Nej! Det her er ikke så nemt at beskrive. Her er mange ting der umiddelbart falder en ind, eller ikke ind. Jeg mener bare at en nat er en nat, uagtet den faktisk kan antage mange og hastigt skiftende former. Stjernenat. Månenat. Stormnat. Vågenat. Kulnat. Sommernat. Nattesjov. Kulturnat. Denne her var kraftigt stjernebestrøet. Langt ude fejede lyskeglen fra et fyrtårn så intenst at det gav genskin i den lavloftede stue hvor jeg sad. Ude i det fjerne stod genskæret fra byen som en slags kunstig solopgang. Ganske utroligt hvor meget energi der skal futtes af for at holde angsten for mørket tilbage.
   Mærkeligt! Tankevækkende! Folk klager over mørket, men det er kun jordsmonnet der ligger i mørke. Her er masser af lys ovenover, selv i måneløse nætter.
   Så jeg prøver igen! Sidder her i det gamle hus i klitten og prøver at samle tankerne om det forestående. Skrivebordspladen er tung og solid. Lampen over spisebordet sender lys i koncentriske cirkler ned over kopper og glas og tallerkner. Standerlampen belyser hårdt og ensformigt hen over det papir som jeg sidder med. Køkkenet er gammeldags og beskedent, men rækker dog til et forslidt køkkenbord, et komfur med et par kogeplader, en kaffemaskine. Jeg føler hverken sult eller tørst. Kun en følelse af forventning. Fornemmelse af der findes en eller anden form for glædelig begivenhed et sted derude i natten. Udenfor er der, som sagt, meget mørkt. Stjernenat! Hundreder af sitrende stjerner! Jeg ser ikke så godt ved nattetide, og går derfor glib af en del. Sirius glimter fortroligt, for den er jo himlens klareste. Orions bælte er lige til at spænde om maven. Tyrens røde øje synes at stirre lige på en, men Løven er svær at finde.
   Om igen! Kosmiske tyngdebølger synes at feje gennem rummet. Atomerne i de utallige himmellegemer er presset sammen til bristepunktet og smelter nu sammen i et kogende inferno. Og så langt borte at tiden knap eksisterer.
   Der er plads til mange verdener i det tidløse tomrum der befinder sig mellem mig og dem deroppe. Drømte forleden at et rumskib fra en anden klode landede herude ved siden af. To høflige grå rumvæsener, øjnene på stilke som snegle, steg ud og spurgte høfligt om nærmeste vej til Venus, da de desværre var faret vild. Jeg rådede dem til at søge opad , for det var jo det eneste rimelige svar at give, ligesom ikke andre plausible. Med mange venskabsforsikringer steg de op og forsvandt, og de er ikke vendt tilbage. Af et rumvæsen at være har jeg sikkert gjort et godt indtryk på dem.
   Hvad jeg vil forklare med denne moderne lignelse er at jeg venter besøg, men jeg ved ikke af hvem. Har ikke snakket med nogen. Har ikke indbudt nogen. Ikke mange ved at jeg sidder i netop dette hus i klitterne. Dem der ved noget om min gøren og laden vil formodentlig søge mig alle andre steder end her. Men jeg føler mig lang fra ensom. Jeg er himmellangt fra alt hvad der bare kunne minde om nedtrykt sindstilstand.. Måske jeg, inderst inde, ligefrem føler en slags glæde over at det gik som det gik. En sær fornemmelse af afklaring og mening indtager i disse øjeblikke både mit hjerte og min forstand. Jeg smiler ud i mørket og føler en samhørighed med kosmos jeg aldrig før har oplevet. Al snak om meningsløshed er borte. Alt omkring mig er som en stor mening. Tanken kommer over mig, at sådan må man føle det i det øjeblik man mæt af dage stryger baglæns ud i det store intet , ak ja ,efter et langt lykkeligt og begivenhedsrigt liv, som der så ofte står i dødsannoncerne.
   Juni er død for mange år siden; et eller andet sted på den anden side af stjernehimlen. Jeg ved kun fra svævende rygter hvordan og hvorledes det gik hende, men det er jo også så inderligt ligegyldigt nu. Hun levede formodentlig en rimelig almindelig tilværelse, som folk gør flest, men det er jo også så inderligt ligegyldigt nu. Ganske simpelt fordi en pige som Juni aldrig kan dø, men nok overgå til en anden tilstand. Som jeg skriver dette hører jeg den mærkelige frysende, halvkvalte hosten fra et rådyr langt borte i klitterne, og kommer selv til at fryse. Herregud! Det er jo bare et dyr! Her er jeg! Hvor er du! Den sætning kan jo udtales på mange måder, og ordet er jo frit.
   Juni er borte. Hun er blevet en vision. En ide. En forestilling. En form for indre fyrtårn der bliver ved at lyse op ,uanset at strømmen i lanternen deroppe for længst er røget. Her i aften vil hun måske ligefrem være mere til stede end hun nogensinde opnåede at blive det i levende live. Hun vil sidde og lyse i den der stol for bordenden. Den stol ingen andre vil vove at tage plads i før stjernehimlen blegner i morgen tidlig.
   Også Peter Hamp vil tage plads i stolen, og han vil uden tvivl sidde den længere tid end Juni.
   Juni og Peter Hamp ,kun folk der kendte Peter dårligt brugte hans sande efternavn, altså Olsen. Juni og Peter Hamp boede i mere end en forstand i hver sin ende af den lange centralperspektiviske kollegiegang. Juni levede, ganske som Peter Hamp, i forbløffende grad op til sit navn. Ingen der traf hende kunne andet end undres over i hvor høj grad forældrene havde ramt plet i navngivningens vanskelige kunst. Det er farligt at give børn navne de ikke kan bære. Husker fra min skoletid en lille spinkel, godmodig fyr der af uransagelige grunde lød navnet Cassius, ligesom den daværende verdensmester i sværvægtsboksning, og ikke ejede noget der bare lignede talent for nævekamp. Juni var høj som en sommerhimmel og havde øjenfarver som en sådan. Blændende lyshåret som middagssolen over Sjællands Odde. Veldrejet atletisk og langbenet kunne hun gøre sin entre på kollegiekøkkenet så der næsten kom en musikalsk oplevelse ud af det.

Når dine bølger til bredden gik
   Beruset blå som gudinders blik.
   Imens det duftede af hyld og hø.
   Vi sagde, lad drømmen dog aldrig
   dø.

Den forslidte vittighed der hævder at høje og atletiske damer ville have været brandflotte om de havde været mænd, holdt ikke. Juni var i høj grad kvinde. Hun var bestemt ikke den der sad bænkevarmer under de vilde kollegiefester hvor alting kunne ske; selv om det nok var de høje drenge hun svingende bedst med. Hun var jo altså så lyshåret og atletisk som en nynazist kunne ønske sig ; øjnene blev mere og mere blå som hun svang sig i de hårde rytmer. Under den lysegrønne T-shirt duvede brysterne i en egenartet rytmik, som ingen frisk ung mand kunne undlade at glædes ved. Så vidt jeg husker læste hun polsk eller russisk, og blev vist senere et eller andet indenfor universitetsverdenen. Hun havde vel en heldig kartoffel af en elsker et eller andet sted ude i byen. Man så hende aldrig, bare antydningsvis, kysse eller kramme nogen fra den lange gang. End ikke en bimmelim kunne bringe hende på vildspor. Når døren til værelse 1204 lukkede sig bag Juni var hun for det meste alene med sine bøger. Det var måske det mest kreperlige ved tilfældet Juni. Hvor meget den unge charmerende mand på kollegiegangen end forsøgte sig. Uanset hvor meget Juni kunne smile og le og kommentere hans vid og talegaver. Uanset hvor festlige og forførende omstændighederne var ---Han fik hende aldrig gelejdet derhen hvor han gerne ville have hende. Hun forblev en vision. En drøm. Et stjerneskud i et kort sekund. Et minde for livet. Intet kan man mindes så meget som den pige man aldrig fik, og måske inderst inde ikke ønskede at få. Hvad man mistede af glæder og undslap af sorger i den forbindelse, er ikke nemt at udrede, og en skønne dag er der kun stjernenatten tilbage.
   Peter Hamp var sjældent alene. Han var også sjældent helt ædru. Det var sjældent man så ham på gangen før et godt stykke ud på formiddagen; der hvor de fleste andre længst var fordampede ud på deres respektivstudier. De blå hashtåger bølgede. Hjernen foretog de særeste udflugter. Jo mere Peter Hamp tog indenbords jo klogere blev han. Han vidste alt hvad der var værd at vide, og kunne citere lange passager fra " Dagbladet Information", forbløffende glasklart korrekt eller frit efter hukommelsen. Husker at en pige på gangen skulle op til studentereksamen i matematik ,og havde opgivet alt håb om en bare nogenlunde acceptabel præstation. Se om ikke Peter Hamp hankede op i hende ved lidt privatundervisning hen over køkkenbordet, og til en bajers pris. Der kom et gedigent ottetal ud af de lektioner, og pigen havde alle grunde til at være taknemmelig. Efter klokken tolv midnat var Peter Hamp for alvor i sit es og stilede korteste vej til kollegiets værtshus, der på hverdage havde åbent til klokken fire ---Her var han midtpunkt for hele hytten. Glemt var alle vittigheder om at han stod for snarlig overførsel fra beboerfortegnelsen til inventarlisten. Tavse var de onde mennesker der omtalte ham som kollegiets svar på Raskolnikov. Han tænkte store tanker i rigelige mængder, men glemte at selv store tanker intet er værd hvis de ikke kan sælges. Han havde boet på kollegiegangen i elleve år, og intet tydede på han ville lade det blive ved det. Hvad Peter Hamp i sin tid havde studeret af fag fortabte sig i blå tåger. Sære rygter hævdede han at han havde en bifagseksamen i litteratur, og med karakterer over middel. I perioder sendte Bistanden Peter Olsen ud i det virkelige liv, men det gik sjældent godt. Jeg ved han blev fyret fra et rengøringsjob på Rigshospitalet på grund af for mange uautoriserede kaffepauser. Jeg ved også han måtte opgive et job som billetkontrollør i S-togene; han var for forstående over for gratisterne, han ville hellere diskutere verdenssituationen end udskrive bødeforlæg. Hans rapportfrekvens levede ikke op til standarderne. Så vidt jeg er orienteret døde Peter Hamp af hjertestop i sin noget støvede og rodede lejlighed i Parmagade på Amager. Kun halvanden kilometer fra det kollegium der blev hans skæbne, og i en alder af halvtreds. Han blev bisat fra Søllerød Kirke fordi han var ud af fin familie, der ikke helt havde glemt ham da den tid kom. Juni fandt døden et sted i Staterne , efter signede fordi hun ikke længere orkede at leve, hvad der så skjulte sig bag den diagnose, og i en alder af knap fyrre. Jeg brænder lys for to som fremtiden ikke ville vide af, eller for to som ikke ville vide af den.
   Underligt! Visse mennesker man har mødt står for en som monolitter i den lange rejse gennem tilværelsens landskab. Ikke fordi de nødvendigvis var venner, nære bekendte, højtelskede familiemedlemmer. De var der bare på et tidspunkt. De var bare tilstede. De blev ved at være tilstede. De vil altid være tilstede på en ganske særlig måde ,så længe nogen husker dem. Folk hvis væremåde karakter og udseende på sælsom vis er brændt fast i ens engang så følsomme hukommelse. Jeg kikker i gamle klassebilleder fra min fjerneste skoletid, og de fleste navne er gået i glemmebogen. Men jeg husker den pæne pige i klassen og et par drengebavianer der ideligt ville slå på tæven, og som jeg derfor skiftevis elskede og hadede. De gamle kollegaer fra et eller andet fjernt job! Hvem var de? Hvorfor er den eneste jeg husker klart sekretæren ude i forkontoret? Hvorfor bliver jeg ved at huske en samtale jeg engang havde med en tilfældig mand på en tilfældig cafe, på en tilfældig dag. Jeg fik end ikke fat på mandens navn, men hans væremåde udseende og stemmeføring står mejslet i sten, som nogen ynder at sige det.
   Jeg er altså tilbage igen i siddende stilling; i dette lejede sommerhus der jo befinder sig lidt udenfor verden, og hvor det kan være både behageligt og nyttigt at spekulere for meget. En stjernenat hvælver sig over det beskedne land der så ofte gør sig til et eksempel for verden. Stjernerne blinker forstående og optimistisk ned og hvisker at Danmark er alles fædreland, fordi her er så godt at være. I landet hvor det sidste dokumenterede politiske mordforsøg fandt sted i 1888. Tre flotte ottetaller i det nummer. Landet hvor der er frit af så meget, at mulighederne bliver nærmest uendelige. Fri undervisning. Fri lægehjælp. Frit at tænke tro og tale. Børnetilskud. Løn under sygdom. Understøttelse ved arbejdsløshed. Mange andre gode ting. Måske Danmark repræsenterer det nærmeste et virkelighedens samfund nogensinde er kommet utopien. Frihed for nød og størst mulig lykke for det størst mulige antal, hvad lykken så er for en lunefuld størrelse. Staten og institutionerne kan ikke gøre dig lykkelig, men de kan give dig en god ramme for at blive det.
   Hvordan kunne I deroppe fare vild i dette genfundne Paradis. Med jeres ungdommelige energi og jeres udmærkede hoveder var den lige vej til lykkelandet jo brolagt med gode forsætter, og så alligevel---. Måske i slet ikke egnede jer til at blive midaldrende, endsige gamle, og lod derfor lyset brænde lidt hurtigere. Måske i søgte lykken et eller andet sted , men vidste i ville blive skuffede hvis I fandt den. Ikke noget med sid -ned-slap-af-vær-lykkelig. Det var den idelige rastløse søgen efter lykken der gav jeres liv mening, ikke lykken selv. Måske er verden virkelig så uretfærdig indrettet at den hæver en spids uforstående pegefinger og hvisler som en slange i højt græs: Meningen med livet kan ikke erhverves medmindre man har medfødt talent for det, som en anden violinspiller. At finde en mening i tilværelsen kommer indefra. Er den evne først gået tabt er den tabt for evigt. Hvorefter meningsløshedens flade grå land strækker sig ubegrænset i både tid og rum. Man skal arbejde for sagen. Uden indre livsglæde ingen lykke. Uden valg intet liv. Hellere kort og intenst end langt og kedeligt, som en eller anden kunne kommentere ovenstående sentenser.
   Går jeg udenfor huset høres så tydeligt bølgernes mumlen; fordi der har været så temmelig blæsende på det sidste. Lyden af bølgeslagene har en egen utrættelighed. En egen vedvarende susen der strækker sig op langs kysten som en hilsen fra evigheden. Et utal af mennesker i et utal af professioner er kuldsejlet herude gennem tiderne, bølgerne bærer deres liv og erfaring ind til det fastland de engang forlod. Hvad der flyder på havet vil på et tidspunkt skylle i land. Hvad der sank i havet er for det meste tabt for evigt. Men du hører kaptajnens desperate kommandoer. Søfolkenes banden og sværgen. Passagerernes skrig. Børnenes gråd. Kanonernes torden. Sejlenes smæld i det øjeblik de flænges af stormen. Med andre ord: Det lysner! Som en gryde kogende prinsessesuppe i øst.