Oppe på landevejen havde den holdt en times tid. Solen havde gemt sig bag tykke skyer og tusmørket var ved at sænke sig over "det lille hus på prærien". Inde bag de nikotingule tynde gardiner, kiggede Astrid op ad grusstien og så at en stor bil slukkede lygterne, da det blev helt mørkt og himlen kul sort. Hun tændte pæren over sofabordet. Det trængte til oprydning, men det fik vente. Hun slukkede fjernsynet, åbnede et vindue og lyttede. Ganske svagt hørte hun den knasende lyd af bildæk der nærmede sig. Katten stak halen mellem benene og krøb ud ad den lille lem i bryggerset.
   Ude i skuret var Allan færdig med at save gamle brædder op til brændeovnen og på vej ind for at tænde op. Men først lige to velfortjente elefanter med en kylling til plus lidt smøger. Det gav ham god varme og lidt ro fra Astrids gennemtrængende stemme.
   Astrid stak i sine træsko og trampede over mod skuret. Nu er freden forbi, tænkte Allan. Hun prøvede at hviske, at han straks måtte komme ind, for der var nogen. De sad musestille og lyttede. Ingen knas i gruset. Ikke en lyd. Allan tændte lampen over hoveddøren. Det hjalp ikke. Han fandt en rusten lommelygte, som virkede. Lyskeglen afslørede en Audi SUV med tonede ruder.

De havde fundet det lille hus på bøhh landet efter han var blevet løsladt og der ikke var mange kroner i kassen. En lejlighed i byen havde de ikke råd til, som de ellers foretrak. På en bodega var de faldet i snak med en fin mand i jakkesæt. Han var advokat og udlejede en del billige huse. Der skulle ikke betales indskud og han tilbød at køre dem ud og se på mulighederne i weekenden. De var begge faldet pladask for "Det lille hus på prærien", som de døbte det. Smukt bindingsværk, stokroser, en å i baghaven og lidt skov, hvor de måtte sanke brænde. En klat maling, lidt oprydning og så var det tiptop, sagde advokaten. Til gengæld var huslejen meget lav, så de skrev under. På landet hang jobbene ikke på træerne og kontanthjælpen rakte kun til øl, chips og cola efter husleje og strøm.

Allan havde glemt at betale husleje nogle måneder og Astrid mente, at det nok var advokaten der sad ude i bilen. Måske havde han skiftet sin Mercedes ud. Bildøren gik op og et par blanke herresko viste sig i skæret fra lampen over døren. Men det lignede ikke ham at møde personligt op når huslejen var blevet "glemt". Det havde han folk til at ordne. Det var sket før at der kom pludselige strømafbrydelser og de ikke kunne få leveret ny gasflaske, før betalingen faldt.

Det bankede tre gange på døren og de blev mødt af et bredt venligt smil, da de åbnede.
   - Godt I er hjemme.
   Den venlige mand tog hat og frakke af da han trådte ind. De kendte ham ikke og havde ikke budt ham indenfor. Han spurgte om de gav en kop kaffe. Astrid fik fjernet tøjet i lænestolen og bad ham sidde ned. Han blev stående og så sig lidt omkring i stuen. Så gik han lidt rundt i resten af huset, vendte tilbage og satte sig. Allan havde sat vand over og fandt et rent krus med hank.
   - jeres gæld til vicepræsidenten er blevet indfriet. Det har jeg sørget for.

De havde fået et tilbud, der var svært at afslå. En af Allans gamle venner havde skaffet dem adgang til selveste vicepræsidenten. Uden for den tykke dør, var de blevet kropsvisiteret og bedt om at aflevere deres mobiler. På det brede palisander bord lå en mobil med taletidkort, to pakker og et bundt kontanter. Efter nogle grundige instruktioner kunne de bare begynde. Det var gået glat med handlerne. Allan kørte ind til byen og solgte, mens Astrid betjente de kunder der selv kom forbi. Korte sms'er sikrede at penge blev afhentet og nye pakker leveret.
   Nogen holdt øje med al den trafik, men det vidste de ikke.
   Efterhånden levede de i sus og dus, rejste til Fjernøsten, købte smykker, holdt store fester og spiste på restaurant flere gange om ugen. De svømmede i penge. Allan blev grebet af poker og vandt også pæne beløb. Han sad i held. En aften var han sammen med de helt tunge drenge ved bordet. Håret sad og der var høj cigarføring. Efter at have skovlet penge ind det meste af aftenen, satsede han alt på "Fuldt hus" med to esser i toppen. Han blev slået af en "Royal Flush". Astrid var begyndt at tage godt fra, når det gjaldt eget forbrug fra pakkerne. Gælden til vicepræsidenten voksede og de var blevet rykket adskillige gange. De sad i lort til halsen og selv om "gorillaen" kom og bankede dem, hjalp det ikke på deres betalingsevne.

Nu sad denne pæne mand helt afslappet i deres lænestol med nyklippet frisure, runde briller og sit store brede smil. Astrid spurgte om det var ham der havde betalt gælden. Han nikkede. Astrid stivnede og borede sine negle ned i en sofahynde så hårdt, at hun fik hvide knoer.
   - Hør jeg har da helt glemt at præsentere mig: The smiling killer fra "Incasso Invest". Mig en ære. Der er jo løbet lidt renter på, så lad mig se ... 50 kilo, men I får en hel uge.
   Allan var sikker på, at han kun skyldte 30 for en måned siden.
   - Ja det løber jo op, men I får 5% rabat hvis I betaler et afdrag nu.
   Fortvivlet så de på hinanden. De havde jo ikke en levende chance for at skaffe 50.000. De tog hinanden i hånden og klemte til. Endnu engang måtte de forsvinde, gå under jorden og blive helt væk. The smiling killer rejste sig og tog hat og frakke på. Igen spurgte han efter et afdrag nu mens han kastede et blik på sofaen, som Astrid krammede hårdt. Han sagde pænt farvel og gik ud og satte sig ind i bilen. Nu ventede de bare på at han kørte sin vej.
   I stedet sprang to veltrænede hætteklædte mænd ud fra bagsædet og sparkede døren op og greb Astrid. Allan hev en løs køkkenlåge af og svingede den over mod de to mænd, der sad på hug og tapede hende fast til en stol. De havde set hans skygge og kastede sig ud til siden så lågen ramte Astrid i stedet. Allan blev strippet på ryggen mens en boltsaks blev klar til klippe en finger af Astrid. Allan skreg, men ellers slap der ikke et ord ud. Hans Rolex ur, hendes halskæde og ringe havde de pillet af. Begge to forsikrede de at der ellers ikke var noget af værdi. Selv om de flere gange dyppede Allans hoved i det ulækre toilet, hjalp det ikke noget. Så bandt de ham fast til et vandrør og begyndte at rasere hele huset, men kom i tanke om at undersøge sofaen, som chefen havde sagt. De snittede og skar så der fløj skumgummi rundt overalt. Til sidst fandt den ene en sprøjte frem, gjorde den klar og førte kanylen op på Astrids hals mens Allan så på. - Død af en overdosis. Men der kom ikke et pip fra Allan. Idet kanylen var inde, stod The smiling killer i døren, fløjtede og sagde STOP. De to Rottweilere lystrede straks, pillede tapen af Astrid og klippede Allan fri. De to trofaste hunde gik straks ud på hans hånd tegn.
   - Ha' det godt. Vi ses alle sammen om en uge, forsikrede han.

Nu kunne det kun gå for langsomt. Nede fra bunden af kummefryseren fik de fisket akutposen op. Et par beroligende klumper fra de mange pakker og fem tusind kroner. Resten måtte skaffes undervejs. Uret, halskæden og smykkerne var bare billige kopier fra Thailand, men det havde de to tomhjernede rottweilere ikke forstand på. Natten igennem ringede de rundt til venner og bekendte og lagde planer for de næste dage. De mest nødvendige ejendele blev pakket og lagt ud i deres gamle BMW. Allan var mest opsat på at tage den første færge kl. 6:30, mens Astrid gerne først ville hen at sige farvel til sine forældre. Hun havde ikke set dem siden Allan havde fået sin tredje dom på 5 år. I arresten kaldte de ham "Svingleren". Mor havde slået hånden af hende, for Allan var en skidt knægt som hun sagde. Han havde nær trukket hendes datter ned i skidtet. Mor vidste ikke at hendes søde velopdragne pige havde været der længe. Hendes far havde fornemmet det gennem de sidste par år. Der var begyndt at forsvinde penge og smykker hver gang hun havde besøgt dem. Også før Allans tid.
   Allan gik med til at køre forbi hendes forældre og så tage en senere færge. Mor stod og spejdede efter hende fra køkkenet, for Astrid havde ringet i forvejen. Ude fra bilen syntes Allan at hun lignede en sur citron, så han foretrak at blive siddende og gumle på lidt kiks og snuppe en Cocio. Da Astrid gik ind i entréen, mærkede hun straks at der var noget galt. Hendes altid morgenfriske far kom ikke ud og kildede hende og kom med en gammel vittighed. Mor sad ude i køkkenet med korslagte arme. Nu opdagede Astrid hendes mørke øjne og alvorstunge trætte ansigt.
   - Din far har spurgt efter dig, men vi aner jo aldrig hvor du er og du tager aldrig telefonen når vi ringer.
   Astrid hørte sin far inde fra stuen.
   - Er det dig min skat?
   Hans stemme var svag og hæs.
   - Hvad er der med dig din gamle nisse. Ligger du bare der på sofaen og dovner den?
   Far tog en pude mere under hovedet og trak tæppet helt op under hagen. Da hun bukkede sig ned og krammede ham, mærkede hun hans ribben og skulderblade lige under huden. Hun kyssede ham på panden og trak tæppet lidt ned.
   - Hvad Søren far. Du er jo skind og ben. Giver mor dig ikke nok at spise?
   Han smilede, tog hendes hoved i sine hænder og kyssede hende blidt.
   - Det går nok.
   Mor kaldte på Astrid ude fra køkkenet og begyndte at hviske. Hun fortalte at far havde noget med maven. Året før var han blevet indlagt og opereret. Så gik det bedre i lang tid, men nu havde han fået ondt igen, og indlagt. Det var nok for meget mavesyre, for han havde slet ingen appetit mere mente mor. På sygehuset havde de kigget på ham og udskrevet ham to dage efter, for han ville jo selv hjem. Moren forsikrede Astrid om at hun passede ham det bedste hun kunne. Han fik både vitaminpille, fløde i sovsen, piller mod mavesyre og kogte ærter, selv om han ikke rørte dem. Hver dag kom en sygeplejerske forbi og gav ham medicin. Men ellers passede de sig selv.

Ude i bilen sad Allan stadig i bilen og ventede på, at de snart kunne komme afsted. Han havde booket til næste afgang kl. 11:30. Omsider kom Astrid. Han startede motoren og satte varmeblæseren på fuld styrke. Hun havde ikke sit overtøj på, men satte sig stille ind og fortalte, at hendes far var alvorlig syg. Hun ville blive hos ham lidt endnu. Hendes mor var ikke sur på Allan, så han kunne godt komme med ind. Inde i stuen fik han kaffe og en småkage. Imens gik Astrid og moren rundt i køkkenet og skramlede med gryder og pander mens de stadig hviskede sammen. Inde i stuen snakkede de lidt om vejr og vind. Efter lidt tid kom moren ind og sagde med høj påtaget frisk stemme, at der snart var mad. Så skulle far nok få sul på kroppen og styr på den mavesyre. Allan var også velkommen til at spise med. Mens mor dækkede bord, gik Astrid ind i soveværelset. På en hylde stod den medicin, han fik af sygeplejersken. Der lå også en mappe med hans journal.
   Ved måltidet var det mest mor der snakkede muntert i et væk og hældte rigeligt med flødesovs på fars kartoffel. Det blev også til en halv kotelet. Bagefter fik de kaffe med piskefløde og rigeligt med sukker, som far elskede det. Mens mor og Astrid vaskede op, sad faren og Allan og røg lidt tobak. Allans var lidt stærk, men han hostede ikke. Der var helt stille. En engel gik gennem stuen, da faren prikkede til Allan og sagde, at han godt vidste, at det ikke var mavesyren og at han ikke havde langt igen. Men Allan skulle endelig tie stille. Der var ingen grund til at hun blev ked af det. Allan kiggede ham dybt i øjnene og efter et langt minut svarede han, at han blot ville håbe han ville dø med værdighed uden for mange smerter. Faren nikkede sløvt.

Astrid ville blive hos sin far til det var helt slut. Allan bookede sin billet om til en færge kl. 17:30 direkte til Køge. Så undgik han også ruten over Ystad. Hans gamle BMW med alufælge og hækspoiler inviterede jo også til at blive vinket ind til siden. Selv om han kun havde en meget lille pakke til eget forbrug, skulle han ikke nyde noget af de svenske toldere eller polisen. Han kørte i god tid. Der var ca. 30 km. til færgen og han sørgede for at holde farten nede og køre pænt. Han skulle i hvert fald ikke stoppes for rådden kørsel, som han plejede. Alligevel lagde han mærke til en bil i bakspejlet, som holdt sig på god afstand. Blev han skygget? Han satte farten ned men blev ikke overhalet. Han forlod hovedvejen og svingede ned ad en mindre landevej. Den anden fulgte efter. Han var godt stedkendt og valgte nogle små kringlede sogneveje. Til sidst stoppede han helt op, steg ud og hentede sit koben fra bagagerummet. Den anden bil dukkede op over en bakke, satte farten ned, blinkede af og kørte ned ad en privat indkørsel. Ved terminalen var alt normalt og han kørte ombord på færgen uden problemer. Han åndede lettet op, da han sad i caféen. Der var seks timer til han var i Køge, så der var god tid til at ringe rundt. Hos en kusine, som boede oppe i en mindre provinsby ved Limfjorden, kunne han overnatte. Hun ville gøre gæsteværelset klar, men kunne ikke tage imod ham, da hun skulle tidlig op på arbejde næste dag. Han sendte en sms til Astrid med besked. Den sidste i meget lang tid. Efter et solidt måltid mad, fandt han en briks og faldt i dyb søvn. Med et sæt vågnede han, da det skrattede fra højtalerne, at skibet var i havn om få minutter.
   Netop som han var rullet ned ad rampen og ud på frakørslen, blev han vinket ind til siden. Det lignede en normal trafikkontrol med alkoholtest. Heldigvis havde han kun drukket cola på færgen. Klokken var nu 23:34 og han var anholdt med en sigtets rettighe ... - Ok afbrød han, jeg kender melodien. Hans lille pakke i handskerummet blev konfiskeret og bilen samt mobiltelefoner beslaglagt. Dagen efter ville han blive returneret til egen politikreds. - Men allerførst en helt gratis overnatning på Statens regning, grinede de to unge betjente med et overstrømmende tandpastasmil. Da nøgler, kort, penge og snørebånd var lagt på disken, fik han et solidt klap i ryggen, så han slog hovedet ned i bordkanten og hevet afsted til cellen.
   - Det er ikke klogt at afbryde mig, når jeg taler til dig, sagde strømeren, skubbede ham ind og låste. Næste morgen nåede han lige at få et glimt af de to "tandpastasmil" og give dem fingeren før han blev fulgt ud til en minibus, sat i håndjern og mast ind på det mellemste sæde. Bag ham sad en civil betjent og så gik turen hjem til hans egen kreds. Grundlovsforhøret fandt sted kl. 19, da dommer og den beskikkede forsvarer ikke kunne før. Han fik foreløbig fire uger i varetægt før der skulle rejses en endelig sigtelse og anklage. I den lokale arrest blev han klappet ind i spisestuen til stor morskab.
   - Der har vi jo "Svingleren" igen-igen.

Der var nu gået fire dage siden Allan var kørt og hun havde kun fået en meget kort sms samme aften og siden ingenting. Hun havde prøvet at ringe, men telefonen var død. Hendes mor løb hektisk rundt, støvsugede, tørrede af, lavede mad og handlede ind som om alt var normalt. Astrid vidste godt hvad far fejlede, men kunne ikke tale med sin mor om det. Hun blev bare ved med sine vitaminpiller, fløde og sukker. Han drak kun meget lidt hver dag, langt under de anbefalede 1½ liter. Sygeplejersken satte en sonde på hans hånd og monterede et drop med væske. I sine gode timer kunne han sidde lidt i stuen og hygge sig med Astrid, mens mor havde travlt. Hans store passion var at tippe hver uge uden mor skulle vide noget.
   syv dage uden Allan havde givet lyd fra sig. Underligt. Men faktisk berørte det hende næsten ikke, når hun mærkede efter. Han var nok bare mest blevet en vane i hendes liv. Til gengæld savnede hun sine små klumper og begyndte at få hovedpine, svede meget og blive rastløs. Derfor tilbød hun at aflaste sin mor ved at tage ind til byen og handle ind. Samtidig kunne hun så få købt en lille pakke til sig selv. Far havde givet hende lidt ekstra for at indløse tipskuponer og hente nye. Hun havde også "lånt" 1000 kr. af sin søde onkel.
   Efterhånden lå han mest i sin seng og døsede. Lægen ordinerede ekstra medicin, så nu kom sygeplejersken tre gange om dagen. På trods af hans tilstand, formåede han at holde fast i sine tipskuponer. Han gemte dem under en sofahynde. Astrid hjalp ham med at udfylde dem, når mor var ude af huset.

De var i fuld sving inde på stationen og havde nu foreløbig fire uger til at rejse en tiltale. Deres arbejde var blot en del af en større efterforskning i flere politikredse. Allan blev jævnligt slæbt ind til forhør, men svarede for det meste, at han ikke havde nogen kommentarer. Klog af skade vidste han at de altid lagde fælder ud. Han var blevet overvåget gennem længere tid og fik forelagt både aflytninger og videoer, hvor han udvekslede pakker og penge. Den hyppige trafik ved hans bopæl var også blevet registreret, men det var jo bare gode venner. Han kunne ikke lige huske nogen navne på sine bedste venner. Den dumme hukommelse svigtede ham ofte. Forhørslederen behøvede heller ingen navne på kunderne. Dem havde de rigeligt af og flere var klar til at vidne. Desværre kunne Allan heller ikke huske hvem det var der kom hver anden uge og leverede nye forsyninger. Det hjalp heller ikke på hans husker, da de tilbød at skåne hans kæreste som medskyldig. De havde ellers rigeligt til også at sigte hende. Godt at han havde holdt sin mor udenfor alt. Hun var hans bløde punkt.
   På en måde var han heller ikke selv interesseret i en mildere dom for at samarbejde. Han følte sig mere tryg i fængslet end uden for. Det var hårdt altid at skulle være på vagt og se sig over skulderen. At true og banke de pushere der ikke kunne afregne. Altid at blive pustet i nakken af bagmænd og deres håndlangere.

Da Astrid en dag var i byen for at handle, blev hun diskret kontaktet af en ældre herre med politiskilt i lommen. De aftalte at mødes næste formiddag, da hun fortalte om sin meget syge far, som hun passede. Inde på stationen kom hun frem med alt det lort, som hun og Allan var havnet i. Det meste vidste de i forvejen. Selv besøget af "the smiling killer" og hans to "rottweilere" havde de aflyttet. Den ældre kommissær fortalte kort om anholdelsen af Allan og hans manglende vilje til at skåne Astrid ved at samarbejde. Men hvis Astrid kunne bidrage med oplysninger, ville han se hvad han kunne gøre. Hun var dybt skuffet over Allan. Da hun fik oplyst at deres hus var ved at blive ransaget, kom hun i tanke om en pistol, som Allan havde gemt i brændeskuret. Selv med to hunde havde de ikke fundet det mindste. Den ene havde dog markeret på gulvet ved kummefryseren, stod der i rapporten. Astrid havde bemærket, at fryseren altid rokkede lidt når de rørte ved den, men det er jo også et gammelt plankegulv den står på, mente hun.

Astrids far sang på sidste vers og fik stadig stærkere smerter. Nu fik han fast morfin hver 4. time. Astrid sad hos ham, mens mor sørgede for mad og drikke. Kl. 11 fik han en af sine doser og skulle så have den næste kl. 15. Det var det maximale, som hans hjerte kunne tåle, havde lægen vurderet. Kl. 13:35 rakte han en hånd i vejret. Det betød smerter, som han ikke kunne holde ud. Astrid fortalte det til sin mor, som straks gik ind i stuen og løftede røret.
   - Du ved godt hvad det betyder mor?
   - Far skal ikke have ondt. Og så drejede hun nummeret til sygeplejersken.
   Han fik sin sidste medicin kl. 13:52 og klokken 17:10 klemte Astrid hans hånd og sagde at han godt måtte give slip. Fiskeskipper Oluf Hansen afgik ved døden kl. 17:25 og efterlod hustru og en datter.

Deres tre aktioner var nøje koordinerede. Hos Victor Sejersen i Vedbæk spillede dørklokken en fin melodi kl. 06:45. Just Andersen blev vækket og bedt om at følge med kl. 06:45. Samtidig brød fire mand porten op til garagen hos en vognmand i Avedøre.
   Sporet der førte til Victor Sejersen var at han var HR direktør hos Collectia Finans, som "The Smiling Killer" havde nævnt under sit besøg i "Det lille hus på prærien". Han var blevet genkendt af Astrid blandt fotos af alle de ansatte i virksomheden.
   Advokat Just Andersen fik ransaget sit kontor og sin privatbolig. Flere tråde forbandt ham til Collectia Finans og vicepræsidenten. Han udlejede en del huse. Her iblandt "Det lille hus på prærien".
   Vognmanden fra Avedøre havde Collectia Finans, Just Andersen og vicepræsidentens klub som store kunder. Nærmest de eneste. I garagen blev der fundet våben og større mængder narkotika.
   "The Smiling Killer" modtog senere en dom på fem mdr. for afpresning, samt medvirken til grov vold. Hans to medhjælpere var venligst udlånt af klubben. De fik 2 år. Victor Sejersen gik fri. Vicepræsidenten for klubben gik også fri. Han havde den dygtigste forsvarsadvokat, der kunne købes for penge. Vognmanden og to chauffører fik fire års fængsel.
   I første omgang kunne der ikke rejses sigtelser mod advokat Just Andersen. Det var jo ikke kriminelt at være boligspekulant.
   Fundet af Allans pistol i brændeskuret, medførte at han i alt fik 8 år. Hans små gadepushere fik få måneder. Hermed blev flere års efterforskning afsluttet og sagen lukket.
   Astrid slap med 6 mdr. betinget. Da hun og mor skulle rydde op og gøre rent efter bisættelsen, kom skeletterne ud af skabet. Mor havde vidst alt om fars tipninger i mange år. Da hun skubbede sofabordet til side og rullede gulvtæppet sammen, kunne hun smide flere års tipskuponer i skraldespanden. Jo, der havde været fejet en del ind under gulvtæppet.

De var ved at fjerne afspærringen af "Det lille hus på prærien" og Astrid kunne komme ud og tømme huset. Mor hjalp til. Netop som politiet var ved at køre, råbte Astrid ud ad vinduet. Da hun og mor havde tømt fryseren og trukket den ud fra væggen, kom en gulvlem til syne. Da lemmen kom op, blev de ramt af den værste stank. Råd, mug og den sødlige lugt af lig. Mor og Astrid blev bortvist og teknikere tilkaldt. Nede i den lille kælder lå der både hele og halve skeletter. Orme og rotter gnaskede løs. Politiet prøvede at ringe til udlejeren, men nummeret eksisterede ikke længere. På kontoret kunne sekretæren desværre ikke oplyse, hvad der stod i advokatens kalender. Det var fortroligt havde hun lært. Men hun kunne dog fortælle at advokaten netop var gået på ferie. Dagen før havde alle på kontoret skålet og ønsket ham god rejse syd på.
   Ude i lufthavnen havde Just Andersen indskrevet sin bagage. Der var ca. to timer til gaten åbnede, så han satte sig og nød en stor luksusmenu med en stor stærk øl til. Hans brune attachetaske stod forsvarlig fastklemt mellem hans ben.
   - Ding dong! Personlig meddelelse. Hr Just Andersen bedes henvende sig i informationen.
   Det gad han sgu ikke. I stedet bestilte han en liter øl mere med "sidevogn", klappede sin taske, gik ind i V.I.P loungen og slappede helt af mens han drømte om palmer og parasoller på den hvide sandstrand. Ude i gaten var der ingen, som ventede på ham. Netop som han havde scannet sit boardingkort og på vej ud i flyveren, dukkede en mand op foran ham. Han vendte sig. To andre stod lige bag ved ham. Flere dukkede op fra toiletterne. Han nåede ikke sit fly. Just Andersen havde ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Møget var skubbet helt ned under gulvbrædderne i "Det lille hus på prærien".