Det er lang tid siden.
   Og alligevel som i går.
   Jeg ved at du ikke har glemt mig,
   selv om du ikke leder efter mig
   for du ved sikkert allerede hvor jeg er.
   Vi er forbundne i et kredsløb
   om jorden.
   I en bane langt ude i rummet
   sammenkobles vores hænder.

Utilgiveligt skyldig
   griber jeg din smukke uskyldige hånd.
   Og du vil vise vej ud til den store stjerne
   og lede mig igennem det sorte hul
   ud på den anden side
   hvor tiden kan spoles tilbage.
   Det er nat i Havanna.
   En mand forelsker sig
   i en døvstum pige,
   der presser sin hånd forsigtigt mod en rude.

Det er lang tid siden men det kan ikke fortrænges. Jeg prøver at styre det. Jeg prøver at være normal uden at være kedelig, men en gang imellem bliver der ribbet op i det, så kommer mit Cuba deja-vu og drømmen om Pájaro.
   Det er bedst at jeg holder mig fra store ruder, for så står hun derinde Alita med hendes klare øjne og kun ruden adskiller os, men den kan slet ikke stoppe vores længsel. En dag vil jeg se hende derinde, og jeg vil gå lige igennem ruden, så let som ingenting, og jeg vil kysse hendes mund.

Jeg vågnede med et sæt, alt for tidligt... Jeg hørte, stemmer der rungede i gaden: "Pájaro lille fugl kom og leg, dans, dans til vores skønne rytmer." Jeg åbner fortumlet vinduet, læner mig ud og råber så højt jeg kan. "Alita!" Men du er forsvundet lige som dengang i Havanna.
   Jeg ved udmærket god at du er langt væk. Men jeg spejder alligevel altid efter dig for jeg har set dig i spejlglasrudens magi.
   Nu da jeg alligevel er vågen, kan jeg lige så godt hente morgenmad. Et frisksmurt rundstykke med tandsmør, kaffe og en Gammel dansk kan dulme smerterne.
   Jeg lægger en seddel til Mi. 'Er tilbage om frem minutter.'
   Jeg kommer hurtigt til i Brugsen. Den søde pige i kassen smiler bag en plexiglasskærm, medens hun rækker mig rundstykkerne med en utatoveret arm og iagttager empatisk mine rystende hænder der fumler med terminalen.
   Ude på parkeringspladsen tager jeg en dyb indånding inden jeg sætter mig ind i Saab'en. Jeg drejer nøglen motoren starter med et dybt brøl, som om den ved, at den hører til blandt de sidste fossilbrændstofkonsumerende motordinosaurer, der snart vil uddø. En viden som får den til at leve i nuet, den korte tid den har igen, og æde alt hvad der bevæger sig, inden den selv, nødvendigvis, må lide ophugningsdøden.
   Jeg lister ned ad Nyrup skolevej med under 30 km i timen. Skolebørn SKAL man passe på. Jeg tænker med rædsel på dengang min sidemand i 5. x Merete blev kørt over, selv om der stod skolepatruljer i fodgængerovergangen.
   Nede hvor skolevejen slutter skal jeg til højre ad Røsnæsvej jeg stopper foran fodgængerovergangen og vinker, med overskudsagtig trafikforståelse, en kvinde frem der venter på venstre fortov, hun skal gå nu hvis hun skal nå bussen der kommer drønene med alt for høj fart. Hun tøver, åbenbart ikke overbevist om at jeg holder tilbage, så hun vælger at vinke mig frem i stedet, hvilket i givet fald ville have resulteret i en kollision med den tons tunge bus der kom buldrende fra venstre. Velvidende at Saab-fabrikken trods alt ikke havde dimensioneret karossen til netop den type kollision, valgte jeg at blive holdende og vinke kvinden frem igen. Endelig bevægede hun sig og løb frem i fodgængerovergangen. Da hun er ud for mig, drejer hun sig, vinker og smiler, vore øjne mødes i 'wireless connection' og trigger et flash back, i min hjernens ansigtsgenkendelses arkiv... Det er Alita! Hjertet hamrer i brystet på mig, og hensætter mig i eufori. "Det var altså dig, der dansede i gaden til de skønne rytmer!"
   Alita løber og griber fat i et håndtag ved døren, hun når lige akkurat at komme med. Folk vælter rundt derinde da han sætter i gang med et ryk.
   Jeg må have vished. Var det virkelig hende? Jeg vælger at følge bussen for at se hvor hun står af. Jeg må ikke miste hende, jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv...
   Vi kører ad Kystvejen mod Kalundborg der er ingen der står af, alle skal til Stationen, hvorfra de kan sive ud i byen eller tage toget mod København.
   Bussen svingede ind i busbanen og stoppede. Folk væltede ud med mundbind, køresyge og kvalme. En gruppe stilede mod toget til København. Jeg kastede Saab'en ind på den nærmeste parkeringsplads foran en kø der ikke kunne bestemme sig. Tiden var knap toget kørte fem minutter senere. Jeg opdagede at jeg havde parkeret foran en ladestander. Med min desperate manøvre havde jeg formået at snuppe pladsen fra en Dacia der holdt på Spring efter at have ventet en time. Han var en stor kleppert, usoigneret og uden mundbind, en knoglet gammel fyr, som trådte vredt frem mod mig. Vi blev imidlertid begge to distraheret af et voldsomt skænderi fra ladestanderen ved siden af. To plug-in bilejere kæmpede om det samme kabel. En fedladen mand havde slået næseblod på en lille rødhåret tatoveret fyr, som imidlertid havde fået held til at få ladekablet viklet om halsen på den fede og nu så ud til at lykkes med at få ham kvalt.
   Det kunne hverken jeg eller den knoglede kleppert vente på, så jeg råbte desperat til ham at jeg var læge og at der var fundet et nyfødt spædbarn på jernbaneskinnerne der skulle reddes, hvorefter jeg drejede rundt og løb mod perronen. Jeg nåede lige at se hans mistroiske blik.
   De sidste passagerer havde netop entret i toget. Jeg løb fra vindue til vindue og spejdede efter hende, mens jeg forpustet råbte "Alita!"
   Hun var ingen steder. Jeg var nødt til at tage med toget til København, ud til lufthavnen, til Paris og videre til Havanna. Mit pas lå derhjemme... Jeg måtte finde hende i toget nu. Dørene blev lukket, et mareridt jeg nåede ikke at komme med... Jeg løb frem til den forreste vogn, hev efter vejret, det var den eneste vogn jeg endnu ikke havde kigget ind i, min kondition var under al kritik.
   Hun stod der inde bag ruden. Det er virkelig sandt. Jeg så det så tydeligt det var hende. Jeg græd af glæde jeg havde endeligt fundet Alita.

Hun står derinde med sit røde krusede hår og et ansigt så rent som Den hellige Madonna. Jeg løfter hånden og vores fingerspidser berører hinanden, kun ruden skiller os, lige som dengang i Havanna. Der flyder en strøm fra hendes fingerspidser og jeg mærker at vi er evigt forbundne.

Toget satte i gang og jeg følte tomhed. Jeg måtte se hende en sidste gang.

Da jeg løber over til Saab'en, står den utiltalende kleppert der endnu.
   "Hvor fa'en er babyen," spørger han dumt.
   "Det ka' du selv være," svare jeg træt.
   Han bliver stik tosset og begynder at sparke ind i siden på Saab'en.
   Om lidt har jeg slået ham ihjel med krydsnøglen tænker jeg.
   Det når jeg ikke, for nu er Vlado, en sur og umedgørlig betjent, fra Vestsjællands politi dukket op.
   Han er fulgt af et tv hold fra TV2 der eksponerer Vlado som var det John Wayne, en helt, fra det vilde Vestsjælland. Der fanger små forvildede sjæle og 'klipper' de små får, i de alt for rustne biler.
   Vlado får viklet ladekablet af den fedes hals i sidste øjeblik, og lagt den tatoverede i håndjern.
   TV2 zoomer ind. Afsnit 132 af 'Politijagt' er reddet.
   Han beder den knoglede kleppert om at holde op med at sparke på Saab'en. Da han ufortrødent fortsætter, truer Vlado ham med håndjern og vil skrive rapport. Det kan tage en time, hvor jeg er bundet til stedet. Til den tid kan Alita være på den anden side af Roskilde og jeg kan risikere at hun er væk igen. Jeg må derfor gribe ind, så jeg undgår at blive fanget på parkeringspladsen. Jeg hører mig selv sige at det var mig der havde bedt Pedersen, som den knoglede mand hed, om at sparke på Saab'en for at teste om der var rust, og at vi sagtens kan droppe det der med at lave rapport.
   Vlado retter nu sine kugleøjne mod mig i stedet og jeg bliver tvunget til at udføre en alkoholtest medens TV2 filmer det hele og jeg mister mine sidste forretningskunder.
   Alkoholtesten frikender mig, men Vlado syntes det hele lyder så mærkeligt at han overvejer at forhøre mig yderligere.
   Mens Vlado tjekker mine data fra det centrale kriminalregister stikker jeg af.
   Jeg sætter mig resolut ind i Saab'en bakker ud, sætter i gear, og forsvinder ud ad Østre havnevej langs banen. Pedersen er den eneste der har forsøgt at stoppe mig, han ligger på køleren, hans knoglede hænder hager sig fast til hver sin vinduesvisker. Jeg kører ud til kanten af Samsø- havnebassinet med 50 Km i timen og bremser hårdt. Pedersen flyver gennem luften og lander i havnebassinet med et plask mens han måbende synker med en afrevet vinduesvisker i hver hånd.
   Jeg kommer tilbage til Østre havnevej og kører via Hovvejen ud til Holbækvejen, langt bag mig kommer kavaleriet en lang kolonne med Vlado i spidsen fulgt af TV2 og blinkende politi. Jeg overhaler toget med 220 km i timen og når ud til jernbaneoverskæringen på Forsingevej tre minutter før at toget skal krydse. Jeg kører ud på sporet med forlygterne imod toget og blinker med lygterne tre korte og tre lange SOS. Jeg kan se det langt ude. Det kommer hurtigt nærmere. Jeg blinker med lygterne igen. SOS ... STOP ... Nu er det kun 200 meter væk. Togføreren er i sort uniform og en kasket med højt sving og forkromet kranie, det er Michael Wittmann. Han har ikke tænkt sig at overgive sig! Jeg må væk! Jeg sætter i bakgear, men når ikke at komme ordentligt fri af banelegemet. Lokomotivets sneskraber rammer Saab'en som glider op ad togets front og slynges højt op i et saltomortale loop. Jeg hænger i sikkerhedsselen.
   Toget drøner forbi. I en brøkdel af et sekund når jeg at se Alita.
   Hun står der inde bag ruden, ligesom dengang...

Fem airbags sætter mig godt fast i sædet da de eksploderer. Saab'en lander på taget uden at det knuses og efterlader mig i ét stykke. Jeg sender Olle Granlund en venlig tanke.
   Jeg mærker en kold snude på min hånd, det er Leika, min nabo, 'rottefængerens hund', der har fundet mig. Sten var på vej hjem fra nattens arbejde da han så mig "tosse rundt." Han skærer mig fri medens Leika slikker mine sår. Jeg finder posen med rundstykker og kører med Sten hjem ad Forsingevej. Vi kører i modsat retning for ikke at turne sammen med Vlado og TV2 'Politijagt'. I bakspejlet ser vi at de har kastet sig over den rygende Saab.
   Jeg deler rundstykkerne med Sten, noget skulle han da have for ulejligheden.
   Jeg låser mig ind, sætter vand over til kaffe og lister i seng.

Lidt efter kommer Mi og vækker mig. "God morgen skat, har du sovet godt?"
   "Lidt uroligt ... jeg var oppe et par gange."
   Jeg kigger ud ad vinduet, det er koldt derude. Saab'en er dækket af et tyndt lag is.