Tænk at leve sammen med en person som du er helt afhængig af, og som hele tiden truer med at slå dig ihjel. Det meste af tiden har vi en fredelig sameksistens, men trusselen ophører aldrig med at være snigende og overhængende. Jeg må tvinge mig selv til at tro at vort forhold er normaliseret, da jeg ellers ikke kan tænke på noget som helst andet end at forsvare mig. Værst er det, når jeg skal lægge mig til at sove. Da er det som at overgive mig til ham på nåde og unåde. Men jeg må jo, for får jeg ingen ordentlig søvn, har jeg ikke om dagen kræfter til at leve, og da kan det jo være det samme. - Jeg ved jo han vil vinde til sidst, men ikke lige nu, ikke lige nu!
Denne person er mig eget hjerte.
"Bevar dit hjerte frem for alt der skal bevares, for livet udgår fra det," siger Bibelen. - Sandt nok, både i bogstavelig og overført betydning. Denne følgesvend som hele tiden truer selve min eksistens, er ikke blot min fjende men også min ven. Det er svært at indse når læger og sygeplejersker flokkes om mig, for at holde ham på afstand og blidgøre ham.
"Bær mig kun bort, du stærke død,
skønt her er godt at være ..."
sang H.C. Andersen. Ja, sådan kan man jo godt føle det; især ønsker jeg at kunne føle det. Måske vil den stærke død virkelig føre mig "bort til en evig sommer". Ja, sådan kan man nok tænke, når rejsen ikke er umiddelbart forestående. Men rykker den nær på, lægger man nok større vægt på, at "her er godt at være." - jeg hører sommetider nogen tale om, at de er fuldkommen afklarede hvad dette angår, men tror dem ikke et øjeblik. Jeg er selv afklaret, men hvor afklaret kan man være, når man skal af sted på en rejse som man ikke aner hvor fører hen. Fører den til et andet sted hvor der er godt at være, eller fører den ned i et sort hul, hvor der ikke er noget som helst?
Der er bud nok på, hvor rejsen fører hen. Talløse agenter står parat med deres bud. Jeg har skam siddet ved dødslejet til mennesker der døde i rolig forvisning om, hvor de skulle hen, og når de da har draget deres sidste suk, da har jeg tænkt, om de nu virkelig var på vej mod deres ønskers mål. Eller er de gået ind til noget ganske andet - eller til ingenting?
Da jeg sidst havde hjerteproblemer - babubabu! - blev jeg lagt i en seng med benene højt og hovedet lavt mens jeg fik forskellige drops. Det var årets varmeste dag, det var ren tortur, jeg lå sådan i tre timer, fem når jeg regner tiden bagefter med, hvor jeg lå i en mere normal stilling, men stadig knapt måtte røre mig og ikke drikke. Man kommer i den tid i en meditativ tilstand, men det er ikke nogen behagelig meditation. Jeg tænkte senere, at jeg burde have været bedre forberedt, så jeg kunne meditere mere bevidst over noget positivt eller et bestemt mantra. Som det var, flakkede tankerne fra det ene til det andet i glidende overgange, halv drømmeagtige, og jeg så underlige syner. Der var to fede, gamle koner i sengen som masede mig og meget muntert forsøgte at kysse mig. Den fik jeg jaget bort. Ind imellem gled jeg ind i en døs, som førte ind i noget der ikke var et egentligt mareridt, men bare en angstvision, som vel nok handlede om, at hvis jeg sov, ville jeg måske ikke vågne igen.
Men jeg kom da på benene igen, om end udmattet, og kunne tage afsked med de venlige og dygtige mennesker der omgav mig, som ganske vist et døgn igennem havde pint og plaget mig, stukket i mig, tappet mit blod, ført drops med stærke væsker ind i mig, givet mig elektrisk stød under narkose, og alligevel efterladt følelsen af munterhed, venlighed, omsorg - ja, ligefrem kærlighed. Og jeg kunne sætte mig i en taxi og køre hjem for at fortsætte den daglige kamp med min uundværlige og plagsomme følgesvend.