Hun indånder duften af varm kaffe på kontoret. Nikolai og Claus joker frem og tilbage om et møde de havde i går med en borger, som påstod ikke selv at kunne komme op om morgenen, og som derfor ville have kommunen til at ringe og vække hende hver dag. Der er nærmest ikke grænser for, hvad folk beder om længere.

Aida kigger på armbåndsuret. Hun har et møde klokken 10. Hun skal huske at have fat i Henriette. Henriette har - uden at spørge - overført alle Roberts gamle borgere til Aida, hvilket betyder at hun har over hundrede sager at kigge igennem inden juleferien. Hundrede personnumre, hundredevis af paragraffer at tage stilling til, og et kommunalt budget, som skal overholdes. Hun husker ikke længere, hvad hendes drømme og ambitioner var, før hun blev ansat her.

Borgercentret er nyindrettet af en kendt arkitekt, med vægge som kan samles op og flyttes rundt alt efter hvad der passer situationen. På den måde kan det samme rum både være venteværelse, mødelokale og undervisningslokale. Aida skubber et par vægge hen i hjørnet af lokalet og danner på den måde en afskærmet zone til det næste møde. Over bordet hænger en plakat med ordene: "Vi er til for dig."

Mens hun står foran kaffemaskinen, tjekker hun navnet på den borger, hun skal tale med. Ella Lyngbjerg. Hun siger det højt, og en ung kvinde rejser sig op. "Åh nej" tænker Aida, da hun ser at borgeren har bisidder med. Hun mindes at have set ansigtet før, men har ikke nået at læse sagen igennem, og kan ikke huske, om de har haft et møde før. "Kom I med mig" siger hun med et påtaget smil, og fører dem hen til det halvrum, de skal sidde i.

"Anne Marie" siger bisidderen, og gør klar til et håndtryk.
   "Aida" siger Aida, men rækker ikke hånden frem "Jeg giver stadig ikke håndtryk endnu efter corona. Det håber jeg er okay"
   "Nå ja, selvfølgelig" siger bisidderen.
   Borgeren piller i huden omkring fingrene mens hun smiler høfligt.
   "Nå, hvordan går det med dig Ella?" spørger Aida, og tager en tår af kaffen. Hun har brug for kaffen. Malik ville ikke have flyverdragt på i morges og de endte med at skændes en halv time, inden hun endelig fik ham ud af døren og ind i bilen, hvor de bare genoptog skænderiet, som fortsatte hele vejen hen til børnehaven. Da de så ankom til børnehaven, fandt Malik pludselig på at have ondt i maven, og hun måtte overbevise pædagogerne om, at Maliks mavepine bare var lampefeber, og at han altså ikke var syg. 
"Ja, og derfor vil vi gerne vejledes i, hvad der er af muligheder for Ella" siger bisidderen.
   "Ja?"
   Borgeren rømmer sig.
   "Jeg er lige droppet ud af gymnasiet, og min mor har sagt, at jeg ikke må bo hos hende hvis ikke jeg tager en uddannelse" siger hun "så jeg mangler et sted at bo"

Aida kender smørren. Det er ikke unormalt at unge mennesker henvender sig til kommunen, når de skal flytte hjemmefra. Det gør, at hun har alt for mange sager at tage sig af. Det er jo ikke kommunen, som er ansvarlige for, at folk har et sted at bo.

"Så er det jo bare ud og lede efter en lejlighed" siger Aida.
   "Det er jo det, vi prøver på at give udtryk for, at Ella ikke kan" siger bisidderen "på grund af sine diagnose har hun kroniske smerter i hele kroppen, så hun kan ikke bare gøre alle de ting, vi andre tager for givet. Hun har brug for hjælp til madlavning, rengøring osv."
   Aida bladrer i journalen for at finde ordet "kroniske smerter." Hun husker ikke at have hørt det før.
   "Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært" siger hun "Men paragraf 85-støtte gives kun til dem som er aller-dårligst. Min mor har gigt, og hun klarer rengøring og opvask alligevel. Det tager lige lidt ekstra, men nogle gange skal man altså også bare arbejde sig igennem smerten"
   "Hvad er paragraf... sagde du 85?" spørger borgeren.
   "Bostøtte" svarer Aida. Nogle gange glemmer hun, at alle ikke kan tale det paragraf-sprog, hun selv er vokset op i, og som hun taler flydende.
   "Det er så mig" siger bisidderen "jeg er Ellas bostøtte".
   "Nå, så du har allerede bostøtte?" siger Aida overrasket "hvad er du så her for?"
   Borgeren siger noget om, at hun har prøvet at flytte hjemmefra før, og at hun endte med at tabe sig meget i vægt, fordi hun havde for mange smerter til at lave mad. 
"Så er der jo mikrobølgeovnsretter" siger Aida "det gør jeg også en gang i mellem, hvis jeg er for træt til at lave mad"

Hun tager sig til nakken. Den gør ondt. Hun skal sørge for, at dette møde ikke fører til endnu flere bevillinger, som ødelægger det budget, kommunen har lagt. Kommunen har altid været en kendt instans for Aida. Da hun var teenager blev hun anbragt på et opholdssted og hun husker tydeligt de lange møder med den sure, gamle, kommunale socialrådgiver. Hun husker, hvordan hun følte sig misforstået af alle de voksne omkring hende. Hvordan alle hele tiden sagde, at de så gerne ville hjælpe, men at når det kom til stykket, var hun alene. Sådan ville hun aldrig være.

"Vil det sige, at der slet ikke er noget I kan hjælpe med?" spørger Ella.
   "I en sag som din ville jeg nok sige, at det er jobcentret og hospitalet, som skal hjælpe. Har du været i et forløb for smertepatienter?"
   "De henviste mig til jer"
   "Så må du prøve at ringe til dem igen. Det er ikke en kommunal opgave at hjælpe med smerter"

Hun sender borgeren og bisidderen ud af døren med et smil, og noterer at der ikke skal bevilges nogle ekstra hjælpemidler. Så går hun igang med den næste kop kaffe.