Ved ikke hvad jeg skal mene om ovennævnte seminar. Det forekom mig at kalde på alle de modstridende følelser der kan rummes i et menneske. Altså i et menneske der opfatter sig som et sådant.
   Overflødigt. Uorganiseret. Kaotisk. Symboloverlæsset. Gnosticistisk. Ingen kunne i øvrigt klage over hverken forplejningen eller bekvemmeligheden; seminaret udspillede sig i en tidligere kongelig residens, nu overtaget af en fond til varetagelse af litteraturens almindelige højnelse. Med vid udsigt over havet. Kun små hundrede meter fra en badestrand med landets hvideste og mest finkornede strandsand; efter signede brugt af Napoleon når han skulle fjerne blækklatter fra sine skrivelser.
   Nej! De fleste af forfatterne var for fattige og ukendte til at fortjene den form for misundelse. Seminaret udspillede sig på ottende etage i et skyskraberkvarter i Malmø, i et kvarter der mest mindede om en skrabet udgave af Manhattan, hvor gaderne var uden navne fordi moderne mennesker ikke glor på vejskilte, men finder den lige vej ved hjælp af mobiltelefon , og sparer tid på den måde. Himmelhøje betonkasser i gråt i gråt. Uendelige receptioner. Alt for hurtige elevatorture. Endeløse grå gange. Det beskedne mødelokale havde udsigt over Sundet, der også lå i gråt i gråt på denne dag. En talerstol. Et rullebord med et beskedent traktement. En række termokander til the og kaffe ved siden af en stabel grønne engangskrus. En række sofaarrangementer ved små runde borde i mørkt træ. Jeg så udover den beskedne forsamling, der vel omfattede i omegnen af tyve mennesker af vidt forskellige aldre og udseender.
   I min grønne ungdom læste jeg i en periode zoologi, og fik jeg ikke andet ud af det studium så erhvervede jeg mig en mærkelig evne til at opfatte andre mennesker i en slags dyrisk lys. En kunne naturnødvendigt minde mig lidt om en abe. En anden kunne give mindelser om en indonesisk brillebjørn. En tredje pegede lidt i retning af en toplettet dobbeltsuger( tropisk fisk med tykke læber) Tendensen generede mig afgjort, da jeg ikke af natur er misantrop, men den var umulig at komme af med og måtte åbenbart rubriceres som en slags tidlig og uhelbredelig erhvervsskade.
   En firskåren mand med påfaldende korte ben og påfaldende lange arme, foruden små tætsiddende øjne i et skægget ansigt, besteg talerstolen og så vurderende ud over forsamlingen. Naturligvis måtte jeg omgående behæfte ham med det sigende navn " Missing Link" , et øgenavn der også blev båret af en af min skoletids gymnastiklærere.
   Missing Link var iført velpressede petroleumsfarvede bukser og en vinfarvet silkeskjorte i forvirrende nuancer af rødvin og rose. Han ringlede højtideligt med en lille messingklokke anbragt foran ham. Rømmede sig en anelse. Hilste forsamlingen velkommen med en behagelig sonor stemmeføring ( ingen tendens i retning af brøleaben) Det var ham en stor glæde at så mange var mødt op til dette lille seminar om skrivekunst og kunstnerisk kvalitet. Han håbede på en frugtbar diskussion med mange facetter. Kaffe og the og sandwich var til fri disposition. Der ville blive en pause på en lille halv time midt i seminaret. Klar folkens ! Navigare necesse est! Lad Pegasus slippe tøjlerne. Husk at kritikken er kunstens svigermor. Han svingede de lange arme i en lianagtig gestus og smilede og nikkede lunt ud over forsamlingen.
   En ældre herre i forsamlingen hævede en stor håret lap i vejret og kom på listen som nummer et. Han var iført posede hængerøvsbukser og en ulden trøje af islandsk snit, og selv en tilhører med begrænset fantasi ville næppe undlade at kalde ham bjørnen. Han var høj og firskåren og kraftigt brunhåret, arme håndled og hænder var af udpræget solid art, syntes skabte til alt andet end at holde på et skriveredskab. Desuden var hans gangart så udpræget en sålegængers.
   Han udlagde med brummende bas at et kunstværk, en skrevet fortælling f.eks, skulle udgøre en samlet helhed for at virke overbevisende. Den historie der var centrum i fortællingen skulle gå igen i alle planer i omgivelserne. Den menneskelige interaktion som er kunstens kerne, det kreative univers kerne, skulle afspejles af den tilsvarende kerne i værket .Hvis man forestiller sig to mennesker der mødes på en bar og den ene udlægger en dramatisk historie fra sit eget liv. Så skal hele denne historie gå igen i den særlige baratmosfære der omgiver de to fortællere-Hvis historien eksempelvis handler om et mord. Så ganske nærværende et emne i disse tider. Det er vigtigt at der umærkeligt fokuseres på de mængder af knive der naturnødvendigt må befinde sig på et sådant spisested, og de må naturnødvendigt fremstå ekstra spidse skarpe og skinnende. Gardinerne i vinduerne må meget gerne fremstå over i det blodrøde. Det skader heller ikke hvis bartenderen har skaldet isse og et morderisk udtryk i ansigtet.
   Han gik lidt søvndyssende videre i sit spor, men blev opmærksom på en indigneret viftende hånd i forsamlingen og holdt inde---En lille elegant spirrevip af en kvinde, jeg var ikke længe om at beskrive hende som en antydning egernagtig, rejste sig i et ryk og stilede mod talerstolen. Hun var som sagt lille og spændstig og spidsnæset, bevægede sig op mod talerstolen med egenartede yndefulde bevægelser der nok kunne gøre selv en søvnig bjørn blød i knæene . Hun var flammende rødhåret og iført en lang blågrøn silkekjole, der bølgede som et flag i let skiftende vind. Det røde hår faldt i kaskader ned over skuldrene da hun rettede sig op i fuld højde og slog indigneret med nakken.
   Nej, udbrød hun ophidset. Vi lever i moderne tider gamle brumbasse, og det skal vi blive ved med. At en historie om et mord og fortalt på en bar, skulle være hyllet ind i en atmosfære af spidse knive blodrøde gardiner, usympatiske ansigtstræk ; det var dog det værste hun nogensinde havde hørt. Det var jo intet andet end opskriften på en primitiv gyser uden antydning af raffinement. Det var jo intet andet end en leflen for de laveste instinkter. Næ! Den moderne forfatter går den modsatte vej! Hun lader mordhistorien udspille sig på en bar eller restaurant der simpelthen er intet mindre end det mest smagfulde sted under solen. Interiør og stemning er simpelthen så langt fra mord og nedrighed som tænkes kan. Den bedste af alle verdener. Baren fremstår som udpræget økologisk. Grønne gardiner pynter de mange vinduer med de talrige sprosser . Bordene bør fremstå i ubehandlet mørkt træ med regelmæssige årringe, for at udstråle harmoni og livsglæde. På væggene hænger billeder af smukke landskaber. Personalerne er ligeledes unge smukke og smilende. Midt i al denne harmoni og livslyst skal så udspille sig et bestialsk mord. Så grufuldt, at alene tanken kan få en hund til at brække sig. Ikke bare fortælle om et mord! Det skal udspille sig der på stedet! Midt i den bedste af alle verdener.
   En tynd bleg, sorthåret fyr, vel midt i de tyve , og med et langt blegt, markeret hesteansigt, var den næste i rækken, og skridtede eftertænksomt mod talerstolen. Han var iført velpudsede sorte sko og ditto fløjlsbukser , der stumpede en smule i strømpeskafterne. Også skjorten var sort, altså bortset fra en hvid stribe ned over de forgyldte knapper. Den sorte ekvipering stod i besynderlig kontrast til hans blege ansigt og fik ham til at minde lidt om en bedemand. Stemmen var tynd og knirkende, og det ledte jo også tankerne lidt i den retning. Sært nok kunne jeg ikke i hans tilfælde finde noget dyr der passede på hans fremtoning , måske en snog eller en sortslange---Han forklarede at det slet ikke var et spørgsmål om græsgrønne eller blodrøde gardiner. Ej heller et spørgsmål om hvor blanke og skarpe og skinnende forskellige mordvåben kunne præsentere sig. Eller hvordan en eventuel morder kunne præsentere sig i fysiognomien. Nej! Sandheden lå i sproget! Dette forunderlige sammensurium af fløjtende knirkende og boblende lyde der forplantede sig op nede fra dybet, og fik klang og fylde i mundhulens resonanskasse . Og som i tidens løb var blevet rationaliseret og effektiviseret i form af fireogtyve små tegn og gerninger på papir eller på skærm.
   Sproget Jensen. Sproget! Sproget har intet behov for billige virkemidler, for det har nok i sig selv. Det klinger som dugdråber en tidlig morgen hvor alting kan ske. Det drypper som bloddråber på en fortovsflise, beskriver et mord bedre end noget fotografi ---Det bølger i dur og mol bedre end noget orkester. Det hvirvler afsted som en cyklon, og kan i visse tilfælde være lige så ødelæggende. Det fordrejer og forvikler og afklarer på en måde som ingen Doktor Brille er i stand til at forklare. Det skrevne ord er et mirakel. Det skal ikke nødvendigvis forstås men opleves. Dets skalaer er endeløse. Det kan føles koldt som indlandsisen eller hedt som en kogende vulkan. Det kan føles tavst og knugende som en containerterminal i Bergens havn -øh---.
   Han gjorde en kunstpause og signalerede med en løftet smal, langfingret, kriblende lommetyvehånd at han var åben for kommentarer. Han var blevet helt stakåndet af sin egen ordstrøm.

Det var på det tidspunkt jeg følte en vis trang til naturnødvendige handlinger, diskret på listefødder ud på gangen og ind til venstre. Der lugtede kemisk af blomstrende buske, pissoirerne rislede som bjergbække i forårstiden, blanke grønne fliser spejlede, fra en skjult højtaler lød dæmpede toner fra Schuberts Forellekvintet. Jeg gjorde klar til at smutte ud igen og gjorde mig undervejs en af disse lidt fjollede tanker, sådanne tanker som kan bemægtige sig en i ensomme stunder. Der manglede så afgjort en løve på talerstolen derinde. Intet mindre. En høj flot skulderbred skriverkarl i sin bedste alder, og med sine meningers mod. Indlæggene havde, indtil nu, ikke været videre konstruktive. Der manglede så tydeligt en skarp hjerne der kunne skære resolut igennem. Jeg åbnede toiletdøren og daffede ud på gangen og stilede mod døren ind. Der fremstod en del blinkende lamper under loftet, og som jeg ikke mente at have bemærket før. Jeg havde samtidig en vag fornemmelse at gulvet sitrede en antydning under mig, at jeg ikke var alene i korridoren. Bag mig lød en underlig summen, som fra en af de berygtede store gedehamse. Yderst smertefulde hvis uheldet er ude. Ret sjældne i både Danmark og Sverige. Uvilkårligt vendte jeg mig om for at få det lede kryb basket væk.
   Fra den perspektiviske ende af den lange korridor kunne jeg skimte at et dyr nærmede sig. Som det kom nærmere tog det form af en påfaldende stor hund og så alligevel ikke. Øjeblikket var ganske ejendommeligt. Jeg mener denne på en gang letbenede og gravitetiske gangart. Denne på en gang lurende lumske og alligevel ophøjede og afslappede måde som dyret betragtede mig på. Denne afmålte maner da den standsede op ved synet af mig. Samtidig som den satte halen i langsom bevægelse frem og tilbage, som man kan se det hos en ganske almindelig huskat, hvis den bliver udsat for noget faretruende.
   Hvor længe vi stod og tog mål af hverandre, hunløven og jeg, er jeg uden erindring om. Jeg følte at være trådt lidt ud af mig selv. Tanken for gennem hovedet på mig at jeg var faldet i søvn under seminaret , at det hele var en drøm. Eller løven havde allerede ædt mig. Som reinkarneret genfødt lille dreng stod jeg altså der i den lange og tomme korridor og svedte angstens sved over de løver der lurede lige om hjørnet. Tanken for gennem mit hoved at jeg intet kunne fornemme med næsen. Store rovdyr er sjældent lugtfri, og slet ikke indespærrede løver. Beretninger om mødet med løver på Afrikas savanne : Stå stille og se dyret lige i øjnene. Bevæg dig eventuelt et stykke fremad, stadigt stirrende. Et vildt stirrende blik signalerer aggressiv og farlig! Løven bringes i en tilstand af tvivl om karakteren af det der står foran den. Den bliver vaklende i sin trang til at nedlægge byttet og sin trang til at flygte. Flygter man i vild galop, som en anden antilope, så vil man uvægerligt få løn som forskyldt. Stadig vildt stirrende bør man så bevæge sig baglæns i små umærkelige ryk. Indtil man eventuelt kan komme i skjul bag en busk eller får muligheden for at søge tilflugt i et træ .Husk at voksne løver generelt er dårlige klatrere, og næppe vil forfølge et bytte der søger opad i lodret plan.
   Jeg fløj vandret hen til døren og hev den op med en kraft som var jeg Tarzan. Jeg styrtede indenfor og bragede selvsamme dør i bag mig; uden tvivl med et vildt stirrende udtryk i ansigtet.
   Nej!
   Jeg var trods alt et moderne menneske, også dengang, et moderne menneske i en sådan grad at jeg engang havde frekventeret en højere læreanstalt. Jeg stod der og gloede ind i løvens gab som var jeg en gladiator i Colosseum, hviskede til mig selv at det kunne sgu da umuligt passe det her! Enten så jeg syner eller løven var ikke hvad den udgav sig for. Da jeg sekunder forinden havde følt mig fuldkommen rask og glasklar i hovedet så måtte denne Leo Panthera nødvendigvis være noget andet end det den udgav sig for. Hvordan fanden i luften kunne en løve finde ud af at entre ekspreselevatoren og trykke på knappen op? Nå ja! Den kunne entre brandtrappen udenfor på muren, men dørene til brandtrappen kunne kun åbnes indefra, så vidt jeg huskede fra div opslag om nødsituationer. Entrede rovdyret ind i receptionen kom det næppe videre. Receptionisten ville( efter det første obligate skrig) hastigt trykke på samtlige alarmknapper der var indenfor rækkevidde. Sikkerhedspersonale og Politi ville komme styrtende fra alle verdenshjørner og være på pletten på no time -Det stakkels dyr havde ikke en chance.
   Altså!
   Et eller andet eksemplar af Homo Sapiens måtte på en eller anden lovformelig måde have gelejdet dyrenes konge indenfor, og videre op i etagen. Så forholdsvis stort og farligt et dyr kunne umuligt være smuglet ind, medmindre det ligefrem havde været bedøvet, og hvad skulle meningen være med det?
   Med andre ord: Denne løve kunne umuligt være så glubsk og farlig som dens stammefrænder i Afrika lagde op til. Løven åbnede sit imponerende gab og blottede tandrækkerne med de skarpe glitrende hjørnetænder, der forekom mig så lange som på en sabelkat. Den knurrede ildevarslende og sank lidt i leddevandet ,som forberedelse til det helt store spring. Pupillerne i de gule øjne trak sig sammen til knappenålshoveder. Kløerne dirrede. Mundvandet silede i små dryp ned på gulvet.
   Jeg flåede døren op med en kraft som var jeg Tarzan og bragede den efterfølgende i bag mig med en kraft som en bombesprængning . Uden tvivl med et vildt stirrende udtryk i ansigtet. Alle stemmer forstummede med en gang, samtlige blikke i lokalet fikserede mig i et nu. En lyshåret kvinde med briller ,stående oppe på talerstolen, kom ad vanvare til at puffe til messingklokken så den klirrende og ringlede faldt på gulvet, som hængende om halsen på en alpeko i panik---Hver en bevægelse var som frosset. Ansigterne stod ligblege. Ikke en blinkede med de vildt opspærrede øjne. Ikke en finger var i bevægelse. Ikke antydning af hoste eller åndedræt var at høre. Jeg husker at den summende lyd fra lysstofrør forekom mig som en brusende flod. Ventilationen susede som en orkan. Aldrig har jeg da været så nærværende.
   Bare Missing Link ovre i hjørnet syntes at tage situationen med fatning. Hans underfundige smil stod stadig. Han rørte sig ikke af flækken. De tætsiddende øjne betragtede opmærksomt samtlige deltagere med en vis interesse. Det forekom mig han ligefrem grinede en antydning i skægget. Et og andet hviskede mig i øret, at han havde oplevet en sådan situation før; Jeg tænkte tanken at var der ikke ugler i mosen så var der dog løver på gangen. Missing Link rejste sig og dunkede sig for panden med en irriteret bevægelse af knoerne. Et øjeblik efter stod han på talerstolen ; armene hævet i en gestus som var han en velsignende præst. Forklarede at her var ingen grund til panik. I et ubevogtet øjeblik havde han glemt at oplyse forsamlingen om et par vigtige detaljer angående forholdende i bygningen her. Han kunne tydeligt fornemme på den unge mand ved døren, at han formodentlig havde antruffet en løve på gangen. At han af samme grund var en antydning ude af flippen. En smule altereret. Måske ligefrem lidt dysfunktionel og farlig for sine omgivelser. Tag det roligt! Naturlig forklaring følger! Selv absurde fænomener kan have en naturlig forklaring i vore dage.
   Så han forklarede, som den naturligste sag af verden, at et kinesisk teleselskab , der gjorde sig i moderne digitalgrafik, af og til foretog forsøg med tredimensional Zero på stedet her. Altså at tredimensionale billeder kunne fremstå frit i rummet ved hjælp af en særlig laserteknik. Endnu på forsøgsstadiet, men som den unge mand ved døren kunne attestere så var teknikken allerede forbløffende troværdig. Han fik sagt en del mere, men jeg husker ikke rigtigt ordene. Til gengæld husker jeg at jeg blev opfordret til at lukke døren op og kikke ud, hvilket jeg gjorde, ikke uden en vis angst og bæven.
   Løven var der endnu. Den gik frem og tilbage på gangen som en leopard i bur. Som en anden løvetæmmer stod en fyr i blåt arbejdstøj, højt på en aluminiumsstige, og bearbejdede et panel med trykknapper oppe under loftet. Et rungende og overbevisende løvebrøl forplantede sig gennem korridoren, alt tydede på han havde trykket på rette knap .
   Som jeg skriver dette føler jeg virkelig en vis stolthed på egne vegne. Disse knivskarpt logiske ræsonnementer for gennem hovedet på mig i løbet af sekunder. Det var næsten som at få ros i en matematiktime på Århus Katedralskole, fordi man ud fra en simpel arealberegning kunne udlede andengradsligningen.
   Sorry Sir. Dont'be afraid . Just for fun.
   En fyr I orangespraglet dress var netop entret ind i korridoren, åbenbart for at give fyren på stigen en hjælpende hånd. Kikkende eftertænksomt op i loftet. Trykkende eftertænksomt på en række knapper på et panel. Løven forsvandt som dug for solen og kom derefter til syne igen som fuldt udviklet hanløve med mægtig manke. Aldrig har jeg da været så glad for at møde et rigtigt levende menneske. Han undskyldte meget hvis jeg havde misforstået situationen. Han var i fuld gang med at arrangere laserstyrede tredimensionale figurer til en filmoptagelse, der skulle finde sted om et års tid. Der var stadig visse problemer med teknikken. Han kunne ikke bare omstille dette digitalvirtuelle 04H program så det matchede hvad som helst. Pelsklædte dyr var af en eller anden grund det nemmeste at have med at gøre, som jeg jo selv havde erfaret det. At få digitalvirtuelle billeder af mennesker til at stå stabilt i rummet, med hensyn til farvetoner og bevægelser, voldte visse vanskeligheder. Den menneskelige huds reflektoriske egenskaber var en hård nød at knække. Især for kvinders vedkommende var det svært at fastholde et naturligt og overbevisende look i længere tid. Forsøgene på at trylle en løve om til Dolly Parton var ikke faldet heldigt ud. Mennesker kom konsekvent til at ligne en mellemting mellem spøgelser og rullepølser og den gik jo ikke ---Hårdskallede dyr som krokodiller og snegle var ligeledes problematiske at have med at gøre.
   Missing Link kom ud på gangen, og det var jo altså tydeligt at han var temmelig fortrolig med hensyn til kunsten at antræffe sære væsener på gange og i korridorer. Han spurgte løvetæmmeren, om han ikke kunne mingelere et lille show med Leo der ---Hvis den nu besteg talerstolen og fremsagde nogle bevingede ord om digtekunsten, det ville jo være ikke så lidt af et overraskende indslag. De fleste indlæg havde indtil nu været så temmelig forudsigelige. Lidt uventede overraskelser ville ikke skade. Forfatterspirene derinde var jo unge mennesker for en stor dels vedkommende, dette indslag af moderne teknik ville utvivlsomt både more og inspirere. De gamle nisser, dem var der jo også nogle stykker af, ville utvivlsomt udvandre i protest, men den handling var også en del af både digtekunst og virkelighed.
   Og således traf det sig, en slags vaskeægte løve besteg talerstolen og skuede udover forsamlingen med en ganske egenartet højtidelighed. Den anbragte eftertrykkeligt den ene pote på podiet og kradsede lydeligt i det lakerede mahogni , som for at hvæsse kløerne lidt før foredraget. Den rystede den imponerende manke for ligesom at klare tanken. Udstødte en sagte knurren. Trak kløerne ud og ind for ligesom at understrege skarpheden i det der måtte komme. Stemmen var behagelig sonor, som man vist udtrykker det. Dyb og musikalsk rungende. Rolig. Velovervejet. Så tydeligt at den der talte havde både hjerte og forstand. Forklarede at udtrykket" løvens klo" jo var en rosende betegnelse for at udvise mod og mandshjerte i sit virke. Sand digtning var en uafbrudt kamp med djævle og dæmoner. Sand digtning var en slags dommedag over både digteren selv og hans nærmeste. En sand digter måtte være indstillet på til enhver tid at udvise sit ypperste. Sand digtning var som violinspil , hvor enhver falsk tone fører direkte til fortabelsen. En digters øjne skal være skarpe som falkens. Hånden der håndterer skriveredskabet skal tilsvarende være så skarp som en gammeldags skarpretterøkse. Fødderne skal stå så sikkert på jorden som tilhørte de en elefant. Samtidig som han eller hun ikke må miste fugleperspektivet eller evnen til at stryge himlen med en fjerpen. End ikke computerens tidsalder kan ændre på disse forhold. Heller ikke havdybet må være han eller hun fremmed. Man skal kunne bevæge sig i kunstens univers så ubesværet som en fisk bevæger sig i vandet.
   Han eller hun skal kunne bevæge sig ubesværet såvel i slot som i hytte. Han eller hun skal kunne bevæge sig ubesværet såvel på bonede gulve som på den bare jord. Ingen menneskelig eller dyrisk fysiognomi må være en digter fremmed. Intet bibliotek bør lades ude af syne. Intet tårn og intet bjerg må forblive ubestigeligt.
   Mod, rungede hanløven udover de forsamlede, der med vildt stirrende blikke sad musestille. Mod og åbenhed er al kunsts fædrene og mødrene ophav. En sand kunstner dør gerne i en ung alder, og med et smil på læben til afsked. Skulle det knibe overvinder kærligheden alt. Lever! Har levet! Vil leve! Hurra.
   Hanløven fordampede i et nu! Der var frokostpause med øl og kaffe og sandwich og det der var mere.