Forord

Et nystartet forlag havde den plan, at skildre homoseksuelles liv gennem det tyvende århundrede. Projektet var prisværdigt, syntes jeg, og jeg ville gerne være med. Episoder fra mit liv havde jeg allerede skrevet, nu blev det hele skrevet igennem igen. Idéen bag gjorde at beretningen nu fik en speciel drejning, men jeg kan stadig godt stå inde for den. - Det skal siges at projektet aldrig blev til noget. Forlaget gik ned, næsten før det var kommet i gang, men selvom ingen ellers skulle få glæde af hvad jeg har skrevet, så har jeg selv haft det.


* * *

Det er svært at være sig selv, selv om det burde være det letteste af alt. Det er ikke specielt for homoseksuelle at de stiller det absurde spørgsmål: "Hvem er jeg?" men det er specielt for det århundrede der er mit, hvordan den homoseksuelle rolle har udviklet og ændret sig. Homoseksuelle i dag kan nok til en vis grad identificere sig med forfatteren Herman Bang (1857 - 1912). Han er en del af vores fortid. Men Herman Bang selv ville sikkert blive forfærdet over at blive identificeret med nutidens frimodige, homoseksuelle ungdom.
   Jeg har altså ikke været med gennem hele århundredet - jeg er født i 35 - og desuden var jeg ikke bøsse fra begyndelsen - hvis man da ikke skal tro, hvad nogle hævder, at man er født med det - det ved jeg ikke rigtigt. Ganske vist har jeg forelsket mig i drenge, så langt tilbage jeg kan huske, men jeg forelskede mig også i piger, så det siger ikke meget. - Men bevares, hukommelsen er stærkt selektiv, og på grund af mine senere præferencer, vil den nok fremhæve de homoerotiske erindringer. Jeg har ikke været ret gammel, da jeg ved en familiesammenkomst blev meget glad for en lille fætter med brune krøller og kønne øjne og hele tiden ville kysse ham, til han hylende søgte tilflugt hos de voksne, som måtte fjerne mig med magt.
   "Den dumme unge," tænkte jeg, at han ikke kunne indse hvor dejligt det var.
   Mit liv som bøsse har været atypisk - men hvis liv er ikke det? Jeg var over tredive år, før jeg kom i kontakt med homoseksuelle kredse, meget forundret over, at der fandtes andre mennesker som jeg. Indtil da var jeg bare et unikum, et dreng og senere en ung mand der var tiltrukket af sit eget køn. Og dette er en pointe: nok er vi en gruppe, en speciel mennesketype, men først og fremmest er vi enkeltindivider, der vil have lov til at leve i samfundet på vore egne betingelser.
   Med en let forvanskning af Grundtvigs ord: "Menneske først, og så homoseksuel."
   Måske skulle jeg ændre indledningen til, at det er svært at BLIVE sig selv. Når man først er det, er det meget let.


Fra begyndelsen - barndom

Jeg blev til i Helsingør. Min far hed Frede og var arbejder på skibsværftet, ligesom hans far var det. Min mor hed Oda og var en københavnerpige, og også hendes forældre var arbejdere, min morfar var murerarbejdsmand og min mormor syerske.
   Begge mine forældre har skrevet erindringer fra denne periode. De stemmer ikke helt overens, hvilket ikke er så mærkeligt, efter som det var en bevæget tid med voldsomme begivenheder. Jeg selv husker naturligvis ikke meget af dette, men jeg har en fornemmelse af hverdagen, som jeg vil ridse op ganske kort. - De havde det godt sammen, efter hvad de begge har fortalt, men deres liv var nok mere præget af Fars forældre og deres miljø end de gjorde sig klart den gang. - Det var, i hvert fald der i Helsingør, en tid med religiøs vækkelse. Mine bedsteforældre var medlem af Pinsemenigheden og kom med i kredsen omkring den kendte prædikant, Sigurd Bjørner, og hans hustru, den tidligere kongelige skuespillerinde Anna Larsen Bjørner, og de blev dermed også med i oprettelsen af Den Apostolske Kirke. Jeg er ikke sikker på detaljerne. I hvert fald var det en fanatisk religiøsitet der prægede hjemmet.
   Min farmor var et mildt og kærligt menneske, det fortæller min mor, og sådan husker jeg hende også. For hende var kristendom netop mildhed og kærlighed, men for min farfar var den strenghed og fanatisme. Han styrede sin familie med hård hånd, men også med vilkårlighed, efter som ånden var over ham. Så hårdt og forvirrende at hans børn senere tog afstand fra alt hvad der havde med religion at gøre.
   Jeg var meget hos min farmor og blev også taget med i menigheden. Jeg kan godt huske lyset, alle de glade mennesker, musikken og løsrevne strofer af religiøse sange:
   "To små øjne der ser op til Gud,
   Jesus, min frelser, der gi'r jeg dig."

Mine forældres ægteskab var til at begynde lykkeligt, som de fleste ægteskaber vel er, men Fars konflikter med sin far og menigheden og ikke mindst med dæmonerne i sit eget sind gjorde, at han var i evig uro, og for dog at komme uden for farens rækkevidde flyttede de til København. Min far skriver, at det var min mor der ville. Ingenting blev dog bedre af flytningen, tværtimod, der begyndte nedturen. Han havde svært ved at finde arbejde, havde skiftende småjobs, og så drog han til søs. Det havde han været tidligere.
   Mens han var væk, fik min mor en ven, en noget ældre vognmand. Mine forældres beretninger om dette og om de følgende begivenheder er noget modstridende, og jeg skal ikke gøre mig klog på følelser og motiver, men i store træk var det således: min far kom hjem fra søen, og først syntes han at tage situationen ganske roligt. Gennem breve var han blevet orienteret, han accepterede skilsmisse og at min mor skulle giftes med vognmanden. Men så en dag inviterede han vognmanden hjem til det værelse han havde lejet, for at de kunne 'tale om tingene' - og der slog han ham ihjel. Han slog ham i hovedet med en totenschlæger, som han havde lavet af loddet til et vægur. Derefter gik han til politiet og meldte sig selv.
   "Jeg har slået en mand ihjel," sagde han til den vagthavende betjent.
   "Nå!" svarede denne og tog piben ud af munden, "han er vel ikke helt død."
   "Det vil jeg da håbe," sagde min far og gav adressen til hvor den døde kunne findes.
   Og da de fik sendt et par mand derhen, var det jo rigtigt nok.
   "Hvorfor gjorde De dog det?" spurgte politimanden.
   "For min kones og min lille drengs skyld," svarede han.
   Ovenstående skrev han ned i sine erindringer mange år senere. Da jeg havde læst det, spurgte jeg:
   "Var det virkelig for Mors og min skyld?"
   "Ja, det var det sandelig," svarede han.
   "Blev det så godt for dem?" spurgte jeg, men det kunne han ikke svare på.
   (For øvrigt kan hans egen beretning læses her på Fyldepennen. Jeg har kaldt den "Ti år for mord")

Sagen vakte naturligvis stor opsigt, aviserne skrev om den i ugevis. Jeg har set aviserne fra dengang. Mord var ikke så almindeligt som nu. Mor gemte sig hos familie og venner og jeg kom en tid til min morfar og mormor. De boede et sted på landet, jeg ved ikke hvor. - Min farfar i Helsingør blev endnu stejlere og strengere og talte om 'syndens sold', og min farmor sank dybere ned i religiøse grublerier, og en dag løb hun gennem byen - forfulgt af usynlige dæmoner - og sprang i havnen. Hun blev fisket op og indlagt på det katolske hospital, hvor hun døde. Jeg har stadig det lille, simple krucifiks, som hang over hendes seng der.
   Far blev idømt livsvarigt fængsel, men kom ud efter ti år. Jeg traf ham dog først igen mange år senere. Ja, gennem hele min barndom troede jeg at han var død.
   I det jeg hidtil har fortalt er der en mærkelig kontrast mellem de voldsomme begivenheder, der gik hen over mit krøllede hoved, og det jeg faktisk husker. Jeg var et meget trygt barn og sikkert meget forkælet. Som typisk for tiden, var jeg omgivet af kvinder og deres omsorg. Mændene med deres voldsomheder er tågede skikkelser i baggrunden. - Der var Mor, naturligvis, hun var det faste holdepunkt gennem alt. Min farmor med hendes sange og bønner - selvom jeg selv var lille, husker jeg hende som et lille spinkelt menneske, hvilket hun faktisk var. Min mormor, derimod, var glad, ferm og varm - og tyk, jeg elskede at hun har tyk. Fra Mor ved jeg at hun var en hård kvinde, hun havde altid slidt og slæbt, men sådan husker jeg hende slet ikke. Desuden var der diverse tanter og kusiner, der altid flagrede omkring mig.
   Mors forældre var jo københavnere, men på denne tid må de have købt eller lejet et hus eller husmandssted på landet, for det er sådan jeg husker det. Der var en hund, Busser, en sort, glad puddel, som vi kunne spænde for en lille vogn eller slæde, og så trak den os rundt i haven.
   Der var en onkel, som må have været en dreng på femten-seksten år, men jeg husker det som om han var voksen. Han var herlig, og havde et smukt, venligt ansigt. Han er den første mandsperson jeg rigtig husker. Mine fantasier om ham var utrolig kontante, når man tænker på at jeg var fire-fem år. Jeg må have set ham nøgen, for jeg har en meget klar forestilling om, hvordan han så ud. Jeg drømte mig til at være en lillebitte dværg eller nisse, der kunne sidde inde i hans bukser og lege med hans tissemand, gynge i den, kæle for den. Jeg var forelsket. Han har sikkert ikke beskæftiget sig meget med mig, men jeg tænker sommetider på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde kunnet leve mine fantasier ud, hvis han altså havde anet, hvad jeg fantaserede om, og hvis han havde været villig. Ville det have været et chok, eller havde det været så vidunderligt, som når jeg drømte om det?
   Senere så jeg ham ikke i mange år. - Tredive år senere tog Mor mig med ud til ham. Vi ringede på døren, og da den blev åbnet fik jeg et chok. For der stod han, og så ud præcis som dengang... Det var nu ikke ham, men hans søn. Min onkel traf jeg så også, og han var en rar, pæn mand, der serverede kaffe og småkager og viste os fotoalbum fra 'dengang', men forelskelsen var væk. Personerne på billederne virkede falmede og glemte, selvom jeg godt genkendte nogle af dem, mormor, morfar og kusiner, men den eneste jeg genså med virkelig glæde var Busser. - Det fór gennem mit hoved, hvad denne pæne mand ville sige, hvis jeg bad om lov til at gynge i hans tissemand. - Forelskelsen levede dog videre, men det var i erindringen om dengang, og havde ikke noget at gøre med denne pæne mand og heller ikke med hans kønne, men mutte og noget hovne søn.

I mit næste erindringsbillede er jeg igen hos mor. Efter alle genvordighederne, den frygtelige skandale, skilmissen fra min far, havde hun igen fundet en nogenlunde rolig plads i tilværelsen, og hun var blevet gift igen.
   Den nye mand hed Marius. Han var en ven fra tiden med min far, og en af de bedste og ivrigste til at hjælpe og støtte i de svære tider, og da han gerne ville giftes, fandt hun ingen grund til at sige nej. Det var ikke noget lykkeligt ægteskab, har Mor senere fortalt. Det hun husker ham mest for var, at han havde så forfærdeligt sure tæer, og at han var slem til at komme med løgnehistorier. Men de fik dog tre børn sammen, alle drenge. Hele ægteskabet varede kun syv-otte år, men det var jo det meste af min barndom, så jeg husker ham som min egentlige far. Men selv han fortegner sig noget tåget. Ikke fordi han ikke var nærværende, det var han vist lige så meget som de fleste fædre, men han var jo altid på arbejde, og på grund af arbejdsløsheden arbejdede han sommetider andre steder i landet, ja, endog en periode i Tyskland. Det var under krigen, og en hel del arbejdsløse blev sendt til Tyskland, dem hørte han til. - Og dog var der en vis stabilitet og tryghed ved ham.
   Også Mor arbejdede hårdt, men det var ved symaskinen hjemme, så hun var der altid. Vi boede en række forskellige steder. Det var ligefrem en særlig egenskab ved Mor, at hun altid skulle flytte. Hun havde vist den evige drøm om at lykken ventede hende det næste sted hun kom hen. Og sådan har hun det faktisk stadig i sin høje alderdom.
   Det betød naturligvis en del ustabilitet for os børn. Jeg måtte ustandselig skifte skole. Skolen fortæller jeg i øvrigt ikke meget om i det her. Jeg hadede den eller dem, og jeg tror ikke den lærte mig noget som helst. Læse og skrive havde Mor lært mig inden jeg begyndte i skolen, og resten læste jeg mig til. Når jeg skiftede skole var de altid kommet til et andet sted i pensummet, så jeg helt opgav at følge med og at finde en sammenhæng. Resultatet var, at jeg på visse områder vidste meget mere end mine jævnaldrende og blev kaldt 'professoren', mens jeg på andre områder var håbløst og uopretteligt bagud. - Det var min særlige situation, men også hele skolesystemet forekom mig kedsommeligt og fordummende, med sære og tåbelige lærere, der kun interesserede sig for sine favoritter blandt eleverne. - Forhåbentlig har dette ændret sig siden.
   Heller ikke fik jeg kammerater i skolen, jeg gik mest for mig selv. Ganske vist forelskede jeg mig stadig, men der var altid på respektfuld afstand. Jeg husker en meget køn dreng, som jeg altid prøvede at komme til at stå bagved, når vi skulle stille op på række, så jeg kunne have næsen oppe i hans hår. Han duftede så dejligt. Jeg vidste da godt, at det var brillantine, men opfattede det alligevel som en særlig egenskab ved ham. - Også denne forelskelse var på afstand, og jeg turde aldrig henvende et ord til ham.
   Selv dengang undrede det mig at jeg i skolen var lille, ussel og blev mobbet, mens jeg i fritiden, med kammeraterne derhjemme, var som de andre, udfarende og på mange måder ledende. Ja, jeg havde ligefrem en elsker, hvis man kan kalde det sådan, når man bare er ti år. Det var en kammerat der hed Elo, og jeg overnattede sommetider hos ham. Vi havde ikke engang lært at onanere, så det blev bare til kysseri, at pille ved hinanden og gøre ting vi syntes var dejligt og meget frækt.
   Der var også en pige, der hed Ruth, men det var vist mest hende, der var forelsket i mig. Hun sendte mig et brev, hvori der stod:
   "Kjeld er dum, fordi han ikke vil kysse mig."
   Det ville jeg vist egentlig gerne, men jeg var genert over for hende. Det var jeg slet ikke over for Elo.
   Vi gik for resten i søndagsskole. To venlige damer holdt søndagsskole i et havehus. Jeg var meget from og lærte mange skriftsteder udenad. Jeg og Elo talte meget sammen om hvordan der mon var i himlen, og vi var enige om, at vi ville være missionærer, når vi blev voksne. I mit tilfælde kom det faktisk til at gå i opfyldelse, selvom det blev på en måde de to damer bestemt ikke havde tænkt sig.
   Det var under krigen, og vi boede da i en haveforening i Sydhavnen. Haveforeningen Ørsted. Der var på den tid en hel række haveforeninger langs Vasbygade og over for Ørstedsværket og Oma Margarinefabrikken. Det var vel tænkt som sommerhuse for folk inde fra byen, men mange boede der helårs.
   Huset vi boede i var lillebitte og forfaldent, hærget af rotter. Vågnede man om natten kunne man høre dem rumstere, og det var skræmmende, hvis man skulle ud at tisse. Det skete at der var gnavet store huller i panelerne i køkkenet, når vi stod op om morgenen, og var noget blevet glemt på køkkenbordet var det væk, eller der var gnavet og rodet i det, og i alle tilfælde var der rottelort overalt hver dag. At vi overhovedet kunne bo der er ubegribeligt, når man tænker tilbage, men faktisk havde vi det godt der.
   Der var nok af steder at lege, i haveforeningens lange gange, i haver hvor der var tomme huse, nede ved havnen, hvor man kunne fange hundestejler og rejer i små net, og på det nærliggende godsbaneterræn, hvor det var forbudt at komme, men hvor vi sneg os ind, klatrede i rangerende godsvogne og blev jaget af vrede jernbanefolk.
   Vi legede røvere og soldater eller rettere sagt hippoer og sabotører. Jeg husker at Mor rædselsslagen hentede mig ind, fordi vi råbte "nazisvin!" og "død over Hitler!" til dem på det andet hold, som uvilligt måtte være hippoer.
   Det hændte, at der var virkeligt skyderi, fordi haveforeningen var fuld af gemmesteder for modstandsfolk. Og efter krigen for nazister. Og jeg husker alt spektaklet den 4. maj 1945 om aftenen, da voksne folk løb rundt i gangene og skabte sig, og ind og ud hos hinanden og dansede og drak og sang.
   Det var i de dage Mor fik sin røde kjole. Det var en ven, vist nok en af Marius' arbejdskammerater, der på mystisk vis havde fået fat i en faldskærm, og den forærede han mor. Den var af det fineste silkestof. Eller var det nylon? Hun syede i hvert fald en kjole af den og farvede den knaldrød. Et mirakel i en tid da ingen havde ordentligt tøj. Der i befrielsesdagene skulle hun til en fest inde i byen, og inden hun gik præsenterede hun den for os børn. Den var lang og vid, og når hun drejede rundt, stod den som et roterende hjul ud fra kroppen. Jeg havde før spekuleret på om min mor var smuk, og jeg havde ikke været i stand til at se det. Nu pludselig kunne jeg. Jeg så, at hun var meget smuk, og jeg blev helt forelsket i hende.
   Da hun gik med vennerne, stod vi og så efter hende. Hun vendte sig og vinkede og lo. Hun lyste lang vej mellem de mere beskedent klædte venner, men de lo med hende. Mit hjerte svulmede, og jeg tænkte stolt: "Min smukke mor!"
   Jeg husker slet ikke at jeg senere så den røde kjole, og jeg har spurgt hende hvad der egentlig blev af den. Hun svarede:
   "Den egnede sig kun til fest, og vi kom ikke til så mange fester den gang. Så klippede jeg den kortere og prøvede at farve den i en anden farve, og så blev den helt ødelagt. Men jeg brugte den da længe. Da var den bare ikke noget særligt."

Mor havde den sjældne egenskab, i forhold til andre forældre, at hun lod os være i fred og sjældent blandede sig i hvad vi foretog os. Det skyldtes vel delvis at hun havde nok at lave ellers, men også at hun havde skam i livet, et sikkert instinkt for ikke at overtræde andres grænser, heller ikke sine egne børns. Det gav både tryghed og frihed, og så gjorde vi faktisk sjældent noget der var virkelig galt. En gang imellem kunne det komme over hende, at hun nok var en dårlig mor, og hun begyndte at spørge os ud om, hvad vi lavede og hvem vi omgikkes. Det var så uvant at vi, eller i hvert fald jeg, blev dybt forarget, og så trak hun næsen til sig.

På et tidspunkt blev hun syg - jeg tror nu snarere, at det var optakten til skilsmissen fra Marius - og vi børn blev for en tid anbragt på et børnehjem i nærheden af Køge.
   Det var et stort hvidt hus i en meget stor park lige ned til stranden. Sikkert en tidligere herskabsbolig. Vi må have været der ret længe, for jeg husker stedet både sommer og vinter, parken med store grønne træer og huler og gemmesteder, og havet frosset til, så isen lå så langt ud, man kunne øjne, og som tårnede sig op i fantastiske skruninger.
   Børnene var opdelt i tre grupper, de små, de mellemstore og de store. Vi var seks drenge, der hørte til de store, og vi boede på et loftsværelse. Pigerne boede et andet sted i huset. Ethvert forsøg på natlige kontakter mellem de to køn blev effektivt forpurret. - Og dog lykkedes det en gang. En dreng havde forelsket sig alvorligt i en af pigerne, og der blev en sammensværgelse mellem drengene og pigerne, og det lykkedes virkelig at smugle ham fra os over til dem, og han tilbragte natten der. Vi spurgte ham bagefter ud om, hvad de havde lavet, men da klappede han i og sagde, at de ikke havde lavet noget. Det var meget skuffende.
   Der lærte jeg at onanere. Det var en, der hed Niels, en stor, fregnet dreng, der lærte mig det, vi havde seng ved siden af hinanden. Men ellers var onani noget man gjorde for sig selv eller sammen med alle de andre. Om aftenen, efter vi var kommet i seng, samledes vi i to overkøjer der stod sammen, og der blev udvekslet erfaringer og undervist i forskellige måder at gøre det på. En viste en måde jeg aldrig har set siden, og som ingen af os andre kunne få noget ud af. Han bøjede den stive pik nedad og klemte den fast mellem lårene, og så strammede og slappede han lårmusklerne, indtil han kom.
   Det var nu ikke sexorgier alt sammen, langtfra. Ja, egentlig var det slet ikke orgier, men bare leg. Interessen kunne umærkeligt flytte sig til andre emner, nogen fortalte historier og der blev sunget. Jeg lærte såmænd de andre Fadervor. Jeg havde en meget klar sopran og havde lært mange viser af Mor, og en skulle jeg synge hver aften:

"Regnen pisker, sneen sjapper,
   drengen går fra dør til dør,
   op ad husets mange trapper,
   banker på og venligt spø'r:

Kære Frue, vil De købe
   blomster skal De billigt få.
   Lad mig ej forgæves løbe.
   Mor er syg, kan ikke gå."

Det er den der ender med de kendte linjer:

"Her er liv og glade dage.
   Her går solen aldrig ned."

...sunget på en sørgelig melodi og så bedrøveligt, at mine kammerater snøftede sig i søvn.

Børn har vel alle steder og til alle tider deres egen verden, som de voksne knapt kender til, men her var det som om børnenes verden udvidede sig og virkelig blev en hel verden, hvor de voksne ikke eksisterede, men var reducerede til funktioner der regulerede spisetider, lektielæsning, sengetider og den slags.
   En sådan verden, eller et sådant samfund, opbygger sine egne regler og love, hvor hver person og enhver aktivitet har sin egen plads, og det gælder også seksualiteten. En tid blev det 'moderne' at onanere i fuld offentlighed, det vil sige, ikke foran de voksne, men foran alle de andre børn, fem-seks-årige der kiggede måbende, og pigerne der fnisende trak sig tilbage, men alligevel var nysgerrige. Jeg var selv med på det, men syntes efterhånden det var ubehageligt og flovt. Særlig generede det mig, at den forelskede dreng gjorde det for øjnene af pigen han var forelsket i. Der var flere der trak sig ud, og snart begyndte de at råbe op over de andre, at de skulle holde op med 'det svineri'. Så faldt det igen ind i mere private former. Civilisationen regulerer menneskenes adfærd efter uskrevne love, der ikke er så ligetil at udgrunde.

I den første tid på børnehjemmet var der en dreng, der var ældre end nogen af os andre, og som have et værelse for sig selv. Han blev kaldt Hannibal og tyranniserede alle de mindre med skarp kommandostemme og et spanskrør. Han regerede som han ville og ingen sladrede. Ja, vi så ham tale med de voksne, som om han var på lige fod med dem, hvilket var uhørt. Niels var en slags væbner for ham, skønt han var hans modsætning, en venlig og godmodig dreng. Men han var alligevel med til at skaffe drenge og småpiger til Hannibal. De skulle tage på hans tissemand og gøre underlige ting. Det var et bestemt sted i parken det foregik. Jeg så tit på med gru og nysgerrighed. - En dag var det pludselig mig der stod foran ham. Han ragede et hoved op over mig, og pikken strittede.
   "Slik på den!" kommanderede han.
   Jeg ville ikke.
   "Så tag i hvert fald på den," sagde han og løftede spanskrøret.
   Så pludselig, uden at jeg havde tænkt over det, svingede jeg armen og gav ham en lussing, så det klaskede og han gik flere skridt baglæns - og så løb jeg. Jeg gemte mig, til vi skulle ind til aftensmaden. I spisesalen turde han ikke røre mig. Han kom hen til mig og hviskede:
   "Du skal få."
   Jeg svarede højt, så alle omkring kunne høre mig:
   "Så siger jeg, hvad du gør med din pik".
   Han blev bleg og så sig omkring, og der skete mig aldrig noget.
   Snart efter kom han væk fra børnehjemmet, men det var vist af naturlige årsager. Nu blev jeg venner med Niels, og det var mere fredsommeligt.
   Jeg var forelsket i en pige der hed Kirsten, men det var uendeligt uskyldigt. Hun havde sort, langt hår og meget mørke øjne. Vi skrev små breve til hinanden og jeg skar hjerter ud i krydsfinér, farvede dem røde, skrev to K'er på dem og sendte hende dem. Højdepunktet var, da vi skulle lave julespil, og Kirsten og jeg skulle være Josef og Maria. Da vi i slutapoteosen sad ved siden af hinanden, hun med en dukke i favnen, og kammeraterne sang: "Et lidet barn så lysteligt -" var det som en offentlig bekræftelse på at vi hørte sammen.
   Senere, da vi kom hjem fra børnehjemmet, opdagede jeg, at vi gik på samme skole. Gasværksvejens på Vesterbro i København. Skolen var kønsopdelt, pigerne for sig og drengene for sig, og vi havde også hver sin skolegård adskilt af et lavt gærde. Da jeg fik øje på hende i pigernes gård, fik jeg et par andre piger til at hente hende hen til gærdet. De måtte næsten bære hende, hun knækkede sammen af grin. -Enten hun nu var voldsomt genert, eller jeg virkelig var så latterlig, som jeg godt ville tro, så blev der ikke noget barn ud af den forbindelse. - Hun blev senere en kendt balletdanserinde, og jeg har tit set hende på scenen. Altid lige yndig.

Mor og Marius var blevet skilt, det havde vi ikke mærket meget til, men det kom vi til. Jeg har ikke fortalt meget om mine brødre. Det har jeg ikke tænkt meget over hidtil, men det har jo sin forklaring. Dels var jeg den ældste og måtte ofte passe de mindre, således at de var mest til besvær, og dels levede jeg nok meget i min egen fantasiverden. På børnehjemmet følte vi store os nok på mere end en måde hævet over de små, og havde ikke meget at gøre med dem. Nu blev vi skilt på en anden måde, idet de to kom til deres far, Marius, og jeg så dem ikke i mange år. Det blev et større savn end jeg dengang gjorde mig klart. Poul-Erik som sammen med mig kom til Mor, holdt jeg såmænd også af, men vi var meget forskellige. Han var en spilopmager og meget udadvendt, mens jeg var indadvendt og drømmende, og denne forskel blev mere udpræget i årene derefter på grund af forholdene.
   Den dag vi skulle hjem gik jeg alene i parken og ventede på at Mor skulle komme. Poul-Erik vist hos noget familie, og de andre to var blevet hentet af Marius tidligere på dagen. Niels kom fra skolen og hans voldsomme reaktioner kom helt bag på mig.
   "Skal du rejse nu?" spurgte han, trak mig ind mellem nogle buske, omfavnede mig, græd og kyssede mig - og spillede den af på mig. Jeg var i oprør mange dage efter. Det var første gang jeg oplevede den fulde sammensmeltning følelser og sex, og det var lige da vi skiltes. Jeg lovede alt, jeg ville skrive til ham, besøge ham, være sammen med ham. Jeg fik aldrig gjort nogen af delene. Dagene gik, jeg tænkte på ham og havde dårlig samvittighed, men livet gik videre, kom ind på et andet spor, og han gled dybere ned i mit sind og blev en af de første i en lang række af gamle forelskelser og svigtede venner.

Mor havde allerede en ny mand. Paul hed han - 'onkel Paul'. Den første dag lagde jeg mærke til at han ingen tænder havde i munden. Om aftenen var vi i biografen og så en tegnefilm 'Fyrtøjet'.
   Mor var igen flyttet mens vi var væk, så nu boede vi i en lille to-værelsers lejlighed på Vesterbro, og i de næste fire-fem år kom vi til at bo forskellige steder, i Brede, i Lyngby og i Hareskovby, og jeg måtte igen skifte skoler.

Det sidste skoleår, 'Fri Mellem', kom jeg endelig til at gå i en klasse hvor jeg trivedes. Vi var kun tolv elever og fik en ung lærer, Hr. Brun, som var entusiastisk og gerne ville være ung med de unge. Det blev ret frit i forhold til det slaveri skolen ellers havde været. Klassens frække dreng, Ib, spurgte læreren om han ikke kunne undervise os i biologi, som seksualundervisning blev kaldt. Hr. Brun rødmede, men svarede dog, at det ville han såmænd gerne, men at han ikke måtte. Vi var i den alder, hvor sagen begyndte at være påtrængende og ikke kunne klares med en hånd eller lidt fnidder på toiletterne. Men man, det vil sige skolesystemet, ja, vel hele samfundet, valgte at tie stille og lade som om problemet ikke eksisterede.
   Jeg forelskede mig lidt i en pige, der hed Karen, og hun var også sød, havde blondt hår, lange øjenvipper og en fin lille skikkelse. Selvom hun var sky og tilbageholdende var vi dog flere der fik lov til at kysse hende. Hendes dyd var dog vist ikke virkelig i fare, slet ikke fra min side. Vi havde vore idealer, og Karen var et af dem, eller hun repræsenterede et drømmebillede, som man ikke gjorde slemme ting med. Vore grovere behov blev ordnet på anden måde, mine sammen med Flemming, kaldet Vimmer. Han havde en mærkelig, ligesom krænget overlæbe og små takkede tænder, som jeg fandt meget tiltrækkende. Han var af kød og blod, munter og kontant, absolut ikke noget drømmebillede. Vi gik sammen på badeanstalt, karbad.
   Jeg opfattede ikke mig selv som homoseksuel, jeg tror slet ikke, jeg kendte begrebet. Herregud, andre drenge omkring mig gjorde omtrent som jeg. Var mine følelser en smule anderledes end de andres, hvordan skulle jeg vide det? Skulle jeg ud fra min adfærd forestille mig min fremtidige status som bøsse, hvad skulle jeg da tænke mig om de andre? Så ville bøsser i hvert fald ikke være en minoritet i dag.

Jeg kom ud af skolen. Jeg ville gerne have læst videre, eller jeg ved ikke hvad jeg ville. Forholdene hjemme udviklede sig til det værre, og tanken om at være afhængig af onkel Paul ud i en uvis fremtid var utålelig. - Så efter et års tid med usikkerhed og forskellige budpladser, blev jeg sat i lære som frisør. Jeg hadede det fra den første dag.
   Jeg måtte stadig passe småbørn, for jeg havde fået et par små søskende mere, endnu en bror og til slut en søster.
   De få kammeratskaber fra skolen gled ud, og nye venner kom ikke til. Til gengæld læste jeg stakkevis af bøger, alt muligt uden meget skelen til genre eller kvalitet. Mit liv var delt mellem et arbejde jeg ikke kunne fordrage, pukleri derhjemme - onkel Paul betragtede mig og min bror som sine private slaver - og så bøgerne. Jeg var lukket inde, dels frivilligt og delvis af omstændighederne. I hvert fald så jeg ingen vej ud.
   Således var det de næste år, til et nyt element kom ind i min tilværelse.
   *
   Fortsættes herunder. Tryk på pilen.