Da Gerhard Aks vågnede en mandag morgen, var hans maske stjålet. Ganske imod loven havde han taget den af, da han gik i seng. Men da han boede alene, var der sædvanligvis ingen der så ham, når han sov.
   Han blev meget forskrækket, og han kunne ikke forstå det. Ingen andre end han selv kunne bruge den. For andre havde den ingen værdi.
   Og det var særlig uheldigt, at det skulle ske for netop ham, som var afdelingsleder i statsfjernsynet, som sorterede under samme departement som maske-administrationen.
   Han ringede og meldte sig syg. Der var intet andet at gøre. Det var ikke sket før, i de otte år han havde haft denne stilling. Det var en katastrofe. Netop i dag skulle han have forhandlet med en japansk delegation om udveksling af nogle Tv-serier. - Men han kunne ikke gå ud uden sin maske.
   Han undersøgte hele lejligheden, men intet andet var rørt. Døren var låst, og alle vinduer lukket.
   Men så huskede han, at han i aftes havde ladet et vindue stå på klem på grund af varmen. Der var tyven altså kommet ind, havde lukket vinduet, og senere var han så gået ud af døren, som han så havde smækket efter sig.
   Telefonen ringede. Det var hans chef. Han sagde, at han ville besøge ham senere på dagen, men at lægen nu først ville komme. Ikke fordi han blev mistroet, men sådan var reglerne nu engang. Det var almindelig rutine. - Gerhard følte sig tvunget til at sige, at han ville være glad for at se lægen. Og på sæt og vis mente han det. Nogen måtte han tale med, og hvorfor ikke lægen?
   Derefter ringede han til sin veninde, Elisabeth. Hun var også ansat i fjernsynet, men i en anden afdeling. Han fortalte at han havde problemer, og hun lovede at komme ind til ham på vej til arbejde.
   Fra sit vindue kunne han se ned på gaden, hvor folk ilede forbi, til og fra stationen. Alle havde pænt og ordentligt deres masker på. På dem kunne man straks se hvilken position hver enkelt havde i samfundet. De fleste mennesker havde den samme maske gennem hele livet, fra de fik den i femtenårsalderen. Når man fik den, var man voksen. Det blev af alle regnet for en stor begivenhed, og det blev fejret. - Enkelte fik senere masken skiftet ud, efter som deres stilling forandredes. Selv havde han haft tre, svarende til hans karrieres udvikling. Egentlig var det jo den samme maske. Den blev bare tilpasset den nye situation.
   Det var ulovligt, under nogen omstændigheder, at tage masken af. Og skete det, førte det til så alvorlige konsekvenser, at få ønskede at udsætte sig for det. - Dog var der hemmelige foreninger, som holdt møder hvor medlemmerne tog maskerne af. Han var selv medlem af en. - Disse foreninger var selvfølgelig forbudte, men myndighederne så gennem fingrene med dem, fordi de fik folk til at føle sig meget frigjorte, hvorefter de så meget bedre tilpassede sig samfundet.
   Ja, der blev endog afholdt karnevaler, vidste han. Men de var strengt forbudt, og der blev grebet ind med meget hårde straffe, hvis det blev opdaget. Det havde han aldrig været med til.
   Lægen kom. Han havde en meget fin, værdig og tillidvækkende maske. Han blev ikke særlig forbavset over, at Gerhard ikke havde sin maske på. I hans fag så man så meget. Gerhard beklagede over for ham, at han var blevet tilkaldt, da han jo ikke virkelig var syg.
   "Der er skam ikke noget at undskylde," sagde lægen. "Når man har mistet sin maske, er man syg. Jeg har set det før. Folk er blevet ødelagt, fordi de har mistet eller har fået beskadiget deres maske. - Nåja, undskyld! det var ikke for at skræmme Dem. I de fleste tilfælde ordner det sig. Det skal nok gå."
   Gerhard følte sig fortvivlet. "Hvorfor skal vi også gå med masker?"
   Lægen så overbærende på ham. "Det ved De jo godt."
   "Ja," sagde Gerhard. Men han var alligevel grebet af sit eget spørgsmål. "Sig mig nu alligevel, hvorfor skal vi gå med masker?"
   Lægen sukkede. Så sagde han: "De er en ung mand. Jeg skal vise Dem noget." Og han begyndte at tage sin maske af.
   Gerhard fik se et rynket, lidt træt gammelmandsansigt. Han betragtede det meget længe. Så sagde han: "De har et meget smukt ansigt."
   Lægen tog hurtigt masken på igen. Han sagde: "Jeg viste Dem ikke denne fortrolighed, for at de skulle blive uanstændig."
   "Jeg er ked af det," svarede Gerhard. "Det var ikke min mening at såre Dem. Men De mindede mig sådan om min bedstefar. Han var lidt af en rebel. Og han gik uden maske, så tit han kunne komme til det. Og han påstod at i hans ungdom gik kun meget få med masker. - Nå, det troede vi naturligvis ikke på. - Men sådan var han nu engang."
   Lægen rejste sig og sukkede igen: "Jaja. - Nå, vi må være realister. Vi sidder og bliver sentimentale. - Har De talt med politiet?"
   "Det har jeg slet ikke tænkt på."
   "Jeg skal nok gøre det. Og jeg taler også med Deres chef. Farvel."
   "Tak Doktor. Og farvel."
   Han var nervøs for, hvordan Elisabeth ville reagere. Han vidste godt, at nogle par tog maskerne af i meget intime situationer. Men det havde de aldrig gjort.
   Hun blev forskrækket, og ville straks efter gå igen. Men han fik hende til at sætte sig.
   "Elisabeth," sagde han indtrængende. "Jeg er i en vanskelig situation."
   "Ja, det er du unægtelig," svarede hun.
   "Jeg bad dig komme, fordi jeg trængte til støtte. Naturligvis tænkte jeg først på dig."
   "Men hvordan kan jeg hjælpe dig?"
   "Det ved jeg ikke. - Tror du at jeg elsker dig?"
   "Ja - men hvordan kan jeg være sikker, når du ikke har maske på?" Hun undgik at se på ham.
   "Elsker du ikke mig?"
   "Det gør jeg da," sagde hun usikkert. "Jeg kender dig jo. - Men hvis jeg nu alligevel ikke kender dig, hvad så?"
   "Ja, hvad så?"
   "Jeg kender dig med maske. Jeg kunne måske også elske dig med en anden maske. Eller uden maske." Det sidste sagde hun meget sagte og med en rødmen. "- men det ved jeg jo ikke."
   "Elisabeth," sagde han. "Vil du vise mig dit ansigt - uden maske."
   Hun rejste sig hurtigt. "Synes du, at det er det rette øjeblik til den slags forslag."
   På vej ud ad døren vendte hun sig og sagde: "Reinold Riemer har inviteret mig ud i aften."
   "Og har du tænkt dig at tage imod invitationen?"
   "Jeg ved ikke rigtigt. - Men du skal høre nærmere fra mig." Så gik hun.
   Reinold Riemer var hans nærmeste medarbejder. Han var meget dygtig. Da han fik sin nuværende maske for tre år siden, mente en del, at han var for ung til den. Men han havde gjort en hurtig karriere. - Som det var skik og brug, var de også kommet en del sammen privat.
   Den næste der kom var hans chef. Han sagde. "Mit besøg bliver ganske kort. Egentlig kan jeg slet ikke have noget at gøre med en person uden maske. Men vi har jo samarbejdet godt i mange år. Og jeg håber at alt ordner sig hurtigt. - Har politiet været her?"
   "Ikke endnu. Lægen ville tale med dem."
   "Godt. De er her nok snart."
   "Hvad nu hvis jeg ikke får min maske igen?"
   Chefen tænkte længe over det. "Jeg kan slet ikke forestille mig det," sagde han. "På en måde er det som om også jeg har mistet min maske." Han tog sig op til den, som for at sikre sig at den var der endnu. "Men foreløbig må Reinold Riemer tage sig af japanerne. Det klarer han nok også." Han gik.
   Straks efter kom en højtstående politimand. Han så strengt på Gerhard. "De er vel klar over at dette kan blive en alvorlig sag for Dem?"
   "Jaja - det er det allerede. Kan De hjælpe mig?"
   "Vi vil naturligvis gøre vort bedste. Men at hjælpe folk som har mistet deres masker, er noget af det vanskeligste vi kan komme ud for. Har De mistanke til nogen?"
   "Nej - jo, måske min kollega Reinold Riemer."
   "Hvorfor?"
   "Jeg ved det ikke. Alt jeg ved er, at han er i fuld gang med at overtage både mit arbejde og min veninde." Da han først havde tænkt tanken, var han næsten helt sikker. "Jeg mistænker ham for at gå med falsk maske."
   Politimanden så forbløffet på ham. "Hvordan det? En maske kan ikke være falsk, det er netop fordelen ved den. Der kan komme en tid hvor den ikke passer mere, så den må skiftes ud. Og det vil så blive gjort. - Men falsk kan den aldrig være. - Problemerne opstår først når man tager masken af, som De måske har opdaget." Det sidste blev sagt i en skarp ironisk tone.
   "Undskyld! De har naturligvis ret. Jeg er ikke mig selv. Jeg trækker den anklage tilbage. - Men jeg mener fremdeles at De bør undersøge Reinold Riemer."
   Politimanden rejste sig. "Det vil blive gjort. De hører nærmere fra os."
   Så kom der ikke flere. Dagen blev lang. Han undgik at se sig i spejlet. Han havde ellers altid tidligere haft en vis glæde ved at se sit eget nøgne ansigt. Men nu da han vidste, at han ikke kunne tage masken på når han ville det, blev han helt fortvivlet. Og fremtiden turde han ikke tænke på. Hvis der overhovedet fandtes en fremtid uden maske.
   Men så hen under aften skete der noget. Politimanden kom tilbage. Og han havde masken med.
   Den var blevet fundet hos Reinold Riemer. I hans privatbolig, bag et skab. Et fuldstændig tåbeligt gemmested. - Ved den første afhøring var han blevet spurgt, hvorfor han overhovedet havde gemt den. Han kunne jo bare have tilintetgjort den, så var forbrydelsen måske aldrig blevet opdaget. - Han havde svaret, at dette også havde været hans hensigt. Han var trængt ind til Gerhard Aks for at myrde ham, Det ville han sagtens kunne have gjort. Men da han stod der i soveværelset og så Gerhards nøgne ansigt, tog han i stedet masken. Det var hans mening at ødelægge den og skaffe sig af med den, men modet svigtede. Han kunne ikke få sig til at ødelægge masken.
   Gerhard Aks glemte aldrig denne skrækkelige dag. Og han tog aldrig mere masken af.
   Chefen holdt hånden over ham, så historien ikke fik alvorlige følger for ham.
   Næste dag gik han på arbejde igen. Japanerne var blevet forsinket, så det blev alligevel ham der kom til at forhandle med dem. Og han fik en meget god kontrakt i stand. Det blev en god dag.
   Lige før han skulle gå hjem ringede telefonen. Det var Elisabeth. Hun sagde: "Jeg laver middag hjemme hos mig i aften. Jeg regner med at se dig som sædvanlig."
   "Tak," sagde han.
   På vejen hjem ærgrede han sig over at han ikke havde sagt nej tak. Og han bestemte sig for ikke at gå.
   Men da han kom hjem, og han fik gjort sig i stand, og han fik tænkt sig om, og han fik set sig i spejlet, og så hvor godt han tog sig ud med sin maske på, så gik han alligevel.