Mens generalforsamlingen var på sit højeste, sad Anita og Martin og legede nogen lege, som Martin lige måtte lære hende. For hende var det en befrielse at blive abstraheret fra tankerne på den måde. Det var også den måde hun kunne få ham beroliget. Frygten for at han og hans mor skulle flytte snart var ikke ligefrem noget, der gjorde ham afslappet, og selvom hun lo sammen med ham, kunne hun ikke helt slippe følelsen af en knude i maven
   På et tidspunkt ringede det på døren, de regnede med det nok var Jeanne. Martin spænede ud og lukkede op, og der stod hun.
   "Hænderne op, her vogter jeg!" råbte Martin og pegede på hende med sin finger, som skulle være pistolen.
   Hun rakte hænderne op. "Skyd ikke, jeg kommer med fred," sagde hun med et grin.
   "Og hvem har så sendt dig?"
   "Foreningen til bekæmpelse af dårlige bestyrelsesmedlemmer."
   Både Martin og Anita lo. "Så er du velkommen," sagde Martin og gik til side, så hun kunne komme ind. Hun kom ind og satte sig.
   "Det var en sej opgave jeg havde for," sagde hun, "men måske var det fordi jeg ikke kunne koncentrere mig på grund af alt det, der sker her."
   "Det påvirker os alle," svarede Anita.
   De sad alle tre lidt tavse. Så kom Anita i tanke om en leg, som hun kunne huske fra skolen. Hun foreslog de skulle lege den. Det var de to andre med på, så spekulerede de ikke så meget over situationen. Da de havde leget nogle omgange, sagde både Martin og Jeannes mobiler et bip og de tog dem op.
   Jeanne stirrede på skærmen et sekund. Så udstødte hun et jubelhyl, så højt at Martin og Anita nærmest sprang op i luften. "Bestyrelsen er faldet!"
   Martin råbte højt bagefter og løftede armen i vejret. "Det skriver min mor også."
   Anita stak også i et jubelskrig og straks fløj de alle tre op, tog hinanden i hænderne og dansede rundt i en runddans, mens de råbte hurra. De endte med at stå samlet i en klump med armene om hinanden, de lo stadig Anita mærkede Martins hjerte hamre under sin hånd.
   "Hvor er det godt," sagde Anita idet hun holdt de to andre tæt ind til sig.
   Jeanne blev alvorlig og så på Anita. "Hvordan vil din far reagere på det?"
   "Han vil helt sikkert råbe højt."
   "Du må endelig bede om hjælp, hvis du får brug for det, du skal ikke være beskeden."
   "Det skal jeg nok, jeg er glad for I er her."
   De stod tavse nogle minutter. Endelig sagde Anita noget. "Nu er de nok i gang med at vælge ny bestyrelse."
   "Det bliver sikkert under meget råb og ballade," sagde Jeanne.
   "Min mor ville være, øh, hvad hedder det nu, suppleant." sagde Martin.
   "Hun vil sikkert også være helt fin, hvis hun så må træde ind i bestyrelsen," sagde Anita.
   "Men de væltede bestyrelsesmedlemmer vil helt sikkert lave ballade, når de kan komme til det," sagde Jeanne.
   "Det vil de," svarede Anita, "men de har så i det mindste ikke magten i huset."
   "Nej, det er sandt nok, det må vi så bare sige, når balladen melder sig."
   De faldt nu alle tre ned på sofaen og udstødte et stort suk af lettelse. Anita mærkede, at hendes krop blev helt slap, hun havde været anspændt i lang tid. Mens de sad i sofaen, strejfede en tanke hende. På et tidspunkt ville hendes far komme hjem, og hun skulle jo ned til ham. Og så... Hun havde besluttet ikke at ville lade sig styre af ham.
   Nu kunne de høre en dør blive låst op, Ava kom ind.
   "Så er det lykkeligt overstået," sagde hun med et stort smil og løb lige hen til sin søn og krammede ham. "Vi kommer ikke til at flytte." Han krammede så også de to piger.
   "Åh, hvor er det godt," sagde Anita.
   "Sønnen til vores nabo er inde hos ham nu og fortæller hvordan det er gået," sagde Ava, "de er sikkert også glade, han fortalte lige, da han lukkede op for sin søn, at han havde regnet ud hvordan det var gået, han kunne høre en vild jubel herindefra."
   De lo alle sammen. "Ja, vi kunne ikke styre os," sagde Jeanne.
   Nu kunne de høre en råben ude på opgangen. Anita lyttede. "Det er ikke min far," sagde hun.
   Ava rynkede panden. "Det er ham det væltede bestyrelsesmedlem, der skændes med sin nabo."
   Alle prøvede nu om de kunne opsnappe hvad der blev sagt. Anita hørte en, der sagde at han simpelthen blev forvirret og stemte blankt, men hans stemme havde jo ikke ændret noget alligevel.
   "Ja, der er nogen, der ikke er glade i aften," sagde Anita.
   "De er selv ude om det," sagde Jeanne. Hun gjorde nu klar til at gå ned til dem selv og Anita sagde farvel til Ava og Martin og fulgtes med Jeanne ned ad trappen. De sørgede for at gå stille, da de skulle forbi den etage, hvor der var et væltet bestyrelsesmedlem. Da de var ved anden sal, kom Jørgen hjem.
   "Til lykke med formandsposten," sagde Anita og Jeanne og trykkede hans hænder. Han takkede med et smil.
   "I får snart en skriftlig bekræftelse på, at eksklusionen er ophævet," sagde han til Jeanne og gik ind i sin lejlighed.
   Lige derefter hørte de et højt råb, Anita kunne genkende sin fars stemme. Jeanne greb hendes hånd og trykkede den blidt.
   "Lad ham ikke tyrannisere dig."
   Da Anita gik ned mod sin egen etage, så hun ryggen af sin mor gå ind ad døren. Nu kunne hun høre råbene.
   "Inger, de har væltet Morten Hansen! Hele generalforsamlingen var et komplet cirkus! De ved ikke, hvad de har gjort!"
   "Preben, måske er det bedst at tage en dyb indånding og tænke over, hvad der er sket."
   "Der er sket det, at de københavnske snobber og kunstnere har overtaget hele foreningen? Jeg troede, du var på min side, Inger!"
   Anita, sukkede tungt og følte en blanding af lettelse og uro. Lettelse over, at Morten Hansen endelig var blevet væltet, men uro over sin fars voksende vrede og hans manglende evne til at se sandheden i øjnene. Hun vidste, at det her kun var begyndelsen på en endnu større konflikt derhjemme. Men hun gik nu med raske skridt ned og lukkede sig ind. Hun ville ikke lade sig kue,
   Hun låste sig ind og lagde ikke skjul på, at hun var glad.
   "Der er en, der siger at du var med til at samle underskrifter, er det rigtigt?" Hun ville ikke bøje sig for ham denne gang. "Svar dog, tøs!"
   "Det gjorde jeg, og jeg fortryder det ikke uanset hvad du gør, der skulle ikke være nogen her, der blev sat fra hus og hjem."
   Inger åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Hendes blik flakkede mellem Preben og Anita.
   "Nu bliver vi måske sat fra hus og hjem af de idioter, der regerer nu!"
   "Vel gør vi ej, tyv tror hver mand stjæler!"
   "Du har begået forræderi mod din egen familie."
   "Ja, hvis du kun regner dig selv med til familien."
   "Stikkertøs!"
   Anita satte begge sine hænder i siderne. "Nu skal jeg måske også udraderes af familien."
   Hun havde ventet, at han ville eksplodere, men i stedet sank han sammen. Munden bevægede sig, som om ordene var frosset fast, den højrøde farve i ansigtet blev forvandlet til gråhvidt. Hans mundvige bævrede, og nu satte han sig ned, mens hans krop rystede. Han stirrede på hende med et tomt blik. Hans fingre skælvede let, som om han ville gribe fat i noget, men intet var der at holde fast i.
   "Preben, hvad er der galt?" sagde Inger.
   Der kom intet svar, Inger vendte sig mod Anita. "Hvad mente du med den bemærkning?"
   "Det jeg sagde."
   "Preben, du er vel ikke ude på at udradere endnu en fra familien?"
   Nu gjorde Anita sig mere rank. "Mor, hvad mener du med "endnu en"?"
   Inger tog hånden for munden.
   "Hvem er det så, der er blevet udraderet af familien?"
   "Altså, Anita, jeg kom bare til at formulere mig uheldigt..."
   "Prøv ikke at bortforklare noget, jeg ved det hele,"
   "Hvordan har du fået det at vide?"
   "Det kan være lige meget, men for at bevise, at jeg ikke lyver: jeg kender hans navn, Johnny, skal jeg vise jer noget?"
   Inger nikkede. "Vi kan vist lige så godt tage det hele nu."
   Anita gik ind og hentede det foto, der havde vakt hendes undren og sat hendes søgen i gang og viste det.
   "Dette billede fandt jeg i en af mine gamle børnebøger og undrede mig over hvem den store dreng var, kan I kende ham?"
   Inger nikkede, Preben rystede endnu mere over hele kroppen.
   "Men hvor er han i dag?" spurgte Inger.
   "I New York, han spiller klaver I et band og han har det godt, og han har aldrig taget stoffer."
   Den sidste sætning sagde hun tydeligt markeret til sin far, der nu endelig satte sig op. "Men hvordan fanden har du fundet frem til ham?" råbte han, hans stemme var oppe i diskanten og var iblandet en begyndende gråd.
   "Jeg ved skam godt hvordan man søger på Nettet."
   "Men så skal du jo kende hans navn."
   "Åh, jeg tog såmænd en lille tur til vores gamle adresse i Greve, og ja, jeg skulle da hilse jer fra Hans Ole, vores gamle nabo, han så jo ofte Johnny komme på besøg, og far, du kan lige så godt høre det som det er, både din behandling af Johnny og din hoppen med på eksformandens forfølgelse af andre beboere har fået mig til at tvivle på, om jeg nogensinde har kunnet stole på dig som far."
   "Men jeg ville bare beskytte dig."
   "Nå, ville du det? Hvor var du henne med beskyttelse, da jeg blev mobbet i skolen, hvor var du henne, da formanden løj om mig og to af hans gorillaer stod og lurede på mig i gården?"
   "Anita, vi må jo kunne snakke om det her, jeg ville jo det bedste."
   "At snakke med dig om tingene er som regel en umulig opgave, det har jeg rigelig erfaring for."
   "Men jeg kan jo godt snakke med nogen, der er ordentlige mennesker!"
   "I så fald er jeg ikke et ordentligt menneske i dine øjne, men det er der så ikke noget at gøre ved, jeg er efterhånden nærmest ligeglad."
   Inger stod lidt og kiggede frem og tilbage mellem dem begge to. "Lad os nu sove på det her og snakke nærmere om det i morgen, hvor vi så forhåbentlig har fået tænkt nærmere over det."
   "Ja, jeg er enig," sagde Anita, "selv om jeg ikke behøver tænke ret meget mere."
   Hun gik til badeværelset og børstede tænder. Tænkte et kort øjeblik på arbejdet i morgen. Men mest tænkte hun på, hvad der nu skulle ske."
   Da hun gik mod sit værelse for at gå i seng, undrede hun sig over hvor lille hendes far så ud nu trods hans højde.
   Hun faldt hurtigt i søvn, men først lyttede hun efter sin fars stemme, men i stedet for råb hørte hun bare stilhed.