"Mor! Han er i gang med at skrive en parkeringsbøde," råbte Snotter, mens han spejdede ned ad gaden fra Amagertorv.
   "Den brilleabe skal jeg nok ondulere," hvæsede Gerda og satte farten op i retning af den fuldstændigt håbløst parkerede gamle Saab 92.
   "Hvor fa'en er Hans?" Spurgte Gerda og gloede ind i Saab'en. Døren i førersiden stod halvt åben og bilen var forladt.
   "Hold kæft," sagde Snotter henvendt til Gerda, "det er ikke en parkeringsvagt. Det er emsig strømer."
   Sammen med Snotter læssede Gerda sine indkøb ind i det uaflåste bagagerum. De havde fået smag for lækkert tøj, støvler og sko...
   "De holder ulovligt parkeret," oplyste betjenten brysk, mens han kiggede inkvisitorisk gennem et par mørke solbriller, der aldrig havde været en del af en reglementeret uniformering i Danmark.
   "Hallo, betjent! Prøv lige at se efter, det her er ikke en dårlig parkering. Det er en crime scene! Nogen har stoppet bilen og kidnappet chaufføren. Vi vil gerne anmelde en forbrydelse," sagde Gerda oprevet.
   Betjenten begyndte at grine.
   Gerda fortsatte: "Nu skal jeg sige dig én ting. Hvis du ikke tager den her kidnapning alvorligt, så vil jeg gerne have navnet på dig og din overordnede, og før du kan nå at sige: "det var trælst do' ", så er du degraderet til fodboldvagt."
   Betjenten kluklo, "det må jeg sige, det var da noget af en deroute."
   Betjenten pegede på en duknakket mand med rundt hoved og en ellipse formet figur, der målrettet sjokkede hen imod dem. "Er det den kidnappede? "
   "Jeg tager bussen." sagde Snotter.
   "Nej, du bliver her," sagde Gerda og vendte sig mod Hans. Tøjet var i uorden, skjorten hang delvis uden for bukserne.
   Det havde Gerda ikke set, så hun udbrød "Åh, Hans nogen må have betalt løsepenge."
   "Ja, der var automatlås på, så jeg fik en Femmer af manden, der sad og spillede harmonika ved nedgangen til toilettet," sagde Hans med et smil.
   Betjenten hulkede af grin.
   Nu begyndte Snotter også at grine mere og mere voldsomt.
   Pludselig var der et opløb rundt om Saab'en.
   Betjenten satte en trillefløjte i munden og fløjtede øredøvende i 4 sekunder. Derefter spyttede han den ud og dirigerede med armene. "Passér gaden ellers vanker der bøder," råbte han vredladent og fortsatte: "Jeg udskriver en bøde på 2000 kr. for ulovlig parkering."
   "Nu har jeg aldrig" sagde Gerda rystet. "Hvad var det, du sagde, du hed?" Spurgte hun mopset.
   Han tog solbrillerne af og smilede til Gerda.
   "Jens, for fanden, er det dig? Jeg syntes nok, der var noget galt, men med hårfarven og solbrillerne kunne du snyde selv mig. Du lavede da også din stemme om, din slambert, åh jeg elsker dig. Kommer du ikke en tur ud på Marengovej? Der er sket så meget siden sidst. Hvad med i morgen aften til tarteletter?"
   "Jo tak Gerda, det er en god idé. Vi ses i morgen, der er meget at fortælle."

Hans fik langt om længe gang i Saab'ens 25 hestes totaktsmotor, der indhyllede Amager Torv i tæt røg.
   Det mindede Snotter om dengang på kirkegården i Quëndër Laprake, hvor de var sluppet levende fra to gangsterfamilier takket være Jens Østergårds røgslør og geniale planlægning af operation FRIKE. Det hele endte med at lukke gangsterbanden 2050 og deres aktiviteter i Danmark samtidig med, at kriminaliteten blev mærkbart reduceret i Tirana.
   Så hvad lavede Politigårdens bedste mand egentligt som gadebetjent på Amager Torv?

Da Jens Østergård og 'teatergruppen' ankom til København efter deres heltedåd i Tirana, var de blevet modtaget i Danmark således:
   Jens Østergård blev afvæbnet og lagt i håndjern af kriminalassistent Ole Gormsen og et par af hans medsammensvorne kolleger. Gormsen kunne samtidigt meddele, at han var flyttet sammen med Mette og var blevet bedstevenner med Østergårds datter, Solvej.
   Jens Østergaard blev derefter kørt til Politigården i salatfadet med udrykning og eskorteret af to motorcykelbetjente. Manden var potentielt farlig, havde Gormsen fået det kørt op til. Politiledelsen måtte omgående have besked om, hvad Jens Østergård havde foretaget sig i Albanien.

Teno Stein blev også afvæbnet og bragt til afhøring på Politigården. Dog i en patruljevogn.
   Gerda og Lene blev ligeledes anholdt. Dog lidt mindre dramatisk i en civil tjenestevogn.

Snotter var blevet afhentet af et større delegation, der bestod af en civilbetjent, hans sagsbehandler, børneudvalgsformanden, kommunens psykolog for ungdoms kriminelle anliggender, bostedets formand, en advokat fra Dansk Tipstjeneste, en konsulent fra foreningen af danske ludomaner samt familiens repræsentant, Hans Svensson.
   De kørte i samlet flok i en minibus til et stort konferencerum på Rådhuset

Vagtmænd og portører fra privathospitalet, Artificiel Star i Lugano, ventede på det videnskabelige mirakel, Donat Shpirti, og sygeplejersken Pauline Dombrowski. De skulle sikre sig, at de kom over i transithallen med Swiss Air til Zürich og derfra videre til Lugano.

Rolf blev afhentet af service personalet fra Lufthavnens dyreinternat. Han fik mundkurv på og sat bag lås og slå.

Politidirektør Anders Brodersen havde udsat et vigtigt politisk møde om rådhusduernes fodring.
   Det var fjerde gang, han var indkaldt om emnet og borgerrepræsentationen kunne stadig ikke blive enige.
   Det var som om, at han aldrig fik udrettet noget. Og nu denne afbrydelse af forhandlingerne på grund af et ledelsesproblem på gården. Det irriterede ham. Hvis folk ikke forstod spillereglerne, skulle han nok sparke dem ud af korpset. Han havde en akademisk tilgang til etaten, så han vidste, hvordan man fik skovlen under disse praktisk begavede betjente, der stak hovedet for langt frem. Han var sur og træt, da han trådte ind i mødelokalet. Der skulle gøres kort proces.
   "Tag håndjernene af ham, Gormsen, hva' fanden er det for noget idioti?" Vrissede Brodersen og fortsatte "Hvad er det, der er så vigtigt, Gormsen, siden vi skal afbryde rådhusdueforhandlingerne kort før en aftale var inden for rækkevidde?" Spurgte Brodersen.
   Gormsen svarede stolt: "Vi har netop arresteret Jens Østergård. Han er mistænkt for at fjerne et millionbeløb fra konfiskationsdepotet. Derudover er han anklaget for at foretage operationer i Albanien uden at informere eller rapportere til politiledelsen. Samtidig holder han, af ukendte årsager, hånden over Lene Lindstok, der er mistænkt og nu undersøges for otte mord på Amager."
   "Har det noget på sig, Østergård?" Spurgte Brodersen træt.
   "Nej, Gormsen er fejlinformeret," svarede Østergård og fortsatte "Jeg vil gerne fortælle, hvordan vi definitivt har stoppet 2050 mafiaen og deres kriminelle virke i Danmark og Albanien"
   "Det er ikke på dagsorden, Østergård. Nu spørger jeg igen. Er der begået procedurefejl?" Brodersens blodtryk var på vej op.
   "Der er ikke begået procedurefejl." Svarede Jens fast.
   "Den mand er en skamplet for korpset!" Råbte Gormsen.
   "Det her kommer vi ingen vegne med," sagde Brodersen og fortsatte. "Østergård du forlader Politigården med omgående virkning, du må ikke gå tilbage til dit kontor. Du overflyttes til reserven på station 4 fra i morgen tidlig, mens jeg sætter en advokatundersøgelse i gang."
   "Og Ole Gormsen, du få bevilget resten af ugen til af samle bevismateriale, og så vil jeg gerne have en rapport på mit bord inden fredag kl. 15."
   "Jeg protesterer, det her sker uden det mindste bevis," sagde Jens harmdirrende.
   "Beklager Østergård, det er proceduren. Jeg skal stå til regnskab over for embedsværket og ministeren." Brodersen kiggede på sit Rolex. "Mine herrer, mødet er hævet," sagde han og hastede tilbage til det vigtige møde, han havde måttet afbryde.

Gormsens afhøring af Gerda, Lene og Teno bragte ham ikke videre. Hele selskabet havde åbenbart været inviteret af Artificiel for at følge en rekreationsperiode for Donat i hans hjemland, Albanien. De snakkede meget om, hvor stort et beløb de forventede at få udbetalt for uberettiget arrestation, og at Gormsen ville blive kontaktet af Artificiels advokat. I løbet af en time var de på fri fod igen.

Da SK 1340 lettede fra Kastrup Lufthavn, sad Donat og Pauline på 1. klasse. De havde uden Artificiels viden aftalt, at det var på 1. klasse, de sammen ville gå gennem resten af livet.

Rolf kunne høre ham allerede, da han trådte ind i forgangen. Han gøede med sin mørke rungende stemme. Hundefoderet, der var sat ind til ham i det alt for lille bur, stod urørt. Ikke fordi det bestod af 30 % savsmuld og kalk, men fordi han havde savnet Jens, som han aldrig havde savnet nogen før.
   Med sin højlydte gøen måtte han fortælle, at han var taget til fange og havde brug for, at Jens fandt ham. Nu kunne han se de hvide mænd lukke Jens ind på hundegangen, han sprang i begejstring og længsel frem mod tremmelågen i buret, der knap nok kunne modstå hans muskuløse spring. De hvide mænd ville ikke lukke ham ud, men gemte sig. Nu kunne han se, at Jens havde fået nøglerne til buret. Da Jens lukkede ham ud, hylede og skreg Rolf af glæde. Jens omfavnede og krammede ham, han kneb vist også en tåre, mens mundkurven blev afmonteret. Rolf slikkede Jens på halsen og var ude af sig selv af glæde.

Jens smed mundkurven ind i buret og sagde vredt: "Der er ingen i Danmark, der skal have mundkurv."