Jeg, Staffan Kaminsky, har i virkeligheden aldrig haft nogen magtbeføjelser. Jeg er en almindelig slave fra stenbruddene. Når jeg alligevel i en periode fik magt, skyldtes det visse tjenester jeg kunne gøre lejrkommandanten, Ivan Krysostomos, og at jeg kunne handle på hans vegne og i hans navn.
   Jeg havde da været i lejren i ti år. Jeg blev sendt hertil, da jeg var sytten. Arbejdet i stenbruddene er meget hårdt, mange går til grunde på det, men enkelte gør det bare stærkere. Til de sidste hørte jeg.
   Ivan Krysostomos var en streng mand. Han kunne godt være venlig, men det var en barsk venlighed. Alle var bange for ham, ved forseelser uddelte han strenge straffe, som ikke alle kom levende fra. Alligevel var han respekteret, ja, ligefrem afholdt.
   Slaver er usle. Får de mad nok og et rimeligt sted at sove slikker de gerne hænderne, og en hvilken som helst anden legemsdel, på dem der har magten. De arbejder hårdt i stenbruddene, for andet er ikke muligt, vogterne er over dem. Og de skal nok lade være med at skulke og melde sig syge, for de ved, at kommer de først på sygeafdelingen, er der ikke meget håb om, at komme levende ud igen.
   Jeg blev aldrig straffet, det var der ingen grund til. Jeg arbejdede villigt og kunne lide at bruge mine kræfter. Ivan Krysostomos lagde mærke til mig ved sine inspektioner og gjorde mig til sin medhjælper.
   Her er hedt om sommeren og meget koldt om vinteren. Lejren ligger ved bredden af en stor sø, som ikke har noget navn. Den er i virkeligheden en udvidelse af floden der kommer fra bjergene. Selv midt på sommeren fører den is med sig, og dog fryser den ikke til om vinteren på grund af den stærke strøm. Mod nord rager bjergene op, udløbere rækker helt ned til søen, og det er i ly af dem lejren ligger, og her er stenbruddene hvor vi hugger sten, ton efter ton, uden at bjergene bliver mindre af den grund. Stenmasserne bliver bragt væk med jernbanen, ud i verden, jeg ved ikke til hvilken nytte. Mod nordøst og op over bjergsiderne er der en smule skov, op mod den ligger vogternes barakker. Det siges, at skoven tidligere har strakt sig uendeligt ud over landet, men nu er det de bare, øde sletter der strækker sig uendeligt mod vest og syd.
   Selve lejren består af atten brune fangebarakker i tre rækker med seks i hver, foruden to stenbygninger til administration og forsyningslager. Der er høje hegn med pigtråd øverst om hele lejren, jeg ved ikke hvorfor, for mig bekendt har aldrig nogen prøvet at rømme herfra. Hvor skulle man rømme hen? Vi kan stirre med længsel ud over søens isblå vande, op mod de grå bjerges hvide tinder, og ud over de gule, endeløse sletter, men vi tænker slet ikke på at flygte. Der er slet ingen verden udenfor.
   Jo, jernbanen forbinder os med den verden, som dog må findes, og den bringer forsyninger og nye slaver. Også jeg må oprindelig være kommet den vej, men det kan jeg knapt huske. Det sker aldrig, at en slave kommer levende herfra. Dette er vor verden.
   Barakkerne består mest af et langt rum, sovepladserne er bare lange hylder langs væggene i hele rummets længde. Hver fange har et nøje afmålt område. Hist og her har nogen sat skillevægge af sækkelærred eller pap op, for dog at have en smule privatliv.
   Selv havde jeg indrettet mig i et hjørne, og der turde ingen komme mig nær uden at jeg inviterede, hvad jeg sjældent gjorde. Der holdt jeg det også rent, mens mange af de andre simpelthen levede og sov i deres eget skidt.
   Jeg deltog aldrig i de svinske orgier der fandt sted om natten. Ikke fordi jeg fordømte dem. Herregud! slaverne var alle voksne mænd, som havde deres drifter. Men for at få afløb for disse, hengav de sig ofte til de slibrigste handlinger, som jeg ikke engang vil fortælle om.
   Jeg havde da også selv nogle flygtige forhold til nye der kom ind, og som jeg kunne beskytte mod brutale angreb, som de ellers ville blive udsat for. Men næsten alle sank snart ned på de andres stade - den rå liderlighed øver en stærk tiltrækning på de fleste - og snart hengav de sig ganske frivilligt til alt dette, som de i begyndelsen havde været dødsensrædde for.
   Det var noget andet med Ivan Krysostomos.
   Det har længe været skik og brug, at kommandanten udvalgte sig en medhjælper blandt fangerne. Det giver naturligvis denne fange en særlig status og særlige privilegier. Selvom hans stilling er helt uofficiel, bliver den faktisk i nogle tilfælde højere end de menige vogteres. Og dog er han stadig slave.
   Kommandanten er et menneske som alle andre, og selvom næppe nogen forestillede sig, at Ivan Krysostomos havde menneskelige følelser, så havde han menneskelige behov, og dem kunne jeg tilfredsstille. Det ville vel være forkert at sige, at der ikke var liderlighed i dette, men sådan tænkte jeg aldrig på det. Hans krav var meget direkte, og dog var der megen værdighed i det. Han gjorde tegn til hvad han ville, og så udførte jeg dette, som alt andet han befalede. Det var meget enkelt og renligt, og noget ganske andet end det der foregik blandt slaverne i barakkerne.
   At han satte pris på mig, kunne jeg se af, at han gav mig alle slags opgaver, og at jeg fik ganske frie hænder. Han overlod for eksempel til mig at læse og sortere al post der kom ind, og jeg kunne frit læse hans aviser. Det var først da jeg virkelig fik noget at vide om verden udenfor og om den store krig. At der foregik en storkrig havde jeg knapt vidst. Ganske vist havde jeg også tidligere fået oplysninger fra nye fanger, men disse nyheder var altid mangelfulde og fordrejede. Man vidste aldrig hvad der var fantasi eller virkelighed. Det var som en slags eventyr og historier, som nok kunne være underholdende, men ikke havde nogen reel oplysningsværdi.
   Nu var jeg snart lige så meget inde i lejrens sager som Ivan Krysostomos selv, og han diskuterede dem med mig og behandlede mig som sin jævnbyrdige, og forlangte, at alle andre, slaver og vogtere, skulle vise mig fuld respekt. Og da han så blev kaldt til hovedstaden, overlod han mig alle fuldmagter, så jeg kunne disponere frit i hans navn. Vi havde forestillet os, at han skulle være væk i få uger, men det blev til over et år.
   Til at begynde med ændrede jeg intet, men fortsatte med at lede lejren i Ivan Krysostomos' ånd. Først senere begyndte jeg at føre mine egne idéer ud i livet.
   Men jeg fik naturligvis brug for en medhjælper, og ham valgte jeg blandt vogterne, da jeg ikke fandt det heldigt, at vælge en blandt mine medfanger, og der heller ikke var nogen der duede til det.
   Forskellen på vogterne og slaverne var nøgternt set ikke stor. Også vogterne var en slags forviste, da ingen nogensinde frivilligt ville have taget arbejde på dette øde sted. Selv Ivan Krysostomos havde fået sin stilling, fordi han var kommet i unåde hos højtstående myndighedspersoner i hovedstaden.
   Men forskelle var der naturligvis alligevel. For eksempel at vogterne i perioder forsvandt, når de var væk på ferie eller orlov, eller de blev forflyttet og kom slet ikke igen. Så var de bare forsvundet ud af vort synsfelt. De rejste vel bare til familie andre steder i landet eller til et nyt arbejde, men for os ophørte de simpelthen med at eksistere, for så måske pludselig at dukke op igen. Så blev de igen en del af vores verden, den opslugte dem, og jeg tror, at også for dem blev det uvirkeligt, at der fandtes en verden udenfor.
   Også vogterne boede i barakker; de lå udenfor indhegningen, som jeg allerede har fortalt. Dog havde de mere plads og bedre forhold end slaverne. De havde hver sit værelse, og hvis de var gift en lille lejlighed. For nogle af dem var gift.
   Det var ikke så meget vi så til kvinderne, de fleste holdt sig langt væk fra lejren. Men enkelte viste sig nær ved hegnet, de gjorde sig ligesom tilfældige ærinder, eller spadserede åbenlyst provokerende udenfor, mens de lod som om de ikke så eller hørte mændene, der hang i hegnene som modbydelige dyr og kom med sjofle tilråb. Mange af mændene havde jo været gift eller de havde kendt kvinder, og der blev vel vækket minder hos dem, og det udløste altid vilde orgier i barakkerne.
   Den vogter som jeg valgte til medhjælper var gift. Han hed Jan Kilianko og var meget ung. Han var også meget ulykkelig, fordi han var blevet sendt hertil efter en alvorlig forseelse i hæren. Selv hævdede han, at det hele var en misforståelse, at han uberettiget havde fået en overordnet imod sig, men hvem kunne tro det, og hvem ville høre på det? Og selvom det skulle være sandt, var det vel alt nok, at han havde givet anledning til sådan en misforståelse. Men jeg kunne godt lide dette ulykkelige menneske. Han var også meget køn, med mørkt, glat hår og brune øjne, det kan jeg godt lide. Jeg selv har blå øjne og lyst, krøllet hår, og på mange måder var vi modsætninger. Han var stille og sagtmodig, men kunne godt sige sin mening, hvis det skulle være. Jeg gav ham hurtigt de fleste af de privilegier, som kommandantens medhjælper kunne få, og han var mig taknemmelig. Dog gav jeg ham aldrig så frie hænder, som jeg selv havde fået.
   Man kunne tro, at en vogter ikke ville bryde sig om, at tjene under en slave og blive kommanderet af ham. Men sådan tænkte vist ingen, de tjente mig alle. Og det var da egentlig heller ikke mig de bøjede sig under, men Ivan Krysostomos' magt som jeg administrerede.
   Jan Kilianko havde knapt kendt Ivan Krysostomos, så han kendte kun magten i min skikkelse. Derfor var han også beæret over den position jeg gav ham, og det fortrolige forhold vi fik, var ham en trøst i hans ulykke - selvom han ikke fra begyndelsen havde forstået hvad det indebar.
   Som Ivan Krysostomos havde jeg mine menneskelige behov, og Jan Kilianko blev mig en god partner. De første gange nærmede jeg mig ham ret kontant, pressede ham op mod mit skrivebord, og gjorde med ham hvad jeg ville, bare for at se forskrækkelsen og derefter lysten og nydelsen i hans smukke ansigt. Senere kneppede jeg ham rigtigt.
   Når jeg havde gjort det, gik jeg straks videre med det arbejde, jeg havde været i gang med, og sommetider tilkaldte jeg de folk der skulle udføre mine ordrer, før han havde fået sit tøj bragt i orden. Dette generede ham naturligvis, men samtidig befæstede det hans position som min særlige hjælper og fortrolige. Det forvirrede ham, jeg så vrede i hans øjne og holdning. Det elskede jeg ham for. Men efterhånden blev han selv mere skødesløs, ja, han syntes med vilje at trække tiden ud, så nogen så ham uden jakke med åbentstående bukser og endda uden strømper og sko. Også det elskede jeg ham for.
   Det kan vel forekomme mærkeligt, at en ung mand, som oven i købet var ret nygift, uden videre overgav sig til mig. Men sådan tænkte jeg slet ikke dengang, og ingen i lejren tænkte vist sådan. Undtagen måske han selv i klare øjeblikke. Men kvinder var ikke en del af vores verden, eller de var det højst som flygtige og grove fantasier. Men mennesket lever ikke af fantasier alene, der må realiteter til, og så bliver det efterhånden disse realiteter der fylder ens forestillingsverden.
   Jeg havde da mødt kvinder, konerne til de andre vagter, men de vedkom mig ikke. De tilhørte ikke min verden, eller de tilhørte den bare som ligegyldige objekter, som møbler eller husdyr.
   Jan var ny i vores verden, og her havde han også sin hustru. Hans egen verden var sunket ned bag horisonten, og det var nu i vores verden han levede, og den måtte han nødvendigvis blive en del af. Og den vigtigste del af denne verden var Ivan Krysostomos, og det vil så igen sige mig.
   Jeg gav ham gaver og var god ved ham. Jeg ville, at han skulle have det godt i vores verden, og det sørgede jeg for dels ved at give ham gaver og diverse privilegier og dels ved at kneppe ham.
   Og da måtte jeg også gøre noget for at forbedre denne verden, og jeg udvidede min gavmildhed til også at gælde de andre vogtere og til at forbedre slavernes forhold.
   Det hele havde sin rod i min magt og dermed i mit forhold til Jan Kilianko. Han selv bad mig aldrig om noget, men han modtog hvad jeg gav ham og udførte villigt og dygtigt de opgaver jeg pålagde ham.
   Jeg sørgede først og fremmest for, at tilførselen af madvarer til lejren blev forbedret og mere varieret. Da det var mig der udfyldte papirer og sendte ordrer afsted, var det let at dirigere øgede forsyninger hertil. Ganske vist var landet i krig, og der var mangel overalt, men landet er meget stort, og de forsyninger der går til os er forsvindende små i forhold til det samlede hele, og desuden var de øverste myndigheders fulde opmærksomhed rettet mod krigsområderne. Og jeg kunne hele tiden bruge fuldmagterne fra Ivan Krysostomos.
   Jeg så da, at menneskene omkring mig blev raskere og gladere, og da jeg vidste at årsagen til disse gode tilstande lå i min kærlighed til Jan blev denne kærlighed stærkere og mere intens. Og en dag tog han mig så med hjem til sin hustru.
   Det var første gang i alle disse år i lejren, at jeg kom udenfor indhegningen. Det var også ulovligt, men ingen kom med indvendinger. Hvem skulle også have gjort det?
   Ivan Krysostomos havde boet i et lille hus oppe ved skoven noget på afstand fra vogternes barakker. Det stod nu tomt. Jeg kunne ikke overtage det, da jeg overtog hans stilling. Mens jeg var hans medhjælper, boede jeg stadig i barakken, men da jeg blev hans stedfortræder flyttede jeg ind i selve kontoret. Der stod jo også allerede en sofa fra Ivan Krysostomos' tid.
   Selv da vi gik over mod barakken hvor Jan boede, stod det mig ikke klart, at hans hustru virkelig eksisterede og at hun havde nogen betydning. Men hun eksisterede sandelig, og hun hed Lulu. Det var hvad han kaldte hende, og så kom jeg til at gøre det samme, uanset at det nok havde været høfligst af mig, at kalde hende Fru Kilianka.
   Jeg kan knapt sige, om hun var en smuk kvinde, jeg har slet ingen erfaringer i den slags bedømmelser. Det var noget ganske andet med Jan, som jeg straks havde kunnet se var en køn og tiltrækkende mand.
   Alligevel gjorde hun stort indtryk på mig med det samme, måske bare fordi hun så pludselig blev virkelig for mine øjne. Hun var lille og mørk som han, men mere rund i det, ja, måske endda lidt fed. Og dog var der ikke noget blødt ved hende, hun virkede fast, ja ligefrem hård. Jeg taler om hendes væsen, men dette syntes også at komme til udtryk i hendes udseende. Hun så venligt på mig med sine mørke øjne, og det var som om hun så lige igennem mig.
   Hun var iført en grøn nederdel og en sort bluse med små røde blomster, der var knappet helt op i halsen.
   Det var vist første gang nogensinde, at jeg lagde mærke til det tøj nogen havde på. I lejren havde alle slaver samme dragt, blot mere eller mindre snavset og laset, og vogterne havde deres grå uniformer.
   Lulu havde næppe nogen stor garderobe, og alligevel forekom det mig, at jeg altid så hende i forskelligt formede og farvede dragter, nederdele, bluser, kjoler, tørklæder, alt i skiftende kulører. Jeg undrede mig over, hvor forskellig hun kunne være.
   Da jeg nu kom med Jan, modtog hun mig venligt og takkede for madvarerne, som jeg havde sendt i forvejen, og som hun havde tilberedt.
   Jeg mærkede straks, at hun var et menneske jeg kunne respektere, hun havde værdighed. Mig behandlede hun med høflighed, men det var ikke mit indtryk, at hun var særlig imponeret af min magt. Jan behandlede hun kærligt, men det undgik ikke min opmærksomhed, at der også var nogen foragt i hendes væremåde over for ham.
   Det fascinerede mig at studere de to. Også han var kærlig overfor hende, men det var på en barnlig, sky måde. Jeg var ikke i tvivl om, at også hun havde magt. Ikke så stor som den jeg havde fra Ivan Krysostomos, men til gengæld var den helt hendes egen.
   Jeg skammede mig ikke overfor hende over mit forhold til Jan. Det var opstået naturligt ud fra forholdene, og det virkede da heller ikke som om det tyngede hende.
   Jeg besøgte hende ofte, også uden Jan, og hun modtog mig altid venligt. Jeg tænkte på at gøre hende til min elskerinde, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an. Jeg kunne ikke give hende ordrer, som jeg kunne med Jan og alle andre.
   Det var forår, vinteren var overstået og det var endnu ikke blevet for hedt. Når solen skinnede og luften var lun, kunne vi sidde ude. Det var hende der gjorde mig opmærksom på, at stedet her var smukt. Luften var så klar og fuld af dufte som jeg aldrig før havde lagt mærke til, fra skoven og fra sletterne, fra træer, græs, sten og blomster, ja, selv husets vægge duftede når de blev opvarmede. Når vi sad udenfor på bænken kunne vi se ud over søen og op mod bjergene. Jeg så også at græsset fra dag til dag blev grønnere og at små hvide blomster myldrede frem overalt. Det havde jeg set før, men da var det bare som tegn på, at den kolde vinter var overstået. Nu så jeg skønheden. Skoven, som mest var nåletræer, var grøn i forvejen men mørk og tæt, men nu blev den lysere, luftigere, ja det var som om den ville lette og flyve. Nær barakken var en gruppe birketræer, hvide med sorte sprækker i barken, de fik lysegrønne blade, små som museører, og hun gjorde mig opmærksom på at grenene der hang ned, og som ellers nærmest var sorte, nu blev rødlige, når saften steg op i dem.
   Når jeg sad der på bænken med hende, så jeg, at den udsigt jeg havde set på hver dag hele mit liv, var smuk. Måske fordi jeg her så den fra en anden kant.
   Hun talte med mig om lejrens forhold, og roste de forbedringer jeg havde indført, og på hendes opfordring blev der foretaget flere. Sygeafdelingen blev meget forbedret og de dårligste af barakkerne blev ombygget, så der blev bedre plads. Slaverne fik nye dragter, og rengøringen blev sat i system.
   Den eneste der var misfornøjet var Jan. Måske fordi jeg ikke mere kneppede ham. Men jeg behandlede ham dog lige så godt som før, ja, bedre. For Lulus skyld, men også for hans egen. Jeg holdt virkelig meget af ham.
   Jeg spurgte ham, hvad han var utilfreds med, men han kunne eller ville ikke forklare det. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne se, at alt var blevet bedre, og det indrømmede han villigt.
   "Jeg har da også sagt, at jeg ikke er utilfreds," sagde han.
   "Vil du, at jeg skal kneppe dig," spurgte jeg.
   "Nej!" svarede han bestemt.
   "Men hvis jeg siger, at du skal, vil du så gøre det?"
   "Ja."
   "Og vil du så være tilfreds?"
   "Jeg har sagt dig, at jeg er tilfreds."
   "Tror du, at Lulu vil bryde sig om, at jeg gør det med dig?"
   "Hun er ligeglad."
   "Men hun holder da af dig."
   "Ja, det gør hun."
   Alle hans svar var meget bestemte, men jeg forstod dem ikke, der var ingen mening i dem. Jeg tænkte på, at tale med Lulu om det, men det kunne jeg ikke få mig selv til.
   De var underlige mennesker begge to, og sagde ting som jeg ikke forstod. En dag jeg sad på bænken uden for huset med hende, spurgte hun mig pludselig om min mor.
   Det rystede mig sådan, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare, så jeg svarede ingenting, og jeg brød straks efter op. Jeg gik ikke op til hende de næste dage, og talte heller ikke med Jan, undtagen det der var nødvendigt for arbejdet. Jeg kunne se, at min tavshed gjorde ham nervøs, og han prøvede flere gange at sige noget til mig. Men jeg opmuntrede ham ikke, og det blev ikke til noget.
   Men så gik jeg alligevel op til hende igen, og hun modtog mig meget venligt, ikke som hun plejede, hun var anderledes, og nu tog hun mig ved hånden og førte mig ind i soveværelset, hvor jeg aldrig før havde været.
   Jeg var lykkelig, men det var en lykke fuld af sorg, og jeg tror nok at jeg græd. Dette var anderledes end noget jeg havde gjort før, jeg var vist ikke nogen god elsker, men hun vejledte mig. Det hele var anderledes, jeg brød mig slet ikke om hendes krop og hendes duft. Det var ikke nær så godt som med Jan, og alligevel vendte jeg tilbage til hende gang på gang, jeg kunne ikke tænke på andet, og jeg forsømte mit arbejde.
   Jan blev vred, og hans vrede gjorde mig ulykkelig. "Er det ikke nok, at du ydmyger mig?" spurgte han.
   Men jeg ydmygede jo ingen. Jeg misbrugte aldrig min magt. Og hvad Lulu angik, så var det vist snarere hende, der havde magt over mig. Men hvad gjorde det? Vi skadede jo ingen.
   Det var nu blevet højsommer, og alt trivedes omkring os.
   Dele af hegnet omkring lejren var blevet revet ned, så slaverne kunne bevæge sig mere frit omkring. Det ville nok være overdrevet, at kalde vort lille sted for et paradis, arbejdet var stadig hårdt, men efter vore beskedne forhold var det et leveligt sted denne hektiske sommer.
   Lulu blev min ven, det kan jeg ærligt sige. At hun også blev min elskerinde var forvirrende, jeg kunne ikke kontrollere det, men det var alligevel altsammen godt. Jeg fortryder ingenting.



Der er gået en del år. Da Ivan Krysostomos kom tilbage, blev han måske vred, men han sagde ingenting. Jeg blev sendt tilbage til stenbruddene, og langsomt er forholdene ført tilbage til den gamle orden.
   Der er senere kommet en anden kommandant, men ham kender jeg ikke. Jeg er bare en slave. De siger, at han er mindre streng, men det ved jeg nu ikke. Folk dør stadig under arbejdet. Måske er der virkelig rester tilbage af den orden jeg indførte. I hvert fald giver slaverne nødig slip på det håb, som de fik dengang.
   Ingen kender mig nu, mange af de gamle fanger er væk, og nye er kommet til. Jeg har hørt dem tale om, at der engang har været en god tid, men de tror ikke rigtigt på det.
   Jeg er heller ikke den samme som før. Tiden har mærket mig, og jeg tåler ikke sliddet i stenbruddene så godt som før. Det sker at jeg ser Jan Kilianko, for han er stadig vogter og den nye kommandants medhjælper, men han gør ingen forskel på mig og de andre. Måske husker han mig slet ikke.
   Lulu ser jeg aldrig, skønt jeg ofte, ligesom de andre, ser over mod vogternes barakker. Men jeg ser af og til et lyslokket barn, en lille dreng, der leger, og han er vist det eneste barn i området.