"Så tænd dog den lygte, for Fanden," snerrede Uffe.
   "Ja ja, men den vil ikke," svarede John. Han slog på lygten og rystede den, og pludselig virkede den og sendte en klar lysstråle ud i mørket.
   De stod ved begyndelsen af skovvejen, med hver sin cykel, men kun én lygte. Nu lyste den på træstammerne som stod tæt og på vejen der gik som en tunnel mellem dem. I mørket virkede skoven tættere end om dagen.
   "Lad os komme af sted," sagde Uffe.
   John lød mindre bestemt. "Måske skulle vi droppe det - i det mørke".
   "Ikke tale om," svarede Uffe. "Mørket er netop godt, for så bliver vi ikke set, og ingen kommer tilfældigt forbi".
   "Og er du sikker på, han har penge i huset?"
   "Helt sikker. Han stoler ikke på banken, og gemmer dem for skattevæsenet".
   "Sikke en gammel gnier," sagde John.
   "Ja, sikke en gammel gnier. Han har ikke fortjent bedre, end at nogen kommer og tager dem fra ham. - Og desuden er han gammel, hvad skal han bruge dem til".
   De satte sig på cyklerne og begyndte at køre hen ad skovvejen. Det ensomme hus, som var målet, lå på den anden side af skoven. Uffe kørte forrest, og John bagefter for at lyse for dem begge. Det var en udmærket lygte, når bare den ville virke.
   Vejen var så smal, at de ikke kunne køre side om side, og de måtte køre forsigtigt, fordi den var fuld af huller. De kørte ligesom i et rum af lys, mens der omkring dem var helt sort. Træer dukkede frem af mørket og forsvandt igen.
   Pludselig gik lygten ud, og der blev bælgmørkt. "Hov!" råbte de begge. De kørte lidt videre, men Uffe mærkede, at cyklen begyndte at slingre, og så røg han i et hul, og blev slynget ud over styret. Men han landede blødt, så han kom ikke noget til.
   Han lå lidt og rodede, men kunne ikke orientere sig. "John!" råbte han, men der kom intet svar. Det var buldermørkt, og da han ragede omkring sig, var der intet genkendeligt. Der var intet. Cyklen var væk. Hvor var vejen, skovbunden, træerne? Han kom på benene, men kunne kun stå usikkert, grunden gyngede under ham. Det var som at gå på en oppustet luftmadras.
   Han begyndte at gå, selvom det var meget tungt at gå på det gyngende underlag, og han faldt flere gange.
   Mørket var absolut, der var ingen måne og ingen stjerner. En rædsel for gennem ham. Var han blevet blind? Men nu kunne han se et lille, klart lys i det fjerne. Han havde ingen fornemmelse af verdenshjørnerne, han gik i midten af ingen steder, og han kunne også tvivle på op og ned, hvis det ikke havde været for den bølgende følelse under fødderne. Eneste fikspunkt var det lille lys langt væk, så han gik i den retning.
   Han skulle tisse, men kunne ikke få sig til bare at tisse ud i mørket, så han måtte holde sig.
   Han spekulerede på, om lyset fjernede sig efter som han gik imod det, så der blev ved med at være lige langt. Eller var det mon en stjerne i horisonten?
   Men efter lang tid kunne han alligevel se, at det var blevet større, og at det var firkantet.
   Det var forfærdelig tungt, at gå på det mærkelige underlag. Det udmattede ham fuldstændig og han faldt igen, og nu tissede han lidt i bukserne. Så tog han alligevel tissemanden frem og tissede.
   Den lille lettelse gav ham nyt mod, og han rejste sig og gik videre. Han tænkte på det underlige, at han ikke følte noget særligt ved at skulle overfalde og bestjæle en gammel mand, men han følte stor skam ved at tisse i bukserne.
   Omsider kom han så nær til lyset, at han kunne se, hvad det var. Det var en stor kasse, som en teaterscene. Det var et hus, hvor hele den væg der vendte mod ham manglede.
   Han stod og stirrede forbløffet på det. Det var en stue, til den ene side et spisebord og fire stole, til den anden side en stribet sofa og et lavt sofabord og et par dybe stole, lamper og billeder på væggene. Men ingen mennesker.
   Han gik forsigtigt nærmere, og stod til sidst inde midt i stuen. Det var en lettelse, at have fast grund under fødderne. Der lød et klik bag ham, som af en æske der lukkes, og han vendte sig hurtigt, og nu var der pludselig en væg.
   Han stønnede og var skræmt. Men kunne ikke forbavses over noget mere. Benene var ved at give efter, så han satte sig tungt i en af de dybe stole.
   Hvor længe han sad sådan, vidste han ikke. Måske blundede han lidt, men han vågnede ved, at en dør blev åbnet og en skinger kvindestemme råbte: "Juhuh, det er mig, Merete!"
   En smuk mørkhåret kvinde kom ind.
   "Dav, Uffe!" sagde hun glad. "Hvordan går det?"
   Han svarede ikke, og det forventede hun vist heller ikke, for hun fortsatte: "Jeg skal bare ordne med din aftensmad."
   Hun gik ud i køkkenet, hvor hun skramlede med noget, mens hun nynnede.
   Så kom hun ind med en tallerken med fire halve stykker og et glas mælk. Han tænkte på, om han skulle bede hende om en øl i stedet for mælken, men han sagde ingenting.
   Hun stod lidt og snusede og sagde så: "Nej for søren, du har tisset i bukserne. Nå, det kan jeg ikke tage mig af nu. Det må vente til du skal i seng".
   Hun gik rask mod døren, vendte sig og sagde: "Vi ses, Uffe - og velbekomme."
   Han stirrede på de fire rugbrødsmadder, som han vidste, at han ikke kom til at spise.


* * *
   Da lygten gik ud, stod John af cyklen. "Årh, for pokker!" udbrød han, tog lygten af cyklen og rystede den, men intet skete.
   "Uffe!" råbte han, men der kom intet svar. Han stod lidt forvirret, råbte igen, men stadig intet svar. Så gik han et par skridt fremad, men fandt hverken Uffe eller hans cykel Hvad var der sket? - Så gik han tilbage, men nu kunne han heller ikke finde sin egen cykel.
   "Fandens!" råbte han højt, men blev helt forskrækket over sin egen stemme. Det værste var mørket, det var umuligt at orientere sig, han anede ikke hvilken vej han skulle bevæge sig. Han rystede igen lygten og slog på den, men intet hjalp.
   Var han overhovedet på vejen? Ligegyldigt i hvilken retning han ville gå, var der buske og træer om ham.
   Men nu så han lys mellem træerne. Der måtte være et hus. Han begyndte at gå i den retning. Det var besværligt at trænge gennem buskadset, grene slog ham i ansigtet og torne rev hans tøj, og et par gange faldt han over rødder.
   Men han kom da frem til huset. Det var et lille bondehus, så vidt han kunne se i mørket. Lyset strålede ud fra vinduerne. Hvad skulle han sige, hvis han kom ind? Ja, han måtte vel sige det som det var, at han var faret vild.
   Han bankede på døren, og en lille tyk kone åbnede. Hun havde et venligt ansigt, og smilede ham i møde. Så slog hun hænderne sammen og udbrød: "Næh, er det dig, John. Det er vel nok længe siden."
   Han var sikker på, at han aldrig havde set hende før.
   "Kom indenfor," sagde hun og trådte til side, og han gik ind i den lyse entré.
   "Men hvor ser du dog ud," udbrød hun. "Hvad er der dog sket?"
   Hun ventede ikke på svaret, men greb en klædesbørste, og gav sig til at børste ham.
   "Kom nu ind i stuen," sagde hun. Der er kaffe på kanden."
   Det var en hyggelig gammeldags stue, med en stor lampe over spisebordet og nips og hvide, hæklede duge over alt.
   Han satte sig ved bordet, og hun stillede en kop og nogle småkager frem til ham. Så kom hun med kaffekanden og skænkede op.
   "Ja, Merete er jo ikke hjemme, og det er vel hende du egentlig vil besøge, ikke?" Hun spurgte med et lunt glimt i øjnene, men forventede åbenbart ikke noget svar.
   Hun satte sig over for ham med et strikketøj og sagde: "Hun er ude hos Uffe. Stakkels mand, han kan slet ikke klare sig selv mere. Du ved da, at han blev overfaldet, ikke?"
   Han prøvede samtidig at nikke og ryste på hovedet, så det blev en underlig cirkelbevægelse.
   Men hun fortsatte: "Jovist, to mænd trængte ind til ham og bandt ham til en stol og ville stjæle hans penge. Men han havde jo ingen penge. Så truede de ham. Men hvordan kunne han udlevere noget han ikke havde. - Sikke nogle banditter, og sikke nogle fjolser. Hvor skulle han have de penge fra? - Tænk at behandle en gammel mand sådan."
   Han sad som på nåle, og nu rejste han sig for at gå.
   "Skal du allerede gå?" spurgte hun forbavset. "Vil du ikke vente på Merete? - Og du har ikke engang drukket din kaffe,"
   Hun rejste sig for at følge ham ud. "Så må du have det så godt, og det var rigtig hyggeligt at se dig. Kom snart igen. Merete bliver nu nok skuffet over ikke at møde dig."
   Ude på trappen pegede hun på en sti der gik ind i skoven. "Bare gå den vej", sagde hun, "så kommer du frem til din cykel"
   Han gik lige frem, og ganske rigtigt. Pludselig stod han ved sin cykel. Og nu virkede lygten også. Og lidt længere henne så han Uffe ligge ved siden sin cykel.
   Han gik hen og lyste ham ind i ansigtet, og ruskede i ham. Han satte sig op med et sæt og så sig om.
   "Hvad er der sket? spurgte han.
   "Nåh, ikke andet end at lygten gik ud, og du væltede. - Men nu er det vist for sent med det du ved."
   "Ja, det er det vist. Vi må vist hellere se at komme hjem."
   De fik cyklerne rejst, og begyndte at trække hjemad.
   "Du har vist tisset i bukserne," sagde John.
   "Vel har jeg da ej," svarede Uffe vredt.
   De gik længe tavse ved siden af hinanden.
   John sagde: "Kender du en der hedder Merete?"
   Uffe så forskrækket på ham: "Merete? Næh, jeg kender ingen der hedder Merete."