"Har De aldrig været forelsket, Frøken Sylvia?" spurgte jeg.
   Det var dengang i halvfjerdserne, da man var begyndt at lægge De-formen væk og sige du til alle. Men mange af de ældre holdt fast ved de gamle former, også de der var på plejehjemmet. Egentlig burde jeg sige Frøken Gustavsen, men på grund af vort lange bekendtskab, havde hun givet mig lov til at bruge sit fornavn.
   "Jeg er glad for at De vil bruge det," sagde hun, "for jeg synes da selv det er et smukt navn, og der er slet ingen der bruger det mere. Familien og alle som brugte det er jo væk for længst."
   "Men De har da både familie og venner," sagde jeg.
   "Åh ja, men det er den yngre generation, og de har nok med deres eget, deres arbejde og deres egen familie, så har de ikke tid til at tænke på en gammel tante." Hun sukkede, lod hænderne synke og så ned på sit håndarbejde, et fint broderi. Så rettede hun sig op. "Nå, jeg skal ikke klage: de er da søde nok, men når de kommer her kender de mig jo ikke, og de kalder mig bare tante. - Da min søster Karen døde for to år siden, tænkte jeg at, nu var der ingen som kendte mig som ung pige."
   At hun havde været en ung pige var en underlig tanke for mig. Nu sad hun ved sit sybord i sin nette lille stue, omgivet af sine fine spinkle møbler, som nok havde fulgt hende hele livet. Jeg nød at komme hos hende, hendes stue var som en tidslomme, hvor aldrig noget ændrede sig. I de år jeg havde kendt hende, havde jeg kun set hende i sin ulastelige, sorte silkekjole med hvide kniplinger ved hals og håndled. Naturligvis havde hun været ung, men det var svært at forestille sig. Men hun havde vist mig sit familiealbum. Der var kun gullige, afblegede billeder i det, men jeg kunne dog ane en yngre udgave af hende, sammen med andre lige så afblegede, som stirrede ud på mig på vej til at forsvinde. - Hun var dengang en mere rund og mere robust pige end jeg kunne forestille mig.
   Det var da jeg spurgte, om hun nogensinde havde været forelsket.
   Hun svarede ikke. Det var som om hun ikke havde hørt spørgsmålet - eller ikke ville høre det. Hun så ud ad vinduet, en smuk udsigt til parkens blomster, buske og høje træer og ned til søen, og til et hjørne af kirkegården.
   Hun sukkede og sagde stille: "Jeg må jo tro, at jeg snart skal træde frem for Vorherre. Så kan jeg sige til ham: "Her har du mig tilbage så ny og ubrugt som du sendte mig ud.""
   Jeg kunne ikke dy mig, men sagde: "Tror De nu også han vil være tilfreds med det?"
   Hun så forskrækket på mig, men svarede så: "Nåh! - jeg er da blevet brugt til noget, om ikke lige det."
   Jeg havde før bemærket, at hun bar hele tre glatte ringe på venstre ringfinger, men de var alle så tyndslidte, at de ikke fyldte stort mere end én normal. Nu tog jeg hendes hånd og spurgte, hvad der var med de ringe.
   Han svarede: "De to er mine forældres, og den tredje er ..." Hun tøvede og tog så fotoalbummet, bladede lidt i det, pegede så på et billede af en ung mand - som jeg dog ikke ville have bedømt som særlig ung på grund af hans stive blik og påklædning, men han havde da en studenterhue på.
   "Det er Jens," sagde hun. - Jeg studerede billedet intenst nær på, og nu var det som om billedet blev levende og en køn, levende ung mand trådte frem.
   Jeg kommenterede det ikke; jeg var klar over, at her var jeg nok kommet tættere på end jeg egentlig kunne tillade mig.
   Men så fortsatte hun selv: "Det var den spanske syge. Han døde en uge før vi skulle have været gift. Han var kun en og tyve."
   Jeg var rystet. Jeg tog hendes hånd igen og klappede den. "Det er jeg virkelig ked af at høre."
   Men nu forandrede hendes tone sig. Hun trak hånden til sig og var fast i stemmen, da hun sagde: "Åh, ved De hvad? Det er så længe, længe siden, og jeg har altså ikke gået og sørget i alle disse år."
   Vi holdt en pause, drak kaffe og spiste småkager. Men efter en god stund vendte hun tilbage til emnet, men på en anden måde.
   "Pigerne her på afdelingen er meget søde ved mig. Jeg tror de synes det er sjovt at have sådan en gammeljomfru her. De har jo selv deres kærestesjov. Birgitte, De kender hende godt, den store lyse, kom en dag ind til mig. Jeg fornemmede straks at der var noget særligt, flere af de andre piger stod henne i døren og fnisede. Hun sagde: "Frøken Gustavsen, vi har talt om Dem." - "Nå," svarede jeg forbavset, "har I talt om mig? - "Ja," sagde hun. "Vi havde talt om vore kærester og alt det, og så var der en af de andre der sagde: "Tænk hvis de gamle hørte os tale sådan." - "Nåh," sagde jeg, "de har vel haft deres." - Det lo de ad, og én sagde: "Frøken Gustavsen har i hvert fald aldrig været sammen med en mand." - "Det skal du da ikke være sikker på," sagde jeg så. - "Nå, men det får vi jo aldrig at vide," sagde hun - "Det kan vi da sagtens," svarede jeg. "Vi kan da bare spørge hende." - og her er jeg så."
   "Hun er altså en prægtig pige," sagde Frøken Sylvia. "Jeg blev jo noget paf, kan De tænke Dem, så jeg tænkte lidt over det. Så svarede jeg: "Åh, man har vel ikke været bedre end andre." - Og så gav hun mig et knus, og de andre piger lo."
   "Ja, det var meget godt," sagde jeg, "men var det nu helt som pigerne opfattede det?"
   "Det skal jeg ikke kunne sige," sagde hun, "men ..." Hun tøvede lidt, men fortsatte så: "Jens var en pæn ung mand, og han tog sig ingen friheder, men det skete da, at vi kyssede hinanden. Og den dag vi blev forlovede spiste vi med vore forældre på en restaurant. Efter middagen gik vi da en tur alene, og efter at have spadseret lidt i parken gik vi hjem til lejligheden. Men mine forældre var endnu ikke kommet hjem, så vi var alene, og da ... han kyssede mig ..." Hun tav og førte sit lommetørklæde op til munden. Hun rødmede og så forvirret ud ad vinduet, men et smil bredte sig i hendes ansigt. "Han var altså kær," sagde hun og førte lommetørklædet op til øjnene og tørrede en tåre.
   Jeg ventede et øjeblik til jeg så hun var helt rolig, så sagde jeg: "Nå, så kan De alligevel ikke komme frem for Vorherre og sige, at de er helt ubrugt - på den måde."
   Hun smilede og slog afværgende ud med hånden. "Åh, det er så længe siden! Og De ved nok at, efter syv år er man jomfru igen".