Sam sad og stirrede på sin far. De runde briller nærmest dirrede på næsen af ham, som han stod der ved køkkenbordet og belærte Sams mor om Universets skabelse og Biblens manipulerende ord. En hånd solidt plantet på den gråmelerede granit bordplade, mens den anden hånd udførte stadigt mere uhåndgribelige cirkler og tegnede usynlige figurer i luften. Det lignede runeskrift for Sam eller måske noget mere moderne som for eksempel farverigt graffiti på en ellers nykalket kirkemur. Måske bøjede han noget i imaginære neonrør?
Farens mørke skygge lå henslængt hen over morens ansigt og nåede næsten ned til spisebordet, hvor Sam sad og lavede lektier med sin lillesøster Sara. Noget om andengradsligninger. Egentlig ganske letforståeligt. Formlen til livet, hvis det stod til Sams matematiklærer. Sam og Sara lod som om de var dybt koncentrerede om lektierne på trods af Sams stirrende blik mod faren, men de lagde begge mærke til optrinnet og farens postulater. Hvornår faldt skyggen over faren? Skyggen. Den formørkede del af ethvert menneske, dannet af lyset men også dannet af noget andet. Den var mørk, men var den blå? Hvor blå var den? Morens skygge var svag til sammenligning. Måske sad hun for langt fra loftslampens kunstige LED-belysning? Måske var hun bare mere gennemsigtig og svag i skyggen end faren. Sam så på sin egen skygge. Den var dækket af bordet. Men han kendte den. Den var blå. Sådan rigtig blå. Hvorfor vidste han godt. Eller han havde en fornemmelse, en mærkelig følelse af at vide det.
Moren kiggede ængsteligt mod deres fælles børn. Sam bemærkede det. Et råb om hjælp måske? Eller et håb om, at de ville gå ind på deres værelser og undlade at høre på farens påståelighed. Måske et ønske om, at de i det mindste ville forstå, hvad manden fablede om. Han råbte stadig højere og slyngede om sig med stadig mere komplicerede ord, der ikke lå først for i ordforrådet hos en simpel sundhedsassistent. Han var trods alt veluddannet og veltalende. Havde meldt sig ind i Mensa for at opnå anerkendelse hos sine kolleger. Hun ville snuble over svære ord som Pythagoras læresætning, Taj Mahal eller dualistiske og livsfjendske tanker om reinkarnation. Men hvem ville egentlig ikke også det, tænkte Sam og reflekterede morens blik med en undskyldning i de usagte ord mellem dem. Han ville ikke hjælpe. Ville ikke tirre faren med sit syn på livets opståen og livets kerne. Livets afslutning. Det ville bare give gnister.
Sam kunne ane de pakkede kufferter i entréen. I morgen var sidste dag inden sommerferien og deres kufferter var allerede pakkede. De skulle flyve i morgen eftermiddag lige efter sidste skoledag og risikoen for at få karameller kylet i øjnene. Faren var velforberedt. Intet måtte gå galt på deres sommerrejser mod sydligere himmelstrøg. Det var også her aftenens diskussion var opstået. Eller diskussion var måske så meget sagt, for faren havde vist bare haft et behov for at belære moren om solen og hvorfor og hvor længe den varmede. Hvor meget solcreme de skulle have på. Hvor højt de ville flyve. Uha flyve, tænkte Sam. Hvorfor der var varmt på Mallorca og ikke i Danmark. Og så videre.
Moren fulgte med så godt hun nu kunne. Indstillede sig på farens snak og farens forberedelser. Forsøgte at gøre det før faren beordrede det gjort eller tænkt. Køkkenbordet var stablet med økologiske grøntsager som skulle spises i dag for ikke at undgå, at de skulle smides ud. Det ville faren undgå. Den læring havde moren gjort sig tidligere. Det var også farens idé med en større harmoni omkring familiens sundhed og livskvalitet. Det var blevet til en mere økologisk livsførelse og obligatorisk fælles spirituel tænkningstime, som han introducerede det. Meditation for velværets skyld, som han sagde. Sam huskede tydeligt, hvordan moren havde stået med opspilede øjne og et overrasket nærmest panisk udtryk, da faren havde fremlagt sine idéer. Hun havde på ingen måde set det komme, men som familiens husholderske og kit havde hun accepteret tingenes tilstand og sin mands ønske. Nu sad hun troligt med lukkede øjne hver aften og lyttede til faldende regndråber på Sonosanlægget i en hel stiv time. Reflekterede hun? Det var uvist. Måske ønskede hun sig langt væk fra vanviddet eller blot på café med en veninde? Small talk og latter over simple oplevelser og sjove optrin eller en fælles historie. Måske forestillede hun sig, at faren ville tabe interessen for denne times uendelige kedsommelighed og atter ty til Nyhederne eller anden livsvigtig information på Discovery Channel, som han hidtil havde sværget til i oplysningens knivskarpe skær. Så kunne hun gribe telefonen og tale med sin gamle veninder eller kontakte sin gamle mor, der nok sad på plejehjemmet og ønskede sig besøg. Men de gled længere og længere ud i glemslen. Moren havde for travlt med at lave grønkålssalat med mango og avokado, citronmarineret laks med bagte sødekartofler og andre supersunde rodfrugter. Sørge for at huset var eksemplarisk rent og velduftende, så farens nye venner fra de kloges klub kunne komme på besøg og indtage et glas rødbede/selleri juice, mens de lyttede til latinamerikanske rytmer og nøjedes med at fortælle historier om dengang de kunne nyde cubanske cigarer og sukkerrørs rom. Den tid var slut og de ville nyde deres nyfundne egoer over deres solbrune kroppe og manicurerede negle, mens fortidens synder og dårlig livsstil langsomt men sikkert blev skyllet ud. Moren havde dog sagt nej tak, da faren havde givet et gavekort til en gratis tarmskylning. Det var alligevel for mærkeligt for hende. Faren gik vist regelmæssigt, så vidt Sam var orienteret.
Moren levede et liv i farens skygge. Det kunne Sam tydeligt se og mærke. Og farens skygge var ikke en gang rigtig blå. Kun på vej. Kun en mellemting. Et mellemstadie. Det ville kræve flere cyklusser inden han var klar til at bryde ud. Han var måske nået til oplysningens cyklus. Der hvor interessen skulle vækkes, men hvor formålet endnu var ukendt. Den cyklus havde Sam været i for længe siden.
Hans bevidsthedsmæssige evolution var langt forud for faren. Han nærmede sig slutstenen. Han var ikke sikker på om det var nu, men han håbede på, at den evige tilbagevenden til livet snart vil ende og han havde opnået formålet med livet. Han var bevidst om, at han som en af de få, havde taget turen ret direkte. Han var oplyst og huskede de fleste stadier. Han var ikke hoppet nedad i hierarkiet en eneste gang. Fundet en lavere klasse. Han havde kun bevæget sig opad i bevidstheden. Det hele sad indprentet i hans sjæl. Kernen i det hele. Hvor udfra han udstrålede. Han var kommet så langt i udviklingen, at han kendte til menneskets personlighed og sin egen. Det var blot en vekselvirkning med omgivelserne, og som under gunstige betingelser ville virkeliggøre det enkelte menneskes og hans potentiale og dermed blive, hvad det egentlig er. Sådan lidt ligesom et frø. Han stoppede op i tankerne.
Flyveturen. Uf, hvor han hadede at flyve. Det var jo en del af livet. Altså at opleve og komme rundt. Se nye steder og blive oplyst af stedernes, menneskenes og racernes særegen samt deres måder at se religion eller livets formål på. Men selve rejsen med flyvemaskine var han ikke begejstret for i dette liv. Og han vidste præcist hvorfor. Det var i morgen, at han atter skulle sætte sig ind i en flyvemaskine igen og mærke rædslen.
Nu sad de i flyvemaskinen på landingsbanen. Kufferterne lå i flyvemaskinens bug og familien småsnakkede ivrigt omkring ham. Faren var igen på banen og udbredte sin viden om Wilbur og Orville Wright som en decemberdag tilbage i 1903 gennemførte historiens første bemandede flyvning med en motoriseret maskine. Pionererne havde ikke været de første, der havde leget med tanken om at flyve og svæve rundt på himlen som en fugl, men heller ikke de sidste. Sam lukkede af for farens historieoplæsning og tænkte på sin egen.
Der skulle krige til for at flyvemaskinen blev udviklet. Verdenskrigene betød udvikling af først flyvemaskiner med to eller flere sæt vinger. Biplaner eller triplaner, som de hed. Hvem husker ikke den "Røde Baron" aka Baron von Richthofen og hans ildrøde Fokker DR. I? Teknologien gennemgik en rivende udvikling med hensyn til aerodynamik og lette, men ydedygtige motorer. Flaps og bevægelige vingeforkanter. Derefter kom udviklingen af de store bombefly, hvor man lærte at bygge stort og bygge jetmotorer, der gav basis for udviklingen af passagerflyet, som Sam nu sad i. Men Sam huskede tydeligt hvorfor han hadede at flyve.
Han havde ligget lunt side om side med sin wingman i hver deres Supermarine Spitfire. De var fløjet i formation, men et par tyske Messerschmitt maskiner havde luret på dem i skumringen og foran den nedadgående sommersol og begyndt beskydningen lidt i klokken 21. Sam havde set fjendens maskiner tidligt og undveget det første angreb. Det havde kostet flere af hans kolleger livet. Men de tyske maskiner var vedholdende og til sidst var Sam blevet ramt hårdt. Maskinens teknik og mekanik var sat ud og stod ikke til at redde. Han var styrtet mod jorden med 500-600 kilometer i timen uden håb om redning eller udskydning med det defekte katapultsæde. Han kunne se synet endnu så tydeligt selvom det nu var i cyklussen efter. Frygten for døden i dette øjeblik og kollisionen med en græsmark i det nordlige Holland sad fast i brystbenet på ham. Han hadede at flyve i dette næste liv efter sin død. Det var et trin på den indre bevidsthedstrappe. Det var han klar over. Sjælens vandring til det nye liv tog sådanne voldsomme oplevelser med sig. Frygten for begivenheden om sin egen død sad fast i det næste liv.
Nogle var bange for vand, fordi de var druknet. Nogle brød sig ikke ild, fordi de var brændt til døde. Nogle måtte se sig over skulderen om aftenen, fordi de var kommet af dage for et andet og måske sindssygt menneskes hånd i livet før dette. Det sindssyge menneske måtte starte igen i en noget lavere klasse af livet. Måske myre eller hvis de var heldige som huskat eller et rovdyr, der passede til deres sjæl. Mens andre blot var bange for alderdommen og at dø, fordi de simpelthen var ældet og visnet i livet før dette. Det var sådan det var. Summen af livets gerninger og handlinger betinger det nye liv. Det var karma. De gode var på vej i den positiv retning i sjælevandringen mod det ypperste mål, mens andre måtte forsøge igen. Jovist, der blev hele tiden dannet nye sjæle. Sams egen mor var en ny sjæl med en ikke så blå skygge, men der var blevet flere og flere mennesker til at huse disse sjæle, simpelthen fordi langt flere var begyndt på den positive livsførelse. At passe på hinanden, jordkloden og den tid, der var givet eller dem forundt. Det var derfor Jordens befolkning steg så kraftigt i disse århundreder. Det var blevet flere gode samaritanere eller hvad de nu ellers blev kaldt i andre religioner.
Målet med livet var at bryde ud af denne cyklus af evige genfødsler. Sam var på vej. Hans skygge var blå, men måske ikke blå nok.
Mallorcas strand var varm og vandet lunt. Sam sad i sandet og kiggede rundt og glædede sig over de mange glade sjæle. Mennesker, der frigav mere af sig selv i varmen og så deres partner dybt i øjnene. Elskede deres sjæleven. Sara sad og byggede et sandslot, mens deres forældre gik tur langs vandkanten. Faren i bar overkrop og Bermudashorts, mens moren spankulerede rundt i en nykøbt blomstret tunika over den tætsiddende badedragt. De talte ikke sammen, men nød varmen og hinanden. Sam smilede for sig selv.
"Hej Sam!" Lillesøsteren kaldte. Sam blev revet ud af sin visuelle vandring.
"Ja, Sara. Hvad har du bygget?" Sam fandt Sara, der sad med store, runde øjne og kiggede på ham. Sara talte igen.
"Hvor blå er din skygge?" Sam blev overrasket over spørgsmålet og rettede sig op.
"Hvad sagde du?" Hørte han rigtigt?
"Hvor blå er din skygge?" gentog Sara. Hun rejste sig og lod solens sidste stråler ramme sig på ryggen og skyggen kastede sig hen ved siden af Sam. Sam kiggede forundret på skyggen. Den var azurblå. Nej, mere himmelblå. Eller også retroblå. Nej, den var alle nuancer af blå. Pulserende. Sam kiggede på Sara, der smilede tilbage.
"Ånden henter mig nu, Sam."
"Hvad! Nej!" Sam mærkede suget i maven. Hans egen lillesøster havde opnået det ypperste på en strand på Mallorca. Den sidste sjælevandring fra legeme, sjæl og til ånd.
"Vi ses snart," kaldte Sara, da hun forlod Jorden som menneske.