Vi lejede en bil og kørte ud i den vide verden. Det var planen, som egentlig var ganske planløs. Det var Heinz' idé, han udviklede livligt og ordrigt alt vi skulle opleve og opnå. Jeg hørte knapt efter, men overgav mig bare til, hvad der måtte komme og ske.
   Vognen vi havde, var en - cabriolet, er det ikke det sådan en hedder? Det hed de i hvert fald i gamle dage. Med en kaleche til at slå ned, så vinden suser hen over hovedet på en og håret flyver. Vejret var fint, det skønneste solskin og bare enkelte hvide skyer på himlen til en pynt på alt det blå. Vinden lavede vi selv med vores fart.
   Vi kørte gennem et åbent landskab, et sletteland eller - en prærie, vil jeg nærmest kalde det. Fladt så langt øjet rakte, dog med blide bakker som dønninger i et mægtigt hav af brune, grønne og grå farver. Og der kom spredte grupper af forblæste træer, som knapt kunne kaldes skov, Vejen skar sig som en lige, svagt bugtende linje gennem hedelandskabet, og enten jeg så forud eller bagud var den som strakt ud mellem to uendeligheder. Det morede mig med alt det støv vi hvirvlede op. Disse myriader af støvkorn som forskrækket røg til vejrs, for så langsomt, når vi var langt væk, at falde til ro igen.
   Heinz snakkede hele tiden. Han troede, at vi drøftede dybt seriøse spørgsmål og mærkede ikke, at jeg sagde ja og nej de forkerte steder - og sommetider de rigtige. Jeg var glad, det var som om vi ikke kørte gennem landskabet, men svævede et stykke over det.
   Vi kom forbi huse som lå ganske øde, måske boede der nogen der, måske ikke. Der var små landbrug med dyrkede marker omkring, her og der var der sortbrogede og røde køer, og vi så vrimlende flokke af får, tilsyneladende uden at nogen passede dem. I det hele taget så vi ingen mennesker hverken ved husene eller gårdene og ingen arbejdede i markerne, men der var spor af deres arbejde og tilstedeværelse over alt, så de måtte vel være der.
   Men efter en hulvej og et vejsving kom vi pludselig gennem en landsby, som bare var nogle få støvede huse ved vejen. Og der var en benzintank, en købmandsbutik og et cafeteria. Vi standsede der for at få benzin og noget mad. Der var mennesker, mænd i arbejdstøj, koner der lignede mørke tøjbylter og nogle snottede og forskræmte børn.
   Alle stirrede uhæmmet på os. Vi var åbenbart lige så interessante for dem som de var for os. Heinz gik uden videre hen til en gruppe og talte med dem, men hvad det var om, ved jeg ikke.
   Butikken og caféen var ud i et, og det var den samme store mand med behårede arme der passede begge dele, og han serverede maden for os, kål og pølser og bagefter stærk kaffe.
   Efter vi havde fået benzin på, satte vi os igen ind i bilen, og alle stod der og så efter os. Jeg følte det, som om jeg var med i en film, men hvis der var en handling i den film, så kørte vi nu ud af den, eller måske ind i den.
   Vi var på landevejen igen, virkeligheden skiftede atter. Det var landevejsstøv og tusind dufte af græs, lyng, og alle ørkenens blomster, frisk, krydret, susende luft. Heinz snakkede stadig og det holdt mig fast i bilen, ellers var jeg lettet og var fløjet ud i landskabet, ud i det blå, ud i den vide verden. Det gjorde jeg for resten alligevel.
   Han havde forberedt mig på, at vi skulle besøge en familie han kendte, som havde en gård herude, og da vi kom over en bakketop lå gården der under os, forbavsende stor, en hel lille by. En stor hvid hovedbygning med sidefløj, udhuse og staldbygninger - men ingen dyr at se eller høre.
   På gårdspladsen stod en hel del biler. Vi ankom åbenbart midt i et større selskab, så jeg sagde, at vi nok kom ubelejligt. Men Heinz mente, at vi jo bare kunne gå ind og hilse og så køre videre.
   Vi gik op ad den brede trappe til hoveddøren, og vi var åbenbart blevet observeret, for døren gik op, og en ung dame i hvid sommerkjole bød os velkommen. Intet landligt ved hende. Hun og Heinz kendte tydeligvis hinanden, så der blev udvekslet kindkys. Mig gav hun hånden med et smil, og vi kom ind i den store hall. Her blev vi afbrudt af, at to unge mænd bar en ældre dame ud fra stuen og op ad trapperne til værelserne ovenpå.
   Værtinden undskyldte over for os, rynkede brynene og sukkede: "Det er de piller."
   Der fulgte ingen nærmere forklaring, så vi slog os til tåls med, at en gammel dame havde fået et ildebefindende. Vi blev fulgt ind i stuerne for at hilse på de øvrige gæster.
   Der var endnu flere gæster end vi havde troet. De sad og stod i grupper ned gennem husets mange værelser. Pæne mennesker, unge og ældre, men ingen børn.
   Det var et ældgammelt hus, og de tømrede vægge vidnede om det oprindelige, men det var blevet bearbejdet, ombygget og tilbygget generation efter generation, så det nu fremstod som et solidt borgerligt hjem, gammelt men tidløst. Disse tidligere generationer, værdige mænd og kvinder, skuede i portrætter venligt men forbeholdent ned på de nutidsmennesker der nu fyldte stuerne. Og disse virkede såmænd lige så tidløse. De var naturligvis forskellige efter hvilke steder og miljøer de kom fra, men huset havde samlet dem til en enhed, som om de forberedte sig på ganske snart selv at træde op i forgyldte rammer.
   Jeg havde ikke fået fat på hvilken anledning der havde samlet dem her. Jeg tænkte dog heller ikke videre over det, da det sad i kroppen på mig at dette bare var en kort visit og at vi straks skulle videre. Men Heinz havde fundet sammen med en gruppe, og sad nu i livlig samtale med dem, så jeg gik videre ned gennem de mange stuer og så mig om, vekslede et par ord med en her og der. Alle var venlige mod mig, men jeg fik ikke nærmere kontakt med nogen. Jeg regnede jo også med, at de havde deres egne sager at drøfte og jeg ville ikke trænge mig på.
   Jeg satte mig dog forsøgsvis hos en gruppe unge, som snakkede let og muntert. - Over for mig sad en køn ung mand. Han havde lige fortalt en vits og de andre lo, da han stivnede og hans hænder begyndte at dirre krampagtigt. Han blev bleg og stille og øjnene vendte det hvide ud og hans åndedræt blev kort og stødvist. Et par af de andre rejste sig, tog fat i ham og fik ham på benene og halvt ledte og halvt bar ham ud af stuen.
   Tilfældet syntes ikke at vække den store opsigt. Der blev et øjebliks stilhed, så fortsatte konversationen som før.
   "Hvad var der dog med ham?" spurgte jeg den unge pige ved siden af mig.
   "Åh, det er pillerne," sagde hun.
   "Hvilke piller?" spurgte jeg.
   Hun så forbavset på mig. "Pillerne selvfølgelig. Har du ikke fået piller?"
   Jeg må have set uforstående ud, for hun fortsatte: "Nej, det er sandt. Du kommer udefra".
   Hun vendte sig til den anden side og talte med nogle andre.
   Jeg havde lyst til at rejse mig og råbe: "Hvad er der med de piller?" men jeg gjorde det ikke. Husets underlige fællesskab lukkede sig efter den syge unge mand, og jeg fik det indtryk at mit spørgsmål enten det blev fremsat stille og fortroligt eller blev råbt ud ville være uforståeligt for dem alle - eller i hvert fald upassende. I stedet rejste jeg mig og gik videre gennem stuerne.
   To gange måtte jeg gå til side, da syge mennesker blev hjulpet ud, men da ingen rigtig reagerede på det, gjorde jeg det heller ikke.
   Jeg længtes efter, at vi kom videre, men Heinz var optaget andetsteds, så jeg måtte indrette mig. Det var begyndt at mørkne, og jeg så solnedgangen ud ad vinduerne, men landskabet tog sig anderledes ud her inde fra, end da vi var ude i det. Det var i ramme som malerierne på væggen. Lyset i de store krystallysekroner blev tændt i alle stuerne og lamper blev tændt på alle borde.
   Der var ikke blevet serveret noget i den tid vi havde været der, og ingen syntes at have forventet det. Nu kom jeg ind i en stue nær køkkenet, hvor der var dækket op på et langt bord med mange slags madretter og drikkevarer, forskellige slags brød, steg, postejer, pølser, ost, frugt og så videre, men det syntes ikke at interessere gæsterne noget videre. Jeg spiste selv lidt og tænkte på ordsproget: "Æd, drik, thi i morgen dør vi!" Jeg tænkte, at husets gæster syntes at være mere opsat på det sidste end det første.
   Flere blev hjulpet eller båret ud, men nu hæftede jeg mig knapt ved det - og antallet af gæster syntes ikke at mindske. En ung pige vaklede af sted mellem to veninder og en meget fed ældre herre blev båret ud.
   Det sidste værelse lå næsten i mørke, kun en enkelt lampe var tændt, og først troede jeg, at værelset var tomt, men så så jeg, at en gammel dame sad i halvmørket i en dyb stol. Hun sad rank, lige op og ned. Hvidt hår omkransede de fine ansigtstræk. Hun var iført en enkel grå silkekjole som gik ned og dækkede fødderne, og om halsen havde hun en enkel perlekæde.
   Jeg ville ikke forstyrre hende, men hun klappede på stolen ved siden af sig og sagde: "Sæt Dem lidt her", og jeg satte mig.
   Vi sad længe stille uden at sige noget. Jeg følte mig sorgfuld, men vidste ikke over hvad. Hun fyldte rummet med sorg, og den smittede mig.
   "Det bliver mørkt," sagde hun så.
   "Ja," svarede jeg, "skal jeg tænde mere lys?"
   "Nej," sagde hun med næppe hørlig stemme, "det skal De ikke. Sid bare lidt her hos mig. Det er alt jeg behøver".
   "Det er ikke så let," sukkede hun, "- at skulle væk fra alt dette." Hun gjorde en lille håndbevægelse, som dog syntes at omfatte hele værelset eller hele huset.
   "Skal De da flytte?" spurgte jeg.
   Hun svarede ikke, men sad som om hun spekulerede over dette enkle spørgsmål. Så svarede hun: "Nej, jeg flytter ikke. Det kan man ikke sige. - Men jeg glemmer, at De kommer udefra. Det må De tilgive mig".
   "Jeg ved slet ikke hvad alt dette går ud på," sagde jeg.
   Hun lagde sin fine, magre hånd over min og sagde: "Nej, naturligvis gør De ikke det. De skulle ikke være her. De skulle slet ikke være her."
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg følte, at jeg absolut burde gøre noget, men hvad?
   Jeg rejste mig. "Jeg er ked af det," sagde jeg.
   "Det forstår jeg," sagde hun og så op på mig med sine klare øjne. "Naturligvis er De ked af det. Det er jeg også. Man kan ikke føle trang til at synge, danse og le". At hun skulle bryde ud i sang og dans, kunne jeg altså heller ikke forestille mig. "Men noget er nødvendigt," fortsatte hun. "Noget er absolut nødvendigt. Vil De ikke give mig ret i det?"
   "Jo, det er det vel," svarede jeg, skønt jeg ikke anede hvad jeg svarede på.
   Jeg gik fra hende, og løb straks efter på Heinz. Han havde vist været hele vejen rundt og snakket med de forskellige grupper.
   "De er fuldstændig skøre", sagde han.
   En ung mand blev vaklende ført forbi os.
   "De er vanvittige," sagde han. "De taler om at have spist piller, og nu dør den ene efter den anden."
   "Det er da forfærdeligt," sagde jeg. "Er du sikker på det? Jeg troede bare de havde taget noget, og så bliver de dårlige, men at de ville blive gode igen i morgen."
   "Pillerne er fup," sagde han. "De er fuldstændig harmløse. Jeg blev selv tilbudt dem, men jeg skulle ikke nyde noget." Han holdt en pause, og fortsatte dramatisk: "Ikke desto mindre vil de alle være døde i morgen."
   "Døde? Alle sammen? Hvad skal vi gøre?" Jeg var oprørt.
   "Ingenting," sagde han. "Vi skal ikke gøre noget. Vi skal se at komme af sted."
   "Vi må da alarmere politi, læger - hvad ved jeg?"
   Han trak på skulderen. "Det kan vi da godt, men først når vi er taget af sted."
   Vi havde talt sammen i en lille mellemgang, og blev passeret af endnu en dame der blev slæbt ud og op ad trappen til værelserne ovenpå".
   Vi var ude ved hoveddøren da værtinden kom. Hun virkede lige så frisk som da vi kom.
   "Nå, tager I af sted nu?" sagde hun muntert. "I kunne ellers godt have overnattet her. Vi har jo plads nok."
   Jeg stirrede på damen. Var hun vanvittig? Værelserne ovenpå måtte da være højt belagt allerede nu.
   Jeg gav hende høfligt hånden uden at sige noget, og Heinz og hun kindkyssede. Så satte vi os ind i bilen. Vi kørte af sted og hun vinkede. Jeg drejede hovedet næsten af led for at se hende, den lyse kjole sås længe mod den mørke dør.
   Da vi kom op på bakketoppen bad jeg Heinz om at standse bilen. Jeg steg ud og blev længe stående og se ned mod gården, som lå der så fredeligt med lyset strålende ud af alle vinduer.
   Da jeg igen satte mig ind i bilen, kørte vi ikke videre med det samme.
   Heinz sagde: "Jeg kender godt de piller. De er ganske harmløse. Det er ikke dem de dør af. Det er fordi det ikke kan være anderledes."
   "Det sagde den gamle dame også," sagde jeg, "men hvad menes der?"
   "Det ved jeg da ikke," sagde han. "Hvordan skulle jeg kunne vide noget om den slags nødvendigheder?"
   Han startede bilen, og vi kørte langsomt videre. Det var køligt, men vi havde ikke slået kalechen op. Vi trængte til at blive gennemblæst. Der stod en fin nymåne på himlen. Efterhånden satte Heinz farten op og vi kørte ind i natten og ud i den vide verden, ud mod den lave horisont og den strålende, gnistrende, blinkende stjernehimmel.