Jeg sov ikke meget den nat, dagens begivenheder blev ved med at arbejde i min hjerne. Jeg var klar over, at der ikke var noget at gøre. - Min forsvarer kom ud til mig et par dage efter og sagde, at jeg gjorde klogest i at modtage dommen. Jeg ville ikke få noget ud af at lade sagen gå videre. Det gik jeg så med til. - Men nogle dage senere fik jeg meddelelse om, at statsadvokaten havde appelleret til Højesteret til skærpelse af straffen, så nu måtte jeg se, hvad det kunne blive til.
   Min forsvarer forklarede, hvordan det gik til i Højesteret. Jeg ville ikke selv komme med derind. Der ville i det hele taget kun blive dømt efter det materiale, der var kommet frem i landsretten, og det var jeg klar over ikke så godt ud. Al den usandhed Oda havde sagt, og som jeg ikke havde fået gendrevet ville altså blive taget som sandhed. Det ville i det hele taget blive den fremstilling som statsadvokaten havde givet som ville danne grundlag for en dom, og den måtte blive hård. - Når landsretsdommerne og nævningene kun havde idømt mig til års fængsel, var det fordi de havde lejlighed til at iagttage de forskellige vidner under afhøringerne. I Højesteret ville alle udsagn, som ikke var blevet gendrevet, stå som fakta. Jeg måtte derfor regne med i hvert fald 16 år.
   Sagen kunne ikke komme for Højesteret før 16. januar, så jeg havde to en halv måned at vente i. Men det ene sted kunne være lige så godt som det andet, og i varetægt havde jeg en del rettigheder, som ville ophøre den dag, jeg begyndte at afsone.

Midt i december kom mor ind og ville forsøge at få mig løsladt i julen. Men det ville jeg ikke, jeg ville ikke hjem, før jeg kunne komme som en fri mand. - Julen adskilte sig ikke væsentligt fra de andre dage. Jeg fik en masse gode ting af min søster og svoger. De kom stadig og besøgte mig to gange om ugen.
   Den 16. december var jeg naturligvis meget spændt, men jeg hørte ikke noget. Næste dag spurgte jeg betjentene om de vidste noget, men det gjorde de ikke, sagde de, det blev sikkert ikke afgjort så hurtigt. Næste dag var jeg klar over at dommen måtte være faldet - men hvorfor måtte jeg ikke få noget at vide? - Jeg spurgte betjentene om det var blevet 16 år. Ja, det var det i hvert fald, svarede ham jeg spurgte, men han måtte ikke sige noget før jeg fik officiel besked.
   Den 20. december klokken halv otte om aftenen, kom der en herre og åbnede min dør. Han kiggede lidt på mig, gik ud og så efter om han var gået rigtigt, og det var han altså. Han læste dommen op for mig. Den lød på fængsel på livstid og tab af borgerlige rettigheder for bestandig. - Jeg stod som lammet.
   "Livstid?" gentog jeg.
   "Ja," sagde han, "og de begynder afsoningen klokken syv."
   Det var altså for en halv time siden. Så gik han og lukkede døren efter sig.
   Jeg stod lidt - og pludselig vendte hele mit livsmod tilbage.
   "Det skal blive løgn," sagde jeg, "nu skal der kæmpes. Jeg har alt at vinde og intet at tabe."
   Jeg så at det var min redning at de havde dømt mig til fængsel på livstid, for nu havde jeg lejlighed til at kæmpe med hele mit liv og min sjæl som indsats.
   "Den dom skal aldrig blive fuldbyrdet," sagde jeg til mig selv.
   Hvis de ti år var blevet stadfæstet havde jeg måttet bøje mig, for derved havde Højesteret vist, at den ikke havde fulgt statsadvokatens fremstilling af sagen, og da havde jeg måttet erkende at retten var sket fyldest, og jeg havde måttet tage min straf. Nu viste dommen imidlertid at de helt havde fulgt ham, og da dommen var bygget på et falsk grundlag... det ville jeg ikke anerkende. - Hvordan jeg skulle kæmpe vidste jeg ikke, det måtte udviklingen selv vise mig.

Klokken otte kom den betjent, som den første aften havde vist mig tillid, og hentede mig ned til viceinspektøren. Denne meddelte mig blot, at efter at jeg var begyndt at afsone, havde jeg ingen ret til at indsende benådningsansøgning. Så kunne jeg gå igen. - Ude på gangen standsede betjenten mig og sagde:
   "Er De klar over, at det der forgik der, ikke var korrekt."
   Jeg spurgte hvorledes.
   "Jo," svarede han, "det der kan man ikke meddele Dem en time efter, at De er begyndt at afsone. Det skulle have været inden."
   "Så lad mig komme ind igen," sagde jeg. - Jeg kom ind og sagde, at jeg var utilfreds.
   "Men har De da tænkt på at søge benådning?" spurgte han.
   "Det ved jeg ikke," svarede jeg. "Jeg vil gerne have lov til først at drøfte det med min forsvarer."
   "Jamen så venter vi med at sætte Dem til afsoning," sagde han, og det var jeg tilfreds med.
   Senere blev det dog meddelt mig, at det ikke kunne lade sig gøre at sende benådningsansøgning på så tidligt et tidspunkt, når straffen var så lang.
   Næste dag kom overvagtmesteren og talte med mig. Han gik længe frem og tilbage, mens jeg fortalte ham, hvordan det hele havde været, og han blev mere og mere harmdirrende og sagde, at det burde der gøres noget ved. Jeg burde have lov til at komme frem med det, jeg havde fortalt ham.
   Senere kom inspektøren og spurgte, hvad jeg mente om dommen. Jeg svarede, at jeg syntes, den var uretfærdig. Det kunne han ikke indse. At Oda foretrak den anden for mig, gav mig ikke ret til at slå ham ihjel, det måtte jeg da kunne indse. - Når han var således forudindstillet, ønskede jeg slet ikke at drøfte sagen med ham, og han gik hurtigt. En halv time efter kom han tilbage og sagde, at han havde talt med overvagtmesteren, og at han bedre forstod mig nu. Han foreslog mig at skrive det hele ned, så måtte vi se, hvad der kunne gøres.
   Jeg talte med min forsvarer, men han mente ikke, at der var noget at gøre. Jeg blev også hentet op til fængselspræsten, og vi talte længe sammen. Han kunne ikke forstå, hvordan man kunne dømme mig sådan, og kunne det lykkes mig at flygte, ville han give sin velsignelse til det. Men det kan det nok ikke, tilføjede han.
   Mor kom for at sige farvel til mig, og var naturligvis langt nede. Hun ville, at jeg nu skulle søge trøst hos den Gud, hun altid havde troet på. Men jeg var hård og svarede, at jeg ikke havde brug for nogen trøst, det jeg ønskede var kamp. - Da min søster og svoger kom for at sige farvel, var jeg også hård. Alt i mig var indstillet på kamp. Jeg rummede i de dage overhovedet ingen anden følelse, og var helst fri for at tale med nogen, der ikke havde betydning for min kamp.
   Inspektøren kom igen til mig, og vi blev enige om, at jeg skulle begynde at nedskrive sagen. Men samme aften kom han og sagde, at jeg allerede næste dag skulle overføres til Nyborg. Men han ville skrive et brev til inspektøren der og sørge for, at jeg fik lov til at skrive.

Om morgenen blev jeg afhentet af en civilklædt politibetjent. Jeg sagde farvel til betjentene på Vestre Fængsel, som havde været flinke imod mig. - Der var to andre fanger, der skulle til Nyborg, og vi havde hver en betjent med. I taxaen kørte jeg alene med min betjent. Den kørte til den forkerte indgang på hovedbanegården, vi skulle have været til en sideindgang, og betjenten blev stående et stykke tid og parlamentere med chaufføren, mens jeg gik alene ned ad gaden. Jeg kunne let være stukket af ned ad Istedgade, og jeg ville have haft et godt forspring, men det var jeg ikke interesseret i. Det var ikke på den måde, jeg ville have min frihed.
   På toget fik vi en kupé for os selv, og snart gik snakken livligt. De to andre skulle være i Nyborg 8 måneder og et år, og betjentene lo og sagde, at det jo kun var en middagssøvn i forhold til mig. Alligevel var jeg i godt humør, som om vi skulle på skovtur. Jeg tog de glæder med der var at få, der kunne blive tid nok til at spekulere. - På færgen sad vi i restauranten sammen med de andre passagerer og fik smørrebrød med en øl til. Derefter gik vi op på dækket og nød synet af Storebælt. Jeg nød turen i fulde drag, der skulle gå mange år, før jeg igen kom ud at rejse.
   Der stod et par biler og ventede på os, og så kørte vi det sidste stykke vej ud til statsfængslet. - Vi kom ned i kælderetagen, hvor modtagelsen var, og måtte tage alt tøjet af og stå nøgne i gangen. Så skulle vi strække armene ud og gøre en dyb knæbøjning for at de kunne se efter, at vi ikke havde skjult noget. Tungen skulle vi også række ud for at vise, at vi ikke havde skjult noget i munden. Så fik vi blåt molskindstøj på, fik udleveret madras, tæpper og diverse spise- og toiletrekvisitter, og blev så lukket inde i hver sin celle. Her sad jeg i tre dage og ventede på at komme derhen, hvor jeg skulle være.
   Der kom en del mennesker og spurgte mig ud om alt muligt. Tonen var forretningsmæssig og upersonlig, og det passede mig godt. Jeg ønskede ikke at knytte mig til nogen.
   Det blev bestemt, at jeg skulle uddannes i skrædderfaget. Det havde ikke megen interesse for mig, men da jeg sagde det til forvalteren, svarede han, at det ikke var dem, der havde sendt bud efter mig. En tåbelig udtalelse, syntes jeg.

Fængslet bestod af en lang bygning i tre etager delt i tre fløje, søndre-, midter-, og nordre fløj. Kun midterfløjen havde kælderetage hvor der hovedsagelig var modtagelsesafdeling. Imellem midter- og nordre fløj lå gymnastiksalen, skolelokaler og biblioteket. Køkkenet og vaskeriet lå for sig selv til den ene side og sygehuset og værkstederne hver for sig til den anden side.
   Jeg blev anbragt i midterfløjen på anden etage. Mit fangenummer blev 115. Mit navn eksisterede ikke så længe, jeg var der.
   Jeg skulle sættes ind i begyndergrundene i skrædderi, og blev sat til at sy stivlærred til sorte postuniformsjakker, og det gik let fra hånden. Skræddermesteren sagde, at jeg havde godt tag på at sy, og jeg blev derfor sat til at sy selve uniformsjakkerne. Jeg fik en hel serie på 24 ind, og dem skulle jeg sy fra begyndelsen, til de var færdige, og jeg gik frisk til det.
   Skolegang kunne jeg ikke få lov til at deltage i på begyndelsesstadiet, men jeg kunne få undervisning i cellen. For at se hvad jeg kunne, fik jeg et stort kort med forskellige opgaver af enhver art, og jeg besvarede dem alle uden vanskelighed. Jeg deltog også i gymnastik, det kunne jeg lide. Jeg var blandt de bedste og blev hurtigt fløjmand.
   Mine tanker arbejdede meget. Om dagen arbejdede jeg som en besat for at komme væk fra dem, men jo mere jeg arbejdede med syningen desto mere arbejdede tankerne. Om aftenen når lyset var slukket, meldte længslerne efter livet der ude sig. Man fantaserer sig til alt muligt. Alt hvad man har oplevet træder skarpt og tydeligt frem med en intens styrke, som mennesker, der ikke har prøvet det, har vanskeligt ved at forstå. - Det er i sådanne nætter flugttanker opstår, fordi man ved at flugt er det eneste, der kan bringe en i kontakt med det man drages imod. - For mig omsattes disse længsler i musik. Jeg kunne ligefrem høre store symfoniorkestre, og når jeg sov var jeg til koncerter. Jeg kunne ligefrem høre musikken endnu, når jeg vågnede. - Visse bøger jeg læste omsattes også til musik, og da jeg mange år senere hørte en koncert af Niels Viggo Bentzon, var det netop den slags musik, uden at jeg tidligere havde hørt den slags.
   Jeg tænkte også alle de begivenheder, der havde forårsaget, at jeg var her igennem, og der kom anfægtelser. Havde jeg alligevel handlet forkert? Men nej, jeg kom hver gang til det samme resultat. Jeg kunne ikke have handlet anderledes.

Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke hørte noget fra inspektøren angående det brev fra inspektøren på Vestre Fængsel. Jeg var helt sikker på, at han havde sendt det. - Da jeg havde været der i fjorten dage, bad jeg om at blive fremstillet for inspektøren - det var altid om torsdagen han havde fremstilling - men da jeg kom derned, var det viceinspektøren, jeg kom ind til. - Jeg forklarede, hvad sagen drejede sig om, men han svarede, at det kunne han ikke tage stilling til, det var inspektøren selv, der skulle ordne den slags. Så bad jeg ham lade det gå videre til inspektøren, og det lovede han.
   Jeg gik så tilbage til mit arbejde, og ventede hver dag at høre nærmere, men der skete stadig intet. - Næste torsdag meldte jeg mig igen hos inspektøren, men det var igen viceinspektøren, jeg kom ind til. Jeg sagde, at jeg stadig ventede på et resultat, men han sagde som sidst, at han ikke kunne gøre andet end at lade det gå videre til inspektøren.
   Den følgende torsdag gik jeg igen derned, og denne gang kom jeg ind til selve inspektøren. Jeg forklarede ham sagen, og han sagde, at han nok skulle se på den. Men dagene gik uden, at jeg hørte noget. - Næste torsdag gik jeg igen til ham, og da han så mig, sagde han, at jeg bare skulle se at falde lidt til ro. Jeg svarede, at det jo netop var umuligt, så længe jeg ikke kunne få udløsning for mine tanker.
   "Jeg forstår det godt," sagde han og bad sekretæren skrive notabene i protokollen.
   Nu ville jeg ikke bede om mere, det var afgjort, og jeg besluttede, at hvis der ikke var sket noget inden udgangen af næste uge, ville jeg nedlægge arbejdet i protest.
   En af dagene kom overbetjent Drachmann, en flink og forstående mand, og satte sig på min briks og sludrede. Jeg forklarede ham, hvordan det hele var og spurgte, om han ikke kunne lægge et ord ind for mig hos inspektøren, og det lovede han.
   Jeg havde fået ro i sindet efter at min beslutning var taget. Jeg arbejdede godt og ventede på at dagene skulle gå. Lørdag aften ved arbejdstids ophør, var jeg klar over, at der ikke var nogen vej udenom. Jeg gjorde rent i min celle og gjorde alt klart til at aflevere mandag morgen. Hele søndagen var jeg rolig og beslutsom, men ingen mærkede noget på mig.
   Mandag morgen fortsatte jeg, da klokken ringede til arbejdets begyndelse, min vandring op og ned ad gulvet. Lidt efter lukkede betjenten døren op og spurgte, om jeg ikke havde noget at lave. Jo, svarede jeg, men jeg ville ikke arbejde mere, når inspektøren stillede sig sådan over for det, jeg mente, var et berettiget krav. Betjenten ville ikke gøre noget, der kunne skade mig men spurgte, hvad jeg ønskede, han skulle gøre. Jeg svarede, at han bare skulle gøre sin pligt og melde, at jeg havde nedlagt arbejdet.
   Lidt efter kom overbetjent Drachmann og hentede mig ned til viceinspektøren. Denne havde et meget strengt ansigt på, og spurgte om det var rigtigt, at jeg havde nedlagt arbejdet. Ja, svarede jeg, når jeg ikke kunne få det, jeg mente var ret og rimeligt, måtte de heller ikke vente noget fra min side. Han sagde, at hvis jeg ikke ville arbejde, ville jeg blive idømt en disciplinærstraf. Jeg svarede, at det var helt i sin orden, jeg var klar til at tage en hvilken som helst straf, han ville idømme mig, men arbejde ville jeg ikke. - Da han nu så, hvordan jeg tog det, slog han om og sagde, at det jo kun var mig selv, jeg skadede. Arbejdet var et gode for fangerne, en hjælp i den tid de skulle være her, og det var en straf at tage det fra dem. Han syntes ikke, at jeg behøvede at pålægge mig selv større straf end jeg havde i forvejen. Jeg svarede, at jeg ikke havde brug for den slags hjælp, det eneste der betød noget for mig var, hvad der var sandhed og ret. Om det var hårdt eller behageligt interesserede mig ikke. - Han bad mig så gå tilbage til min celle og tænke det hele over endnu engang, så kunne vi tale om det igen i morgen. Jeg svarede, at det var gennemtænkt og ikke lod sig ændre.
   Så ville jeg gå, men overbetjent Drachmann standsede mig og sagde, at han syntes, at jeg skulle have lov til at få det papir, så jeg kunne skrive det ned jeg ville.
   "Ja værsågod," sagde viceinspektøren og rakte papiret frem imod mig. Men nu sagde jeg nej tak. Når jeg ikke kunne få det uden at stille mig på bagbenene kunne det være det samme, og så gik jeg tilbage til min celle.
   Næste dag blev jeg igen hentet, og viceinpektøren spurgte om jeg nu havde tænkt mig om.
   "Ja," svarede jeg, "og resultatet er det samme som i går. Så De må hellere idømme mig den disciplinærstraf, som De mener, jeg bør have med det samme, for sådan må det alligevel ende."
   "Nej," sagde han, "det vil jeg ikke. Jeg vil intet gøre før inspektøren kommer tilbage og selv kan tage sig af sagen. Men jeg synes, at De skal arbejde til han kommer, så går tiden bedre for Dem."
   Jeg svarede, at efter det fængslet hidtil havde vist kunne jeg ikke have nogen tillid til dem, og som følge heraf kunne jeg ikke underkaste mig fængslets myndighed eller afgørelser.
   "Jaja," sagde han, "så kan jeg ikke gøre andet end at lade Dem sidde til inspektøren selv kan tage sig af sagen."
   Det havde skaffet mig fuldstændig ro i sindet at kampen nu var begyndt. Mine tanker kunne arbejde frit og roligt, jeg var hver dag glad og tilfreds. - Jeg fortsatte med gymnastik og gårdtur. Det syntes jeg ikke, at jeg behøvede at nægte mig selv.