Carlo blev født kort efter besættelsen, og navnet var mere velvalgt end man kunne vide dengang, eftersom han kom til at leve det meste af sit liv i Argentina. Foreløbig var han dog en almindelig dansk dreng med mørke krøller og brune øjne. Hans søster Ida, som var fem år ældre, var glad for, ja nærmest forelsket i den dejlige lillebror. De boede i en landsby i det sydlige Sjælland, og da hun som nittenårig giftede sig, var det med en bonde noget ældre end hun selv, og hun kom da til at bo på en gård langt ude på landet. Carlo kom til at tilbringe megen tid og alle ferier der, så han fik tidligt landbruget ind i sin krop og i sit sind, og efter skolen flyttede han ud på gården og kom til at arbejde der. Det blev hans hjem. Med svogeren havde han det godt og deres samarbejde var uden problemer.
   Men da Carlo var nitten, drog han af til Argentina efter invitation fra en fjern slægtning. Afrejsen var ganske udramatisk, da det bare skulle være en slags ferie og vare i tre måneder. Men opholdet der var så vellykket, at han forlængede det, og forlængede det igen - han kom simpelthen ikke hjem igen.
   For Ida var det en sorg, at lillebroren forsvandt, men hun havde jo alligevel nok i sit eget, med arbejdet på gården og i marken. Desuden havde hun nogle år tidligere fået sit eget barn, drengen Espen. Han voksede op i en trekant, den omsorgsfulde mor, som altid var der, faren som var en tavs men hårdtarbejdende mand, men som bestandig kom til at stå i en tåge, og nok den tydeligste, den muntre og forkælende onkel. Det var derfor ubegribeligt for ham at onklen forsvandt. Han efterlod et savn og et tomrum i drengens sind, som denne dog ikke selv forstod. Men i drengens vågne fantasier og natlige drømme dukkede sommetider en skyggeagtig skikkelse op, en som skulle være der, men som ikke var der.
   Men der kom breve og billeder fra Argentina, billeder af vide sletter, fjerne bjerge og store kvægflokke. Carlo arbejdede på en stor farm og blev med tiden selv ejer af den. - Der var også billeder af fremmede mænd og kvinder, men få af Carlo selv, da det jo var ham der tog billederne, men nogle få var der da. Dem slugte Ida og hun fik tårer i øjnene. For Espen var det bare en fremmed mand, og dog var der sommetider noget der klang dybt i hans sind og gjorde ham forvirret, når han så disse billeder nær på.
   For øvrigt voksede han op som en meget normal dreng, om end noget ensom. Det tænkte han imidlertid ikke over, han kendte jo ikke andet, og han var tidligt med i arbejdet på gården og i marken. Der var også børn på nabogårdene, som han kunne mødes med og lege med. Da han kom i den alder blev han sat i landsbyskolen, men den blev snart nedlagt, og eleverne blev flyttet til den større skole i den nærliggende by, hvortil de blev hentet i skolebus. Disse omvæltninger gavnede ikke det fællesskab der havde været i den lille skole, men han fik dog kammerater, også nogen han havde med hjem til gården.
   Han klarede sig godt, selvom han egentlig var en stille og blid dreng, som ikke deltog i de andre drenges mere voldsomme og støjende lege. Han var køn, faktisk mere end almindeligt køn, hvilket hverken han selv eller kammeraterne anede. Men skønheden virker i sig selv, lige som en smuk melodi der rammer en i hjertet. Han var lys, øjnene blå, ansigtstrækkene regelmæssige, munden lille og med overlæben lidt opadbøjet. Det lyse hår stod som en glorie om hans hoved, og dertil kom hans væsen, som var roligt og stilfærdigt. - Han blev ikke mobbet, men drengene kunne godt drille og kalde ham "pigen", men det var meget godmodigt, og han tog sig ikke af det. Skolen var kønsopdelt, så pigerne havde han ikke megen kontakt med.
   Efter ti år kom Carlo endelig hjem, dog kun på en ferie. Ida var næsten ude af sig selv af glæde og modtog ham med tårer. Han lignede sig selv, men han var blevet lidt kraftigere og hans dansk havde fået en syngende tone. For Espen var hans tilsynekomst et mirakel, helt uforståeligt. Det var som om en helt fra en af de romaner han læste pludselig manifesterede sig i kød og blod. Det var en person som havde levet i dunkle minder fra hans tidligste år, og det var fantasibilleder som blev nærede af fotografier og breve fra det fjerne paradis. Og selvfølgelig var mødet også skuffende, for virkeligheden kan aldrig stå mål med fantasien. Men det tog ikke lang tid for fantasihelten og den virkelige Carlo at glide sammen til et, for aldrig siden at skilles ad.
   Og for Carlo var det naturligvis betagende at komme hjem og finde, at alt tilsyneladende var, som da han rejste ud. Men hans øjne havde vænnet sig til de store vidder og den høje himmel, og her syntes alt så småt og trangt. Selvom markerne i Sydsjælland var flade og udsynet frit var det som om øjet stødte imod selve horisontlinjen og himlens kuppel syntes lavere. Men alligevel var det jo dejligt, at være der hvor det var hjemme på en anden måde end det var i Argentina. Det var stederne fra hans barndom og ungdom. Det var også godt med søsterens overstrømmende omsorg, og også svogeren modtog ham med venlighed, allerede dagen efter ankomsten var han med i gårdens arbejde.
   Den største overraskelse var dog drengen, Espen. Det var så heldigt at han var kommet netop som skoleferien begyndte, og drengen fulgte ham nu i hælene hvor han stod og gik. Han havde været glad for drengen da han var lille, men havde faktisk ikke tænkt meget på ham de ti år. Han havde naturligvis vidst, at drengen var blevet de ti år ældre, og han havde da også fået billeder af ham, så vel som af de andre - og alligevel kom det bag på ham hvor drengen var vokset og hvor køn han var blevet. Han var forundret over sig selv, at han havde svært ved at tage øjnene fra det fine ansigt, som så åbent og tillidsfuldt vendte sig op mod ham, og næsten før han selv vidste det, havde han bøjet sig og trykket et hurtigt kys på den røde mund. Det fik drengen til at bøje hovedet og rødme og le, men da han så op igen strålede øjnene.
   De var sammen hver dag, i arbejdet på gården og på ture i omegnen. Der var lang vej fra gården til havet, men de tog cykler og kørte dertil, og tilbragte en hel dag med leg på stranden og i bølgerne. Ida havde pakket en rigelig madkurv, og de spiste maden i en gryde mellem klitterne. Ida var glad for at se, at drengen som plejede at gå så stille nu sprudlede af livsglæde.
   Carlo var jo en mand der nærmede sig de tredive, sammen med Espen blev han fjorten igen. For Ida var dette ikke mærkeligt, for det var sådan hun så ham og ville se ham. For ham var det dels en genoplevelse af hans barndom og ungdom og dels en spontan forelskelse i den kønne dreng. Som et voksent menneske var han udmærket klar over de erotiske undertoner i denne forelskelse, men det var nu også en umiddelbar betagelse af skønheden og den glade drengs uskyld - han holdt simpelthen af ham. Og Espen, hvordan opfattede han forholdet? Han tænkte slet ikke over det, levede bare i det. Han havde været ensom uden nogensinde at fatte det selv, nu udfyldte onklen dette tomrum fuldstændigt. Også for ham havde venskabet erotiske undertoner, herregud, han var en dreng i puberteten, men han vidste det ikke. Han havde ingen erfaringer i den retning.
   På gårdens loft var der i gavlen lige når man kom op ad trappen to værelser. Det ene var Espens, det andet var nu blevet gjort i stand til Carlo. Når de nu skulle i seng, tog det sin tid for drengen at falde til ro. Han løb frem og tilbage mellem sit værelse og onklens. Han havde lige noget der skulle fortælles. Til slut plejede han dog at falde til ro i sin egen seng.
   Men en aften da han sad på onklens sengekant og snakkede løs skuttede han sig, for det var blevet koldere og han var kun iført en kort undertrøje og underbukser. Så slog Carlo sin dyne til side og sagde: "Læg dig op hos mig." - Og Espen krøb straks op og lagde sig ved hans side, tæt op til onklens varme krop.
   De lå lidt stille og bare nød nærheden. Så begyndte drengen at snakke igen, hans talestrøm var uendelig. Onklens nærhed åbnede sluser i hans sind som aldrig før havde været åbnet. Carlo hørte efter med et halvt øre og forsøgte at sige ja og nej på de rigtige steder, mens han med spidsen af fingrene strøg over drengens pande og ned over øret og kinden. Han kyssede drengen let på munden. De havde dagene forinden udvekslet flere knus og kys, så nu blev drengen ikke flov, men hans talestrøm stilnede omsider af. Han lå fladt på ryggen og nød kærtegnene, som fortsatte ned over den nøgne krop, over brystet og maven og ned over lårene. Han svævede i en vidunderlig krilrende fornemmelse der gjorde ham døsig.
   Carlo vidste godt at disse kærtegn var seksuelle, men han vidste også, at der var en grænse der, en grænse mere subtil end kanten på drengens underbukser. Den grænse ville være uhyre let at overskride. I hans sind var den for længst overskredet. - Men hvordan var det nu for drengen? Han var ikke uvidende om seksualiteten. Man kan ikke vokse op på en bondegård uden at kende til forplantningens mysterier, og han kendte også sin egen krop og dens funktioner. Dette var selvfølgeligt for ham, men satte han det i forbindelse med onklen? Næppe, eller det gjorde han ikke. Det vil sige, dybt i det ubevidste gjorde han, men det kom ikke op til overfladen og blev til begær. Han nød kærtegnene helt passivt, de fnuglette kys, den lette berøring af den nøgne krop, men også for ham gik grænsen ved kanten af underbukserne, men i modsætning til onklen var han sig ikke denne grænse bevidst. Var grænsen blevet overskredet ville han nok være blevet forskrækket, men han ville også have nydt det, og nydelsen ville have været stærkere end alle bevidste og ubevidste betænkeligheder - men det skete ikke. Var det sket ville forholdet mellem ham og onklen være blevet forrykket, og ingen kan vide hvordan.
   Men Carlo mærkede at drengen var faldet i søvn, han sov trygt med hovedet på Carlos arm. Carlo lå længe vågen og nød nærheden at dette lette, smukke menneskebarn, og hans milde, søde åndedrag mod sit ansigt - indtil også han faldt i søvn.
   Solen skinnede ind ad vinduet da Espen vågnede næste morgen. Han satte sig op i sengen forundret over at han havde ligget ved siden af onklen. Han kom til at tænke på aftnen før og blev stille. Hvad var der sket? Vist ingenting. - Carlo vågnede, smilede og sagde: "Godmorgen, min ven".
   De kom ned til morgenbordet i køkkenet. Faren var allerede gået i stalden, og Ida gik og ordnede forskelligt. Mens de spiste sagde Espen pludselig: "Jeg har sovet sammen med onkel Carlo i nat." Ida standsede op et øjeblik og sendte de to drenge et langt blik. Noget for gennem hendes hoved. Men da de to ellers var som sædvanlig og snakkede og lo fløj tanken forbi.
   Det gentog sig ikke, at Espen sov i Carlos seng. De var lige meget sammen i arbejdet, på ture og så videre, og der var såmænd også både kys og kærtegn, men Espen sov i sin egen seng. Det var som om de begge, bevidst eller ubevidst, satte deres grænser et andet sted.
   Dagene og ugerne fløj af sted, og snart skulle Carlo tilbage til Argentina. Da dagen kom og han skulle afsted græd Espen. Den glade dreng brast i gråd. Carlo omfavnede ham og udbrød: "Men kære ven dog! Vi ses igen, ikke?"
   "Jo, vi gør," svarede drengen,
   "Vi har haft det godt sammen, ikke?"
   "Jo jo."
   "Og du kan komme til Argentina og besøge mig. Vil du det?"
   "Ja, jeg kommer." Han så op og smilede gennem tårerne. "Du kan være sikker på jeg kommer."
   Den slags er let at sige, og intet kunne være mere hjerteligt ment end det. Men tiden går jo, og Argentina er så langt væk. Espen var fjorten år, og i de år sker der så meget for en dreng, også selvom han bor langt ude på landet. Han havde sin skole og sin landbrugsuddannelse. Han fik skam også en kæreste, ja, med tiden fik han flere. Han voksede fra at være en dejlig dreng til at være en flot ung mand, lidt bondsk måske, men stadig en fin fyr,
   Der kom stadig breve og billeder fra Argentina, og nu kom der nogle specielt til Espen. Han fik en klump i halsen hver gang han læste overskriften: "Til min kære ven, Espen."
   Breve fortalte at Carlo havde giftet sig, og der kom billeder af hans smilende, sorthårede kone og senere af deres to børn.
   Og da Espen havde fuldført sin uddannelse og var nitten år sagde han en dag til Ida: "Nu vil jeg til Argentina."
   Hun blev helt forskrækket og udbrød: "Åh nej!"
   Han lo ad hende og sagde: "Tag det roligt. Det er da bare tre måneder."
   "Jo tak, den har jeg hørt før," sagde hun, men tilføjede: "Selvfølgelig skal du rejse, min dreng, selvfølgelig skal du det."
   Det var med god grund hun ængstede sig, for efter de planlagde tre måneder forlængede han ferien, og han forlængede den en gang til - han kom slet ikke hjem igen.