Ole Eg Gormsen var ikke død takket være dr. Lindes risikable indgreb i helikopteren, da den nødlandede på Tunø.
   Sent samme aften kunne de lette igen og flyve videre til Århus Amtssygehus med Ole Gormsen om bord.
   Paramediciner Jan Sommer var instrueret i at regulere trykket i Gormsens hoved ved hjælp af en primitiv træspuns.
   Den ansvarlige overlæge Jesper Møller på afdelingen for hjernekirurgi var på konference på Maldiverne, så det var reservelæge Omar Ibrahim og Jakob Melgård, der var til stede på kirurgisk akutafdeling. Det lykkedes dem at få etableret automatisk regulering af væsketrykket i kraniet, via hullet dr. Linde havde boret. De fik også trukket området, hvor hovedskallen var trykket ind, lidt tilbage ved hjælp af en metalbøjle og skruer. De gjorde deres bedste, men det var langt fra godt nok... Et sted derude, langt ude i mørket vendte Heinz Grau sig i sin kiste med et dybt suk.

Da overlæge Jesper Møller vendte solbrændt hjem fra Maldiverne, kunne han konstatere, at operationen af Ole Gormsen mildt sagt var en fiasko.
   Mette Østergård sendte grådkvalt sagen til patientklagenævnet.
   Århus placerede skylden på dr. Linde og paramedicineren. De mente til gengæld at fejlen var 'Rigets', fordi de ikke havde taget ansvar men i stedet sendt Gormsen afsted med helikopter til Århus. Det var især kritisabelt, fordi lægerne på det tidspunkt vidste, at der var farligt vejr på vej.
   Riget placerede ansvaret på Hvidovre Hospital, der til gengæld mente at lægerne i Århus, i fravær af overlægen, havde begået alvorlige fejl.

Mette var vred på både Hvidovre Hospital og 'Riget', der havde ladet Ole i stikken i alt for mange timer, inden de gjorde noget for at hjælpe ham, og da de endelig skred til handling, sendte de ham afsted i farligt vejr med en helikopter.
   Patientklagenævnet mente, at det var vejrets skyld. Ingen læge kunne stilles til ansvar.
   Advokaten anklagede patientklagenævnet for ikke havde forstået en klap af det hele og sendte derfor sagen videre til Domstolene.
   Pressen mente, at patientklagenævnet ikke tjente borgerne, men lod en hæderlig politimand og hans grædende samlever i stikken. Det satte en læserstorm i gang, med bissende stemmekvæg og ballade om værdipolitik.
   Vrede politikere blandede sig i debatten med indignation og symbolpolitiske tiltag. Følelsesladede angreb på patientklagenævnet tog til i styrke.
   Patientklagenævnet kiggede som følge af det politiske pres dybere i sagen og kunne bekræfte sin tidligere konklusion: Ingen læge havde fejlet. Vejret var ved nærmere undersøgelse dog ikke skyld i fejlen.
   Det hele kunne forklares ud fra statistiske sandsynligheder og hændelser:
   Ved enhver operation og forflytning er der en vis risiko. I tilfældet Ole Gormsen var der tale om fire forflytninger og to operationer, der samlet set var forbundet med en større, men dog stadig en marginal, risiko. De operative tiltag som skulle have hjulpet ham, endte med et uforudsigeligt og uheldigt resultat i en statistisk sandsynlighed.

Sådanne statistiske hændelser skulle ingen drages til ansvar for, men de kunne anmeldes til patientforsikringen, der ville beregne en passende erstatning for tab af arbejdsevne og livskvalitet alt efter den specifikke forsikringsaftale.
   De kunne ikke gøre mere for Ole, så det kunne ikke gå hurtigt nok med at få ham udskrevet.

Han kunne ikke bo alene, så Mette ville hjælpe ham tilbage til livet. Hun tilbød, at han kunne bo hos hende, mens Jens var i Lugano.
   Jens var dybt skuffet over at Mette igen havde taget Ole ind i sit liv, og at hun ovenikøbet havde tilbudt ham at flytte ind i villaen i Glostrup igen. Solvej havde forskanset sig på sit værelse og ville ikke tale med Ole, når han kom tilbage.
   Jens havde glædet sig til at komme hjem til Danmark igen efter den vellykkede genoptræning. Han følte at han havde et mentalt og fysisk overskud, men med udsigten til at Ole igen havde maset sig ind i Mettes, Solvejs og hans eget liv, ønskede han ikke at vende tilbage.
   Sternmesser havde tilbudt ham et interessant og vellønnet job som sikkerhedschef for AS i Lugano, og det havde han, som situationen havde udviklet sig, ufortøvet taget imod. Kontrakten var kompliceret, men muliggjorde et halvt års gensidig prøvetid, det havde været medvirkende til, at Jens kunne tage en hurtige beslutning.

Hjemme i Glostrup gjorde Mette værelset i kælderen klar til Ole. Et liv i dobbeltsengen med Ole var hun slet ikke klar til.
   Værelset havde været Jens 'drengeværelse'. Der var fitnessredskaber: kondicykel, vægtstænger, trækfjedre, boksebold og meget andet skrammel som havde samlet støv. Hun håbede, at Ole kunne blive så rask, at han kunne begynde at træne med redskaberne.
   Ovre langs med kældervinduerne stod et pool-bord. Det solgte Mette til alt for lav en pris. I stedet købte hun en elevationsseng, et skrivebord, en ergonomisk kontorstol, og en sindssyg dyr IBM computer. Ole skulle ikke mangle noget. Nu gjaldt det om at få ham rask.
   Efter hendes udnævnelse som kontorchef med prokura var hun endelig kommet op i en attraktiv lønramme, og hun havde hurtigt fået en god økonomi. Det gamle skrammel fra Oles værelse i Sydhavnen, stod oplagret i garagen. Det måtte Ole selv sortere i ved lejlighed og køre det på genbrugsstationen.

Solvej gemte sig ikke på sit værelse længere. For Ole kom aldrig op ad den smalle ståltrappe, der førte op til en dør i mellemgangen. Han ville have ro og være alene i kælderen.
   Ole havde fået lavet en lydløs køkkenelevator, så Mette kunne køre maden ned til ham og de tomme tallerkener og glas op igen. Han nød stilheden i kælderen. Nogle gange bestilte Ole mad ude i byen som blev leveret til kælderdøren, så kørte han Mettes og Solvejs portioner op til dem.
   Solvej ville ikke spise Oles mad, så det kom der en masse ballade ud af, når Mette blev vred.
   "Ole kan ikke gøre for, at han er blev slået til invalid og har problemer. Opfør dig nu ordentligt over for ham Solvej!" Sagde Mette.
   Alligevel syntes Mette, at Oles selvisolation var ubehagelig.

Ole var ikke Ole længere, syntes hun. Det var en uge siden, hun sidst havde set ham. Hun havde åbnet døren til mellemgangen og råbt ned i kælderen "Ole! Hallo Ole! Er du der?" Han var dukket søvndrukken op nede i mørket. "Ja ... vil du være sød og lade mig være i fred ?" Havde han sagt, med et mærkeligt idiotisk og overvenligt smil.

"Jeg er bekymret for dig, "sagde Mette prøvende.
   Han smilede igen og forsvandt med stavrende skridt i mørket.

Ugerne gik på samme måde. Mette kunne ikke se, der skete fremskridt, men hvis Ole ville have ro, skulle han have det.

En lørdag eftermiddag ringede det på døren. Mette ventede ikke nogen, og Solvej var på besøg hos Line. Åh, det er nok Jehovas Vidner tænkte Lene og havde allerede en venlig afvisningsreplik på læben. Da hun lukkede op, genkendte hun ikke kvinden, der stod uden for med det samme.
   Hun præsenterede sig som Hedvig Mandelkvist og Mette blev straks klar over, hvem hun var. Den kontroversielle krisepsykolog og hypnotisør, doktor Hedvig Mandelkvist, der var kendt for blandt andet bogen 'Jeg er mig'.
   "Goddag Mette, jeg kommer for at hjælpe Ole" Hun smilede med røde læber.

"Jo, kom indenfor."

Mandelkvist kiggede sig nyfigent omkring i den lyse og venlige entré med spotlight, der belyste skilderier af Kernesniemi.
   "Dejligt sted I har her."

"Ja, træd inden for i stuen, Mandelkvist."

"Åh, kald mig bare Hedvig."

Mette betragtede hende: Hun måtte være over 60 år. En høj, velholdt kvinde lidt grov og knoglet. Kraftigt langt, gråt hår med små eksotiske afrofletninger hist og her. Hun havde en kort kanariegul silkekjole på, nedringet og fyldt ud af en iøjefaldende barm, sorte nylonstrømper og et par højhælede gule sko, der så meget dyre ud.
   Ansigtet var det mest fascinerende, et resultat af det ypperste en skønhedsklinik formåede samt et valg af en meget tung make-up, der var en teaterscene værdig. Der hang en tung aftenparfume ved hende.
   Mette kunne dårlig få luft. Det var vulgært at møde op på den måde en lørdag eftermiddag, syntes hun.

De satte sig i lænestolene.

Mandelkvist kiggede på Mette med lykkelige opspilede øjne. "Brodersen har bevilget 100 % psykolog support for at få Ole tilbage i uniformen igen.
   Det er et af de sjældne tilfælde, hvor kassen står frit åben, og jeg bare kan køre løs hele døgnet rundt, det er en enestående chance, du har fået, til at få ham tilbage, Mette." Hun slog med tungen og blinkede hemmelighedsfuldt til hende.
   Mette snappede efter luft og rødmede. Hun er ikke så lidt fræk, tænkte hun, men lod sig ikke mærke med det.

"Ole er meget syg, jeg tror ikke han er klar til psykolog endnu."
   "Vrøvl, jo hurtigere jeg får fingre i ham desto bedre. Han må ikke glide ind i stagnation. Du skal se, få måneder efter jeg har fået fat i ham, vil han være en helt anden mand. Jeg ved, hvad der skal til, Mette."

"Jeg ville ønske, det var sandt, men Oles hjerne er alvorligt skadet, stort set alle funktioner er berørte."

"Det er en intensiv og langvarig proces. Jeg vil være hos ham hele døgnet, indtil vi ser de første tegn på bedring."

"Vil det sige, at du nærmest flytter ind her?" Mette så meget betænkelig ud...

"Ja, det bliver nødvendigt, at jeg skal være her om natten, det skal vi som udgangspunkt regne med"

"Kaffe?"

"Ja tak. Åh jeg trænger sådan til lidt sødt til, har du det?" Mandelkvist sendte Mette et skælmsk smil.

"Hmm ja, Solvej har vist et par flødeboller til at stå, er det ok?"

"Fantastisk."

Da Mette kom ind med kaffen og flødebollerne, rekognoscerede Mandelkvist stuen.

"Dansk møbeldesign når det er bedst," sagde hun og klaskede sig ned i sofaen, mens hun snuppede flødebollen. Hendes runde bagdel strammede i den gule silkekjole.

"Nå, det var Ole, vi skulle have gang i," sagde Mandelkvist. "Hvor er han egentlig henne nu?"

"Han sidder nede i kælderen, der er mørklægningsgardiner overalt. Man kan ikke tænde lys, det har han afbrudt. Kun hans elskede computer er tændt. Han bliver ked af det, hvis man taler til ham. Han tåler ikke støj. Han tager stærk medicin og får maden hejst ned i en lydløs køkkenelevator. Han smiler og er overdreven venlig, så længe du gør præcis, hvad han beder om."

Mandelkvist åbnede sin røde mund på vid gab og slugte Solvejs flødebolle i et hug, og Mette så vaffelbunden glide ned i halsen. "Han er lige noget for mig," sagde hun ophidset."

"Skal vi ikke tænke det her igennem først...?"

"Nej, jeg vil have ham undersøgt, med det samme."

"Kom!" Mette rejste sig og gik ud i mellemgangen. Hun lukkede døren op til den mørke kælder. De stirrede begge ned i mørket.
   Der lugtede lidt af rovdyr, syntes Mette.

"Jeg går ned til ham," sagde Mandelkvist ivrigt.

"På eget ansvar."