Det var i min sidste tid i Seljord, jeg vidste godt at tiden var ved at løbe ud. Også mit venskab med Frank var ved at løbe ud, ikke fordi der var noget i vejen med det, det var faktisk bedre end nogensinde, det var bare hvad man må kalde omstændighederne. Han var så meget yngre end jeg, og hans liv skulle nok en anden vej end mit.
   Det var en sensommeraften, ja, måske efterår. Det var stadig lunt, men luften havde fået en lille skarphed, som varslede at der godt kunne komme sne. På fjeldtoppene lå allerede sne, og den bredte sig ned ad siderne for hver dag. Jeg havde været på besøg hos Bjørg og Ivar. Også det venskab var ved at løbe ud. Tilsyneladende var alt som før, vi havde talt sammen som vi altid havde gjort, og foretog os nogenlunde hvad vi plejede, men vi var som skuespillere der spillede godt indøvede roller, som nu var blevet rutine.
   Jeg var på vej hjem gennem bygden, det var begyndt at mørkne, og jeg kunne se at der ville blive nordlys. Ja, det trak op til at blive meget kraftigt nordlys, og jeg besluttede at gå op på Bringsås, for rigtigt at nyde det.
   Bringsås er en højde der ligger midt i bygden ved foden af Skorvefjeld. Det tager ikke lang tid at komme derop, man følger vejen og nogle stier gennem skoven, men når man så er der ender den i en brat, lodret væg ud mod bygden, og man har fornemmelsen af at være langt højere oppe end man egentlig er. Der er en vid udsigt over bygden og Seljordsvandet.
   Det var blevet mørkt og stjernerne var kommet frem, men de blegnede på grund af nordlyset. - Jeg lagde mig på ryggen på den bare klippe der udgjorde toppen. Så havde jeg kun den mørke himmel og stjernerne over mig.
   Jeg havde set nordlys før. Lette gardiner der flagrede for vinde i rummet, men aldrig så kraftigt som dette.
   Lyssøjler skød op fra nordhimmelen, skælvede, blegnede og opløstes, hvorpå nye søjler skød op mod zenit. De strakte sig, mangfoldiggjorde sig, og bredte sig efterhånden hele horisonten rundt.
   Der var ganske stille. Men i den store stilhed var der en svag, skarp knitren i fra rummet. Sandsynligvis var der nok slet ingen lyd, men det var som om jeg ikke kunne nøjes med at se med øjnene, ørerne, ja hele kroppen, alle sanser måtte se med.
   Flammende lyssøjler rejste sig som et tempel, blegnede væk og nye rejste sig, mægtigere, men lette, flimrende, dirrende af energi. De dannede en krone, eller en levende søjlehal, hvor søjlerne rakte og strakte sig ud mod det uendelige, i perspektivet lænede de sig ind mod hinanden og øverst var der kun en lille åbning, hvor igennem man kunne se ud i det sorte rum. Og der, i midten, strålede en klar stjerne, som lignede det den var, en klode langt borte i rummet..
   Det var en henrykkelse. Klippen jeg lå på, ja, hele jordkloden med Seljord i centrum og mig på klippen sejlede ud i rummet, ganske stille og med forfærdende fart. I angst eller lyksalig svimmelhed klamrede jeg mig til lyng og græstotter i klippens sprækker, for ikke at glide af under den vilde sejlads ind i lyset mod stjernen.
   Da jeg kom til mig selv og fik samlet mig sammen og rejst mig, var jeg usikker på benene, og havde slet ingen fornemmelse af hvor lang tid der var gået. - Jeg havde det som ungersvenden i sagnet der blev lukket ind i himmerige i få øjeblikke, for da han blev lukket ud igen at opdage at der var gået hundrede år. I mit tilfælde var der dog bare gået en times tid. Jeg frøs lidt. Nordlyset flammede stadig, men nu mere normalt. Jeg var, sådan i almindelig forstand kommet ned på jorden igen, og gik hjem i seng.


* * *
   Dagen efter var jeg sammen med Frank. Han fortalte at han den foregående aften havde været til fest i nabobygden med nogle kammerater. Senere var han gået alene hjem, og "der var nordlys. Da jeg var ude midt på sletten stod jeg op så på det. Det var som søjler og foroven var der ligesom en åbning ud til verdensrummet. Og der i midten stod en klar stjerne."
   Jeg tænkte på om jeg skulle fortælle ham, at jeg havde oplevet det samme på samme tid, men jeg gjorde det ikke.