Spændt på hvad dagen ville bringe, slukkede han vækkeuret, stod op og kom i tøjet. Bukserne var blevet lidt korte for neden og sokkerne var blevet repareret for huller, men han agtede ikke at brokke sig. Der var stille i huset bortset fra kukuret i stuen og mislyden fra vinden, der blæste ind for neden ved de utætte vinduer i stuen. Selv om vinteren var et overstået kapitel i denne ombæring var der stadig køligt i huset, for der blev kun fyret op under kakkelovnen i stuen om aften; medmindre det var vinter. Han vidste de skulle spare hvor de kunne, fordi midlerne var små, men de fik alligevel altid varm mad til aften. Hans fødder fortalte der var mere fodkoldt i køkkenet end stuen, da han trådte i køkkenet.

Ved siden af den tomme dybe tallerken på køkkenbordet lå der en gave pænt pakket ind i blåt indpakningspapir med en rød sløjfe. Ovenpå pakken lå der en håndskreven seddel hvor der stod: "Til Niller fra mor. PS. Dette er ikke den endelige gave, men blot en opvarmning." Han hed egentlig Niels, men hans mor kaldte ham Niller. Niller rimede på diller inde i hans hoved, så han syntes det var et dumt øgenavn at få, selv om han godt vidste at det var kærlig ment i enhver aspekt. Hans hjerte dunkede en ekstra gang, da han pakkede gaven op. Det var åbenlyst at det var en bog. Men ikke hvilken som helst bog. Det var en synonymordbog.
   Han slog op på første side i bogen og læste inskription: "Ord giver liv, så udnyt dem. Kærlig hilsen mor." Det var den bedste gave Niels længe havde modtaget. Og tænk sig, det var ikke engang den endelige fødselsdagsgave. Gad vide hvad han ellers ville få?

Han hældte noget havregryn op i den dybe tallerken og hentede mælken fra det sparsomme sortiment i køleskabet. Sukker skulle der spares på så det måtte han undvære, men disse mangler var han efterhånden blevet vant til. Lystigt bladede han i bogen, mens han opslugt af nye ord spiste hastigt og ufortrødent. Tilpas mæt satte han mælken tilbage i køleskabet og gik på toilettet for at klatvaske sig i håndvasken med koldt vand, sæbe og klud. Så var han parat til dagens udfordringer. Han kiggede på kukuret i stuen, og gav sig til at nynne på en selvkomponeret melodi. Synonymbogen lagde han på sin seng og pakkede skoletasken. I entreen kom han i de slidte sko og fik jakken på for skolen kaldte.
   Udenfor var der halvdunkelt. Han låste hoveddøren, og gemte nøglen under en sten ved siden af dørens enkle blomsterbed, som havde givet op overfor årstiden. Han gav sig til at vandre op ad indkørslens småsten, som blev hurtigt afløst af en småhullet vej, hvor der kun var plads til en bil ad gangen. Enkelte træer på strækningen rakte grenene ud over markerne, og syntes ensomme og forladte deres forfatning. Vejen ophørte efter ti minutters gå gang og ledte til et T-kryds, hvor vejen var asfalteret og et busstop få meter fremme bevidnede om, at her startede civilisationen. Niels gik hen til busstoppets metalpæl og væbnede sig med tålmodighed. Kølig vinde kærtegnede hans bare hud, og han indså at det nok havde været en god idé at tage hue på i dagens anledning, men det var alt for sent nu. Mens han stod og ventede, blev han koldere og koldere for neden ved buksebenene, og han håbede inderligt på, at bussen snart ville komme og redde ham fra kuldens kølige favntag. Han gav sig atter til at nynne for at få tiden til at gå.

Utålmodigheden begyndte at blomstre da der var gået et lille stykke tid. Han begyndte at blive bekymret for, om han mon havde misset bussen. Han gav sig til at lave nogle kuskeslag efter hans tænder begyndte at småklapre. Det hjalp dog ganske lidt. Han førte hænderne op til munden og gav sig til at blæse varm luft ned i hænderne. Langt om længe kunne han se bussen fra afstand, og han begyndte at glæde sig til at skulle træde ind i bussen, hvor der ville være ly at hente. Om der så ville være varmt i bussen, var en anden sag, men oddsene talte for det. Niels tog skoletasken af og fandt buskortet frem med den lange vedhæftede snor.

Endelig kom bussen nær og holdt ind til siden. Buschaufføren, en ældre velsoigneret gråhåret herre, sagde: "Godmorgen unge mand. Kom indenfor i varmen."
   "Godmorgen, jo tak," svarede Niels og steg ombord. Der var kun en håndfuld mennesker inde i bussen og de var spredte for vilde vinde, da de hver især foretrak et personligt rum til dem selv. Niels satte sig oppe allerforrest. Her havde han et glimrende udsyn over busruten. Han tog sin skoletaske af og stak buskortet ned i tasken, hvorpå han fandt et kladdehæfte og blyant frem. Ordene dansede let hen over papiret trods hænderne var kolde, og pludselig var han godt begyndt på en ny historie til samlingen. Han holdt en tænkepause med den gule blyant i munden, mens han satte sig på sine hænder for at varme dem lidt mere. Så meldte titlen sin ankomst i hovedet og han greb blyanten og skrev "Skumringen" som overskrift. Det var et nyt ord han havde opsnappet fra synonymordbogen over morgenmaden og syntes det lød langt mere cool end halvmørket eller mørkefaldet. Jo, synonymordbogen skulle nok komme til gavn.

Busturen sluttede efter 25 minutter og han stod af tæt ved skolens grund. På daværende tidspunkt havde han formået at lave en god indledning til historien. Nye idéer manifesterede sig hastigt mens han med raske skridt gik hen til dobbeltdørene på skolens grund i møde. Indenfor på gangen var der ganske stille. Han fandt døren til klasseværelset, tændte loftslyset og så kortvarigt ud ad vinduerne, for så at sætte sig ned og skrive videre på historien. Når han blev voksen, skulle han nok vise, at verden at han egnede sig som forfatter. Drømmen var stor, men han var overbevist om at den var den rette hylde for ham. Han kunne ikke se sig selv udfylde almindelige jobfunktioner i fremtiden, og var stålsat på idéen om et forfatterskab. Ganske vidst fyldte han kun tretten år i dag, men han vidste hvad han ville. Klassekammeraterne skulle dog ikke vide at det var hans fødselsdag, for så skulle han bare give flødeboller til dem, og det var der nok ikke råd til. Følelserne sad uden på tøjet denne særlige dag, og han tænkte at synonymordbogen nok ikke havde været helt billig. Han havde ikke ønsket sig noget til sin fødselsdag, for han ville ikke dagdrømme om uopnåelige dyre genstande. Moren knoklede trods alt på fabrikken til en for lav en timeløn, for at få det hele til at hænge sammen i en højere enhed. Nej, han ønskede bare at de ikke gik sultne i seng, for det havde de prøvet forinden hun blev ansat på fabrikken.
   Niels så på det store ur bagerst i klasselokalet. Klokken viste tyve i otte. Inden længe ville de første klassekammerater dukke op og freden ville være forbi. Der var altid nogle gabehoveder som skabte uro og unødigt postyr omkring dem, mens de prøvede på at få tildelt opmærksomhed. Måske blev de forsømt på hjemmefronten, siden de havde udviklet sig sådan eller også var de bare krævende af natur.
   Tanken om middagspausen huede ham ikke, for der ville sulten som altid være værst. Men så var det godt at biblioteket var åbent så han kunne isolere sig overfor madpakkerne og smaskriet derinde. Moren havde lovet, at hun nok skulle skaffe flere penge så de kunne leve lidt bedre, men sådan en omskiftning skete ikke bare ud i den blå luft. Han havde fået at vide, at han skulle være skulle være tålmodig med hende, og at han en skønne dag ville få madpakke med i skolen som alle andre børn. Den prædiken kom regelmæssigt. Det var morens måde at sige, at hun ikke havde glemt ham, men at hun gjorde, hvad hun kunne med de nuværende midler.

Tørst meldte sig. Han gik ud på gangen, fandt toilettet og drak noget vand fra håndvasken. Da han kom tilbage til klasselokalet, var der stadig ikke dukket flere op, men morgenfreden blev forstyrret blot fem minutter efter ved at de første ankom i klassen. Snart herskede uro og larm i klassen med tiltagende ankomne elever - indtil alle var mødt op. Festen sluttede præcis klokken ti minutter over otte da hr. Mortensen trådte ind i klassen, og hurtig lagt en dæmper på de ivrige og morgenfriske elever.

"Jeg mangler to morgenfriske elever til afhentning af nogle bøger. Hvem melder sig?" sagde hr. Mortensen.
   Flere hænder i vejret meldte sig, mens alle var spændte på hvilken bog der var tale om.
   "Karl og Anders kom med mig så vi kan komme i gang," sagde hr. Mortensen og de to nævnte drenge rejste sig fra deres pladser. Mens de forlod klassen, herskede fnisen og småsnakken i krogene.
   Niels gav sig til at skrive lidt videre på Skumringen, for der var indhold som akut skulle ud af hovedet, mens tankerne var friske. Det varede dog ikke længe før Karl, Anders og hr. Mortensen kom retur og Anne Franks Dagbog blev delt ud til alle i klassen. Det var ikke det mest sindsoprivende læse materiale at få udleveret syntes Niels efter at have studeret bogen. Han kunne ikke se hvorfor de skulle læse om en piges liv under 2. verdenskrig, for emnet var ikke aktuelt mente Niels. Han havde fortrukket at få noget mere relevant udleveret, for der var ingen grund til at leve i fortiden, når man ikke kunne ændre på den alligevel.
   Timen blev for alvor skudt i gang. En efter en blev eleverne tvunget til at læse fra bogen indtil den pågældende time var overstået. Næste time var også dansk, men der skulle de lave noget andet hed det sig. Skumringen kaldte og flere ord dansede i kladdehæftet undervejs. Det gik dog ikke forbi hr. Mortensen ubemærket.

"Niels! Er undervisningen ikke spændende nok siden du er fraværende? Hvad sysler du med?"
   "Æh, ikke noget særligt," svarede Niels.
   "Må vi se ad hvad der er så sindsoprivende at selv min undervisning ikke kan følge med?" sagde hr. Mortensen og kom hen til ham.
   Flov klappede Niels kladdehæftet sammen og rakte det til hr. Mortensens udstrakte hånd. Hr. Mortensen gav sig til at bladre i hæftet og tog det med op til kateteret, hvorpå han satte sig ned og gav sig til at læse højt for klassen:

"Han hidkaldte mørket og blev den del af noget større. Gud var i denne stund blevet forvist til andre mere frodige græsgange, der ikke var fordømte, og som ikke krævede den store overtalelse for at forblive troende. Frank troede ikke på Gud, hvilket var selvmodsigende da han tilbad djævlen. For man kan ikke have den ene uden den anden. Han havde svoret hævn og afskyede ingen midler i jagten på retfærdigheden - om så det kostede ham sin sjæl. Hvis han da havde nogen?"

Hr. Mortensen kiggede op fra kladdehæftet: "Jeg anede ikke vi havde en forfatterspire i klassen. Jeg vil nok mene at der er tale om gudsbespottelse i det læste omfang, og at du bør tænke noget mere over hvordan du formulerer dig i fremtiden. Gud satte os på jorden for at elske og forstå livets mening, og ikke udrydde det med hævntogter i satans navn. Jeg forslår at du tilbringer lidt tid på at studere Biblens ord, så kan du måske komme på andre mere positive tanker og ikke skrive smuds som dette."
   Flere elever grinede og blikke blev rettet mod Niels. Hr. Mortensen lagde kladdehæftet fra sig på kateteret, og håbede at dette kunne være en lektie for livet. Niels blev flov over oplæsningen, men syntes samtidig det var fedt. Han kunne dog godt have været foruden belæring fra den kristne hr. Mortensen, som tydeligvis ikke bifaldt afguder.

Hjemmearbejdet i denne ombæring bestod i at læse i Anne Franks Dagbog. Slukøret noterede Niels hvor langt de skulle læse og hentede sit kladdehæfte fra kateteret.
   Frem til middagspausen havde de historie og geografi, og tomme maver skabte til slut urolige hoveder. I middagspausen flygtede Niels til biblioteket, hvor han faldt i snak med en pige, der var en outsider. De besluttede sig for at spille et slag hurtigt skak, selv om reglerne var lidt uklare for dem. Igen af dem vandt eftersom middagspausen endte brat, hvilket nok også var meget godt.

Tilbage i klasselokalet lugtede der af madpakkernes fortærede indhold, og Niels blev for alvor sulten, hvis han ikke var det i forvejen. Koncentrationen svigtede ham i de efterfølgende timer og han kæmpede en brav kamp om at fokusere på timernes indhold. I ny og næ skrev han i smug på sin historie, hvilket synes være den eneste glæde han havde ved at være i skole denne dag.
   Eftermiddagen sneglede sig afsted, men til sidst ringede klokken ud og dagen var ovre.

Han stod af ved busstoppestedet, og kunne han dårlig vente med at komme hjem og studere synonymordbogen yderlig. Selv om maven var tom travede han med raske skridt hjemad, der syntes tærer yderlig på kræfterne. Da han nåede hjem til indkørslen holdt morens lille røde bil der. Hun var hjemme før tid. Normalt lavede han kaffe til når hun kom hjem efter en lang dag, men sådan skulle det ikke være i dag. Moren havde taget tidligt fri. Hun havde stukket en lille hvid løgn om, at hun skulle hjem for at passe sin syge søn, og var nødsaget til at køre hjem før tid. Hendes boss havde ikke syntes godt om at give hende fri, men kunne godt se at ikke kunne vente når nu drengen havde haft høj feber og influenza til morgen. Prisen for at få tidligt fri hed lidt overarbejde i nærmeste fremtid. Men det gjorde hun glædeligt. Desuden gav overarbejde lidt mere end normal timeløn, hvilket hun var taknemmelig over.
   Da han trådte indenfor kærtegnede bagværk øjeblikkeligt hans næse og tænderne begyndte snart at løbe i vand. Han tog overtøj og sko af i entreen og fandt moren i køkkenet. Hun havde lavet friskbagte boller og kringle.

"Hej fødselsdagsbarn. Har du haft en god dag i skolen?" spurgte hun.
   "Egentlig ikke. Timerne har kedet mig i dag," sagde han og nævnte ikke noget om den opsang hr. Mortensen havde givet ham overfor klassen.
   "Det var da noget skidt, men i morgen bliver dagen sikkert bedre skal du nok se. Du må være sulten. Kom og sæt dig." Hun smilede og trak stolen ud fra køkkenbordet til ham. Han satte sig ned og hun serverede varm kakao fra komfuret til et par smurte boller. Bollerne gled ubesværet og glædeligt ned.
   "Der er også kringle, så gem lidt appetit," sagde hun og nussede ham i håret så det blev uglet. Skrupsulten spiste han uhindret videre og glædede sig til kagen. Da han tog en slurk kakao rejste hun sig fra bordet og sagde: "Er du parat til den rigtige gave?"
   Han smilede og sagde: "Ja, hvad er det?"
   "Det må du vente med at se. Men først skal du lukke øjnene mens jeg henter den i bilen. Jeg lover jeg nok skal skynde mig." Hun gjorde plads på køkkenbordet og sagde: "Godt så, luk øjnene Niller. Det skal være en overraskelse."
   Han gjorde som befalet og ventede spændt. Han hørte hendes fodtrin forsvinde ud i entreen og på vej ud ad hoveddøren. Et øjeblik efter kom hun retur og lyden af noget semitungt mødte bordet.
   "Så må du godt åbne øjnene," sagde hun og smilede.
   Han åbnede øjnene og kunne knap begribe, hvad hans øjne skuede.
   "Den er ganske vidst brugt, men der var ikke råd til en ny. Forhåbentlig er det okay?" sagde hun.
   Tast op og tast ned i al dets herlighed - indrammet i grå metal. En skrivemaskine! Jo det var mere end okay. Det var fantastisk!

Han blev tom for ord, hvilket ellers ikke lignede ham, og han blev rørstrømsk. Han krammede hende og snøftede: "Tak mor!" mens hans øjne blev fugtige. Rødmosset i hovedet tørrede han tårerne borte og satte sig ned foran vidunderet. Nu startede forfatterdrømmen for alvor.
   "Der er papir og farvebånd ude på bagsædet i bilen i en kasse. Jeg tænker du kan hente det når vi har fået kage og afprøve den. Men først må vi nok hellere bære den ind på dit skrivebord, så der er plads til kage på bordet."
   Han nikkede og tog en bid af en den sidste halve bolle og tænkte at skrivemaskinen måtte have været dyr. Han svor overfor sig selv, at han nok skulle passe på den og bruge den flittigt. Med et svuptag fjernede hun skrivemaskinen og bar den ind på hans skrivebord i værelset. Længselsfuldt fulgte hans øjne efter den bedste gave i mands minde. Han kunne dårlig nok vente med at afprøve den. Fingrene kriblede og han blev lidt rastløs anlagt. Moren kom tilbage i køkkenet og skar kringle ud, som hun servede på de små tallerkner på bordet.
   "Mere kakao?" spurgte hun.
   "Ja tak," smilede han og ventede på at hun skulle sætte sig, så de kunne komme i krig med kagen hurtigst muligt. Jo før kagen blev spist, desto hurtigere kunne han komme i gang med at skrive.
   Han prøvede at beherske sig, da han efterfølgende spiste og drak hastigt. Hun havde stadig halvdelen af sin kage tilbage, da han var færdig.
   "Okay, smut du bare," sagde hun. Det skulle hun ikke sige to gange.

Niels skyndte sig ud i bilen og hentede kassen med papir og farvebånd, og gik målrettet ind på værelset. Han tog noget papir op fra kassen og fodrede skrivemaskinen med det første blanke ark. Hvad skulle han skrive? Nå ja, han kunne jo passende overføre Skumringen fra kladdehæftet og forsætte på historien når der ikke var mere i kladdehæftets indhold. Måske kunne han også renskrive de andre historier fra kladdehæftet. Det var i al fald en god start.

Snart fyldtes værelse af forsigtige og begyndende klaklyde fra skrivemaskinen, og som skriveriet skred fremad blev tasterne ramt hurtigere og hurtigere. Snart forekom arbejdet som en naturlig del af hans kald til forfatterlivets spæde start. Nu kunne han indsende historier til forskellige steder, for der var ingen undskyldninger længere for at folk ikke kunne læse hans såkaldte kragetæer. Bevæbnet med synonymordbogen ved sin side kunne verden bare komme an. Og skulle han være så uheldig at få afslag på sine historier, så prøvede han da bare et andet sted eller igen til lykken tilsmilede.
   Ud på den sene aften efter aftensmaden skrev Niels på Skumringen på det nye vidunder. Hovedpersonen Frank, var en dreng, der havde skubbet en kristen lærer ned fra en trappe i en lejlighed i de sene aftentimer, hvilket havde medført at læreren havde brækket det ene ben og måtte blive hjemme nogle dage. De børn der havde leet og peget fingre ad Frank i skolen, havde pludselig fået en slem omgang influenza sent på aften og måtte blive hjemme fra skole.

Historien virkede banal og uskyldig mens Niels drog paralleller fra sit eget liv ind i historiens univers. Der var ikke så meget farvebånd tilbage på skrivemaskinen, men formentlig nok til at skrive Skumringen færdig. Det var altid noget han havde mere farvebånd på lager.

Næste dag da Niels kom i skole, og klokken ringede ind, manglede der en masse elever i hans klasse. Der var åbenbart en form for influenza i omløb meddelte matematiklæreren, Sørensen, de resterende elever. Det er sikkert et sammentræf tænkte Niels, ovenpå det han havde skrevet aften før. Men her stoppede legen ikke. Hr. Mortensen var tilsyneladende faldet ned ad trappen i sin lejlighed og havde brækket det ene ben, så eleverne var fritaget for undervisning den næste formiddag. De skulle dog stadig lave lektierne til dansktimerne sagde Sørensen. Niels hjerte gav sig til at slå et ekstra slag.
   Var det ham der var ophavsmanden bag influenzaen eller lærerens brækkede ben, eller var der bare tale om tilfældigheder? Tankerne racede afsted og Niels fik varmen i en fart. Han måtte skrive noget mere på skrivemaskinen for at overbevise sig selv om at hans ord blev til fakta. Han blev klar over sagen var meget alvorlig, og at han måtte vælge sine ord med omhu.

Da det blev middagstid, kunne han for engang sin skyld blive i klassen, for han havde fået et par smurte boller med til at fordrive sulten. Han nød at kunne spise sammen med de andre i klassen, og gav sig til at skrive videre på Skumringen, som han ville overføre til skrivemaskinen, når han kom hjem:
   "I stedet for at fyre de lavt lønnede medarbejderne på fabrikken, som der havde været varslinger om, kom en ny ledelse til, som overtog fabrikkens trange økonomi. Medarbejderne fik en mærkbar lønstigning og Franks mor fik langt om længe endelig en langt bedre økonomi. Livskvaliteten steg og alle medarbejdere blev glade. Der blev råd til at Frank kunne få madpakke med i skole, hvilket glædede ham gevaldigt.
   Influenzaen blandt børnene i den lille by var ikke så alvorlig alligevel, og læreren med det brækkede ben ville snart komme tilbage til skolen med benet i gips. Han ville dog forsat være kristen anlagt, for den slags kan man ikke kurere."

Niels knugede kladdehæftet ind til brystkassen som om hans liv afhang deraf et kort øjeblik, hvorpå han gemte det i skoletasken og deltog i resten af undervisningen. Timerne den dag var lange for uvisheden var stor. Endelig efter den sidste time ringede klokken ud og Niels ilede hen til busstopstedet og ventede utålmodigt. Tiden gik i slowmotion.

Efter en evighed fyldt med rastløshed og uvidenhed kom han hjem. Moren var stadig på arbejde. Hun ville ikke komme hjem om en times tid, så der var rigeligt med tid til at lave kaffe til hende. Men først ville han overføre ordene fra kladdehæftet til skrivemaskinen eftersom det ikke burde tage lang tid. Klaklydene fra skrivemaskinen virkede håbefulde, men også intense. Ordene blev omhyggeligt valgte for han skulle ikke nyde noget af at skrive forkert. At bruge sletteblæk kunne måske ruinere det hele? Han begyndte at blive overtroisk anlagt og sad med tungen i munden, mens ordene meldte deres ankomst på papiret. Nervøsiteten fik hans fingre til at virke klodsede, men langt om længe havde han skrevet historien til ende. De sidste par ord blev lidt utydelige, fordi farvebåndet strejkede. Måske kunne moren hjælpe ham med at skifte farvebånd, når hun fik tid. Tiden var fløjet forbi og han indså, at han var bagud med at lave kaffe, da han hørte sin mors bil ankomme i indkørslen. Han blev flov over, at han helt havde glemt kaffen. Han skyndte sig i køkkenet og fik sat noget kaffe over i en fart, men moren kom ind ad døren netop som han var ved at hælde kaffebønner op.
   "Hejsa Niller," sagde hun glad, men også træt. "Har du fået skrevet noget på skrivemaskinen?"
   "Hej mor. Ja det kan du tro. Har du haft en god dag?"
   "Det kan du tro jeg har. Der er indtrådt ny ledelse her sidst på eftermiddagen, hvilket betyder der ikke skal fyres nogen som de ellers havde lovet. Der har været hastemøde her den sidste time, men de ville ikke sige for meget lige nu, andet end vores arbejdsplads er sikret og at vi stiger i løn. Er det ikke vidunderligt?"
   "Det er da fantastiske nyheder," sagde Niels og startede kaffemaskinen: "Hør farvebåndet i skrivemaskinen er opbrugt. Tror du at du kan hjælpe med at skifte det?"
   "Sagtens min skat. Jeg skal bare lige have en kop kaffe først, så ser vi på det."

Snart var kaffen færdigbrygget og moren nød den i fulde drag ovenpå en positiv udgang på arbejdsdagen. Da hun var færdig med den første kop, hjalp de hinanden ad i fællesskab med at få farvebåndet skiftet.
   "Så er du køreklar igen unge mand," sagde hun og gik tilbage i køkkenet for at nyde endnu en kop kaffe.
   "Tak mor," sagde han og gik i gang med at overføre en ny historie fra kladdehæftet.
   Historien bar ikke frugt af de skrevne ord erfarede Niels i de kommende dage, men han havde opnået hvad han ville så det gjorde ikke spor. Om det var guddommelig indgriben, et magiske farvebånd eller tilfældige profetier og mirakler der var tale om, skulle forblive et mysterium. Men efter farvebåndet blev skiftet skete der i al fald ikke mere med de skrevne ord, som kunne overføres til virkelighed. Det var en lettelse at alt blev normalt igen.

Da det blev lønningsdag for moren, fik Niels et par bukser der endelig var lange nok. Det blev også til fast kutyme at få madpakke med i skole, hvilket var tiltrængt som så meget andet. Hovedsagen var at Niels og hans mor havde det godt, og hans historier blomstrede op dag for dag.