her, alene i sommerferien, og skulle skaffe retfærdighed for de forbrydelser, den albanske mafia havde fremkaldt. Hvordan skulle det gå? Det var en uhyre velhavende international organisation med et stort antal specialuddannede mordere. Specialister i et utal af discipliner inden for kriminelle aktiviteter, elektronik, finans, terror og avancerede våben.
   Kunne han ene mand, med slips, nypudsede sorte lædersko og en gammel slidt Walther PPK 7.65, hamle op med de store kanoner? Næppe... Selvfølgelig havde han da også kollegerne, men mange af dem var trætte, nedslidte og desillusionerede. Forskellen på om forbryderne var derude, eller om de skulle være der, var ikke så tydelig for dem længere, følte han.
   Hvordan fanden var han egentlig havnet i politiet? Han havde naivt troet på retfærdighed med ungdommeligt overmod.
   I dag var en af de dage, hvor han overvejede at ringe til Henning, der var Saab-forhandler i Randers, og foreslå sig selv som sælger. Men han havde jo Mette og datteren Solvej at tænke på. De var bundet til København, han slog tanken fra sig.
   Han lagde sagsmapperne på bordet.

Navn: Robert Andersen (Lotto)
   Nationalitet: Dansk (Vanløse)
   Alder: 57 år
   Uddannelse: Matematiker
   Tidligere straffet: Ja
   Beskæftigelse: Ukendt
   Dødslokation: Marengovej 7 B, 3. sal tv
   _
   Navn: Pedro Franco Gonzales (Galop)
   Nationalitet: Spansk (Torremolinos) Dansk Pas siden 1968
   Alder: 72 år
   Uddannelse: Bank
   Tidligere straffet: Ja
   Beskæftigelse: Pensionist
   Dødslokation: Marengovej 7 A, 4 Sal tv
   _
   Navn: Birger Rasmussen (Høvding)
   Nationalitet: Dansk (Sundby)
   Alder: 42 år
   Uddannelse: Jord- og betonarbejder
   Tidligere straffet: Ja
   Beskæftigelse: Vejarbejder
   Dødslokation: På fortovet foran Marengovej 7 A
   _
   Navn: Anik Vëllezërit (Niki)
   Nationalitet: Albansk (Tirana)
   Alder: 26 år
   Uddannelse: Militær
   Beskæftigelse: Vagt
   Dødslokation: På fortovet foran Marengovej 7 A
   _
   Navn: Eris Vëllezërit (Rise)
   Nationalitet: Albansk (Tirana)
   Alder: 29 år
   Uddannelse: Militær
   Beskæftigelse: Vagt
   Dødslokation: Baggangen på Sundskolen
   _
   Navn: Erling Mathisen (Thisen)
   Nationalitet: Dansk (Kastrup)
   Alder: 56 år
   Uddannelse: Lærer og skolepsykolog
   Beskæftigelse: Lærer og skolepsykolog
   Dødslokation: Fysiklokalet på Sundskolen
   _
   Navn: Vigan Vëllezërit (Viga)
   Nationalitet: Albansk (Tirana)
   Alder: 34 år
   Uddannelse: Militær
   Beskæftigelse: Vagt
   Dødslokation: I elevatorskakten. Marengovej 7B kælderen
   _

Derudover var Donat Shpirti (Donit) 23 år gammel indlagt på Riget. Han var kendt som 2050'er. En bande styret af Mafia Shqiptare.
   Han var fundet skadet i elevatorskakten sammen med afdøde Vigan Vëllezërit.

Alle drabene og drabsforsøget, der givetvis ville ende med drab, kunne knyttes til én person, nemlig Lene Lindstok. Det mente ledelsen ovre på Gården.
   Det var naturligvis det rene vrøvl. Ingen beviser. Det var den sædvanlige attitude over for Mafia Shqiptare: Hvis vi fortrænger, at de er her, bliver der ro i gaden. Fakta var, at de allerede omsatte for over 100 millioner kr. heroin i Skandinavien og var ledende inden for trafficking og prostitution.
   Nu var det så blevet hans lod at udrede denne her møgbunke. En ting var imidlertid sikkert: de skulle ikke have held med at lave justitsmord på en kun 16-årig skolepige, imens mafiaen, som sædvanlig, bare blev stærkere og stærkere ved at slavebinde flere og flere mennesker i narkotika og frygt. Så længe de var i landet, ville der være ro. Ja! På overfladen. Men under den flød en understrøm af blod, undertrykkelse, vold og mord.
   Han mærkede pludselig, til sin overraskelse, hvordan vreden vældede op i ham, som kvalmen lige inden, man brækker sig. Han rejste sig med et sæt, tog fat i stolen ved bordet, løftede den og smadrede den til pindebrænde med voldsom kraft mod væggen.

Da Jens Østergård ankom til Tirana, var det stinkende varmt. Han medbragte tre ligposer, indeholdende tre medlemmer af Mafia Shqiptare, nærmere betegnet familien Vëllezërit. De havde alle fire skiftet fly i Genova.
   Det sidste stykke ved kysten, var smukt. Han havde aldrig skænket det en tanke, at Albanien var et smukt land. Officielt var han ambassadeassistent, der skulle overdrage ligene til familien. Uofficielt ville han prøve at finde ud af, hvordan familien ville reagere, og hvilke hævnaktiviteter de planlagde i Danmark. Han vidste, det ville blive svært, og hans rejse var måske nytteløs. Men lige nu det eneste halmstrå, han kunne klynge sig til. Han blev modtaget af de afdødes bror, Agon Vëllezërit. Han virkede sammenbidt og tynget af sorg. Jens skulle udfylde en masse papirer, inden de endelig kunne få læsset ligene over i en kølevogn fra begravelsesselskabet.
   De skulle begraves i Quëndër Laprake, hvor Vëllezërit familien kom fra. Der skulle være en ceremoni og efterfølgende begravelse. Det var onsdag, og de skulle begraves fredag eftermiddag. Han havde 3 dage i Tirana.
   Agon nægtede at køre ham til det billige, trestjernede hotel, som Jens Østergård havde booket. I stedet for kørte Agon ham til det familieejede hotel Hektor Pallas, som var et overdådigt hotel midt i Tirana med femstjernet international restaurant, fri bar, diskotek og natklub.
   Agon kiggede alvorligt på ham med tunge øjne og sagde: "Du bragte vores døde brødre hjem til os. De var alle højt elskede unge mænd, det glemmer familien ikke. Far giver dig alt betalt på Hektor Pallas som belønning. Spot ikke vor ære Jens! Familien må sørge indtil den hellige Maria favner mine brødre i himlen, og vi har hævnet deres jordiske blod."

Jens var imponeret. Var det her Albanien? Han havde aldrig set noget lignende. Der var ingen steder i København, der kunne måle sig med dette her.

Værelset var enormt. En kæmpe dobbeltseng, stort farve-tv, bløde lækre møbler, stor balkon med udsigt til den pulserende, firesporede boulevard. Et kæmpe badekar med flotte polerede armaturer.
   Han kom til at tænke på Jeppe i Baronens seng, men skød tanken fra sig.

Han var skrupsulten og bestilte en halv grill kylling og en kold øl hos roomservice. Når han havde været i bad, ville han gå ned i restauranten og gi' den hele armen. Så ville han lytte til sladder hos de garvede forretningsrejsende i barmiljøet. Det var ofte imponerende, hvad de vidste om de kriminelle aktiviteter.

Det gik også meget godt i starten. Han snakkede med et væld af forskellige halv- og helkorrupte forretningsfolk til langt ud på natten. Nogen lavede forretninger med familien Vëllezërit, men tilsyneladende ikke ulovlige. Han prøvede at fintænke, men lige nu var han kørt fast. Det var svært at være på arbejde hele tiden. Hans blik havde tendens til at fange brunetten, der sad midt i baren. Var hun mon en af hotellets løse fugle? Hun kunne næsten ikke være andet. Hun kunne jo også være forretningskvinde. Hun havde haft samtaler med flere forskellige gæster, men var ikke gået med dem. Det kunne faktisk godt være, hun var en pæn pige. Han mærkede, at han var påvirket, som var politiets synonym for en let brandert. Han gik over til baren. Hun vendte sig venligt mod ham. Han præsenterede sig, lidt forstillet, men så ædrueligt og høfligt, som han kunne: "Djens Ostergaard, from Denmark." Hun kiggede direkte ind i øjnene på ham med en lille drillende krusning ved læben. "Nå!" sagde hun med Amager jargon. "Du mener Jens Østergård fra Danmark?" Jens var lamslået, og så meget dum ud i tre sekunder. Så brød de begge ud i latter, og isen var brudt. "Hvad hedder du så, sveske?" Fik han frem, stadig grinende. "Tania", svarede hun og smilede. "Og hvad i alverden laver Tania så langt hjemmefra?" spurgte han, mens han målte hende med drillende øjnene. "Tania sælger diabetesmedicin, er der mere du vil vide, sømand?" Svarede hun. Og nu var Jens helt ødelagt af grin i sin halvbrandert. Det svingede bare, det her med Tania. Hold kæft, hvor var hun sjov. De fortsatte på diskoteket. Dansede tæt, festede i baren med champagne til langt over midnat.
   Næste morgen lå Tania i hans seng, det gjorde hun også de efterfølgende dage. Hun viste ham Tirana, og hvert minut var en fest. Han havde hovedkulds forelsket sig I hende, og fortrængte alle tanker om Mette og lille Solvej. Han havde måske forpasset chancen til at researche på familien Vëllezërit? Hvad var han egentlig for et menneske?

Fredag morgen kyssede han Tania farvel. Han var inviteret til gudstjeneste og begravelse. Han havde sin sorte habit på, og skoene funklede. Han kiggede sig i spejlet og så en flot blond, maskulin mand på 42 år 1,88 høj, 78 kg og med klare, blå øjne. Han syntes aldrig, han havde set så sej ud. Var det Tania, der fik ham til at stråle?
   Hun børstede moderligt nogle fnug af hans tøj og forsvandt.

Ude i Quëndër Laprake var der trængsel i den store katolske kirke. Han fik en ståplads nede bagest i kirken, men mange kom slet ikke ind. Først blev der afholdt en lang og smertefuld jammerklage af en messe. Det kunne aflæses på hans ansigt, at han ikke forstod et klap. En tynd, ældre munk med et lige så tyndt og skrøbeligt brillestel opfangede situationen. Han stillede sig ved siden af ham og forklarede med fingerbevægelser, at han mod betaling kunne bistå ham som tolk hele dagen. Jens smilede og nikkede, hvorefter han stak ham et bundt sedler. Munken stak dem i lommen og virkede meget tilfreds.
   "Præsten taler om hævnens dag. Hævnen er kommet nær, og vi skal være beredt" sagde munken, og sådan fortsatte det.

Bagefter kom der en lang procession med de tre kister, som var overdådigt udsmykket. Nu var der om muligt endnu flere presset ind i kirken, som nu rummede over 300 mennesker.
   Jens bemærkede, at nogen var nedbrudte og sørgede ligesom familien Vëllezërit oppe ved alteret, de græd højlydt og påtaget, når Vëllezërit familien kiggede på dem. Men langt de fleste virkede glade for, at der nu lå tre voldsmænd i kisterne. Nogle så ligefrem hadske og skadefro ud. De hadede Vëllezërit familien, konkluderede Jens.
   Det virkede næsten som om, at præsten tilhørte denne sidste gruppe.

Præsten afsluttede: "Disse mænd vi begraver i dag, er brave albanske soldater. Sønner der fik liv af kærlige mødre.
   Ærkeenglen Gabriel talte til Maria og guds kærlighed kom til jorden. De tre vise mænd fra Østerland rejste ud for at se guds mirakler. Og de fandt hvad de søgte.
   Sådan rejste de tre Vëllezërit brødre til et fremmed land hvor de mødte Madonna, materialiseret i en uskyldig jomfru med langt hvidt hår, der i kærlighed kaldte dem hjem til gud. Han havde en plan med dem som åbenbares på dommens dag."

"Amen."

Drengekoret stod ved alteret og sang Ave Maria, mens kisterne blev båret ud. De onde græd og de gode frydede sig.

Mens kisterne blev sænket i jorden af Vëllezërit familiens medlemmer, fik Jens en lang samtale med munken. Han bekræftede, at mafiafamilien var forhadt, og at familien var væsentlig svækket med tabet af de tre brødre. Men efter albansk skik og ære skulle familien hævne drabene. Munken mente, at familien ville sende seks soldater ud for at finde de skyldige. Munken sagde også, at præsten havde hørt, at de søgte efter en ung pige med langt hvidt hår. En pige han havde set et billede af i en avis. Hun dukkede hele tiden op i forbindelse med drabene, og derfor havde præsten brugt sammenligningen med Maria i sin tale, i et forsøg på at stoppe voldsspiralen. Det ville virke, vidste han. Eid, brødrenes far, ville få svært ved at skaffe soldater.

Da Jens kom tilbage til Hektor Pallas, var han meget oplivet. Han vidste nu meget mere om Vëllezërit familien og deres svage punkter. Han ledte efter Tania, og glædede sig til deres sidste aften sammen, men hun var væk. Værelset var tomt. Da han trådte ind døren, stod Eid og Agon derinde, og stirrede koldt på ham. "Vi ejer dig!" sagde Eid og trak vejret dybt. Den gamle mand havde dræbt og torteret hundredvis af mennesker, det var Jens overhovedet ikke i tvivl om. Eid trykkede på fjernbetjeningen, og Jens så live tv af Tania, der fik tæsk af en stor bølle i en kælder. "Vil du have lyd på?" spurgte Eid hånligt.
   "Hvad vil I mig?" råbte Jens chokeret og ude af sig selv af rædsel og vrede.

"Vi vil vise dig, hvor let man stopper ytringsfrihed og demokrati. "Eid trykkede igen på fjernbetjeningen. Og Jens så et billede af præsten, der lige havde holdt begravelsestalen. Han lå torteret med halsen skåret over af en maskeret mand med 2050 logo på brystet og en stor jagtkniv i hånden.
   Jens fik voldsom kvalme. Han havde aldrig været så bange før i sit liv.

"Kriminalassistent min bare røv." Fortsatte Eid. "Nu går du ned og betaler din regning på hoteludgifterne. Når det er gjort, rejser du hjem, til alle de selvgode og blinde idioter, som dit land er befolket med, og dér udpeger du tre skyldige personer. Så sender vi drengen på billedet her hen og snakker med dem."

Med de ord forlod Eid og Agon hans hotelværelse. Med rystende hænder greb Jens omgående fjernbetjeningen, men han fandt hverken Tania eller præsten.

Da den store Jumbojet bremsede på landingsbanen i Kastrup, havde han ikke længere Tania, ingen selvrespekt, ingen opsparing, ingen strategi, intet mod og ingen rapport til ledelsen. Han havde muligvis også mistet sit job som kriminalassistent. Måske havde han også mistet Mette. Men det værste af alt var, at han havde mistet sig selv.

Da han kom hjem til parcelhuset i Glostrup, var Solvej mærkeligt nok ikke hjemme for at tage imod ham, som hun plejede. Mette sad og hang ved spisebordet. Hun løftede ansigtet. Hun havde grædt. Hun sagde ikke noget, men øjnene fortalte alt. Hun skubbede en kraftig A4-kuvert hen over bordet til ham og slog blikket ned. Han sagde heller ingenting men tog kuverten. Den var åben. Han stak hånden ned i den og lagde indholdet ud på bordet.
   Det var tre billeder. Et nærbillede hvor han og Tania smilede til hinanden i baren. Et hvor de roede ud på kanalsøen og et fra sengen på hotelværelset. De var nøgne.