Sidst i marts 1944 kom betjenten en aften ind til mig og sagde farvel. Han skulle på nattjeneste en måned, så da ville jeg ikke se ham. Da han var gået vidste jeg pludselig, at når han kom tilbage, ville jeg ikke være der mere. Jeg tænkte det mere igennem. Hvor skulle jeg egentlig komme hen? Det var nok noget vrøvl, men jeg kunne ikke frigøre mig for den følelse at jeg skulle væk. - Et par dage efter kom depotbetjenten ind for at sludre, og jeg sagde da til ham at jeg snart skulle rejse. Han spurgte forbløffet hvor jeg skulle hen, og hvordan jeg var kommet på den tanke.
   "Det ved jeg ikke," svarede jeg, "jeg er bare klar over at sådan er det."
   Jeg havde nogle gange i disse år haft en forudfølelse af ting der skulle ske. Ja, der skete egentlig intet som ikke alt i mig var indstillet på. Hele min sjæl var i den grad blevet et med min kamp at min underbevidsthed registrerede enhver ændring før den endnu skete.
   Jeg havde mange beviser på at dette gjorde sig gældende, således som da jeg en morgen smed skjorten og begyndte min morgengymnastik, som jeg gjorde det hver eneste morgen. Men denne morgen var jeg lige begyndt, så holdt jeg op uden at kunne sige hvorfor. Jeg stod lidt og sagde til mig selv:
   "Hvad er nu det for noget? Bare på den igen," og jeg gik i gang igen, men havde kun taget nogle få bevægelser, så holdt jeg op igen. Jaja, tænkte jeg, så må jeg jo lade være, og trak i tøjet. Fem minutter efter kom betjenten, jeg skulle op til inspektøren, og det var altså årsagen til at jeg ikke kunne få lov til at gøre min morgengymnastik.

Den 27. april blev jeg hentet op til inspektøren, og han meddelte mig, at jeg næste dag sammen med tretten andre skulle overflyttes til statsfængslet i Vridsløselille. Årsagen var at der her i fængslet sad en del sabotører, og da man kunne risikere en befrielsesaktion for disse skulle alle fanger med lange straffe sikres. Inspektøren rådede mig naturligvis til at opgive den håbløse kamp og begynde at arbejde når jeg kom der over, og lige så naturligvis svarede jeg at det kunne der ikke blive tale om. - Om eftermiddagen fik vi vores private tøj og sager udleveret, og var klar til at rejse næste morgen. Om aftenen kom viceinspektøren ned til mig og sagde at han skulle rejse med næste dag, og at han nok i Vridsløselille skulle sætte dem ind i forholdene angående mig, så jeg ikke skulle få unødige vanskeligheder, og det var jeg ham taknemmelig for. Han var helt rigtig.

Næste morgen tidlig marcherede vi ned til færgen, og der var et ordentligt opbud af betjente. Vi var fjorten fanger med en betjent til hver, altså fjorten også af dem bevæbnet med pistoler, og desuden fjorten betjente med skarpladte rifler, og så var der viceinspektøren og to overbetjente. Vores overførsel skulle rigtig nok foregå under behørig eskorte. - Nede ved havnen blev vi ført ind i en jernbanevogn og anbragt fire fanger og fire betjente i hver kupé. Jernbanevognen blev så kørt ombord på færgen og vi sejlede. Vi var alle indstillede på at få en så fornøjelig tur som mulig, og det blev det også. Vi havde næsten allesammen cigaretter fra før krigen og måtte ryge så meget som vi ville, og snakken gik livligt til vi nåede Vridsløselille. Her var der også riffelbevæbnede betjente der modtog og eskorterede os til fængslet.
   Vi blev straks fordelt rundt om i fængslet, og gik i vores private tøj til næste dag. Jeg blev anbragt i anden etage i C-fløjen, og blev hurtigt klar over at viceinspektøren havde give den besked angående mig, for der var ingen der forsøgte at få mig til at gøre noget. De faste betjente kom ind til mig og sagde, at der vel ingen grund var til at de hver gang der var gårdtur kom ind og spurgte om jeg ville med, jeg kunne selv sige til hvis jeg ville. Det var helt i sin orden, sagde jeg, sådan ville jeg helst have det.

Fængselsforvalteren havde intet hørt og kom og spurgte hvad jeg havde lavet i Nyborg, og jeg svarede at jeg ikke havde lavet noget.
   "Jamen jeg mener, hvilket arbejde havde De?"
   "Jeg havde ikke noget arbejde." svarede jeg.
   "Jo, noget må De da have bestilt," sagde han.
   "Næh," svarede jeg, "det gjorde jeg ikke."
   Han kiggede forbløffet på mig, tog en stol og satte sig.
   "Hør, nu må jeg altså sidde ned. Vil det virkelig sige at de har siddet på Nyborg i så mange år uden at bestille noget?"
   "Ja, det har jeg," svarede jeg.
   "Det var som pokker, og dog virker De ikke spor fængselstræt. De ser ud som om De kom lige ude fra friheden."
   "Ja," svarede jeg, "det er vel fordi jeg føler mig mere fri på denne måde end mange gør uden for fængslet. Det at føle sig fri er vel kun hvorledes man føler sig over for de omgivelser man er i."
   "Det er vel nok rigtigt," svarede han, "det er bare ikke mange der kan gøre det i et fængsel."

Fra biblioteket fik jeg et bogkatalog og et kort at udfylde med de bøger jeg ønskede, men det var altsammen gamle bøger, og jeg syntes ikke at der var nogen af dem jeg kunne ønske, så jeg lod det gå tilbage uden at have skrevet noget op. Næste dag blev jeg hentet over til bibliotekaren, og han sagde at hvis jeg ikke udfyldte kortet kunne jeg ingen bøger få.
   "Det gør heller ikke noget," svarede jeg, "jeg klarer mig uden."
   Han spurgte videre om der ikke var nogen af bøgerne i kataloget der interesserede mig, og jeg kunne kun svare at jeg havde læst alt det der var noget ved. Men de kunne jo bare sende bøger op som de selv syntes. Det viste sig snart at være en god ordning, for jeg fik gode bøger, næsten allesammen nye som ikke stod i kataloget, og så gav bibliotekaren mig dobbelt ration. Jeg fik to bøger hver uge, og var således ret godt stillet.

Jeg kunne ikke, således som i Nyborg, isolere mig fra alt. Min celle lå midt i en afdeling hvor livet pulserede omkring mig, men det gjorde mig ikke så meget. Jeg var indstillet på at tage alting som det kom, der var intet der kunne bringe mig ud af fatning.
   Der var en ting her der kom til at betyde meget for mig på godt og ondt. Det var højttaleranlægget der var overalt i fløjene hvor igennem de sendte musik og radioavis. Jeg havde ikke hørt musik i seks år, og den første gang de åbnede for en koncert overvældede det mig helt. Jeg sad ved min dør og lyttede betaget. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, det var der intet andet der havde kunnet få mig til i alle de år, men musik havde betydet meget for mig før i tiden. Særlig torsdagskoncerterne var jeg glad for. De gav mig noget som den lettere musik ikke kunne give mig selvom jeg også nød den. Det eneste der var mig en lidelse at høre var søndagskoncerterne fra Fælledparken om sommeren, de fik mine nerver til at dirre. Jeg måtte lægge mig ned på gulvet, slappe fuldstændig af og lukke mig ude fra musikken, lade den gå hen over hovedet på mig. Jeg ved ikke om det var den tone den fik i fri luft der gjorde det eller det var fordi radioen ofte var dårligt indstillet. Nogle gange kom speakeren til mikrofonen lige efter at koncerten var begyndt og meddelte at udsendelsen ville blive afbrudt indtil videre på grund af allierede overflyvninger, og jeg velsignede flyverne.

Da jeg havde været her i ca. fire måneder fik overbetjenten på den afdeling hvor jeg var sommerferie, og en anden kom til som intet kendte til mig. Første gang han lukkede ud til gårdtur åbnede han også min dør og sagde:
   "Gårdtur!" og gik videre til næste inden jeg fik sagt noget. Jeg smækkede bare døren, men lidt efter kom han igen, åbnede døren og sagde:
   "Hørte De ikke at jeg sagde gårdtur?"
   "Jo," svarede jeg, "men jeg går ikke gårdtur."
   "Går De ikke gårdtur?" spurgte han. "Hvorfor gør De ikke det?"
   Jeg havde ikke lyst til at give ham en større forklaring, og sagde blot at det havde jeg ikke gjort i den tid jeg havde været der, og heller ikke i fremtiden ønskede at gøre det. - Men det var han ikke tilfreds med.
   "Det har jeg sandelig aldrig været udsat for før," sagde han. "Det er en pligt De har, og det er tvunget. Der er ikke noget der hedder at det er frivilligt."
   Nu syntes jeg at den diskussion havde været længe nok og svarede:
   "Jamen jeg vil ikke. Har De snart forstået det?"
   "Nå, De vil ikke," sagde han. "Det skal jeg nok få undersøgt. Så længe jeg ikke har fået nogen officiel besked kan jeg ikke indrette mig efter det De siger. Men jeg skal lade en forespørgsel gå videre til inspektøren."
   "Mange tak," svarede jeg og lukkede døren.
   Næste dag blev jeg hentet ned til inspektøren. Han sad bag skrivebordet og så meget myndig ud. Foran sig havde han en del papirer, åbenbart vedrørende mig.
   "Nå," sagde han og så meget skarpt på mig, "de har slået denne vognmand ihjel."
   "Ja," svarede jeg, "det har jeg."
   "Tror De at De ustraffet kan gøre det?"
   "Nej, selvfølgelig tror jeg ikke det," svarede jeg, "og det har jeg heller aldrig påstået."
   "Jamen hvorfor nægter De så at bøje Dem for fængslets myndighed?" spurgte han.
   "Det vil føre for vidt at forklare det her," svarede jeg, "men det vil De kunne se ved at læse den beretning jeg har skrevet og som antagelig findes der i sagens akter."
   "Ja det kan jeg ikke blande mig i," sagde han. "Hvorvidt en dom er retfærdig eller ej vedkommer ikke mig. Min opgave er med alle midler at sørge for at den straf De er idømt bliver fuldbyrdet, og når De stiller Dem som De gør må De ikke vente nogen som helst støtte fra fængslets side."
   "Nej," svarede jeg, "det forventer jeg heller ikke. Men De må heller ikke forvente at jeg frivilligt går med til ting som jeg ikke kan anerkende som rigtige."
   Han så lidt forbavset på mig over min rolige holdning. Han havde vel mere ventet stædig trods.
   "De lader til at være fuldstændig uimodtagelig for fornuft," fortsatte han.
   "Ja," svarede jeg, "det De kalder for fornuft det er jeg uimodtagelig for."
   "Ja, så kan De godt gå," ville han slutte, men her blandede overbetjenten sig og spurgte hvordan det så var med den gårdtur.
   "Nåja, vil De ikke gå gårdtur?" spurgte han.
   "Nej, det vil jeg ikke," svarede jeg.
   "De behøver ikke at komme ud på den store gårdtur," sagde han. "De kan få lov til at gå i strålegården."
   Men jeg svarede:
   "Nej tak, jeg ønsker slet ikke at gå gårdtur."
   "Nå, så var der ikke mere," sluttede han, og jeg gik tilbage til min celle.
   Der var ikke mere nogen der blandede sig i mine forhold, og den overbetjent der ikke havde villet bøje sig for mit ønske var efter den dag så overmåde høflig over for mig.
   Jeg blev også en dag hentet ned til viceinspektøren, og da jeg stod over for ham mens han sad bag skrivebordet så vi hinanden lidt an, og pludselig måtte vi begge le. Der var åbenbart noget ved situationen der udløstes på den måde, og det var velgørende at træffe et menneske der kunne se sagen fra den humoristiske side. Fængselsdirektoratet havde forlangt en redegørelse vedrørende mig, og det var oplysninger til denne han skulle have.

Sidst i november blev jeg hentet op til et af kontorerne, og her så jeg overlæge Stürup fra psykopatanstalten. Han spurgte hvordan jeg havde det og om noget havde ændret sig i mit syn på tingene. Jeg svarede, at jeg stadig havde det udmærket og følte mig godt tilfreds, og at mine meninger stadig var de samme. Han spurgte igen, om jeg kunne tænke mig at komme over til ham på psykopatanstalten, og han nævnede igen de friheder og goder, jeg kunne nyde godt af der. Jeg sagde, at jeg selv havde tænkt en del på det siden vi talte sammen sidst, og var kommet til det resultat at det var et skråplan at komme ind på. Jeg var dømt til statsfængsel og hørte til der, - han vidste godt at jeg godt kunne tåle det, så det kunne han godt slå ud af hovedet.
   "Nå," sagde han til sidst, "jeg kan lige så godt sige det rent ud, det kommer jeg vist længst med. Det er allerede bestemt at De skal overflyttes. Inspektøren har forlangt det. Han siger at det ødelægger disciplinen i hele fængslet at have en mand siddende som De gør. De bliver hentet i eftermiddag."
   "All right!" svarede jeg, "det forandrer hele sagen. Så skal jeg nok gå med til det."

Om eftermiddagen gik jeg sammen med en betjent over på den anden side af Roskildevejen til psykopatanstalten og blev indlagt på en firemandsstue. De tre andre var lige som jeg statsfanger som man af forskellige grunde ikke kunne have i det almindelige fængsel. Denne afdeling var beregnet på de fanger der havde vanskeligt ved at klare sig på de andre afdelinger. Sygebetjenten kaldte den for den psykiatriske specialafdeling, og det var en afdeling hvor man kunne komme ud for lidt af hvert.
   Sygebetjenten kom ind og hilste på mig og spurgte hvad der var i vejen med mig. Jeg svarede at der ikke var noget i vejen. Det lo han af og sagde at det sagde de allesammen.
   "Jamen det er rigtigt," sagde jeg, "jeg er ikke kommet hertil fordi der er noget i vejen med mig, men kun fordi fængslet ikke vil have mig mere."
   Han lo igen og sagde, at så måtte der være en grund til at fængslet ikke ville have mig - men det kunne han så selv se når han fik mine papirer.
   Klokken 5 havde de andre på afdelingen fyraften, og de kom alle og hilste på mig. Der var en snes stykker, allesammen mennesker for hvem livet havde været lidt ud over det sædvanlige. Jeg fik hurtigt deres fortrolighed, de kunne lide at fortælle om deres problemer, og jeg blev hurtigt draget ind i livet der.
   En af de første dage kom gangmanden og spurgte, om jeg havde lyst til at give ham en håndsrækning med arbejdet. Jeg var lidt betænkelig ved det, eksperimentet på sygehuset og senere depotet i Nyborg stod mig i frisk erindring, og jeg svarede at det vist var en gal en at komme ind på. - Han så lidt forbavset på mig, men senere på dagen kom han og sagde at nu havde han hørt om min tid i Nyborg og Vridsløselille, så han bedre forstod mig svar. Han havde ellers troet at jeg havde et blødt punkt.
   Jeg gik alligevel i gang med at hjælpe ham, og snart var jeg i gang med alt gangarbejdet, og her blev der ikke lagt hindringer i vejen for mig. Jeg kunne frit få lov til at udfolde mig.

Til jul fik de forvarede pakker hjemmefra, og de delte alt med os statsfanger som ikke havde disse privilegier. I opholdsstuen havde vi pyntet, og ved bordene blev der dækket op med alle slags lækkerier som vi frit kunne tage til os. Vi havde en god jul.