Freddy var tolv år da hans far døde, og det sneede den dag. Blot to dage tidligere var han kommet hjem fra en af sine talrige rejser og havde været frisk og rask, og nu lå han i sit soveværelse og var død. Freddy stod ved vinduet i sit værelset og så på snefnuggene der dalede stille og blidt ned fra himmelen og langsomt dækkede havens buske og træer. Det var som om der blev skabt en helt ny verden derude. Der var også stille herinde i huset, men det var på en helt anden dyster måde. Han havde for lidt siden været ude på gangen, og set en af tjenestepigerne liste igennem nede i hallen, som om hun var bange for at vække nogen. Freddy forstod ikke helt hvordan alt var anderledes, men han vidste godt at det var det.
   Moren kom ind, lagde hånden på hans skulder, sukkede lidt, og tog ham så ved hånden og førte ham ind i farens værelse. Værelset var stort og mærkelig tomt, skønt der var et skrivebord og en stor reol med bøger - og så den store seng naturligvis. Ved den fjerneste væg sad de to sortklædte tanter med deres lommetørklæder for ansigterne, og der hørtes dæmpede suk fra dem. Freddy var ikke helt sikker på om de lo eller græd.
   I sengen lå faren. Det var som om han var blevet mindre i alt det hvide sengetøj. Hans hår og overskæg var kulsort, men Freddy vidste godt, at han farvede det. Næsen syntes at være blevet dobbelt så stor. Freddy havde lyst til at spørge, om næser voksede, når man døde, men han tav.
   Hans stod længe stille og betragtede faren, men pludselig sagde han højt og tydeligt: "Han er ikke rigtig død!" I det samme åbnede faren øjnene, smilede til ham og blinkede med det ene øje. Så lå han igen som før. Moren så det også, men nævnte det først halvtreds år senere, da hun var blevet gammel og senil og ingen regnede med hvad hun sagde. Tanterne stønnede højlydt. Drengen stod igen lidt og så på faren, så sagde han igen: "Så, nu er han gået!"
   Moren tog ham nu i hånden og førte han ud af værelset. Han syntes at han bag sig hørte tanterne hvæse: "Den dreng".
   De gik ned i dagligstuen, og Freddy gik straks hen til vinduet og så ud på sneen. Den faldt ikke længere, men hele verden udenfor var hvid, og han undrede sig over, at hvidt kunne have så mange former og nuancer.
   Moren havde sat sig i en sofa, snøftede lidt og pudsede næse i et lillebitte lommetørklæde. "Hvad laver du", spurgte hun med lav, rystende stemme.
   "Jeg ser på sneen," svarede han.
   "Ser du på sneen, nu din far lige er død?" sagde hun bebrejdende.
   "Ja, hvorfor ikke?" svarede han. "Sneen er smuk og mærkelig. Det ville far vel også have været interesseret i"
   "Ja, det ville han vel," sukkede hun. "Du ved godt, at din far er i himlen nu, ikke?"
   Freddy vendte sig forbløffet imod hende. "Er han det?" sagde han. "Hvad laver han der?"
   Hun ignorerede spørgsmålet, og sagde: "De gode kommer i himlen, det ved du da. Og din far var en god mand."
   "Nåh ja, og de onde kommer i helvede." Han lo lidt. "Det kan da også godt være han er der. Han har vist venner begge steder."
   Hun græd lidt, tørrede øjne og næse og sagde stille: "Jeg kan slet ikke tale med dig. Du er så underlig."
   Han gik hen til hende, strøg hende over det lyse hår, og kyssede hende på kinden. "Du skal ikke være så ked af det. Han kommer nok snart igen."
   Hun så forskrækket på ham "Han kommer da ikke igen. Hvordan skulle han komme igen? Som et spøgelse, eller hvad? - Man kommer da ikke igen, når man er død."
   "Nåh nej," svarede Freddy. Det var ikke fordi han ikke vidste, hvad døden var, men for ham var situationen ikke så meget anderledes end alle de andre gange, når faren gav sig ud på rejse, og var væk i lange tider. Da kom han jo altid igen. Nu trak han på skulderen og sagde: "Nå, han kommer vist ikke igen på den måde. Men på en eller anden måde gør han det nok alligevel."
   Hun rejste sig, klappede ham på hovedet, bøjede sig ned og kyssede ham. "Ja ja, "sukkede hun, "jeg forstår dig ikke, men jeg forstår da heller aldrig noget som helst. Nu går jeg op og lægger mig lidt."
   "Nu!" udbrød han. "Vil du ikke hellere med ud og gå en tur i sneen?"
   "Gå tur i sneen! - Næh, det da ved Gud jeg ikke vil. Jeg er så træt."

Så gik han selv ud. Han gik ned i hallen og tog frakke og støvler på, åbnede døren, og så med glæde ud over den uberørte, hvide verden.
   Han ville op på højen bag huset. Sneen gik ham til knæene, og det morede ham, at han måtte løfte benene højt for hvert skridt. Og da han var kommet derop og vendte sig, så han sit spor som en lang stribe i sneen med dybe huller. Han så også ned på det store hus. Det var også hvidt, men som det lå der med sne næsten op til de nederste vinduer og tynget ned af sne på taget, så det snavset og usselt ud. Det lå ellers fornemt tilbagetrukket på en højde uden for byen. Der hvor han stod, så han ud over byen og fabriksområdet. Det så smukkere ud nu, med alt det hvide, end i sommer, da han havde været her med sin far.
   Faren havde da peget ud over fabriksbygningerne og sagt: "Tænk dig, min dreng, alt dette vil en dag blive dit."
   "Nå," svarede Freddy. "Jeg vil nu hellere have en ny, blå cykel".
   Faren lo, og sammen gik de ned til byen og købte cyklen.
   Nu tænkte han, at han skulle have ønsket sig et par ski.

Det sneede også på begravelsesdagen, og selvom der var mange folk i gang med at fjerne sneen, kom der hele tiden nyt, bilerne kørte fast, og de mange mennesker der kom, måtte vade gennem snedriver, mens de trak frakkerne og pelsene sammen om sig. Freddy stod i sit vindue og undrede sig over, at de alle så så alvorlige og besværede ud. Han syntes, de hellere skulle have rullet sig i sneen og kastet snebolde på hinanden.
   Moren kom farende flere gange, hver gang i en ny kjole, og formanede ham til at tage sit bedste tøj på, men det havde han gjort allerede fra morgenen.
   Den store hvide kiste stod i hallen, og de tilstrømmende mennesker samledes om den. Freddy troede ikke et øjeblik på, at faren var i den, skønt det da nok ville have moret ham, at ligge der, og se al den ståhej omkring sig.
   De to onkler var der. Freddy kunne aldrig huske hvad de hed. De plejede aldrig at være der samtidig, og når de nu mødtes, standsede de et øjeblik og så vredt på hinanden. De plejede heller ikke at være der, når faren var hjemme, men det skete da, at han kom uventet hjem og mødte en af dem, og da var han venlig og munter over for dem. Og moren blev helt forvirret og lo så underligt, og forklarede med mange ord, hvad de unge mænd skulle der. Faren tog hende da i sine arme, kyssede hende og sagde, at hun var det dummeste menneske han kendte. Og da rødmede hun, og tog det som en kompliment, og sådan var det vist også ment.
   Nu var de der for at hjælpe, men de var ikke til megen hjælp, fordi de havde så travlt med at fryse hinanden ud. Og tanterne flaksede som sorte spøgelser gennem huset, og mødte de da en af de unge mænd, standsede de og stak hagerne i vejret, og stirrede rasende op i loftet, og lod således, som om de ikke så dem.
   Moren var omsider færdig, og var meget smuk i sin sorte kjole, og med sorte kniplinger over det lyse hår, som vældede ned over ryggen på hende. Freddy var betaget, han havde aldrig før tænkt over, at hun var smuk. Nu sagde han det til hende.
   "Sådan skulle du altid være klædt," sagde han.
   Hun tog sig til den høje, sorte krave og svarede noget befippet: "Det ville nok ikke være så godt. Men hvor var det dog smukt sagt." Og hun gav ham et knus og et kys.
   I kirken syntes han godt om den brusende orgelmusik, men præstens tale hørte han ikke, bortset fra at han lagde mærke til, at farens fulde navn blev nævnt: John Philip William Wilkins. Det forundrede ham, at faren havde så mange navne. Han havde kun vidst at han hed John, for det var hvad moren kaldte ham. Moren hed Lisa.

Det var et par måneder senere, og det var et voldsomt regnvejr. Sneen lå nu kun her og der i hastigt svindende klatter. Man kunne knap se ud af vinduerne, hele verden syntes at være vand der piskede ned. Freddy forestillede sig, at huset var som Noahs ark, der flød på bølgerne, mens alle i byen og på fabrikken var druknede for længst.
   Det ringede på døren, og da Freddy tilfældigvis befandt sig i hallen, lukkede han op. Udenfor stod en dreng på hans egen alder - fuldstændig gennemblødt og med vandet stadig strømmende ned over sig.
   De to drenge stod et øjeblik og stirrede på hinanden. Så udbrød Freddy: "Nej, hvor er du våd! Kom ind!" Og han tog et tag i drengen og hev han indenfor. Der stod han med armene strittende ud til siden, mens der dannedes en sø omkring fødderne på ham. Han ville sige noget, men Freddy tog ham ved hånden og sagde: "Kom!" Op ad trappen blev der et spor af vand hele vejen. På badeværelset tog Freddy flere håndklæder frem og tørrede drengen så grundigt, at han var ved at falde omkuld.
   Drengen prøvede hele tiden at sige noget, men Freddy var ivrig og hørte ikke efter. Han trak bare drengen ind på sit værelse og sagde: "Du må have tørt tøj på. Tag tøjet af."
   "Jamen ..." prøvede drengen at protestere, men Freddy gav sig bare til, at plukke tøjet af ham.
   Først da drengen stod der splitternøgen, standsede Freddy pludselig op og spurgte: "Hvem er du for resten?"
   Drengen svarede næsten vredt: "Jeg har jo prøvet at sige det hele tiden. Jeg heddet Philip, og jeg leder efter min far."
   "Din far? sagde Freddy. "Hvorfor tror du han er her i huset?"
   "Jamen, det er han," sagde drengen. "Eller det er han ikke. Jeg mener ... åh, det er så svært at forklare. Han hed Philip, lige som mig, og han boede her, indtil ..."
   "Min far hed også Philip," sagde Freddy tænksomt. Noget begyndte at dæmre for ham "John Philip William Wilkins. Er det din far?"
   Ja, svarede drengen, "det er min far."
   "Nej, hvor fint," sagde Freddy. "Så er vi jo brødre. Jeg har altid ønsket mig en bror." Det var nu først lige nu, han kom til at tænke på det. "Kom, det må vi fortælle min mor."
   "Jamen, jeg kan da ikke gå sådan," sagde drengen forfærdet.
   "Nåh nej," sagde Freddy, og begyndte at tage tøj frem fra skuffer og skabe. Mens drengen, som hed Philip, klædte sig på, sagde Freddy: "Vi passer tøj sammen. Mon vi også er tvillinger?"
   "Det kan vi vel ikke være, når vi har hver sin mor," sagde Philip.
   "Det er selvfølgelig sandt," sagde Freddy. Men man kan nu aldrig vide med far. Han kunne finde på det umulige."

Pludselig stod Freddys mor i døren. Hun hilste venligt på den fremmede dreng og spurgte: "Hvad laver I".
   "Det er min bror, og han hedder Philip," sagde Freddy. "Han var våd, og nu får han tørt tøj på."
   "Er han din bror?" sagde hun. "Hvordan er det gået til?"
   "Det må du spørge far om," svarede Freddy. "Nåh nej, det kan du jo ikke. Jeg ved ikke hvordan far har båret sig ad."
   "Nu må jeg sidde ned," sagde moren, og lod sig dumpe ned i værelsets eneste lænestol. "Jeg forstår ikke, hvad du mener."
   "Det er min mor," sagde Freddy til Philip. "Hun er verdens dummeste menneske."
   "Åh, vil du holde op," sagde moren og hidsede sig op. "Hvis du mener, jeg er så dum, så er du så sandelig kommet til den rette."
   "Hun er også verdens dejligste og smukkeste mor," sagde Freddy, bøjede sig over hende og kyssede hende på panden, "men hun forstår ingenting."
   Moren sukkede. "Det er altså også svært. Hvad hedder din far?" spurgte hun Philip.
   "Han hed Philip lige som jeg".
   "Jamen, Freddys far hed da John," sagde hun.
   "Han hed altså også Philip," sagde Freddy.
   "Men jeg er da ikke din mor, vel?" Hun lød som om hun blev i tvivl.
   "Nej, nej, jeg har min egen mor," sagde Philip
   Freddy pegede pludselig på Philip og stod lidt og tænkte. "Nu husker jeg det," sagde han, "I var i kirken, ikke?"
   "Jo, mor havde set i avisen, at far var død," sagde Philip. "Hun ved ikke, at jeg er gået herhen."
   "Gud nej," sagde moren, "så må hun da tro du er druknet. Skal vi få nogen til at køre dig hjem?"
   "Jeg har en bedre idé," sagde Freddy. "Du kan ringe til hende, og så blive her til i morgen."
   Philip ringede til sin mor, og hun var ganske rigtigt meget urolig, men han fik hende beroliget. Der blev stillet en klapseng ind på Freddys værelse, og Freddy jublede: "Jeg har fået en bror. Far har skaffet mig en bror."
   Ved middagsbordet blev Philip præsenteret af moren: "Det er Philip, og han er nu medlem af familien."
   "Det er min bror," tilføjede Freddy glad.
   De to onkler var der, og vidste ikke om de skulle skule mest til hinanden eller til dette nye familiemedlem. Og tanterne ignorerede alle, og så misbilligende op i lysekronen, som om der var noget i vejen med den, mens de samtidig tog godt for sig af maden.

De følgende måneder skete der en masse. Philip var tit i huset og havde nu sit eget værelse. Og en dag blev Philips mor inviteret.
   Freddys mor løb ud og ind ad dørene hele tiden og skiftede hele tiden kjole.
   Philip hviskede til Freddy: "Hvad laver hun?"
   "Hun løber rundt," svarede Freddy roligt, "men bare rolig, det er sådan hun gør det."
   Philips mor kom. Hun var en lille dame, med varme brune øjne og mørkt kortklippet hår, og hed Monica.
   Ved middagsbordet var stemningen god, men mærkelig, alle passede på hvad de sagde, og alligevel fik man sagt, hvad der skulle siges.
   Selv Freddy passede på hvad der kom ud af hans mund. "Det er nu meget godt med to mødre, en til ...," og her stoppede han brat. Han var ved at sige: "En til det praktiske, og en til det upraktiske," men han kom til at tænke på, at Monica måske ikke ville bryde sig om, at blive kaldt den praktiske.
   Men det var hun. Hun havde været disponent i farens firma, og han havde købt lejlighed til hende i den anden ende af byen. Hun gled nu umærkeligt ind i husets liv, og da huset var meget stort, blev der indrettet lejlighed til hende der, og hun flyttede ind. Hvad hun mere præcist gjorde er uvist, men lidt efter lidt kom der orden i det rodede hus, og hun fik også styr på fabrikkens affærer og forholdet til bestyrelsen.
   Freddys mor var også mere rolig og lyste af lykke efter at de to onkler var væk, og der var kommet en ny, som oven i købet havde et navn, Alex, og som også kom godt overens med de to drenge. Men de to tanter var absolut ikke tilfredse. Ved middagsbordet så de misbilligende på hinanden, stak hovederne sammen, og hviskede.

Det var sidst på sommeren og stegende varmt. Når drengene gik op på højen og så ud over byen, virkede det som om husene hoppede og dansede i den flimrende luft. Det ringede på døren, og de to drenge lukkede op. Udenfor stod en pige på deres egen alder i en lyseblå sommerkjole.
   "Goddag," sagde hun høfligt. "Jeg hedder Vita, og min far hed William, og han har vist boet her."
   "Nå!" sagde Freddy. "Ja, hvorfor ikke? Men så har han vist heller ikke flere navne. Kom indenfor!"
   Pigen kom ind i hallen. Og straks efter kom moren til, og så Alex, og de omringede pigen. Der stod hun stille og lidt genert imellem dem.
   Freddy lo højt og sagde: "Det er nok rigtigt, at far er død, men der synes nu stadig at være lovlig meget liv i ham."
   Og henne i stuedøren vendte de to tanter armene og øjnene mod himlen.