Hun havde prøvet at elske før. Det var ikke noget for hende. Alle de søde ord og lange nætter. De små hemmelighedsfulde smil. Hurtige udvekslinger og lette berøringer. Nope. Ikke for hende. For andre måske, men ikke for hende. Men selv når hun så de andre familier i storcenteret, så virkede det for hende mindre ægte end de lysende storskærme, med de åh så evigt glade fotomodeller, der overstadigt solgte børnesyet læder-lingerie.
"Hold så din kæft, din lille lorteunge" hissede hun af den lille klukkende baby i barnevognen. Babyen sagde ikke et ord højere end gugu gaga, hele vejen op ad den lille bakke til hovedindgangen. "Din lede forpulede skidemaskine" sagde hun, mens hun asede og masede barnevognen op af bakken. "Lille lede sisyfos betændte brækpose" Barnevognen var tung af alle de varer, de netop havde købt i storcenteret, og det højre forhjul havde aldrig været den samme, siden en lille vovsehvalp troede at det var et stykke gnavelegetøj.
Hun havde aldrig været specielt overtroisk som barn. Faktisk nærmere det modsatte. Som barn havde hun været meget mistroisk overfor det meste og de fleste. Altid på vagt for pranks, forskrækkelser og uventede hændelser. Barnet i sig selv havde været lidt af en overraskelse. Alt afhængig af hvordan man ser på det.
De hævede øjenbryn hos storcenterets andre indkøbsgæster kom ofte af deres overraskelse over hun kunne være mor så ung. Folk i alle aldre og alle slags havde prøvet at give hende råd om alt fra opdragelse til valg af baby make up. Hendes lodne skrigeskinke skulle aldrig nogensinde komme i nærheden af noget så ugudeligt som baby make up. Hvert råd blev ikke taget med kyshånd. Intet råd var blevet bedt om. De forvirrede selvbestaltede rådgivere og skriftlærde blev altid endnu mere overrasket, når centervagterne verfede dem ud hurtigt og effektivt, når de gik over stregen og truede moderen og barnet med myndigheder og jeg skal komme efter dig.
Det skete som regel når de hørte hvordan hun talte til det klukkende spædbarn. De værste eder og forbandelser, navne, der ville få selv Hitler og Putin til tænke "det kan man ikke sige til et barn" Bemærk begge havde ikke den mindste betænkelighed ved at beordre tank granater lige i skallen på nyfødte i fødegangene.
Men denne moder havde storcenterets uforbeholdne beskyttelse og opbakning, da hendes far var leder for centervagterne. Det var kun blevet bragt op én gang, hvad proceduren var for håndtering af disse situationer, men historien om denne moder havde krybet sig til de fleste afkroge af storcenteret. Det var blevet næsten almindeligt.
Hver søndag kom denne unge dame, med udtryksløst ansigt, bandende og svovlende på en barnevogn, med den mest lille og perfekte baby. Altid glad. Altid smilende. Fuld af liv i øjnene og en latter der smittede alt i hele storcenteret, undtagen moren. Baby-Buddha, baby Yoda, Baby Magoo. Kært barn har mange labels. Ingen så hende give det barn et kært ord, eller bare det mindste tegn på hengivenhed.
Kun hendes far enkelte øjeblikke fra sikkerhedskameraet i storcenteret, når hun troede ingen så. Han kendte kun alt for godt den kolde ydre facade, hun havde for barnet, når der hvilede øjne på hendes skuldre. Den mindede ham meget om den stoiske og disciplinerede maske han havde på, da hun voksede op. Hans forestilling om ro og orden, som han mente dengang var vigtig.
Hendes far var den eneste hun havde fortalt det til. Om det forfærdelige mareridt hun havde haft ugen før fødslen. Om en samtale hun havde med et vinget væsen på toppen af et skrigende bjerg. Nattehimlen sort som glinsende kul. De spidse tænder dryppende med gnister.
Hvordan det væsen skreg gamle forbandelser af hende og lo af hendes tårer. At væsenet krævede hendes sjæl for at få det barn ude af ægtemål, og at hun måtte give enten hendes førstefødte eller hendes sjæl. Hun nægtede begge tre gange, hvoraf væsenet svor det ville tage alt hun elskede. Bare det mindste.
Den nat hun havde det mareridt, var den første gang hendes far nogensinde havde trøstet hende. Det var moderens job, havde han altid sagt. Men nu var der kun ham til at trøste tilbage, så det var hvad han gjorde. Det var også første gang hun havde set faren være bange og set ham græde.
Det unge par havde valgt at bo hos faren i ugen op til den forventede dato for fødslen. Den udkårne lå og snorksov i dobbeltsengen, da hun var oppe for at tisse. Hun vækkede sin far, som sov på sofaen, på sin vej tilbage til sengen og fortalte om sit mareridt. Han fortalte hende at det bare var en drøm og noget hun ikke skulle være bange. Hun var glad for han var der, for hendes kæreste ville bare have gjort grin med hende, hvis hun havde fortalt ham om den.
Denne charmerende prins led af en anden form for maske. Ikke af ro og orden, som sin far, men en af kaos og morskab. Han tog meget lidt seriøst, og kunne få hende til at le til hun glemte hvad tid og rum var. Hun havde aldrig haft det så sjovt, som når hun var med ham. Han kunne fortælle om barndomsminder, traumer nærmere, på sådan en måde at hun nærmest glemte det var traumatiske øjeblikke han fortalte om.
Den mørkeste humor på de mest upassende tidspunkter. Selv i deres mest intime øjeblikke, efter hun havde blottet sin sjæl, kunne han sige den mest hjerneforladte kommentar og få hende til at smile og le. Hun gravede aldrig dybt ind bag den maske, da det lød som noget der var bedre efterladt end gennemtærsket.
Natten da vandet brød, var de hurtigt ude på motorvejen på vej til sygehuset. Der var stille på vejene og natten var klar. Hun husker ikke meget fra selve køreturen, kun da hun vågnede fra den ugen efter. Hun husker de sidste ord, han sagde. Efter hun havde fortalt ham, hvor meget hun elskede ham og ikke ville være som dem i tv, som bandede og sværgede og slog deres mænd i føderummet. At hun aldrig ville være som dem. At hun ville hendes barn blev født omgivet af kærlighed og beskyttet af den. At deres kærlighed skulle være det første barnet så i denne verden.
Hvorpå han sagde skælmsk, "er du så ikke bange for det vingede væsen kommer og tager mig? Fordi du elsker mig så højt?" "Hørte du det virkelig det?" Skreg hun med krumme tæer og den næste omgang veer. Der i det øjeblik gik alt i sort. Hun blev fortalt at bilen var blevet ramt af en svane og forskrækkelsen fik bilen ud af kontrol. De lange detaljer forsvandt helt ud i mørket, mens lægen fortsatte sin oprids af den tragiske nats hændelser, hun først var vågnet op af en uge efter.
Hendes far havde spurgt om hun kunne høre ham, da han bad for hende i komaen. Det kunne hun ikke, sagde hun, mareridtet var for højt. En urolig mine trak på faderens ansigt, da hun sagde det. Han spurgte aldrig ind til det yderligere. Hvilket hun var glad for, da hun havde indgået en aftale om aldrig at tale om den aftale hun indgik i den drøm.
Jeg er verdens øjne. Når du kigger, så er det mig der ser. Jeg venter i mørket til jeg ser mit snit og tager hvad du har kært. Jeg river det fra hinanden, hvor du ikke kan se. Fra den første morgen til den sidste nat, ser jeg dig igennem verdens øjne. Mit næb mæsker sig i alle jeg har set dig elske. Alle de hånlige blikke, dømmende øjne. Nedladende åsyn, sorte tårer. Evigt ventende.